Det skal du være opmærksom på, når du vasker ved lavere temperaturer

»Vurdér graden af snavs på vasketøjet« og »brug et vaskemiddel, der er beregnet til vask ved lave temperaturer«. Det er nogle af de råd, du skal være opmærksom på, når du vasker under 40 grader i vaskemaskinen.
Vaskemiddel i vaskemaskinen

Når det kommer til hverdagens snavsetøj, er 30 grader ofte rigeligt til at sikre en ren vask, fortæller udviklingschef i Danlind, Bettina Lindholt.

Rent tøj i koldere vand

Når det kommer til tøjvask, er danskerne gode til at skrue op for temperaturen på vaskemaskinen. Så gode, at vi i Danmark i gennemsnit vasker to grader varmere end i resten af Europa. I en dansk  vaskemaskine er gennemsnitstemperaturen 43 grader. 

I virkeligheden kan en del af vores vasketøj sagtens vaskes ved lavere temperaturer, end vi gør i dag. Det forklarer Bettina Lindholt, der er udviklingschef i Danlind, som blandt andet producerer vaskemidler til supermarkedernes egne mærker.

»Langt hovedparten af de ting, der havner i vasketøjskurven, kan sagtens blive rent ved 30 grader, så længe man har med et vaskemiddel at gøre, hvor der står på pakken, at det vasker rent ved 30 grader eller under,« siger hun. 

Skjorter, t-shirts, bukser, sokker, gardiner og duge er blot nogle af de ting, du uden bekymring kan give en tur i vaskemaskinen ved en lavere temperatur. Du kan finde en udførlig vaskevejlening på hjemmesiden www.iprefer30.eu/dk, som er lavet på initiativ fra den europæiske vaskemiddelindustri.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Enzymer giver en hjælpende hånd

Ønsker du at skrue ned for temperaturen, skal du specifikt gå efter et vaskemiddel, der er beregnet til koldere vaske. Det skyldes, at vaskemiddel til 30 graders vaske og under indeholder særlige enzymer, der er specielt udviklet til at fjerne pletter ved lave temperaturer.

Enzymer findes mange steder i naturen og i vores kroppe. Eksempelvis findes der enzymer i vores spyt, som hjælper os med at nedbryde stivelsen til glukose i den mad, vi spiser, allerede inden maden når ned i vores mave, hvor nogle andre enzymer tager over.

Det forklarer Leigh Murphy, der er forsker i Novozymes, som udvikler enzymer til vaskemidler:

»I bund og grund klipper mange enzymer molekyler over. På den måde kan enzymer nedbryde pletter på tøjet. En plet kan være forholdsvis kompleks, og så skal man bruge flere forskellige enzymer for at kunne fjerne den. Derfor arbejder vi med mange enzymer, der blandt andet kan fjerne stivelse, protein, fedt og sved,« siger han.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Få ting skal vaskes ved 60 grader

Både Leigh Murphy og Bettina Lindholt peger på, at nogle ting af hygiejniske årsager bør vaskes ved 60 grader eller derover.

»De fleste enzymer kan fungere over en bred vifte af temperaturer fra ti til 70 grader, men i forhold til bakterier anbefaler vi at vaske i varmt vand, hvis man har været syg,« forklarer Leigh Murphy.

Er der eksempelvis blod, afføring eller opkast på tøjet, anbefaler eksperterne at give det en tur i maskinen ved minimum 60 grader på et langt program, hvis tøjet kan tåle det. De høje temperaturer er også hyppigt brugt i industrien, på hospitaler og i institutioner, hvor det er vigtigt at forhindre spredning af bakterier. 

Men når det kommer til hverdagens snavsetøj, er 30 grader ofte rigeligt, fortæller Bettina Lindholt.

»Det handler i høj grad om at vurdere, hvor snavset tøjet er. Og så bruge ’Vejledning til tøjvask ved lavere temperaturer’ fra 'I prefer 30'-kampagnen,« siger hun. 

Sundhedsstyrelsen gør dog opmærksom på, at tøjet ikke bliver bakteriefrit ved vask under 60 grader. De anbefaler derfor at vaske undertøj, linned, håndklæder, viskestykker, karklude og lignende ved 60 grader. 

Undgå lugt i maskinen

En anden ting, du skal være opmærksom på, når du skruer ned for temperaturen, er, at der over tid kan opstå en ubehagelig lugt i vaskemaskinen. 

Det skyldes, at vask ved koldere temperaturer danner noget, der kaldes biofilm, som er en blanding af fugt, snavs fra tøjet og de vaskemidler, du har brugt. Derfor anbefaler Bettina Lindholt, at du et par gange om måneden kører et ekstra varmt vaskeprogram.

»Man kan eksempelvis vaske nogle klude, der har kødsaft eller er brugt ved rengøring af toilettet, ved 90 grader,« råder hun. 

I ny og næ kan det desuden være en god investering at køre en vask uden tøj i tromlen og så bruge klor eller brun sæbe i stedet for vaskemiddel.