Den utro mand

Aften efter aften står menuen på afvisning og seksuel frustration. Når hun en sjælden gang overgiver sig og lukker ham ind under dynen, serveres samme menu igen og igen. Han har opfordret til leg og nysgerrighed, passion og erotik, men hun afviser, og de rutinemæssige eskapader på lagnerne bliver stadig færre.

Tal på tabu

• 4 ud af 5 danskere mener, at der er tale om utroskab, når man går i seng med en anden end sin partner.• 3 ud af 5 mener, at utroskab aldrig kan undskyldes.• Dobbelt så mange mænd som kvinder mener, at utroskab for deres eget vedkommende kan undskyldes, hvis deres partner ikke er interesseret i sex.• 4 ud af 10 af de utro danskere har mødt deres udenomsaffære på arbejdspladsen.• 4 ud af 5 unge under 35 år mener, at kysseri med andre end ens partner er utroskab – det samme gør mindre end 1 ud af 5 af de ældre over 55 år.• Næsten hver anden dansker tror, at vi er hinanden mere eller meget mere utro i dag end for 20 år siden.Kilde: FDB Analyse

Er jeg lykkelig? Har jeg prøvet det, jeg ville? Tanker som disse dukker op i hans sind, da et nært familiemedlem får konstateret kræft og idømmes kort tid tilbage. Det hele får hans tanker på gled.
På papiret er han definitionen på et lykkeligt menneske. Han er 30 år, bor i et stort hus i Midtjylland og er gift på 10. år med en smuk kvinde, som han elsker højt og aldrig har været utro. De har to dejlige børn, han er veluddannet, populær blandt vennerne, har pengepungen i orden og er kønnere end de fleste. Han er lykkelig. Næsten.

For selvom hans kone er både smuk og sensuel, sker der stort set intet på de ægteskabelige lagner. Aften efter aften står menuen på afvisning og seksuel frustration. Når hun en sjælden gang overgiver sig og lukker ham ind under dynen, serveres samme menu igen og igen. Han har opfordret til leg og nysgerrighed, passion og erotik, men hun afviser, og de rutinemæssige eskapader på lagnerne bliver stadig færre.

En dag falder han over muligheden for at møde en ’affære’ og samtidig være 100 procent anonym på nettet.
»Jeg var meget bevidst om, at det kun var sex, jeg søgte, men da jeg skal tænde mentalt for at kunne have sex med en person, begyndte jeg at chatte med forskellige kvinder. Efter noget tid møder jeg en, der ligesom jeg har behov for mental kemi, og vi udveksler billeder og telefonnumre, hvilket var meget grænseoverskridende,«  fortæller han.

Han ser stadig den samme kvinde – hans elskerinde – og han er på vej til et møde med hende, imens vi taler. De har set hinanden fire gange over de sidste to måneder, men da de bor i hver sin ende af landet, render de ikke på hinanden i supermarkedet. De holder tingene adskilt – går ikke i biografen, bliver indenfor på hotelværelset, giver ikke hinanden andre gaver end deres fysiske og mentale nærvær.
»Jeg har ikke dårlig samvittighed over, at jeg har sex med en anden, men jeg har det dårligt med at skulle lyve. Jeg ville gerne være ærlig over for min kone og få hende til at forstå, at mit forhold til min elskerinde ikke gør min kærlighed til hende mindre. Overhovedet ikke. Jeg har bare nogle stærkere drifter end hende, og dem kan jeg ikke ignorere mere,« forklarer han.

Han holder af sin elskerinde, fordi hun er et fantastisk menneske, men han elsker hende ikke. Han ved godt, at affæren er en illusion og en fantasiboble langt fra børn, arbejde og hverdag. Han håber snart, at han har modet til at fortælle sin kone om affæren.
»Jeg er ret sikker på, at min kone ikke ved, jeg har en affære – så ville hun have konfronteret mig. Den eneste, der ved noget om det her, er en gammel kollega, som jeg har drøftet det hele med. Han rådede mig til at prøve det af, hvis jeg mente, at en affære kunne gøre mig mere lykkelig. Og det har den gjort. Jeg er blevet et gladere menneske, en bedre far og en bedre ægtemand, der ikke plager min kone for at få sex, men har mere overskud til hende.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #sex