Bliv sikker på elcyklen

Elcyklister er involveret i flere alvorlige ulykker i trafikken end andre cyklister. Cyklistforbundet, Rådet for Sikker Trafik og Ældre Sagen har lavet en række gode råd, der kan gøre turen mere sikker for dig på elcykel.
Elcykler

Undersøgelser af trafikulykker har vist, at elcyklister har en større risiko for at komme alvorligt til skade. Man skal blandt andet vænne sig til motoren - og til at bremserne reagerer anderledes end på en almindelig cykel.

Flere dødelige uheld for cyklister på elcykel

Cykler du på en elcykel, er risikoen for, at du er involveret i en alvorlig cykelulykke, større, end hvis du cykler på en cykel, der alene er drevet af rugbrødsmotor og pedelkraft. Det viser en rapport, Vejdirektoratet offentliggjorde i 2012. Rapporten viser også, at det især er cyklister over 60 år, der mister livet i ulykker på elcyklen. 

Cyklistforbundet, Rådet for Sikker Trafik og Ældre Sagen har sammen lavet 10 gode råd til, hvordan du kan højne sikkerheden, hvis du begiver dig ud på elcykel. 

1: Bliv fortrolig med din elcykel et roligt og trygt sted, før du begiver dig ud i trafikken.

Øv dig lidt med din nye cykel, inden du begiver dig ud på cykelstien sammen med de andre cyklister. Find ud af, hvordan du slår motoren til og fra – og få en fornemmelse for, hvordan cyklen bremser. 

2: Husk, at motoren kan fortsætte med at trække, nogle sekunder efter at du er holdt op med at træde i pedalerne. 

En elcykel opfører sig anderledes end din normale cykel. Motoren reagerer hurtigt, men husk, at den kan fortsætte et kort stykke tid efter, du selv er holdt op med at træde i pedalerne. Måske er det ikke længere nok bare at holde op med at træde for tage farten af. Du skal måske vænne dig til at bruge bremserne mere. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

3: Vær ekstra opmærksom på de andre trafikanter. 

En elcykel kører (typisk) med højere fart end en almindelig cykel. Din højere fart kan overraske dine medtrafikanter. De ser måske ”bare” en cykel og kører måske derfor ud fra en sidevej uden at overveje, at din fart er høj. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

4: Tilpas hastigheden efter forholdene og dine medtrafikanter.

En elcykel er ikke en fribillet til at lege fartbølle på cykelstien. Husk at tage hensyn til de andre cyklister og trafikanter. 

5: Brug ikke forbremsen alene. 

Især ved skarpe sving, og når vejen er våd eller glat, skal du være forsigtig med bremsen. En elcykel bremser anderledes end din almindelige cykel. Brug også håndbremserne. 

6: Hold hænderne på styret.

Når du ikke giver tegn, skal du altid holde begge hænder på styret. Højere fart og en lidt tungere cykel kræver lidt mere ”styring”. Husk i øvrigt, at færdselsloven påbyder dig altid at have hænderne på styret og fødderne på pedalerne. 

7: Sørg for at have din fulde opmærksomhed rettet mod trafikken. 

Mange cykler med mobiltelefonen i hånden eller musik i ørerne. Det tager fokus – og du gør cykelturen farligere både for dig selv og dine medtrafikanter. Hold ind til siden, hvis du ikke kan vente med at besvare en besked eller et opkald. 

8: Husk din cykelhjelm.

Risikoen for hovedskader er markant mindre, når du bruger cykelhjelm. 

Læs også: Kan en cykelhjelm blive gammel?

9: Gør dig så synlig som mulig i trafikken.

Husk lygter – helt fra skumringstiden. Hav reflekser på cyklen og eventuelt også dit tøj. En refleksvest kan være en god idé i de mørke og i de tågede måneder. 

10: Sørg for at holde din elcykel i god stand.

At bremserne virker, at kæden er smurt – og at der altid er lys på cykle, er med til at sikre, at sikkerheden er i top. Kan du ikke selv vedligeholde din cykel, så kør den til cykelhandleren til et tjek mindst en gang om året. 

Læs mere om