1. Det er ikke nok at sætte mobilen på lydløs
Mange synes, det er pinligt, hvis mobilen ringer på et uheldigt tidspunkt. Derfor sætter de mobilen på lydløs, men det er ikke altid godt nok. Man kan nemlig stadig høre den brumme i tasken eller i lommen. Og det forstyrrer – især hvis det sker på steder og tidspunkter, hvor vi er vant til, at der skal være stille. For eksempel til begravelser og generelt i det kirkelige rum, der er mange regnes for et sted for fordybelse.
2. Det bedste, vi kan give, er tid
Vi har så travlt. Derfor er det bedste, vi kan give et andet menneske, vores tid. Sluk derfor telefonen, når du mødes med dine venner. Uanset om det er hjemme eller på café. Vær nærværende – det er god stil. Det er til gengæld ganske uartigt at opdatere Facebook, mens man sidder midt i en samtale. Hold også mobilen væk fra middagsbordet i familien.
3. Lyset forstyrrer
Det bliver sagt i teatret og i biografen: Sluk telefonen. Alligevel vælger mange blot at sætte mobilen på lydløs. Og måske hører man ikke, at telefonen brummer, men når vi læser den sms, der lige kom, lyser displayet og forstyrrer dem, der sidder i nærheden. Hvis du ikke kan undværes i den tid, en film eller forestilling varer, så bliv hjemme.
4. Vis værterne respekt
Når du er inviteret til store fester, så er den bedste gave, du kan give, at du lader din mobil blive hjemme. Eller i det mindste lader den være slukket. Hvis du har brug for at have din telefon tændt og i nærheden af dig – for eksempel hvis du er læge eller brandmand, der har tilkaldevagt, så bør du have gjort værtsparret opmærksom på det, og så er det selvfølgelig i orden, at telefonen er med. For alle os andre er det en uskik at tjekke telefonen under dugen.
5. Hold møde uden telefon
Hvis mobilen skal ligge på bordet under mødet, så skal I have aftalt, at det er ok, inden mødet starter. Ellers skal mobilerne væk. De stresser og virker forstyrrende, og man fristes nemt til ikke at lytte til de andre mødedeltagere, fordi man lige skal se, om der er kommet mails. Det er dårlig takt og tone.
6. Vær stille i stillekupéen
Det burde måske ikke være nødvendigt at sige, men når man har taget plads i en stillekupé i toget, så skal man være stille. Derfor er det virkelig dårlig opførsel at besvare telefonen. Også selv om man siger: ”Lige et øjeblik – jeg sidder i stillekupé og kan ikke tale. Hæng lige på, mens jeg går ud.” Det er ikke god stil. Sluk telefonen!
7. Kør bil, når du kører bil
Sådan lyder rådet i en reklame, der for tiden vises i tv. Vi ved det godt. Det er forbudt at holde mobilen op til øret og tale, mens vi kører bil. Men vi skal også afholde os fra at tjekke beskeder, mails og lignende. Det fjerner koncentrationen på vejen, og uheld sker hurtigt.