Anders Lund Madsen: Når jeg bliver statsminister...

Anders Lund Madsen går kun i tøj, som han selv synes er flot. Han har en kampvognsuniform, som han sagtens kan finde på at tage på til daglig.
TV-kongen byder på te
Bag en knaldrød fordør i Brumleby på Østerbro i København bor Anders Lund Madsen, selvudnævnt tvkonge af Danmark. En torsdag eftermiddag i juli byder han indenfor gennem byggerod og udenfor igen på terrassen i et organiseret vildnis af en have til en kop te. Han sætter sig til rette i en mørk træhavestol og kigger rundt på haven og huset.
»Jeg har boet her, siden Bjarne Riis vandt Tour de France, så det er snart 20 år. Lige nu er vi ved at bygge om i stueetagen, og jeg synes, det er noget uorden. Jeg er meget glad for at bo her, men i virkeligheden er det eneste, jeg har brug for i et hjem, et sted, hvor der er ro, og hvor der ikke er kaos. Det var der, da vi kom hjem fra ferie den anden dag. Der var hverken vand eller internet, og der var mærkeligt støv over det hele. Jeg kunne godt tænke mig, når jeg bliver statsminister på et tidspunkt, at indføre én dag om året, hvor der ikke er strøm og vand, for at man kan lære at værdsætte det. Dagen efter kunne man lave en stor fest for at fejre strømmens og vandets genkomst og sige: »Se, vi kan skylle i lokummerne.«

Anders Lund Madsens har en fiskedam i sin have. Det er hans kæreste Karin, der har gravet dammen til ham.
Virkeligheden og skærmtrolden er ens
At tale med Anders Lund Madsen er meget lidt anderledes end at se ham på tv eller at høre ham i radioen. Han taler meget og i lange, afbrudte strømme, som med jævne mellemrum skifter retning. Ofte stopper han sig selv midt i en sætning og forsøger at finde tråden. Men der er noget bag talestrømmen, noget på hjerte. Selvom en sætning som »Når jeg bliver statsminister« lyder grebet ud af luften, er det noget, han har tænkt over.
»Jeg er nok efterhånden nødt til at nævne det som en plan i datid. Jeg ville lave noget fjernsynsarbejde, fra jeg var 40 til 50, og så fra 50 til 60 ville jeg lave politisk arbejde og blive statsminister, og fra 60 og frem ville jeg være ambassadør i Reykjavik. Nu er jeg meget tæt på at blive 50, og jeg gider ikke rigtig gå ind i politik, så jeg er i gang med at revidere lidt. Men jeg tror faktisk godt, jeg kunne blive statsminister.«
De slidte kondisko, som til at starte med sad på et par bare fødder, er nu skubbet af, og med tæerne forsøger Anders Lund Madsen at få fat i en lang ukrudtsstilk, som vokser op mellem fliserne.
Statsministeriet er en mulig adresse
»Det virker ikke for mig som et umuligt projekt som dansker at blive statsminister, selvom jeg er sikker på, at dem, vi har haft og har, er sindssygt dygtige. Det er jeg virkelig. Så ville jeg holde nogle fede taler. Det kan jeg virkelig godt lide. Fede taler. Men jeg er ved at få kolde fødder,« siger han med et dybt suk, kigger ned på hænderne, som holder om en kop med te og motiv af Lille My fra Mumitroldene, og kigger op igen med et fast blik.
»Jeg synes, det kunne være meget spændende og et værdigt politisk projekt at lave noget sammenhæng i Danmark. Vi har ikke rigtig noget at være fælles om og har for travlt med at være individer hver for sig i stedet for at arbejde sammen. Vi skal være gode ved hinanden. Det er min storebror rigtig god til, men han er også læge – de er ligesom lidt foran allerede fra starten af, fordi de redder liv. Han har i øvrigt sagt, at det ville være langt nemmere for mig og mere effektivt at gøre en forskel igennem medierne i stedet for at gøre det politisk. Men det kunne bare være meget fedt at være statsminister. Og så at holde de der taler,« siger han, drikker ud og skænker på ny.
Sagt om Anders
Ven Signe Lindquist, tv-redaktør:
Han er et utroligt dejligt menneske. Udadtil virker han meget åben og larmende, men privat er han faktisk meget stille. Han er vidensjunkie. Jeg kender ingen, der er så klog som Anders. Han kan godt komme med en bog, som han synes, man skal læse, og så er det en helt vildt tyk bog uden billeder tætskrevet på fagengelsk om dragefisken. Et andet karaktertræk, som egentlig ikke er så charmerende, er, at Anders er en smule doven. Han bruger ikke meget tid på at forberede sig. Han gør sig umage, men er ikke særligt arbejdsom. Det har gjort ham rigtig god til at improvisere. Han har en helt hysterisk god intuition. Han er god til at få meget ud af ingenting.
Studiekammerat Mikael Lindholm, direktør og forfatter:
Anders er først og fremmest en ægte original. Han er et af de få mennesker, jeg kender, der har gjort det til en levevej at være sig selv. Han er også doven - det var det første, han beskrev sig selv som, da vi mødte hinanden. Siden hen anstrengte han sig for at bevise pointen. Han kunne også være irriterende. En dag mødte han for eksempel op til gruppearbejde med én croissant – til sig selv. Men han var sjov at arbejde sammen med.
At tale er at leve
Lysten til at tale har næsten altid været der, men første gang, Anders Lund Madsen for alvor bed mærke i den, var, da han i skolen blev shanghajet til et modeshow.
»Som barn var jeg meget nervøs og frygtsom, men der skete noget, da jeg skulle stå med mikrofonen. Jeg skulle bare sige »nu kommer Poul med noget tøj på«, og det var røvkedeligt med børn i dårligt klædudtøj. Men så begyndte jeg at finde på sjove ting at sige, og der var mange, der grinede. Det var bare skide skægt at lave noget, som opstod ud af ingenting, og som morede en masse folk. Hvis jeg har en ærgerrighed i forhold til mit liv og min karriere, så er det at lave noget over for et publikum, som de synes er skægt eller godt og helst begge dele.«
Fra midten af middelklassen
Anders Lund Madsens barndom var trods et frygtsomt gemyt god og stabil i midten af det hele, som han selv siger.
»Jeg synes ofte, at berømte folk fortæller i interviews, at de havde en barndom, hvor de var meget udenfor, og at det er derfor, de senere har haft behov for at komme så meget indenfor. Den køber jeg ikke rigtig. Jeg var selv absolut indenfor. I midten af midten af midten af middelklassen med to forældre, der elskede hinanden hele livet, og en bror at lege med. Det har gjort, at jeg ikke har haft den store ærgerrighed for at nå nogle bestemte mål. Jeg vil gerne have penge og anerkendelse og gode ting, men det har aldrig været min drivkraft. Jeg ved faktisk ikke, hvad det er, der har drevet mig.«
Her bliver Anders Lund Madsen stille for første gang og ser sig om i haven.
»Jeg ved faktisk ikke, hvad det er, jeg gerne vil. Jeg vil bare gerne lave noget, folk kan lide, i mit eget tempo.«

Selvom kæresten griner af ham, finder Anders Lund Madsen stor fornøjelse i kun at spise ét stykke chokolade i bittesmå musebidder
Han får noget ud af intet
Det er ikke helt forkert at påstå, at Anders Lund Madsen har gjort det til en levevej at lave noget ud af ingenting. Han mener selv, at hans succes bunder i dovenskab. Efter en kort tur omkring jurastudiet skiftede han til Journalisthøjskolen. Hans praktik blev gennemført på Ekstra Bladet, som både skulle vise sig at være et helt forkert og et helt rigtigt match for ham.
»Al den stund der er tale om succes, vil det være funderet i ladhed og også i en vis forstand angst. Jeg var på Ekstra Bladet i en del år, og der skulle jeg lave historier, som jeg absolut ikke turde, og ringe til folk, som jeg var meget bange for at gøre sure. Og det endte med, at jeg hele tiden dræbte historier, fordi jeg ikke turde ringe til folk, og det gik helt galt, da jeg fandt ud af, at man kunne nægte at lave historier. Derefter afskrev de mig nærmest. Så begyndte jeg at kede mig så meget, at jeg selv begyndte at finde på. Jeg tog fat i pressemeddelelser og premiereinvitationer til sådan noget mærkeligt noget, de andre ikke gad gå til, og så fandt jeg på noget sjovt at skrive om i de små ting. Jeg opdagede, at det var enormt let at få noget i avisen, hvis bare det var skægt. Og det var ret let at finde noget skægt, hvis jeg tog en historie, som ikke rigtig havde berettigelse til at komme i avisen, og så gøre det meget vigtigt. Jeg kan efterrationalisere og gøre det meget højtflyvende og sige, det handler om at finde det store i den lille historie, men i virkeligheden er og bliver det dovenskab. Men det er sjovt.«
Det er spændende, at vi skal herfra
I mange år har Anders Lund Madsens mål med arbejdsdagene været, at de skulle være sjove først og fremmest. Men som alderen kommer snigende, kommer også trangen til noget med lidt mere alvor.
»Efterhånden synes jeg, det er blevet vigtigere at lave noget med noget væsentlighed i. Det er ikke, fordi jeg er lige ved at dø, men det strammer jo til, så der skal være lidt at komme efter i det, jeg laver, synes jeg.«
Anders Lund Madsen har været med til at lave flere programserier til tv, som handler om døden og ensomhed. Det kan synes malplaceret, at en mand kendt for sin komik og skævhed giver sig i kast med så tunge emner. Netop den tilsyneladende gnidning, mener han dog selv, taler til hans fordel.
»Jeg tror, de ved, det ikke bliver så alvorstungt, salvelsesfuldt og snagende, når det er mig, der kommer med et kamerahold. Hvis jeg nu selv sad og vidste, jeg skulle dø, og DR ringede og spurgte, om jeg ville give et interview, så ville jeg klart hellere have mig selv til at interviewe mig i stedet for en eller anden journalist med alvorlige øjne og gråt jakkesæt. Jeg er ikke så farlig at tale med, og derfor får jeg også lov at komme ind under huden på folk, tror jeg.«
Døden er ikke journalistisk skamredet
»Det er ikke ret sexet, og der er ikke så meget journalistisk trængsel i den retning, men det er spændende. Dem, jeg talte med i de programmer, vi lavede, lagde alle afstand til at skulle dø. Selvom de godt vidste, de var i gang med allersidste vers. Jeg tror, det er nødvendigt, for at man kan holde den viden ud. De var interesserede i at fortælle om og sætte ord på oplevelsen, og det var tankevækkende at være så tæt på.«
Selv er Anders Lund Madsen ikke bange for at dø, om end det ikke er noget, han glæder sig til. Han har stadig meget at leve for, og som var det aftalt, kommer hans kæreste Karin og deres fælles barn Modig på 1 år hjem og kigger ud i haven. Glæden lyser ud af øjnene, og varmen i stemmen er heller ikke til at tage fejl af, da de to hjemvendte bliver modtaget med kys.
»Jeg er ved at blive interviewet til Samvirke. Hvad er klokken? Har vi egentlig grillkul til i aften? Undskyld, der er lige et øjebliks pause i interviewet,« lyder det i en rapid strøm fra en mand, som for et kort øjeblik er i en anden verden. Karin forsikrer om, at kulbeholdningen er tilstrækkelig, fortrækker til overetagen, og Anders Lund Madsen sætter sig igen i havestolen og kigger op mod et åbent vindue på førstesalen, hvor lyden af en glad barnestemme strømmer ud.

Det forpligter at være far
»Jeg er jo blevet far igen. En gammelfar, idet jeg er 49, og jeg kan huske fra min barndom, at det var ufedt at have gamle forældre. Det, alle tænkte, var, hvad nu hvis de dør. Jeg har været i gang med at tabe mig en hel masse, fordi jeg ikke så gerne ville dø så hurtigt, som jeg var på vej til. Nu har jeg fire børn, og dem har jeg en pligt til at holde mig i live for. Jeg var gået hen og blevet meget fed af bare at spise. Det var egentlig meget nemt at blive mindre fed. Jeg er ved at skrive en bog om det, og i bund og grund kunne den bog blive meget kort, for det handler jo bare om at spise mindre og røre sig mere. Det kan jo stå på en Gajolflap. Jeg har ingen fornøjelse af at løfte tunge ting eller løbe stærkt. Jeg kan godt lide at svømme, det er rart at bevæge sig roligt, og sådan svømmer jeg gerne en kilometer.«
Selvom han har tabt sig for sin egen og sin families skyld, er han ikke blevet fanatisk, og måden, motionspligten ofte fremstilles på, bryder han sig ikke om.
»De fitnesstyper, man ser i tv og i bladene, som bare okser af sted glade i låget, det er nogle forfærdelige rollemodeller at have. Det er, som om der kun er de to ekstremer uden en mellemvej. Enten er du ekstremt fed eller total fitness. Man skal i virkeligheden bare spise mindre og røre sig mere. I hvert fald spise mindre. Og også røre sig mere. Men i hvert fald spise mindre.«
Apropos røre sig mere er Anders Lund Madsen efter to og en halv times interview begyndt at sidde uroligt i stolen. Siddehynden er rykket ud til siden af en mere og mere konstant flytten rundt i sædet. Tæerne har igen fanget stænglen på ukrudtet mellem fliserne, og denne gang lykkes det at hive den lille plante op.
»Nu er jeg altså nødt til lige at tjekke,« siger han og går ned til det lille skur i bunden af haven.
»Jeg kan ikke finde noget kul, så jægeren og samleren må ud.«
Koncentrationen holder ikke længere, men det er også aftensmadstid, og blikket er længselsfuldt mod det åbne vindue. •