Den forvandlede
Interviewet er slut. Jens Arentzen har været omkring det meste. I tre timer har han ledt efter de ord, der bedst fortæller hans historie. Nu sidder han tilbagelænet på en gammel kontorstol med hænderne samlet bag nakken. Udenfor har eftermiddagssolen skubbet de sidste rester af skyer bort, og et sted derude, mellem støjen fra hovedstadens myldretrafik og duernes kurren, falder rådhusklokkerne i slag.
Pludselig tager læberne tilløb til en sidste pointe:
»Der er sikkert mennesker, som kan hæfte deres vendepunkt op på en enkelt hændelse. Sådan er det ikke for mig. Mit vendepunkt kom langsomt. Det var en proces. En forvandlingsproces. Det gik op for mig, at alt det dårlige, jeg troede, jeg var, ikke var min natur. Jeg blev ikke født bekymret og fuld af angst for nærhed. Det var noget, jeg blev påført, og i dag kan jeg være sammen med andre mennesker på en måde, som jeg ikke troede mulig, da jeg var dreng. Jeg er forvandlet,« siger Jens Arentzen.
Han blev kendt i hele Danmark for sin rolle som den unge, hæmmede Ulrik Varnæs i Erik Ballings og Lise Nørgaards populære tv-føljeton Matador. Jens Arentzen var det lovende skuespillertalent, der tilsyneladende kunne klare alt. Han spillede sine roller med så overbevisende ægthed, at anmelderne udråbte ham som et af sin generations bedste bud på en kommende karakterskuespiller. Han var kørt i stilling til det store gennembrud, og rollerne lå bare og ventede på ham. Lige indtil han i 1984, pludseligt og uden varsel, trådte ned fra scenen og ud af offentlighedens søgelys.
»Jeg var en succes som skuespiller, men som menneske havde jeg det ad helvede til. Fortiden havde indhentet mig, og jeg kunne slet ikke finde ud af livet,« siger Jens Arentzen, da interviewet begynder.
ANGST I RYGGEN. Han voksede op i Hvidovres pæne middelklasseland. Men familielivet var domineret af en psykisk syg mor, der ikke kunne rumme at være mor, og Jens Arentzen måtte tidligt navigere rundt mellem sammenbrud og mislykkede selvmordsforsøg..
»Jeg kommer fra en familie, der slet ikke fungerede følelsesmæssigt. Det hele så pænt ud på overfladen, men min mor var psykisk syg alkoholiker, som ikke kunne finde ud af sit liv, og min far var den søde, men følelsesforkrampede mand, der forsøgte at klare ærterne. Forfatteren H.C. Branner har en fantastisk sætning, der lyder: »Hun sørgede. Og herskede.« Hvis der er sorg en familie, fylder den alt. Alle retter sig ind. Sådan var det hjemme hos os,« siger Jens Arentzen.
»De ting, der sker tidligt i et menneskes liv, kommer til at præge det hele livet. Når alt kommer til alt, handler det om, hvad man har i ryggen. Hvordan var de hænder, som tog dig op, da du var lille? Var de usikre og kolde? Eller var de rolige og varme? Havde du en mor, som elskede dig? Eller havde du en mor, der altid bekymrede sig? Har du brede skuldre bag dig? Eller har du angst i ryggen?«
Jens Arentzen havde det sidste. Når han sad i klasseværelset på Præstemoseskolen i Hvidovre, mærkede han uroen gnave i sig. Han var fuld af be kymringer over, hvad hans mor kunne finde på, mens han var væk.
Mennesker kan vænne sig til de mest uhyrlige ting, og de fleste opdager først, at de har været i helvede, når de forlader det. I Jens Arentzens tilfælde blev han først sent i livet klar over, at han gerne ville have været væk.
»Når man ikke aner, hvordan en normal barndom ser ud, længes man heller ikke efter en. Jeg kunne ikke mærke mig selv, for min opmærksomhed var altid på de andre. Børn kan jo mærke stemninger. De ved, når mor har det skidt eller far er frustreret, og de tror, det er deres opgave at glatte ud og redde situationen.«
Jens Arentzens overlevelsesstrategi var præstation og atter præstation. Han blev vidunderbarnet, der allerede som syvårig kunne spille violin bedre end de fleste voksne. Han blev danmarksmester i trylleri, kom i radiodrengekoret og debuterede som 14-årig i et tv-stykke af forfatteren Kirsten Thorup, inden han som 17-årig blev optaget som elev på Aarhus Teaters Elevskole. Jens Arentzen havde set, hvordan skuespillere udtrykte vrede og sorg på film, selv havde han begge dele i sit liv, og han længtes efter at få lov til at udtrykke dem.
ANGSTEN FOR NÆRHED. Men Jens Arentzen fik ikke den forløsning, han søgte. Tværtimod. Arbejdspresset som nyuddannet skuespiller var altædende. Han knoklede i døgndrift med prøver om dagen og optræden om aftenen. Nede i salen sad et begejstret publikum, alt imens den unge Arentzen mærkede mørket vokse indeni. Til sidst kradsede underbevidstheden så voldsomt i ham, at han var nødt til at stoppe som skuespiller, hvis han skulle videre med sit liv.
»Hvis man hele tiden er i gang med noget, mærker man jo ikke sin forladthed, sin angst og sin smerte. Hvorfor bliver folk alkoholikere? Fordi de elsker øl? Nej, fordi de vil undgå støjen og dulme smerten. Der er også folk, som ikke kan sove. De skal have medicin for at falde i søvn, for når man lukker øjnene, skal man overgive sig til alt det, som kommer herindefra. Men alt det, der kommer ind under gulvtæppet, slår dobbelt igen på et eller andet tidspunkt. Og det skal ud, for at man kan lægge det bag sig. Ellers fortsætter det med at plage en hele livet.«
I Jens Arentzens liv var det store tema angsten for nærhed. For at knytte sig til andre og blive svigtet. »Det sidder dybt i en, og man vil gøre alt for at beskytte sig selv. Jeg holdt op med at risikere noget emotionelt. Det var hurtigt ind og hurtigt ud.«
I årevis prøvede Jens Arentzen at bilde sig selv og alle andre ind, at han kom fra et helt almindeligt hjem. Først da hans far i 1984 døde af leukæmi, begyndte han at forstå, hvad han kom fra.
Hele sit liv havde faderen fortrængt sig selv og sine følelser, og resultatet var blevet et liv tømt for liv. Sådan ville hans søn ikke ende, og vejen ud af helvede hed terapi.
»Der sker noget magisk, når man begynder i terapi. Man får kontakt med den lille Mulle, man var engang, og pludselig får man solidaritet med ham. Det havde jeg ikke tidligere. Jeg syntes, han var rædselsfuld og skabagtig.
Men nu ser jeg, hvorfor han var helt umulig. Det var kun, fordi han skulle spille komedie som seksårig, for at holde det store familiesammenbrud på afstand.«
Samtalerne åbnede nye døre og gjorde Jens Arentzen klogere på sig selv, men det forvandlede ham ikke. Muren stod stadig.
»Det er meget almindeligt, at man oplever en stor lettelse, når man begynder i terapi. Endelig er der nogen, som er optaget af en, og lige så stille begyndte jeg at forstå min egen historie og se, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Momentvis var det, som om roen indfandt sig, men inderst inde vidste jeg godt, at der var lang vej hjem. Jeg ventede stadig på det store, forløsende gennembrud. På vendepunktet.«
SKOVFOGEDEN. Det store gennembrud, som Jens Arentzen taler om, kom først senere. Ud over samtaleterapi gik Jens Arentzen også hos en kropsterapeut, der hjalp ham med at spænde af i kroppen, og som med jævne mellemrum opfordrede sin unge klient til at melde sig til et alternativt fastekursus.
»Det var noget med at ligge på et gulv og røre ved hinanden, men for en som mig, der aldrig selv var blevet rørt af min far, virkede det uoverstigeligt. I virkeligheden var jeg sindssygt bange for, hvad det ville gøre ved mig, så i lang tid afslog jeg. Men til sidst kunne jeg ikke krybe udenom.«
På kurset blev Jens Arentzen sat sammen med en skovfoged. En klippe af en mand, der tog fat på Jens´ arme med sine store hænder og begyndte at mas sere dem. Hårdt og kraftfuldt. Og pludselig skete der noget.
»Jeg begyndte at græde. Ikke bare lidt småhulken, det væltede ud, og jeg kunne slet ikke holde op igen. Gråd er kroppens reparationsproces, men man kan ikke græde, hvis man er i spænding. Hele mit liv havde jeg lidt af voldsomme kuldegysninger, og i årevis havde jeg troet, at det var, fordi vi var kuldskære i vores familie. Det var det svar, jeg fik, når jeg spurgte, hvorfor jeg rystede sådan. Sikke noget forbandet sludder. Jeg var da kuldskær, fordi jeg havde det ad helvede til. Al min angst og alle de bekymringer, jeg havde slæbt rundt på siden barndommen, sad dybt i min krop. Den havde vænnet sig til at være i konstant alarmberedskab.«
Oplevelsen blev begyndelsen på en lang rejse, som Jens Arentzen i dag begynder at se en ende på:
»Det er gået op for mig, at jeg ikke er alt det, jeg troede, jeg var. Det er ikke min natur at være bekymret og angstfuld. Det var noget, jeg var blevet påført, fra jeg var helt lille, og som kom ind og forstyrrede mit liv.«
ET KIM. Men hvad var grunden til, at Jens Arentzen selv turde tro på, at der var en vej ud af angsten? At han kunne repareres?
»Jeg har altid haft følelsen af, at der midt i uvejret var »noget«. Det tror jeg, at jeg fik fra musikken. Det, at nogen havde skrevet musik, der rummede så stor skønhed, fortalte mig, at der var en verden, som var anderledes. Som dreng så jeg engang en udsendelse med den klassiske dirigent Zubil Mehta, der holdt en masterclass for nogle unge musikere. Jeg havde aldrig set et menneske være så brændende for noget før i mit liv. Han sprang rundt og råbte sine pointer ud. Ikke på nogen negativ måde. Det var ren glædesenergi, og fuldstændig modsat af, hvad jeg oplevede i mit liv. Her var al energi tilbageholdt. Alt det usagte sætter sig i et barn og bremser det i at udfolde sig normalt,« siger Jens Arentzen.
»Men inde bag selv den største menneskelige elendighed findes en kerne, som er ren og ubesmittet. Et kim af gigantisk styrke, som, hvis det får næring og lys, kan udrette alt. Det handler om at opdage, at der er en anden virkelighed end den, man oplever. En vej ud af elendigheden. Men der findes selvfølgelig mennesker, som kun har oplevet lort, og de er nødt til at få hjælp udefra, hvis de skal forvandle sig. Der skal komme nogen og lyse på deres kerne. Men den gode nyhed er, at det aldrig er for sent at blive lyst på. Aldrig,« siger Jens Arentzen og hiver fat i en historie om narkomanen Mia, som han mødte i forbindelse med et spillefilmsprojekt:
»Hun har mistet to børn, og nu lever hun som narkoluder i Istedgade. Tror du, hun er skide stolt af sig selv? På et tidspunkt siger jeg til hende: »Mia, må jeg godt have lov til at sige noget personligt til dig?«. Så kigger hun på en, som om man er idiot, for hun er slet ikke vant til at blive spurgt pænt. »Mia, jeg vil gerne sige, at jeg synes, det er fantastisk. At du er fantastisk.« »Hvem, mig?,« siger hun så. »Ja, dig Mia. Der er sikkert mange af dem, du har kendt, som ikke er her længere?« »Åh, jo,« siger hun. »Og har du ikke også selv været tæt på at dø et par gange?«. Så bliver hendes øjne fugtige: »Jo!« Og så kigger jeg på hende og siger: »Mia, det er fantastisk, at DU stadig er her. Du må have en enorm styrke.« Og så begynder hun at græde, og så er man helt derinde, hvor forvandling er mulig, « fortæller Jens Arentzen.
Han holder en pause for at trække vejret:
»Der er alt for mange, som lader deres negative opfattelse af dem selv stå i vejen for, hvad de tror, de kan med deres liv. Vi har kræfter i os, som hele tiden vil tale om alle de ting, vi ikke kan. Begynd med, hvad du kan! Hvis man har haft en mislykket ungdom, kan man vælge at sætte sig ned og ærgre sig over, at man har spildt en del af sit liv. Men hvad er det for en måde at tænke på? Dit liv er det, du oplever. Du er dit liv, og det er, som det er. Men du kan ændre det hver dag, hvis du vil. Det kan blive nyt i morgen. Lige nu.«
Og hvad med ham selv, hvordan er det at være Jens Arentzen i dag?
»Jeg er blevet herre i mit eget hus. I dag ved jeg, at jeg har nogle oplevelser i min fortid, som kan forurene min nutid, hvis ikke jeg ikke bevarer troen på lyset. Men jeg er blevet bedre til at fortælle mig selv, at jeg ikke er angst. Jeg er fred.«
Det handler om at opdage, at der er en anden virkelighed end den, man oplever. En vej ud af elendigheden.
FAKTABOKS:
JENS ARENTZEN er født i 1958 i Hvidovre. Han er uddannet skuespiller i 1979 fra Aarhus Teaters Elevskole, hvor han allerede som 17-årig begyndte som skuespillerelev. Jens Arentzen er bedst kendt for sin rolle som Ulrik Varnæs i Erik Ballings og Lise Nørgaards populære tv-føljeton Matador og som kriminalassistent Sten Dahl i Anders Refns Een gang strømer . I 1989 blev han uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskoles manuskriptlinje, og siden har han stået bag en række prisbelønnede novellefilm. I dag driver han produktionsselskabet Stories. Desuden holder han jævnligt foredrag rundt om i landet, ligesom han underviser på landets teaterskoler samt Filmskolen.