Derfor bliver vi vrede på politi, hjemmehjælpere, pædagoger og mange flere
Undervisnings- og omsorgsarbejde med handicappede
47,9 procent af specialpædagogerne og 25,5 procent af specialunderviserne har været udsat for trusler om vold de seneste 12 måneder, viser tal fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og helbred 2014.
Folk, der arbejder med specialundervisning på eksempelvis specialskoler, oplever markant oftere end nogen anden gruppe at blive truet med bank og tæsk. Her er det knap 40 procent, der oplever at blive truet med bank og tæsk, fortæller Charlotte Ann Gadegaard.
»Det at være udsat for vold og trusler er hårdt for helbredet. Man kan blive udbrændt, stresset eller på anden måde belastet, når man bliver råbt ad og skældt ud på en truende facon,« siger psykolog Charlotte Ann Gadegaard.
Læger
21,4 procent af læger har været udsat for trusler om vold de seneste 12 måneder, viser tal fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og helbred 2014.
Der kan være mange årsager til, at læger oplever trusler på job. En af de situationer, hvor læger oplever truende adfærd, er på skadestuen og især om natten, hvor nogle tilskadekomne er påvirkede. Også på akutmodtagelser, psykiatriske afdelinger og geriatriske afdelinger, der beskæftiger sig med alderdommens sygdomme, er der øget risiko for at opleve udskældning, trusler eller vold, står der i en videnskabelig artikel i Ugeskrift for Læger, hvor der også peges på, at »et skred i opfattelsen af autoriteter, personalets egen opfattelse af sig selv som lønarbejdere frem for personer med et kald og et øget pres på sundhedssektoren kan være dele af forklaringen på dette«.
Politi- og fængselsbetjente
54 procent af politi- og fængselsbetjente har været udsat for trusler om vold de seneste 12 måneder, viser tal fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og helbred 2014.
De er i farezonen med hensyn til både trusler om vold og at blive udsat for vold. På fængselsområdet oplever 20 procent at blive truet med bank og tæsk månedligt eller af og til.
»De oplever også indirekte trusler fra de indsatte, såsom: »Jeg ved hvor du bor« eller »Jeg ved, hvor dine børn går i skole«, siger psykolog Charlotte Ann Gadegaard fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, der netop er ved at afslutte et ph.d.-studie om vold og trusler på arbejdspladsen.
Lærere og pædagoger
20,4 procent af de danske skolelærere og pædagoger har været udsat for trusler om vold de seneste 12 måneder, viser tal fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og helbred 2014. 23 procent af pædagogerne bliver dagligt eller ugentligt slået i forbindelse med deres arbejde på specialskolerne.
For lærerne er det tilsvarende tal 13 procent, fortæller Charlotte Ann Gadegaard på baggrund af tal fra en undersøgelse lavet i et samarbejde mellem Arbejdsmedicinsk Klinik Herning og Psykologisk Institut, Københavns Universitet.
Ud over de voldelige episoder bliver mellem 35 og 40 procent af pædagogerne dagligt eller ugentligt råbt ad på truende vis og kaldt nedværdigende ting i forbindelse med deres arbejde, mens det tilsvarende tal for lærerne ligger mellem 25 og 30 procent.
Sosuer og omsorgsmedhjælpere
34,2 procent af sosu-assistenter har været udsat for trusler om vold de seneste 12 måneder, viser tal fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og helbred 2014.
I arbejdet med ældre både i Danmark og internationalt er der høj risiko for vold og trusler om vold.
»Folk, der arbejder i ældreområdet, kan jævnligt opleve at blive truet af beboere med demens. Det kan være svært at forklare de demente, hvad det er, man gør, og de har svært ved at se en sammenhæng og forstå en konsekvens. De kan ikke forstå, at man vil hjælpe dem med at gå på toilettet eller skifte en ble, i stedet kan de have en forestilling om, at man er i gang med et overgreb på dem, og så bliver de vrede,« siger psykolog Charlotte Ann Gadegaard.
Socialrådgivere
28,2 procent af socialrådgivere har været udsat for trusler om vold de seneste 12 måneder, viser tal fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og helbred 2014.
Socialrådgivere oplever også i højere grad trusler om vold end gennemsnittet.
»Generelt kan man sige, at tidligere oplevelser med uretfærdighed og uforløste forventninger kan øge risikoen for aggressioner. Hvis en klient har en lang historie, hvor hun har oplevet meget uretfærdighed, så kan det medføre en hurtigere konfliktoptrapning. Så forhistorien for samtalen med socialrådgiveren er også en vigtigt brik i forhold til at forstå, hvorfor der opstår vrede,« siger Charlotte Ann Gadegaard.
Sygeplejersker
25,4 procent af sygeplejersker har været udsat for trusler om vold de seneste 12 måneder, viser tal fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og helbred 2014.
Der er en massiv overhyppighed af både vold og trusler om vold for sygeplejersker ansat i psykiatrien. Ligeledes gælder det, at sygeplejersker på skadestuer og modtagelsesafsnit oftere oplever vrede. Vold og trusler om vold rammer oftere unge end ældre sygeplejersker. Sygeplejersker oplever oftere trusler om vold i region Hovedstaden og Sjælland end i Syddanmark, viser et notat fra DSR, Dansk Sygeplejeråd.
Andre …
Der er også andre grupper, der ofte er udsat for trusler om vold. Eksempelvis: Brandmænd, reddere, sikkerhedsvagter, passagerservicemedarbejdere, dørmænd med flere.
De grupper, der ifølge undersøgelsen Arbejdsmiljø og helbred 2014 færrest gange har oplevet trusler om vold, er: Naturvidenskabelige akademikere, maskinførere og tekniske tegnere.
Kvinder oplever generelt mere mobning, vold og trusler om vold på arbejdspladsen end mænd.
Læs mere:
- Rapporten Arbejdsmiljø og helbred 2014
- Rapporten Arbejdsmiljø og helbred 2010
- Videnskabelig artikel om vold på arbejdspladsen af Charlotte Ann Rasmussen
- Artikel om arbejdsmiljø for pædagoger
- NFA om arbejdsmiljø i Danmark
- Tabel over jobgrupper og hvor stor en procentdel der bliver udsat for trusler
- Ugeskrift for Læger om vold mod læger og sundhedspersonale
- Notat fra DSR – Dansk sygeplejeråd