Det grønne jerntæppe

Harzen. Da den kolde krig blev aflyst, viste det sig, at mange sjældne og truede dyre-og plantearter havde taget bolig i menneskeskabte ingenmandsland mellem øst og vest.

Et lille trekantet skilt sømmet fast på stammen af en stor rødgran markerer, hvilken vej vandreruten løber her fra parkeringspladsen ved Hohegeiss midt i Harzen.

Skiltet viser et grafisk rids af Tyskland, hvor en grøn linje er trukket ned igennem landet.

Grøn for natur og grøn for håb. En gang var den linje blodrød og fyldt med menneskelig tragedie som en del af den grænse, der som et jerntæppe skilte både Tyskland og hele Øst-og Vesteuropa ad to ideologiske modsætninger.

Nu, godt 20 år efter tæppefaldet, har fundet sin nye farve i en naturlig Hele vejen langs den gamle grænsestrækning ruller naturen sig nu ud som et bælte mellem pigtråd, landminer og dystre minder. 1393 kilometer ned gennem og derfra videre ned igennem Centraleuropa hele vejen til Sortehavet.

Her i Harzen, med udsigt til Bloksbjerg og smukke granklædte skråninger, man opleve jerntæppets forvandling unik natur på nærmeste hold. 75 kilomeÅndehul ter af den tidligere grænsestrækning strækker sig igennem det frodige midttyske landskab.

Et åndehul for småkravl. For at minimere risikoen for, at mennesker skulle snige sig uset over de 75 kilometers grænse, der løb mellem Øst-og Vesttyskland i Harzen, blev en bræmme på 65 meter omkring grænsehegnet holdt fuldstændig trimmet.

Skidt for mennesker med flugttrang, men rigtig godt for naturen.

I fred og ro gav det trimmede grænseareal plads til de dyr og planter, der ikke trivedes i Harzens tætte rødgranskove.

Primært småkravl som sommerfugle og insekter og isfugle og planter som arnika og finbladet bjørnefod.

Men også større dyr som vildkatte og kronhjorte holder til her. Og så er der lossen. Harzens turistmæssige trækdyr bruger indimellem den menneskeskabte korridor midt i skoven som gennemvandring til andre egne, når den har fået nok af Harzen.

Et møde med lossen skulle dog sådan cirka være lige så sandsynligt som at se en heks over Bloksbjerg.

Betonnatur. Omgivelserne sænker sig hurtigt i målestok. De store rødgraner bliver erstattet af mindre buskadser, og så dukker det eneste synlige bevis på, at der engang har været en grænse, op: To tilsyneladende endeløse rækker af rektangulære betonflader, der ligger som grå legoklodser mast ned i et grønt underlag. De to betonspor blev dengang brugt til at transportere vagter frem og tilbage langs grænsen. Nu bliver de brugt som et stabilt underlag for vandrere, der tager en fredfyldt tur langs det grønne bånd.

Det er en fredfyldt dag i ingenmandsland med fuglekvidder og køllegræshoppe, der synger i den lave vegetation.

Naturen gror gennem stålhegnet. Og så er det, at historien bliver synlig.

Lige i det øjeblik, hvor stilheden havde lagt en dæmper på den og mast den ned imellem hullerne i betonvejen.

Først i form af et flere meter højt vagttårn, der hæver sig op i som et gråt minde om fire årtier. Så i form af en mindetavle for seks mennesker, der er blevet dræbt ved denne grænsesektion. til sidst i form af flere meter originalt grænsehegn, som løber langs nogle meterhøje rødgraner i bræmmens Betonpillerne er beklædt et ruderternet hegn af nissa-stål, på grotesk vis blev produceret i for derefter at blive solgt Østtyskland - som så kunne sætte op for at forhindre sit folk i at flygte til førstnævnte.

Grænsehegnet har ikke kunnet naturen borte. Grønne planter sig op ad den nederste del af stålet, græsset står højt og frodigt. En lille fugl flyver hen over hegnet. er det den sjældne isfugl, som her i Harzens gamle grænsezone.

Et skilt fortæller, at Sorge kun 400 meter væk. Den lille tidligere østtyske landsby med det trist-navn er endestationen for lille vandretur på små seks kilometer langs den i alt 1393 kilometer lange grænsestrækning, der delte Tyskland i to indtil 1989.

En lille smalsporsbane fragter op til toppen af Bloksbjerg. bjergene står som en højstemt kulisse omkring den lille landsby, der på imponerende vis tæller både et turistbureau, en kro og en cafe iblandt de par håndfulde hvide og sorte bindingsværkshuse, der udgør Sorge. Kroen reklamerer med schnitzel med friske asparges og brasede kartofler.

Sådan kommer du af stedr ingen direkte flyruter Danmark til nogen af Harzens så den hurtigste vej til naturen med bus, tog eller bil. Fra den dansk-tyske grænse i Padborg der 413 kilometer til byen Ilsenburg i Nordharzen, hvor vandreruten langs den gamle grænse Fra København er der 575 via Rødby-Puttgarden.

Grøn aftale sikrer området

Naturelskere fra øst og vest mødtes hurtigt efter Murens fald for at drøfte, hvordan kunne sikre sig, at områderne langs ikke gik tabt.

Sidenhen har bevaringsprojektet taget til, dag strækker " det grønne bælte" sig hele fra Barentshavet i nord via Tyskland Centraleuropa til Sortehavet i syd.

Undervejs på ruten kan man opleve sjældne og truede dyr som eksempelvis los, marsvin, sort stork, ørn og odder, ligesom ruten steder også byder på et unikt planteliv.


Læs mere om projektet på europeangreenbelt.org

Gå langs grænsen i Harzen

Cirka 75 kilometer af den i alt 1393 kilometer lange gamle grænse mellem Øst-og løber lige igennem Harzen, og det er muligt at gå hele vejen langs grænsestrækningen fra Ilsenburg i Nordharzen til Walkenried i syd.

Vandreturen kan sagtens klares på egen hånd, da der findes masser af spise-og overnatningsmuligheder i selv de allermindste byer langs ruten.

Der er dog også mulighed for at købe sig til færdiglavede turistpakker med guide og overnatning.

Læs mere på erlebnisgruenesband.de.

Se, hvad vi ellers skriver om: #miljø, #udland og #græs