Ellen Hillingsø: Til kamp mod det perfekte

Den røde løber er bare noget Ellen Hillingsø leger

Hun er kendt som en dygtig skuespiller og som generalløjtnantens datter. Hun er med, når kongehuset holder fester, og så har hun den smukke, dybe stemme, vi hører så ofte i tegnefilm og i reklamer. 

Det offentlige liv er i høj grad en del af livet for Ellen Hillingsø, men den offentlige Ellen på den røde løber er bare noget, hun leger. Det siger hun i alt fald med slet skjult latter i stemmen og beskriver den offentlige Ellen som hende, der låner kjoler af tøjdesigner Malene Birger, for sådan nogle har private Ellen slet ikke. Private Ellen er bare Ellen. Hustruen og husmoderen, og der er normalt vandtætte skotter mellem det private liv og det offentlige liv, fordi Ellen er gift med en mand, der er fuldstændig uinteresseret i pressen og helt uden eksponeringstrang.

Det betyder, at rækkehuset i Charlottenlund er et helle. Det er stedet, hvor hun kan slappe helt af og være sig selv sammen med ægtefælden Christoffer Castenskiold og de to børn, Thomas på 11 og Anna på 9 år. Og så med Ellen Hillingsøs mor og far på den anden side af gaden. 

Hun  holder styr på logistikken, men kontrol er en illusion

I privaten har Ellen styr på, hvor gymnastiktøjet er, og hvilke bøger der skal afleveres på biblioteket. Hun holder styr på logistik, venner og børn, der skal køres, hundepasning, rengøring og madlavning. Eller hun prøver i alt fald. For tanken om at have kontrol er blot en illusion, mener hun. 

»Kvinder især, tror jeg, er underlagt en illusion om, at vi kan kontrollere alting. Man kan lægge tøjet frem til i morgen og sørge for, at der er mad i køleskabet, og stå op i god tid, men man kan ikke kontrollere, om et af børnene pludselig falder ned ad trappen. Hvis jeg er stresset, bliver jeg selv underlagt det behov for kontrol, men det genererer ikke noget særligt generøst i mig. Illusionen om kontrol æder os op, fordi den fokuserer på form frem for indhold, og hvem har i øvrigt sagt, at tingene skal være på en bestemt måde?« spørger Ellen Hillingsø og giver selv svaret: Tingene kan være på alle mulige måder. 

Hvis jeg fremstår perfekt, så er det en fejl

Hun har bagt ingefærkager og byder rundhåndet af dem. De er nemlig blevet perfekte. Store ord fra en kvinde, der ellers mener, at man skal kigge langt efter det perfekte – hvis det overhovedet findes. Og når kagerne er blevet så gode, så er det kun, fordi det er hyggeligt at nørde med dejen i selskab med en skøn veninde. De bager sammen med børnene, mens de diskuterer mængden af ingefær. Det skal smage, men heller ikke blive for kvalmt. Og skal mandlerne hakkes groft eller males fint? Otte år har de to veninder brugt på at perfektionere kagerne. Det er kvalitetstid og nærvær, og at ingefærkagerne så denne gang er blevet tæt på perfekte, er bare et plus. 

»Hvis jeg selv på nogen måder fremstår perfekt, så er det en fejl. Jeg prøver ikke engang at være perfekt, for det føler jeg ikke noget behov for at være. Jeg elsker kager, og jeg vil have kager i mit liv. Jeg vil have nydelse i mit liv. Jeg er en livsnyder, der elsker god mad, skønne middage med venner og familie og store sjusser, men jeg elsker kager mest. Det er en af mine store laster. Det, og så skal jeg nok arbejde på at komme i seng om aftenen. Jeg kan sidde på Instagram til langt ud på natten og lave et billede, jeg synes er fedt,« fortæller Ellen Hillingsø. 

Insisterer på øjenkontakt og siger tingene, som de er  

Nærvær fylder meget hos Ellen Hillingsø. Et er, at hun selv er utroligt nærværende. Hun insisterer på øjenkontakt og lytter intenst, når man stille spørgsmål. Hun sikrer sig også løbende, at hendes svar giver mening, og at hun faktisk svarer på det, hun bliver spurgt om. Man mærker hurtigt, at overflade er uinteressant for hende. Hun værdsætter de mennesker, der tør sige tingene, som de er, frem for at opretholde en facade, der skal forsøge at give illusionen af, at alt er perfekt. 

»Jeg er privilegeret på den måde, at jeg har veninder, der siger tingene direkte. De sagde til mig, da jeg blev mor, og det nogle gange var hårdt:

»Ellen, du kommer ikke til at sove de næste syv år. Dit sexliv bliver ad helvedes til. Du sveder. Under armene. Det er ulideligt. Men det går over.« 

Den generøsitet og den medmenneskelighed, der er i at møde hinanden der, hvor man kan sige tingene, som de er, den er betydningsfuld. For når vi ikke fortæller, hvordan tingene virkelig er, er det så, fordi vi er bange for ikke at være gode nok?« spørger hun.

Hun øver sig dagligt på at være taknemmelig for det, hun har, fordi livet er sårbart, og fordi vi hele tiden bliver distraheret til at tro, at alle andre har det sjovere eller er mere privilegerede, mens sandheden er, at vi ikke ved noget som helst om de andres liv. Vi ved kun noget om vores eget liv.

Livet er sårbart

Ellen Hillingsø ser sig selv på et sted i livet, der er sårbart. Hun har forældre, der begynder at blive skrøbelige, og venner, der er blevet hårdt ramt af livet. Derfor husker hun sig selv på at være taknemmelig for, at hendes børn er sunde og raske. Det samme gælder for hendes mand, forældrene og hende selv. Alt er andet er luksus. 

»Vi sidder jo ikke et katastroferamt sted. Se på folk i Syrien. Se på, hvor hurtigt det kan gå galt. Vi lever i en kultur, hvor vi tænker på, hvad vi kan få, i stedet for på, hvad vi kan give, og hvad vi kan være taknemmelige for. Derfor er vi ikke særlig glade.«

Hun mener, at vi lever i en tid, hvor vi er fremmedgjorte i forhold til død, sorg og smerte. Døden er et grundvilkår i vores liv, men den er blevet fuldstændig usynlig. 

»Der er et parallelunivers af mennesker, der er syge, deprimerede og kede af det, som vi ikke ser. Det er, som om de er blevet stuvet af vejen. Vi har haft fokus på, at alt skal være stort, flot og dyrt, og er kommet væk fra, at livet også er svært. Jeg tilhører måske den første generation, der har en illusion om, at livet er let. At livet ikke er en jammerdal. At livet ikke er hårdt. I alt fald prøver vi at opretholde en facade, der viser, at livet er godt. Livet må ikke længere gøre ondt. Men det gør ondt indimellem.«

Hun oplevede det selv for nogle måneder siden. Hun skulle på en lang turné og være væk fra familien, og selv om hendes mand forsikrede hende om, at de sagtens kunne klare hverdagen derhjemme, så var Ellen ulykkelig over at skulle rejse, og samtidig måtte hun takke nej til spændende jobtilbud fra udlandet. Selvmedlidenheden var overvældende. 

»Pludselig gik det op for mig: Nu stopper du det her ynk, Ellen! Nu holder du op, og så går du ind og giver folk den gave, den her forestilling er. Det handler ikke om, hvad jeg kunne have fået. Det handler om, hvad jeg kan give publikum. Det ændrede alt for mig, og jeg blev mødt med åbne arme overalt, hvor vi turnerede.«

Nyt familiemedlem - en hund

Ellen Hillingsø er mor til to børn, og snart får familien et nyt medlem. De skal nemlig have hund. Det har stået højt på datterens ønskeseddel længe, for hun har en passion for dyr og hunde især. Ellen og hendes mand har forsøgt at trække lidt den anden vej. Hverdagen er i forvejen hektisk, og en hund kræver tid og opmærksomhed. For at imødekomme datterens ønske har familien derfor i et stykke tid lånt naboens hund, som de har gået ture med. Men mens Ellen var på turné, sad hun en dag i biografen og så en – efter hendes udsagn – forfærdelig og deprimerende film om et sygt barn. En scene gjorde et særligt indtryk. 

 »Man ser det her barn, der er helt blegt og meget sygt. Forældrene spørger, om hun kan høre noget pusle. Jeg tænker, at nu får det syge barn nok den hund, hun har plaget om. Det gjorde hun så ikke, men pludselig gik det op for mig, at jeg er villig til at give mit eget barn en hund, men vi venter, fordi det passer dårligt lige nu. Hvad er det for en måde at leve livet på? Livet er lige nu. Vil du give dit barn en hund? Det vil du tilsyneladende gerne. Så skal hun have den hund. Ingen skal blive syge, før det sker. Så nu skal vi have hund!«

Børn har brug for opdragelse

For Ellen Hillingsø handler børneopdragelse om at give børnene kompetencer og værktøjer, så de kan begå sig i en verden, der bliver mere og mere socialiseret, samtidig med at vi bliver mere og mere asociale. Børnene skal blandt andet lære at spise pænt, for kan de spise pænt, kan de også spise grimt. Uden god bordskik har de ikke noget valg, mener Ellen Hillingsø. Hun ser det ikke som en begrænsning i forhold til børnenes frihed eller kreativitet. Tværtimod – god børneopdragelse giver muligheder. Derfor skal børnene kunne spise pænt sammen med andre mennesker. Værelserne skal ryddes op hver dag, der skal laves lektier, og man siger tak for mad, når man har spist. Mobiltelefoner og spillekonsoller er bandlyste omkring bordet, hvor man bliver siddende, indtil alle er færdige. Børnene skal lære at sige goddag og farvel. At give andre mennesker hånden, se dem i øjnene og præsentere sig selv. Man skylder sine børn god gammeldags opdragelse, for de lærer det ikke af sig selv, mener hun. 

Ellen sørger også for, at børnene er velforberedte og har spist morgenmad, inden de møder i skole. De har lært, at skolen er arbejde. At når man skal møde klokken ni, så betyder det, at man sidder klar med blyanten klokken ni. Man kommer ikke for sent, for så spilder man andre menneskers tid. 

»Vi kan ikke overlade den fulde opdragelse af vores børn til andre. Det må vi selv klare. Man kan ikke bede pædagogerne eller lærerne om det. Nogle synes måske, at det er undertrykkende for børnene. Gu er det ej! Det er undertrykkende over for lærerne, hvis vores børn ikke kan sidde stille og tie stille.«

Ellen Hillingsø forsøger også at lære sine børn om økonomi, fordi hun har læst i avisen, at man svigter børnene, hvis de ikke lære økonomi hjemmefra. Ellen har derfor lært dem to ting: Brug aldrig mere, end I har. Forkæl jeres venner.