Basserne er for tykke og i for dårlig form til at blive rekrutter

Det kræver slid og samarbejde, hvis kiloene skal væk. Det har Steffen Franck og Thomas Christian Kroghave lært
Mange er for tykke og i for dårlig form
I 2010 var 37.897 unge mænd og kvinder til Forsvarets dag, det, der før hed session. Af dem blev 39 procent erklæret uegnet, og knap 8 procent blev erklæret begrænset egnet. For en stor dels vedkommende, fordi de var for tykke og i for dårlig form.
For de 20 i hallen her lørdag formiddag på Gerlev Idrætshøjskole var beskeden »uegnet« eller »begrænset egnet« en drøm, der brast.
Fakta om Sund Rekrut:
Det kræver en BMI mellem 30 og 35 for at kunne deltage.
Adskillige Sunde Rekrutter er sidenhen kommet til Livgarden, en enkelt har taget en officersuddannelse, andre er blevet udsendt til Afghanistan.
To tredjedele af deltagerne får adgangsbilletten til Forsvaret efter seks måneder.
Projektet støttes økonomisk af Trygfonden og Forsvarets Rekruttering.
De har nemlig et ønske om en karriere i Forsvaret, og derfor har de taget imod tilbuddet om at deltage i projekt Sund Rekrut, der strækker sig over 6 måneder. I løbet af den tid mødes de på Gerlev Idrætshøjskole en weekend om måneden. Resten af tiden er de hjemme og skal klare sig selv. Det stiller store krav til vilje og disciplin for den enkelte. Målet er at bliver erklæret egnet til Forsvaret ved en re-session, når de 6 måneder er gået.
Døde i blikket og med nederlag i bagagen
»Når vi møder de unge, er de »døde« i øjnene. Mange af dem har masser af nederlag med i bagagen. De har måske oplevet mobning på grund af deres vægt. De ved godt, at de spiser forkert og rører sig for lidt, men de kommer ofte fra kår, hvor der ikke er overskud eller forudsætninger til at hjælpe dem,« siger Adam Holst, der sammen med foreningen Ung Nu og Gerlev Idrætshøjskole står bag projektet.
Sund Rekrut handler i høj grad om at åbne de unges øjne for, at deres krop er deres eget ansvar. Det sker ved at give dem kropsforståelse og lære dem, at kroppen kan noget. Meget mere end de tror, og derfor er det ikke lige meget, hvad de gør ved den.
»Hverdagen kræver disciplin. Det her er ingen boble, hvorfra de unge bliver lukket ud efter seks måneder. Vi fratager dem ikke ansvaret. Vi giver dem ansvar for sig selv. Og vi giver dem troen på, at de kan, og støtter dem undervejs,« fortæller Adam Holst.
Gnisten tilbage i øjnene
Trygfonden og Forsvarets Rekruttering støtter økonomisk, så de unge ikke skal betale for at deltage. Til gengæld forpligter de sig til at møde op seks weekender, de skal ændre kostvaner og minimum træne 2-3 gange om ugen, når de er hjemme.
Når de mødes på højskolen, bliver de præsenteret for en række forskellige idrætsgrene, først og fremmest for at vise dem, at sport er sjov. De får lagt en individuel kostplan, hører oplæg om sund kost og bliver sendt ud for at handle og lave mad, så de lærer at tage hånd om sig selv.
»Vi sender dem ud med gnist i øjnene og troen på sig selv. De er blevet handlingskompetente og har fået ændret deres livsstil på et vigtigt tidspunkt i deres liv. Man kan sige, at de bliver klædt på til at klare livet,« siger Adam Holst.

“Jeg skulle bare lige tage mig sammen”
Simon Svensson Jensen, 18 år, går på VUC, Nykøbing Falster
Drømmer om en karriere i Forsvaret
Vægttab: 14,3 kg på 5 måneder
»Jeg har egentlig aldrig følt, at min vægt var et problem. Derfor kom det som en stor overraskelse, at jeg blev erklæret begrænset egnet. Den havde jeg simpelthen ikke set komme, og jeg var utrolig skuffet, for jeg har altid drømt om en karriere i Forsvaret.
Nu kan jeg godt se, at min form var dårlig – jeg skulle bare lige tage mig sammen. Derfor meldte jeg mig til Sund Rekrut. Jeg tænkte, at det kunne være det spark bagi, jeg havde brug for.
Da jeg begyndte her, kunne jeg maksimum løbe 200 meter. Jeg dyrkede ingen motion, men brugte min tid sammen med vennerne. Der var fest hver weekend, og aftnerne brugte jeg foran computeren. Jeg spiste pizza og burgere flere gange om ugen og skyllede det ned med sodavand.
I dag ser min hverdag noget anderledes ud. Jeg har erstattet den usunde mad med sund mad, og jeg dyrker motion dagligt. Og nyder det oven i købet. Nu går jeg kun i byen en gang om måneden, men faktisk føler jeg ikke, at jeg går glip af noget. Til gengæld nyder jeg at få ros af venner og familie og langt mere opmærksomhed fra pigerne.
Jeg har egentlig aldrig tvivlet på, at jeg kunne komme i form. Jeg manglede bare værktøjet til det. Jeg vil have den karriere i Forsvaret!«

“Jeg giver ikke op, når det gør ondt”
Steffen Franck, 21 år, går på VUC for at færdiggøre 9. klasse, Ørsted
Drømmer om at blive sergent i Forsvaret
Vægttab: 13 kg på 5 måneder
»For fem måneder siden havde jeg svært ved at gå op ad trapperne. Jeg blev hurtigt forpustet og var nødt til at holde pauser undervejs. Jeg havde også problemer med at bukke mig ned, og jeg havde ondt i lænden og i knæene.
Nu har jeg tabt mig, min form er blevet god, og jeg har fået meget mere selvtillid og lært at tro på mig selv. Jeg giver ikke længere op, bare fordi det gør lidt ondt.
Før havde jeg også svært ved at finde tøj, jeg kunne passe. Nu kan jeg gå i helt almindelig butikker og vælge det, jeg kan lide – ikke det, jeg kan passe. Det betyder, at jeg har lettere ved at vise, hvem jeg er, og jeg tror, jeg er blevet mere udadvendt end før. Jeg har også lettere ved at tale med pigerne.
Jeg har lært at sætte mig mål og arbejde hårdt for at nå dem. Mit næste mål er at klare sessionen og komme under 90 kilo, og det er jeg sikker på, at jeg når. Min familie og mine venner er gode til bakke mig op, og det betyder meget. Jeg træner sammen med mine venner, og så er det lettere at komme af sted.
Jeg drømmer om at blive sergent i Forsvaret. Jeg kunne også godt tænke mig at blive udsendt. For et år siden havde jeg nok grinet af den drøm og tænkt, at de da virkelig skulle være på røven, hvis de ville vælge at sende mig af sted, men i dag ved jeg, at jeg har noget at byde på, og at jeg kan klare det. Det er fedt!«

“Jeg har ansvaret for min egen krop”
Thomas Christian Kroghave, 21 år, arbejdsløs, Søndersø
Drømmer om en uddannelse
Vægttab: 18 kg på 5 måneder
»Jeg har fået meget mere selvtillid og energi og et bedre selvværd, efter at jeg har ændret livsstil og tabt mig.
Jeg vidste jo godt, at min vægt var ved at løbe løbsk, og at jeg blev nødt til at gøre noget ved det. Jeg manglede bare motivationen. Det var på en måde lettere bare at lade stå til og falde hen i negative tanker.
For mig var det en barsk oplevelse at blive erklæret uegnet til sessionen, og det gav selvtilliden yderligere et knæk, men på en måde var det godt nok, for så fik jeg tilbudt Sund Rekrut, og der fandt jeg den motivation, jeg havde brug for. Her er vi alle i samme båd. Vi er her, fordi vi er blevet erklæret uegnet og vejede for meget. Det giver et godt sammenhold.
Jeg har lært, at jeg kan meget mere, end jeg selv tror. I dag går jeg til spinning to gange om ugen, løber 5-6 kilometer og crosstræner. Det kunne jeg ikke klare før, men jeg har lært, at når jeg bruger energi, får jeg energi, og så ved jeg nu, at jeg selv har ansvaret for min krop.
Jeg er blevet gladere for mig selv og har fået troen på, at jeg kan, hvad jeg vil. Jeg vil have en uddannelse, og jeg vil fortsætte med at flytte grænser hos mig selv. Når jeg presser mig selv, rykker jeg samtidig mine grænser, og så opdager man, hvor meget man egentlig er i stand til at præstere.«