Coop dropper klagegebyr

Hvis du får brug for at reklamere over en CD-afspiller, en mobiltelefon eller en computer, som du har købt i en af Coops butikker, kan du nu gøre det uden at risikere at skulle betale et gebyr for det

Det er surt, når en ny mobiltelefon eller computer går i stykker, men hvis det sker inden for de første to år, giver købeloven heldigvis ret til at få den repareret eller byttet til en ny.

Hvis det viser sig, at forbrugeren selv har været skyld i fejlen, har
Coops butikker hidtil opkrævet et gebyr, der svarer til
værkstedsregningen for at få varen undersøgt. Det er der nu lavet om på.

»Vi
har lyttet til Forbrugerrådets kritik om, at gebyrerne kan udhule
reklamationsretten. Og vi ønsker ikke at skade vores image ved at
optræde på deres »røde« liste over de butikker, der opkræver et
undersøgelsesgebyr,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i
Coop.

BØJET SIG FOR PRES

Coop har med andre ord bøjet sig for Forbrugerrådets pres, men ser stadig forskelligt på tingene.

»Vi synes fortsat, at det i princippet bør være den kunde, der påfører
systemet en udgift, der også selv må bære udgiften. Men vi vil ikke være
principryttere,« tilføjer han.

I Forbrugerrådet glæder man sig over, at Coop har besluttet at afskaffe gebyrerne.

»Det
er glædeligt, at flere af de store butikskæder også kan se
problematikken ved at opkræve undersøgelsesgebyr. Gebyrerne udhuler
reklamationsretten og stiller forbrugeren i en meget svær situation,
fordi den almindelige forbruger ikke har mulighed for at modbevise, at
fejlen på varen for eksempel er selvforskyldt.

Vi  modtager 
jævnligt henvendelser fra gebyrfrustrerede forbrugere, der føler sig
snydt og magtesløse – derfor er det skønt, at en stor kæde som Coop nu
også vælger at lægge gebyrerne på hylden,« siger Tina Dhanda, jurist i
Forbrugerrådet.

STADIG ANDRE FIRMAER PÅ DEN RØDE LISTE

I Coops butikker har undersøgelsesgebyret svinget mellem 250 og 350 kr. - afhængig af hvad de forskellige værksteder opkræver i gebyrer. Den udgift tager Coop nu på sig.

Tilbage på Forbrugerrådets »røde liste« over virksomheder, der opkræver undersøgelsegebyrer, er blandt andet Computercity, TDC, Telia, Humac og Zitech.

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug, #klager og #gebyrer