Det bør du aldrig dele på nettet

Private feriebilleder, billeder af dine børn eller meninger om for eksempel religioner og kultur, pryder mange statusopdateringer på Facebook og andre sociale medier. Vi deler og deler i en rasende fart, men tænk over, hvad du deler. Samvirke har talt med rådgiver i dataetik, Pernille Tranberg, om, hvad man ikke bør dele.
Mand drikker øl under kørsel i bil

Del aldrig billeder af risikoadfærd som uforsvarlig kørsel i påvirket tilstand. Det kan gør stor skade på dit omdømme i forhold til banker, forsikringsselskaber og jobsøgning.

Tænk dig om

Inden du lægger alle dine private informationer, druk-, ferie- eller familiebilleder op på sociale medier som Facebook og Instagram, bør du tænke grundigt om. Sådan lyder rådet fra rådgiver i dataetik Pernille Tranberg. 

Ryd op i fortiden

Har du haft en Facebookprofil i et par år, ligger der muligvis et uheldigt billede eller en lidt for ærlig statusopdatering eller kommentar, du eller en ven har slået op et sted på din væg. Derfor kan det være en god ide at gå på jagt i fortiden for at finde og slette uheldige poster, du helst ikke vil have andre skal kunne se.

På pas med hvad du deler på sociale medier 

Når du skriver noget på sociale medier som Facebook og Instagram, er statusopdateringen i høj grad offentlig. Andre kan hurtigt se, hvad du mener, og ting, der måske er skrevet for flere år siden, kan findes frem igen. Måske kan den sammenhæng, tingene er sagt i, også misforstås. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

7 ting du ikke bør dele offentligt på nettet

Pernille Tranberg har sammensat en liste over, hvad du ikke bør dele på nettet:

  • Dit cpr-nummer. Del ikke engang din fødselsdato, da den kan bruges af identitetstyve.
  • Helbredsoplysninger. Vær særligt opmærksom på apps til at måle dig selv. Brug et andet navn eller alias og slå GPS’en fra, hvis det er muligt.
  • Rejseplaner før og under rejsen. Hvis du vil dele feriefotos, så gør det, når du kommer hjem fra ferie. De smarte tyve er derude, og det samme er forsikringsselskaberne, så undgå at reklamere for at du ikke er hjemme.
  • Negative tanker om andre, herunder også din nuværende og tidligere arbejdsgiver bør du holder for dig selv. Brok, sladder, mobning om og af andre er blandt andet noget, de fleste arbejdsgivere ikke ønsker.
  • Drukbilleder og lignende private og festlige udskejelser af dig selv. Det kan skade dine chancer for ansættelse ved fremtidig jobsøgning eller optagelse på universiteter særligt i udlandet, da billeder af en fuld teenager i for eksempel USA kan være ilde set.
  • Religiøse, politiske og seksuelle holdninger kan få konsekvenser, særligt hvis man flytter til og søge arbejde i et andet land, hvor disse forhold tages mere seriøst end i Danmark.
  • Risikoadfærd, der kan skade dit omdømme i forhold til blandt andet banker og forsikringsselskaber. Det kan være uforsvarlig kørsel i både ædru og påvirket tilstand, som ræs eller manglende motorcykelhjelm, brug af legale og illegale rusmidler og andre lovovertrædelser og uforsvarlig adfærd, der er på grænsen til lovovertrædelse. 

Er du interesseret i at vide mere om digitalt privatliv på nettet, kan du læse Pernille Tranbergs bog License2Share her.