Brug bare din mikrobølgeovn, den er ikke farlig

Der går vandrehistorier om mikrobølgeovnen
Mikrobølgeovnen kan få et æg til at eksploderer og en foliebakke til at slå gnister, men skader den vores mad?
Nej, trods utallige rygter er mad fra mikrobølgeovnen hverken skadelig eller kræftfremkaldende.
Overlæge Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse konfronteres jævnligt med rygterne om mikrobølgeovnen. De er en slags vandrerhistorier, siger han.
Christoffer Johansen fortæller, at når man gennemgår den videnskabelige litteratur, findes der ingen undersøgelser eller videnskabelige artikler, der dokumenterer, at der er ændringer i sundheden af den mad, der tilberedes i mikrobølgeovn. Kun modermælk kan få ændret nogle af sine immunstoffer. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man ikke opvarmer nedfrosset modermælk i en mikrobølgeovn.
Der er heller ingen grund til at holde sig i særligt god afstand fra en mikrobølgeovn, mens den opvarmer mad, så længe ovnen overholder lovens standarder. Det bekræftes af en rapport fra Arbejdstilsynet, som har undersøgt en lang række restauranter, der bruger mikrobølgeovn.
Rygter om skader på organismen
Et af rygterne fortæller at russisk militær i 1950'erne byggede en mikrobølgeovn som forsøg, og frivillige soldater meldte sig til at spise den mad, der kom ud af eksperimentet.
Læger undersøgte de frivillige soldaters blod, celler og organer. De konstaterede, at al mad, der var opvarmet i mikrobølgeovnen, var skadelig for hele organismen, og at blodlegemer ændrede form og udseende i op til flere timer efter, at forsøgspersonerne havde indtaget den mikrobølgeopvarmede mad.
Rygter om kræft
1992 præsenterede en schweizisk professor Hans Hertel resultaterne af en undersøgelse, som viste, at hvis du jævnligt indtager mikrobølgeopvarmet mad og væske, er kroppens organer og celler i så dårlig en forfatning, at du er meget disponeret for at udvikle kræft.
»Men den schweiziske professor har aldrig publiceret en videnskabelig artikel, hvor han viser, at hans påstand er korrekt, sådan som standarden ellers er, hvis man vil komme med sundhedsanbefalinger,« siger Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse.
Nordmænd griner af sygehusskrøne
Et rygte fortæller, at norske sygehuse ikke længere vil have mikrobølgeovne på gund af sundhedsfaren, men det er en ren skrøne, de norske aviser har gjort nar ad. Det har absolut ingenting på sig, fortæller kommunikationsrådgiver Bjørn Svensen fra Helse Sør-Øst, der er sundhedsenhed med 16 sygehuse under sig, deriblandt det norske rigshospital.
Mikrobølgeovnen og fødevarers proteiner
Sker der noget med fødevarernes indhold af proteiner, når maden laves i mikrobølgeovn? Det er en anden teori.
Professor Leif Skibsted ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet, svarer, at proteiner ændrer rumlig struktur, når de opvarmes, men effekten på proteinet er uafhængig af opvarmningsmetoden. Den afhænger af temperaturen, opvarmningstiden og opvarmningshastigheden. Ikke metoden.
Mikrobølgeovnen spejlvender ikke aminosyrerne
»Det er rygtedes, at opvarmning i mikrobølgeovnen kan spejlvende aminosyrerne, så vi ikke kan fordøje dem. Men det er fri fantasi,« siger Leif Skibsted. Er der da slet ingen grund til forsigtighed? Jo, kassér en ovn, der er blevet beskadiget. Døren kan skades, så den bliver skæv, eller lukkemekanismen kan blive snavset, så ovnen ikke standser mikrobølgerne, hvis døren åbnes under drift. Vi skal med andre ord holde øje med vores ovn.
Pas på skoldhed kaffe
Og så er der grund til at være forsigtig med at genopvarme kaffe inde i mikrobølgeovnen. Ved kogning og især efteropvarmning af drikkevarer kan kogepunktet nås, uden at boblerne ses. Væsken koger ikke regelmæssigt. Det kan medføre pludselig overkogning med risiko for forbrænding.