6 slankekure: 6 sandheder
Raw food
Den handler om, at du kun må spise rå mad, der ikke er varmet op til mere end 42 grader, ud fra en idé om, at mange ting går til spilde, hvis du overstiger den temperatur. Det er der ikke videnskabelig evidens for.
Raw food udspringer af den naturromantiske bevægelse. Den har opfattelsen af, at alting var bedre i gamle dage. Hvis bare det er uforarbejdet, bliver alting godt. Det gør det ikke. Der er undersøgelser, der viser, at folk, der praktiserer raw food, har svært ved at tilegne sig nok kalorier og protein.
Mine erfaringer er, at dem, der kaster sig over raw food, gerne har spiseforstyrrelser i forvejen, som anoreksi og ortoreksi (angsten for usund mad). Modefænomenet kan så fungere som camouflage for en spiseforstyrrelse.
Anti-sukkertrenden
Grundtanken ved denne kur er, at man får det bedre ved at droppe sukker. Men sukker er ikke vildt usundt i forhold til den dokumentation, jeg har set. DR 2 havde for nylig et tema med sandheden om sukker, hvor de kørte skræmmekampagne om, at sukker er roden til alt ondt. Det er ren sundhedsfascisme. Mine erfaringer er, at det er en blindgyde at forsøge at tryne trangen til sukker ved at fordømme den. De fleste skal arbejde med, hvad der ligger til grund for lysten, og tage fat på årsagen til problemet.
Atkins
Atkins er den ekstreme udgave af tendensen med at skippe kulhydraterne til fordel for fedt og protein. Problemet med kuren er, at man spiser for lidt frugt, grønt og fuldkorn, samtidig med at man er tilbøjelig til at spise mere animalsk fedt. Det er ikke godt, når kosten bliver ensidig på den måde. Kortvarige studier har dog vist, at kuren giver større vægttab end en fedtreduceret diæt. Men der er lavet en stor undersøgelse med svenske kvinder, der viste en markant øget risiko for hjertekarsygdomme, når de har haft et lavt kulhydratindtag. Det må man derfor kraftigt advare imod.
Detox
Her går du på en skrap kur og 'bliver helt renset'. Eksempelvis gør du dig fri af hvede og sukker, og så vil du blive udrenset på magisk vis. Ideen er, at du tager en kold tyrker og stopper med Matador Mix, fordi kroppen bliver fri for nogle giftstoffer, der er skyld i, at du er overvægtig. Man snakker om det, som om det er narkoafhængighed, og det er altså galt. Opfindelsen af disse kure og detox-piller er den alternative verdens mest indbringende påfund. Hvis de endelig kan noget, så er det en placeboeffekt, de har.
Stenalderkost (Palæo)
Atkins-kuren har et vægttabsfokus, som ikke nødvendigvis findes i stenalderkostkonceptet. Her kigger man på føden i stenalderen som idealet. Alle kure, der er populære for tiden, ser på stivelse og sukker som noget farligt og opfatter dem, der laver kostråd, som værende i ledtog med landbruget. Det er jo latterligt, at det, man spiste i stenalderen, skulle være det sundeste. Levetiden var omkring 40 år dengang!
Det er jo helt sikkert, at man kan tabe sig, når man reducerer sukker og stivelsesrige madvarer. Men mange af os spiser jo ikke for meget stivelse og sukker. Det er et problem for nogle, men langtfra alle.
Verdens Bedste Kur
Dette er Arne Astrups og Christian Bitz' (henholdsvis professor og ernæringsekspert) kur med højt proteinindhold og lavt glykæmisk index (værdien for, hvor meget blodsukkeret stiger ved indtagelse af en given madvare). Mad med højt proteindhold er godt, og forholdet mellem kulhydrater og proteiner er vigtigt. Men problemet er, at kuren er bundet op på en utroligt traditionel madplan. Det kan være enormt stressende for folk, at det er så skematisk, og så går de i panik, hvis de mangler skyr i køleskabet. Det er latterligt, og det hjælper ikke nogen.
Jeg er selv tilhænger af selvbestemmelse, hvor det er afgørende at hjælpe den enkelte til at finde frem til realistiske ændringer.





