Den anden kvinde

Hamskifte. Fra min lejlighed på Nørrebro til mit sommerhus er der bare 45 minutter. Men jeg når frem til sommerlandet som en helt anden person

Det slår aldrig fejl. Hvert eneste år sådan cirka ved påsketid skifter jeg fuldstændig personlighed. For så snart jeg beslutter mig for, at det er tid til at tage op og åbne vores gamle familiesommerhus for en ny sæson, overtager en helt anden kvinde end hende, jeg ellers kender, styringen.

En kvinde, der allerede i bilen skråler med på gamle schlagere, hvis hun ved et tilfælde tuner ind på radio Kattegats Senior-musik-program. En kvinde, der gladelig gjalder videre med »her kommer mutter med kost og spand«, mens hun lægger samtlige 15 størrelser serveringsfade i sæbevand. En kvinde, der tonser gennem bunkevis af sladderblade og triviallitteratur. En kvinde, der kan finde på at købe smør og mayonnaise og servere smørrebrød til frokost. Og som til sådan et par påskedage hamstrer helt absurde mængder karrysild og Kylle-Kyller.

Og da ikke går af vejen for et godt tilbud.

Mens jeg pakker bilen, pakker jeg lige så langsomt mit byliv ned. Jovist elsker jeg marokkansk-inspireret mad fyldt med ingredienser, jeg kun kan finde på de bagerste hylder hos den gode grønthandler i Blågårdsgade. Jovist er jeg typen, der opsnuser små gallerier, smalle magasiner, højpandet litteratur og gladelig lader mig trække med til indiekoncerter og performances verden rundt.

Jovist udliciterer jeg hellere end gerne rengøringshjælpenen i lejligheden til nogen, der har bedre forstand på støveklude end jeg. Men når jeg skal på landet, er det nogle andre sider af mig, der dukker op. Og sådan skal det jo også helst være.

Det er jo netop pointen med at have et andet hjem, et sted at tage hen, der adskiller sig fra hverdagen, og hvor andre rytmer, tankegange og fornøjelser tager over i forhold til hverdagen. Den del af det har jeg det sådan set helt fint med. Det, der undrer mig, er, at jeg tilsyneladende ikke kun skifter vaner - jeg vender også op og ned på mine grundværdier.

Mens jeg i byen gerne går en omvej efter økologiske varer, bliver den på landet overtrumfet af glæden ved gårdbutikkerne - også selvom der er tale om konventionelle brug. Mens jeg i byen er meget opmærksom på CO2-udslip, fyrer jeg i hyggens navn rask væk op i sommerhusets brændeovn og har - ikke engang rigtigt i hyggens navn, snarere i dovenskabens - ikke så meget som overvejet at skifte de af glødepærerne, der har overlevet fra min mormors tid.

Jeg har ovenikøbet en enorm trang til at bevare status quo, så jeg, der ellers altid helt bevidst går nye veje og udforsker hemmelige krinkelkroge, nærmest ikke har set andet af området end lige netop dét udsnit af badebyen, jeg plejede at trave gennem som treårig med min mormor ved hånden.

Og det sjove er, at præcis det samme sker med alle mine andre byvenner, når vi »kommer på landet«. Vi snakker om nogle andre ting, omgås hinanden lidt mere lemfældigt og spiser i hvert fald helt, helt anderledes end i byen - og smiler hver gang et indforstået smil til hinanden, når vi gør det, hvis ikke vi ligefrem udtaler: »Vi er jo på landet.« Jeg kender hende efterhånden ret godt, hende den anden kvinde. Den traditionsbundne kvinde, der tilsyneladende også er mig. Og jeg kender også efterhånden mine venners indre landliggere ret godt, fordi vi i mange somre har besøgt hinanden i diverse sommerhuse og ødegårde. Og jeg kan egentlig meget godt lide at være hende en gang imellem. Det er bare tankevækkende, at hun kun lever på landet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kultur