Den indre GPS skal trænes

Vildfarelser. Jo mere vi forlader os på GPS'erne, jo sværere får vi ved at vedligeholde vores stedsans

Solen stod skarpt på himmelen, så vi var ikke i tvivl om, at vi kørte stik mod vest.

Ganske vist blev vejene stadigt smallere, snoede sig hen over åse, skovbryn og Emil-fra-Lønneberg-tidslomme-landskaber.

Det var reelt umuligt at forudsige vejens videre forløb, men vi vidste, at vi grundlæggende var på rette vej. Helt galt kunne det ikke gå - vi kunne allerhøjst ende lidt længere mod nord end forventet, så det ville være smartere at tage færgen hjem fra Helsingborg, i stedet for broen, som vi egentlig stilede efter, når vi ved hvert vejkryds lod vores indre kompasser vibrere, indtil de valgte den vej, der pegede mest i retning af sydvest.

Undervejs fik vi en ägg-och-sill-macka på et lille traktørsted af den slags, man ikke kan gennemskue, hvordan løber rundt, fordi der ikke var andre biler på vejen. For alle landevejenes andre lystige svende var tilsyneladende blevet ledt udenom af deres rutebeskrivelser og GPS'er; kørte ad de større veje, de hurtigere ruter fra A til B, den lige vej.

Jeg anfægter ikke, at den lige vej ofte er den rette vej. Nogle gange skal man jo bare frem. Og min iPhones indbyggede vejviser har da også flere gange fået lov at guide mig i den rigtige retning, når jeg har turet forvildet rundt i parcelhus-og industrikvarterslabyrinter. Men når jeg alligevel vægrer mig ved at købe en rigtig GPS, er det, fordi jeg meget nødig vil begynde at forlade mig på den. Og slet ikke når jeg har fri. Har god tid. Når omvejene og afvejene egentlig er meningen med det hele.

Jeg tror, det er virkelig vigtigt, at vi bliver ved med som hovedregel at køre uden GPS. For jeg tror, man er nødt til at vedligeholde sin indre GPS. For os gamle røvhuller, der er født før GPS'ernes tid, tror jeg, det sløver vores evne til automatisk at spotte pejlemærker, fornemme, at vi har vandet på højre hånd, følge solen " stik vest og se landkortet og vejens potentielle forløb for vores indre blik. For vores børn er jeg bange for, at de aldrig får opøvet stifindertalenterne, hvis al deres transport fra fødslen er GPS-styret. På det mere overordnede plan tror jeg, det er vigtigt for moderne mennesker, der ofte lever en gennemkontrolleret hverdag, at fare lidt vild en gang imellem. Kuldegyse en anelse over uvisheden. Større uvished er der altså heller ikke i at køre en lille omvej i Småland. Og så opponerer jeg helt grundlæggende - og det gælder alle aspekter af tilværelsen - mod tendensen til at sætte sig knappenålsmål.

Simpelthen fordi man så har en tendens til at bevæge sig så målrettet mod målet, at man glemmer at opdage og opleve alt det, der i øvrigt byder sig til på vejen, og som ofte er det, der gør livet værd at leve.

Jeg er helt med på, at GPS'en også kan bringe mig ud på nye veje, fordi jeg trods alt kan være tilbøjelig til automatisk at følge de samme ruter. Jeg kan også godt se, at det kan sætte både chaufførens og passagerernes tanker fri til at tænke på noget andet end at finde vej - så man måske ikke bliver væk i landskabet, men i stedet fortaber sig i sine egne tanker eller i samtalerne med passagererne. Det kimser jeg slet ikke ad. Og jeg ved jo også godt, at man bare kan slukke den.

Spørgsmålet er bare, om man husker at slukke den? Ofte nok? Om ikke det bliver sværere og sværere at lukke ned for sikkerhedsventilen og forlade sig på sine egne sanser? Hvis man først har vænnet sig så meget til den, at ens egne stedsanser er kommet ud af træning? Jeg ved det ikke, men jeg tvivler tilstrækkeligt meget til, at jeg ikke har lyst til at løbe risikoen. For jeg vil ikke berøve mig selv chancen for at blive en lille smule væk indimellem.

Det er vigtigt at fare lidt vild en gang imellem".

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug