Dansk vin vinder champagne-pris

Don’s Pink er en dansk mousserende vin hædret to år i træk i champagnens eget hjemland. Og klimaændringer vil gøre Danmark perfekt til at producere boblevand i

Jysk vin har bevæget sig fra parodi til prisbelønnet. Den mousserende vin Don's Pink fra Danmarks første vingård, Skærsøgaard, har vundet en sølvmedalje i den store internationale blindsmagningskonkurrence, Effervescents du Monde. Konkurrencen fandt sted i november 2008.

FAKTA OM DANSK VIN

Den danske vinproduktion udgør kun cirka en halv procent af det danske forbrug.
Der bliver produceret langt mest rødvin i Danmark.
Der var otte danske sælgende vinbønder i 2000, da Danmark fik lov til at producere vin til salg af EU. I dag er der 1.356 hobbyvinavlere i Danmark, og 58 af dem sælger af deres vin.Kilde: Foreningen af Danske Vinavlere.

»Danmark er ikke længere et ligegyldigt vinland, vi er kommet på det internationale menukort,« siger Sven Moesgaard – vinbonde og ejer af Skærsøgaard.

VARMEN GØR DRUERNE SØDE

Hvis temperaturen stiger med én grad om sommeren, bliver Danmark »perfekt« til at dyrke mousserende vine i, siger Sven Moesgaard.

Så undgår de danske vinbønder at tilsætte sukker til den mousserende vin, som de gør i dag, fordi varmen gør druerne en anelse sødere.

Derudover er Danmarks barske klima udmærket til vin.

»Den bedste vin bliver produceret på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre,« siger Sven Moesgaard. Det gælder også for anden frugt, der får mere smag, når planten skal kæmpe lidt. For når planter har det svært, producerer de modstandsstoffer. Og modstandsstofferne kan smages i frugten, for de bærer smagsstoffer med sig.

Det er andet år i træk, at de 75 dommere har hyldet den danske vin, der er lavet på to forskellige druer – den robuste Rondo, der stammer fra Nordfrankrig, og den nordtyske Solaris, der egner sig godt til korte vækstperioder, som den danske.

DYR VIN ER BILLIG

Produktionen af vin i Danmark er meget begrænset og ustabil, derfor dyrkes vin i Danmark primært kun på hobbyplan.
Det er også med til at forklare de høje priser på dansk vin. En flaske af den mousserende perle Don’s Pink koster 400 kroner i udsalgspris.

Men prisen dækker kun cirka halvdelen af, hvad det koster at producere vinen, siger Sven Moesgaard. Han regner først med, at den meget arbejdskrævende vinproduktion vil give overskud i 2010, selv om han plantede de første vinplanter i 1998.

På Skærsøgaard er de i gang med at udvide deres produktion fra 7000 planter til 12.000 planter. De er ikke de eneste vinbønder, der øger produktionen herhjemme.

Tre nye vinproducenter i Jylland og på Fyn er i gang med at beplante så store områder, at de i løbet af et par år vil være de største producenter herhjemme.

NB: Don's Pink 2007 er udsolgt fra lager.

Læs mere om vinene på Skærsøgaards hjemmeside

Se, hvad vi ellers skriver om: #alkohol, #klima og #vin