Bliver kludene rene nok?

I Samvirke maj 2008 var et spørgsmål om vask ved 20 grader. Hvad med husstøvmiderne, når sengetøjet vaskes ved 20 eller 30 grader, for ikke at tale om karklude eller andre rengøringsklude.
?

I Samvirke maj 2008 var et spørgsmål om vask ved 20 grader. Hvad med husstøvmiderne, når sengetøjet vaskes ved 20 eller 30 grader, for ikke at tale om karklude eller andre rengøringsklude.

Nogle bruges til at tørre kyllingesaft op med, andre bruges til aftørring af toiletter. Hvor rene er disse klude efter vask?

Johnna Rasmussen, Langeskov

Svar fra Winnie From Thesbøl

Astma- Allergi Forbundet anbefaler, at sengetøj og dyner, hovedpuder og rullemadrasser vaskes ved 60 grader for at sikre drab af husstøvmider.

Klude, der bruges i husholdningen, enten til optørring af kødsaft i køkkenet eller rengøring af toiletter, kan opsamle sygdomsfremkaldende bakterier som kampylobakter, salmonella eller fækale bakterier. Vil man være sikker på, at disse dræbes ved vask, skal kludene vaskes ved 80 grader eller derover, og med et vaskemiddel, der er aktivt ved høj temperatur. Derfor er det også vigtigt, at man anvender klude af bomuld, der kan tåle de høje temperaturer.

Ved almindelig brug af tøj, sengetøj, duge m. v. er så lave temperaturer som muligt at anbefale, men altid efter den anvisning, der er syet i tøjet. I noget bomuldstøj er farven fikseret ved en bestemt temperatur, og overholdes vaskeanvisningen ikke, kan farverne flyde ud.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.

Se, hvad vi ellers skriver om: #bakterier og #vask