Bubber: En elskelig egoist

Hjemmet er den sidste bastion

Altså I må godt komme hjem til mig og lave interviewet, og du må spørge mig om hvad som helst. Men jeg mener det samme, om jeg sidder på Sams Bar klokken tre om natten, eller om jeg sidder hjemme hos mig selv, og faktisk orker jeg ikke en eller anden beskrivelse af, hvordan mit hjem ser ud a la: »… siger han, tager en slurk af koppen og kigger hen på Dostojevskijs samlede værker i bogreolen.« Hjemmet er den sidste bastion, man har, så det vil jeg have for mig selv.«

Sådan lyder det meget bestemt fra Bubber i telefonen dagen før dette interview. Så her får du ingen boligreportage. Til gengæld får du for en gangs skyld Bubber i forgrunden. Han som har gjort det til en levevej at stå et skridt bagved og få de andre til at fortælle. 

Bubber var et dukkebarn

Bubber har jødisk baggrund, hvilket forklarer navnet. Da han blev født, udbrød hans farfar, da han første gang holdt det lille drengebarn i sine arme, »Bubbeleh«, som betyder noget i retningen af dukkebarn på jiddisch. Han fik senere et dåbsnavn, som han stort set ikke bruger, for navnet Bubber – sådan hørte hans mor det udtalt – hang ved, og selvom han i de tidlige teenageår ikke brød sig særligt om navnet, er det nu så meget en del af ham, at han præsenterer sig uden at tænke over det, når han møder folk. Således også i dag gennem en let skrattende dørtelefon med høj, klar røst. 

»Det er Bubber. Kom indenfor. Det er helt oppe i toppen.«

Han og hans kone Christina Ibsen Meyer mødte hinanden, da hun var 21 og han 23 år, de giftede sig og boede uden for byen i 18 år med deres tre børn. Efterhånden som børnene flyttede hjemmefra, blev huset tomt og lysten til at bo tættere på bylivet større, så de flyttede i lejlighed i København. Det skulle også vise sig at sætte parrets ægteskab på prøve. Men nu foregriber vi tingenes gang. Lad os først kigge lidt tilbage hen over Bubbers karriere.

Karrieren var nærmest tilfældig

Bubber har snuset til hf som den eneste »rigtige« uddannelse i hans liv, men det var af pligt. Hans mor og far mente, at han skulle have noget at falde tilbage på, men Bubber selv vidste, at det ikke var sådan, hans liv skulle tegnes. At det skulle blive, som det er blevet, vidste han dog ikke. Det skete bare hen ad vejen.

»Jeg har altid arbejdet stort set uden langsigtede mål eller karrierestrategier. Selvfølgelig har jeg haft mål, men man kan sige, at hvor andre finder deres vejkort frem og siger: »Jeg skal derhen, så den vej er den hurtigste,« så har jeg i stedet sagt: »Jeg skal derhen, men lad os se, hvad jeg kan opleve på vejen.«

Bubbers karriere er bygget op af mere eller mindre tilfældige stop på vejen gennem et liv med en stålsat tro på, at hvis han lavede det, han selv syntes var fedt, så skulle andre også nok synes det. Selvom han har fået hårde anmeldelser og delt vandene mere end en gang, har den tro holdt ham i arbejde i over 30 år.

»Jeg ville fortælle historier gennem billeder, det vidste jeg fra starten. Egentlig troede jeg, jeg skulle være fotografassistent, men så mødte jeg en gut, der hed Stig, som lavede musikvideoer. Jeg blev bare suget ind i den verden og tænkte, at det var lige det, jeg ville. Det var fortælling i billeder, jeg var solgt, og det var tiden med Stig og alle de andre gode folk, jeg arbejdede med dengang, der har ført mig til alt, hvad jeg siden har lavet.«

Og det er ikke så lidt, Bubber har bragt ind i de danske stuer. Fire år i smækbukser i et badekar – heraf to på landsdækkende tv, 11 års magasin-tv for og med børn i Snurre Snups Søndagsklub, diverse værtsroller, tre selvransagende, udfordrende og hår på brystet-givende sæsoner med jægersoldat B.S. Christiansen og ikke mindre end 80 grænsesøgende programmer med Danmark ifølge Bubber, og det er ikke det hele. Han har fortalt historie efter historie, og det er dem, der driver ham. Historierne.

»Det vigtige har altid været at fortælle. Jeg hiver folk på tv for at få dem til at stråle, fordi de, og det, de har at fortælle, er vigtigt. Alle mennesker har en historie, og det er jo fantastisk med mit liv, at jeg kan bruge mig selv til at få andre til at stråle.«

Gik glip af skolekomedierne

Bubbers lyst, ja nærmest trang til, at fortælle historier har i dage og uger i træk sendt ham rundt på de danske og udenlandske landeveje. Men man kan ikke bruge så meget tid hjemmefra uden at gå glip af noget.

»Selvfølgelig er det gået ud over – det gør det jo – dem, jeg har nærmest. Og jeg har så tit tænkt: »Der kommer også en skolekomedie til næste år.« Lige nu sidder jeg i Vejle eller Afrika og laver det her program i stedet.« Men nu er børnene gået ud af skolen, så der kommer jo fandeme ikke en skolekomedie mere. Jeg håber bare på, at jeg så sidder der til børnebørnenes, når vi får sådan nogle.«

Selvom der er røget en forestilling, et forældremøde, en fødselsdag her og der, er det ikke noget, der for alvor plager Bubbers samvittighed. Han vidste nemlig, at Ibsen sad der for børnene. 

»Når nu hun var der, så tænkte jeg, at så behøver jeg ikke. I bakspejlet kan jeg godt se, at det ville have været fedt at være der. Men når det er sagt, så fejler mit nærvær ikke noget. Hvis jeg har besluttet mig for, hvor jeg lægger min tid, så er jeg der hundrede procent. Jeg står ikke og ærgrer mig over, hvad jeg kunne have lavet i stedet. Så kan det godt være, at jeg på vej hjem tænker, »fuck, fuck, fuck, nu gik jeg glip af Oscars optræden i skolen«, men når jeg står på opgaven, så bliver jeg grebet af situationen, og så er al min opmærksomhed der.«

En lille gul seddel

Familiestrukturen hos Bubber og Ibsen var sådan, at han tjente pengene, og Ibsen passede huset og børnene. Og det fungerede meget godt, mente han. Hjemme havde Ibsen en anden oplevelse. En dag for nogle år siden kom Bubber hjem til en lille gul seddel fra sin kone på køkkenbordet. Hun var taget hen til en veninde og ville først komme hjem igen, når Bubber havde talt med en psykolog og var holdt op med at være så egoistisk.

»Jeg gider ikke koge mere suppe på den historie, men det korte af det lange er, at jeg nu har fundet ud af, at det var en meget klog beslutning af Ibsen at sige fra, da hun gjorde det. Hun har ikke været god til at slå i bordet tidligere, hun har bare slugt kamelerne, når jeg igen ringede og sagde, jeg ikke kom hjem.«

Pludselig stod Bubber i en tom lejlighed med børnene, pligterne og familiens hund. Forholdet lyste rødt, og det samme gjorde opvaskemaskinen. Han måtte ringe til fabrikanten for at finde ud af hvorfor.

»Den manglede salt... Salt! Jeg vidste sgu ikke, der skulle salt i en opvaskemaskine.«

Sværere var det at reparere forholdet. Vrangvilligt gik Bubber til psykolog for at tale om Ibsens problem, for det måtte jo være hendes problem, nu det var hende, der var flyttet. Men han fandt ud af, at det var et skift i deres parforhold, der var grunden. Et skift, som ikke kunne bære, at det altid var Bubber, der fik sin vilje og forventede at komme hjem til aftensmad, rent tøj og et ryddeligt hjem.

»Min kone er jo klog, for hun har tænkt: »Hvad skal jeg så gøre, når børnene flytter?« Hun var sanger og skuespiller, men droppede sin karriere, fordi hun syntes, det var vigtigere at gå hjemme og passe sin familie og sine børn end at stå i en casting-kø. Det passede perfekt ind i vores liv i mange år, hvor jeg fløj rundt og lavede tv. Men nu, hvor børnene ikke har lige så meget brug for hende længere, har hun læst til sygeplejerske og fået sig en karriere. Og så gad hun da ikke bruge sit liv på at gå og varte den der hustyran op – ej, jeg er ingen hustyran – men hun gjorde jo oprør mod det rollemønster, vi havde. Hun havde ændret sig, og det havde jeg ikke. Nogle mænd fatter det, og nogle mænd fatter det ikke, når deres kone har brug for hjælp eller luft. Jeg fattede det ikke. Det blev jeg tvunget til, og nu synes jeg efterhånden, jeg forstår, selvom det stadig er svært at slippe det gamle mønster helt. Men sådan er det. Det er jo også kærlighed, at man vil tilpasse sig hinanden, og det er det værd, ellers havde jeg heller ikke ændret mig.«

I dag kan du finde Bubber foran køledisken, ved opvaskemaskinen eller med aftensmaden på komfuret. Han er ikke nogen født husfar, men heller ikke i tvivl om, at der skulle en ændring til for at få ægteskabet til at fungere. 

»Ibsen skulle have sagt fra før, men jeg kan sgu også være svær at råbe op. Jeg kommer let til at bestemme selv helt små ting, fordi jeg tænker, det er den eneste logiske måde at gøre tingene på. Men nu råbte hun op, og selvom det selvfølgelig var skide hårdt, og jeg var sindssygt ked af det, så var det til det bedre. Jeg synes, det var både modigt og bravt og fantastisk og ikke mindst klogt af hende at sige fra. Nu bestemmer hun lige så tit, og faktisk er det helt vildt fedt bare at slippe tøjlerne en gang imellem og gøre det, hun har lyst til.«

Det største af alt

Jovist har han drømme om rejser, han vil på, og ting, han vil nå, for eksempel en verdensomsejling i en hjemmebygget båd – på tv selvfølgelig, men det er materielle drømme. Det vigtigste kommer indefra.

»I virkeligheden er det ret banalt, hvad der betyder noget. Dit helbred, dit gode humør og det største af alt… Jeg føler mig elsket, og jeg elsker igen. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som en gammel mand for bordenden, der kigger på mine børn og børnebørn og måske oldebørn, hvis man er så heldig, og alle har det godt og sidder og griner, og det er juleaften, og lige om lidt skal vi ind og have gaver. Jeg elsker at være en familie, og at vi er her for hinanden. Sådan har jeg altid tænkt. Så må du godt sige: »Hold kæft mand, er der ikke mere i livet?« Men nej, det er der ikke rigtig. Du må fylde indhold i dit liv, så du synes, det er fedt at leve, og sørge for at være til stede og få kvalitet ud af det. Helst sammen med de mennesker, du gerne vil være sammen med.«

Verden ifølge Bubber

Bubber har flere gange i interviews sagt, at man ikke skal regne med store tanker fra ham. Han mener ikke, at han er ret kompliceret. Som han siger: »Jeg er jo bare et menneske på jorden ligesom syv milliarder andre. Jeg er jo bare det, som forskellige tilfældigheder har givet mig og har gjort mig til.«  Alligevel fandt han for Samvirkes skyld lommefilosofien og lidt af verdenssynet frem.

Hvad er der for meget af i verden?

»Grådighed, alt for meget grådighed. Og jeg tror desværre også, det kommer til at ødelægge os. Der er nok til alle, men der er ikke nok til alles grådighed.«

Hvad er der for lidt af?

»Det er skide svært at sige så firkantet, hvad der er for lidt af, men jeg tror kun, der kan blive for lidt kærlighed.«

Hvad er det bedste, du har gjort (ud over at få børn)?

»Hun er kilden til det hele, så det bedste, jeg har gjort, er at gifte mig med min kone. Det er det virkelig.«

Hvad er det sværeste, du har gjort?

»Det sværeste, tror jeg, er at leve sit liv, som man gerne vil, for der er hele tiden ting, der taler imod dine beslutninger, og som gør, at du er nødt til at træffe valg. Så på den måde er livet svært som udgangspunkt.«

Hvis du dør nu, har du så oplevet nok?

»Nej! Jeg vil se mere, opleve mere, udforske mere, røre ved mere, og jeg tror aldrig, jeg får nok. Det ville være ædelt at få lov til at opleve at blive mæt af dage, men så skal jeg mindst blive 100,« siger han, tager en slurk af koppen og kigger hen på Dostojevskijs samlede værker i bogreolen.