Ditte Hansen: Min hverdag er aldrig trummerum

To katte, Bacon og Klemme og to langlemmede drenge, Asger og Thor

Vindfanget med de matterede glasvægge er et væksthus for løbesko og rulleskøjter i store størrelser. Sportstasker, skateboards og cykelhjelme gror ud af stentrappen og hænger fra kroge og knager. Den ombyggede bungalow fra 1949 ser ud til at flyde over af liv, energi og store, kantede bevægelser.
Her bor to røde katte, Bacon og Klemme, to langlemmede skoledrenge, Asger og Thor, og deres forældre Ditte Hansen og Benjamin Boe Rasmussen, der begge er skuespillere. Der plejer at være larm og nogen, der råber, fortæller Ditte Hansen og beskriver sin hverdag med støj og tumult som noget dejligt, fordi hverdag betyder tid til at lave mad og lektier, og hun kan lide at have tid til at hjælpe med lektier.
»Hverdag er for mig ikke noget trist med trummerum, myldretid og ulvetime, den er uforudsigelig og kræver kalenderoverblik,« siger hun.

Familiekalender må holde styr på en uforudsigelig hverdag

Benjamin Boe Rasmussen klimprer på en guitar i stuen, der brygges kaffe på maskinen i køkkenet, de to drenge er i skole, og ikke en cykel rører sig på villavejen. Kattens bump fra stol til gulv kan høres igennem stuer, der normalt runger af trommesæt, guitar og tre fjernsyn, der kører med sport, Ramasjang og musik.
Familiekalenderen over køkkenets spisepladser holder styr på klavertimer, en aften i cirkus og en niece og nevø, der skal passes. Ditte Hansen arbejder på mindst tre forskellige arbejdspladser og bruger kalenderen til at finde huller til familien og sig selv. I to måneder har hun ikke været hjemme om aftenen, og meget skal indhentes. I går havde Asger sin madgruppe fra skolen på besøg, og når børnene er gået i skole, og formiddagene er fri, er de viet til hende selv og hendes mand. 

Fra stranden ved cirkusrevyen kan Ditte Hansen se langs kysten helt hjem til Amager 

Holdet på årets Cirkusrevy mødes for første gang den kommende mandag på Dyrehavsbakken nord for København. Det er ottende gang, Ditte Hansen er med. Fra stranden ved Klampenborg kan hun se hele vejen tilbage til Amager, hvor hun bor. De 17 kilometer langs Strandvejen tilbagelægger hun i familiens sølvlakerede Hyundai Getz, mens hjernen repeterer replikker eller lærer en sang, der er lagt i cd-afspilleren.
»Jeg elsker Amager. Den tur igennem indre by, Hellerup og ud til Klampenborg er et studie i, hvad København også er. Der bliver mere grønt i skoven, mere blåt på vandet, mere velklædt på gaderne. Når jeg så kører tilbage, kommer der flere farver på menneskene, bilerne bliver bestemt helt, helt anderledes, der er flere kebab’er, og det er godt. Der skal ikke være for stille, der hvor jeg bor.«

Jeg er ikke noget ting-menneske

Ditte Hansen er vokset op i Skovlunde i 1970’erne. Der var trygt og godt med bymidte, bibliotek og et lille center, men ensformigt. Der var ikke plads til skæverter, fortæller hun.
»Jeg søgte det spraglede, jeg følte mig som en elefant i et glasbur. Nu har jeg flyttet mine børn hen et sted, hvor der er lidt højere til loftet, og så har de sjovt nok ikke brug for at bryde ud på samme måde. Da min søn valgte gymnasium, blev det Tårnby Gymnasium, som er det nærmeste, for det var fint for ham. »Jeg er da bare en fyr i en T-shirt,« siger han.«

Barndommen materialiserer sig næsten, når hun drejer et særligt træ-æggebæger i hånden. Hun har ejet det, så længe hun kan huske. Det er malet som en lille buttet kone med rundt ansigt og lilla kjole. En makker med ansigt og grøn kjole endte ved et uheld i opvaskemaskinen og stod ikke til at redde. Der var et æggebæger til Ditte og et til hendes søster Tine på søndagsmorgenbordet, og det var sjovt at skære toppen af ægget, spise det, vende op og ned på den tomme skal i æggebægret og narre nogen til at tro, at ægget var helt.
»Min mor blev gravid med mig, mens hun gik i gymnasiet. Min far studerede de første 10 år af mit liv, og de havde virkelig ikke særlig mange penge. Jeg ejede en poncho, en Barbie og æggebægret, som jeg kunne lege Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla med.«
Nu genproduceres de gamle æggebægre af mærket Bordfolk, og Ditte Hansen har lyst til at købe en erstatning for det grønne æggebæger, der led opvaskedøden. Ting dengang var anderledes. De repræsenterede en værdi. Ellers er hun ikke noget ting-menneske, mennesker er vigtigere end ting, siger hun.
»Det meste i skabene herhjemme er fra mine bedsteforældre, det af det, jeg ikke har smadret. Vi ødelægger enormt mange ting, og det er ikke noget, jeg siger med stolthed. Glas smadrer, bilen, lamper og solbriller går i stykker, en stol braser sammen. Det kan man så gå og være gal over, eller man kan sige: Og hvad så? Ting går i stykker, men vi holder sammen på 18. år og skal passe på hinanden. Pyt, pyt, pyt, pyt, pyt. Det koster nogle penge, sådan er det.«

Ditte Hansen fandt ud af at hun ville være skuespiller, da hun gik på High School i USA

Det gik op for Ditte Hansen, at hun ville være skuespiller, mens hun gik på high school i USA som udvekslingsstudent og havde drama som fag.
»Jeg synes, det er symptomatisk, at jeg skulle til USA for at opdage, hvad jeg egentlig ville. De var gode til at dyrke det, man godt kunne. Du går direkte fra undervisningen til band eller kor eller sport, politik, skuespil, dans. Herhjemme vidste jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen med mit dramatalent. Derfor er jeg heller ikke modstander af den heldagsskole, der lige nu bliver talt så meget om. Ville det ikke være en god idé, hvis den nu kunne bruges til at give børn flere muligheder og undervisning direkte fra skole, så de ikke skal hjem først og så være afhængige af, at forældre kan køre dem til sport eller drama eller musik?«

Arbejde er jo så livsvigtigt

Ditte Hansen har lige været med familien på Bali. 14 dage uden telefon og computer.
»Jeg kunne fylde mit liv med at kigge på mine drenge, herhjemme er arbejde jo så livsvigtigt. Der betød det ikke en skid,« siger hun og vil alligevel ikke undvære sit arbejde, sin mulighed for at blande sig og sætte sit præg. Men en gang imellem må man slippe det helt.
Blokken ligger på sengebordet, computeren følger hende, så den kan opfange alle slags indfald, tanker og idéstumper, der kan blive til mere, en revytekst eller måske en sketch til DR-satireprogrammet I hegnet. Når Helle Thorning-Schmidt i en overskrift siger: Jeg har aldrig misset et forældremøde, må det ned på computeren, for det kan fortælle noget, der ikke handler om statsministeren, men om os med vores dårlige forældresamvittighed og den perfektionisme, vi er så optagede af. Replikken er senere blevet lagt i munden på Emil C’s mor i et af de afsnit, der er sendt, og måske har ingen gættet den oprindelige sammenhæng.

Den åndssvage computer er jo med overalt

Ditte Hansen begyndte at skrive tekster for 10 år siden, da hun arbejdede på Bornholmerrevyen og manglede en tekst. Den skriver du da bare selv, sagde Lars Knutzon, og hver gang hun kom med en ny tekst, sagde han »yes, mere«. Han satte det i gang, og hun arbejder på at udvikle sig som forfatter og skrive noget, der er længere end de korte revytekster og sketches.  Måske vil hun med tiden skrive drama.
»Her på computeren har jeg oprettet alle mine I hegnet-tekster, så de andre på holdet også kan være med. Her har jeg en bunke med de nyeste ideer. Og så har jeg masser af billeder fra forestillinger, manuskripter, anmeldelser og mit regnskab med fakturaer fra Dittes Butik, som er mit firma, der sælger alle mine ydelser. Den åndssvage computer er jo med overalt. Det ville være en katastrofe, hvis den blev væk.«

Vi kendte hinanden godt

Benjamin Boe Rasmussen har rejst sig fra stuen og guitaren og skal til Christianshavn med sin sammenrullede lilla yogamåtte. Han begrunder på vej ud ad døren, hvorfor han engang har sammenlignet sin kone med Olivia, Skipper Skræks kæreste: Fordi hun griner højt og skralder og skriger, er lidt klodset, vælter rundt, og alle vil have hende, men hun aner det ikke. Der er ikke noget af det, der ikke passer på Ditte Hansen, mener de begge.
Brylluppet var i Sømandskirken i Nyhavn, som hans familie har tilknytning til. Vielsesringene blev lavet til dem af en veninde, der er guldsmed. Hver ring er et sæt med en ny ring og en gammel ring. Ditte Hansen har sin egen brede sammen med sin mormors, Edith, der har navnet Anker graveret i. Benjamin Boe Rasmussen bærer sin brede ring sammen med sin morfar Johns vielsesring, der har et graveret Poula i.

»Man har det, som om der både er noget historie og noget kærlighed, man har det hele med sig. I vores står der »min elskede«, fordi vi lavede en Dan Turèll-forestilling sammen, og Dan Turèll har et digt, der hedder Min elskede.«
De mødte hinanden på Odense Teaters skuespillerskole og blev kærester, da de havde gået på samme syv mand store hold i et år. Ægteskabet er også et makkerskab, og det er en styrke.
»Vi kendte hinanden rigtig, rigtig godt. Vi vidste, hvad det var, vi fik. Vi kan give hinanden plads, måske fordi vi laver det samme.  Måske ville andre have det svært med at være gift med en i vores fag: Hvorfor skal du altid arbejde om søndagen? Hvorfor skal du arbejde for så sindssygt få penge? Hvorfor kan du ikke komme hjem direkte og lige med det samme som alle andre? Hvorfor bliver du mærkelig op til en premiere? Jeg tror, vi begge to ville have svært ved at blive holdt tilbage eller blive stillet over for ultimatummer.«

Kyssede jeg dem nok?

De to drenge er født i 1997 og 2001 og voksede først op i et kolonihavehus på Amager. Det var en god folkeskole i nabolaget, som fik dem til at vælge kvarteret med bungalowen, de bor i.
»Huset var ikke sådan lækkert,« fortæller Ditte Hansen.
Ejendomsmægleren sagde: Folk går ind, og så går de ud igen. Naboen sagde: Der er 700 meter til vandet, men I kommer aldrig derned. Begge tog fejl, den lette adgang til Øresund bliver brugt hver dag, og de 75 kvadratmeter bungalow blev købt og ændret til ukendelighed med en tilbygget 1. sal og en glasveranda. Havens slidte blå trampolin må snart vige for en ny terrasse. Drengene er 15 og 11. Den ældste måler 1,85 som sin mor, han bor med egen indgang i underetagen, der ofte er fyldt til bristepunktet med drenge og dybe basstemmer.
Vinduskarmens indrammede sort-hvide  foto af de to drenge er næsten 10 år gammelt, deres hår er sommerhvidt, ansigterne brune.
»For mig er det fysisk at kigge på dem, sådan helt at mærke de der hænder, fingre, kinderne og huske lugten af dem. For fanden, jeg får helt lyst til at lave flere, og så tænker jeg, det går jo ikke, og så er der et lille vemod: Var jeg der nok, kyssede jeg nok, snusede jeg nok?«

Drenge er mere sådan til og fra

I Skovlunde med den meget nærværende mor og søster og en mindre nærværende far var drenge en anden race. Nu fyldes hendes liv med rulleskøjter, cykler, sport i tv og en konstant debat om dagens odds, og hvor Arsenal nu befinder sig.
»Min mand og to drenge odds’er alle på noget og skal se kampe. Fra et helt kvindeunivers har jeg fået det fuldstændig modsatte. Jeg har en niece. Hun er fandme også sjov, Sophie, når hun besøger os, men hun er jo her ved siden af mig hele tiden og snakker og vil lægge neglelak. Drenge er mere sådan til og fra. Duk, så er de inde, duk, så er de væk, duk, så er de inde igen, og jeg oplever, at de er meget følsomme og gerne vil snakke, men ikke snakke så konstant som piger. Det er noget med hen til sit eget og så komme tilbage, ud og spille fodbold og så komme tilbage. Man taler jo også om, at drenge er elastikker Det er en gave at have fået drenge. Jeg ville også gerne have haft piger, men det har været lærerigt at få drenge, synes jeg.«

Børn har hun vidst, hun ville have lige siden hun selv var et barn.»Jeg har troet, at jeg skulle have, mange flere, men jeg har altid vidst, at jeg skulle have dem. Jeg har heldigvis ikke haft det valg, at jeg skulle vælge mellem dem og at være skuespiller, for så ville jeg selvfølgelig have valgt dem, hvis nogen tvang mig, men at jeg har fået lov til begge dele, er mit livs lykke.«