Drop bare proteinbaren - du får masser af protein på hverdagstallerknen

Man kan sagtens spise sig til fyldte proteindepoter på en almindelig kost. Så drop bare de dyre proteinshakes, og spis efter de Nordiske Næringsanbefalinger.
laks, bønner, tallerken

Laks og bønner indeholder begge nyttige proteiner

Protein er biologiske byggesten

De fleste fødevarer indeholder protein. Men nogle fødevarer er specielt proteinrige. Her er der tale om de animalske produkter kød, mælk, æg, og fisk. Og på plantesiden er det bønner, linser og ærter.

Proteiner er store molekyler, som består af aminosyrer. Proteiner er kendt som biologiske byggesten, fordi de opbygger og vedligeholder kroppens celler. Desuden står de for at danne vigtige hormoner, antistoffer og enzymer.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Protein fra brød

Kød og bælgfrugter er gode kilder til protein. Men der skal ikke nødvendigvis hummus eller medister på tallerknen morgen, middag og aften for at få nok proteiner indenbords. De fleste råvarer indeholder nemlig protein, blot i mindre mængder. Faktisk får danskerne eksempelvis hele 25 pct. af deres protein fra korn og brød.

Det handler altså ikke kun om, hvor meget protein en fødevare indeholder men også hvor store mængder af varen, vi har for vane at spise.

Og danskerne er godt med, når det kommer til protein. DTU Fødevareinstituttets undersøgelse "Danskernes Kostvaner 2003-2008" viser nemlig, at 99 pct. af os får mere end 10 pct. af vores energi fra protein.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

0,75 g protein pr. dag pr. kg

Mennesket har i følge Verdenssunhedsorganisationen(WHO) i gennemsnit brug for 0,6 g protein pr. dag pr. kg. De anbefaler dog et lidt højere indtag - nemlig 0,75 g pr. dag pr. kg kropsvægt, så alle er på den helt sikre side.

Hvis man vil sikre sig at få nok proteiner indenbords, så kan man følge De Nordiske Næringsstofanbefalinger. De anbefaler, at en normalvægtig person, der motionerer et par gange om ugen, bør spise sådan, at mellem 10 og 20 pct. af energien kommer fra protein.

”Indtager man nok føde og sørger man samtidig for, at mellem 10 og 20 pct. af energien kommer fra protein, så vil man nå et godt stykke over de 0,75 g pr. kg pr. dag,” siger Kristian Overgaard, forsker på Århus Universitet.

 

 

Læs mere om