5 tips til at få en minimalistisk garderobe

Hannah Schødts har kun 48 stykker tøj i klædeskabet. Inspireret af oprydningsekspert Marie Kondos KonMari-metode, har Hannah Schødts lært at rydde op, smide ud og omorganisere. Her er hendes råd til en minimalistisk garderobe.

Fra 200 stykker tøj til 48

22-årige Hannah Schødts har kun 48 stykker tøj i sit skab. Foruden sportstøj, nattøj, undertøj og sokker. Før i tiden havde hun over 200 stykker tøj, men brugte ikke halvdelen af det og var træt af at vaske hele tiden. Hun besluttede derfor at skære betragteligt ned på sin garderobe, efter at hun havde studeret i Frankfurt et halvt år, hvor hun kun havde haft 30 stykker tøj med.

”Da jeg var dernede, fandt jeg bare ud af, at det at have så lidt tøj virkelig gjorde noget godt for mig. Jeg havde meget mere ro, og det var så nemt at rydde op,” fortæller Hannah.

En minimalistisk garderobe giver mere overskud

Beslutningen om at skære ned i garderoben har givet hende mere overskud i hverdagen:

”Jeg har så få ting nu, så det er nemmere at vælge noget at tage på. Jeg skal ikke længere tænke over, at jeg har den, den og den skjorte. Jeg tager bare den frem, som er min yndlings. Jeg har 3 skjorter. Og jeg kan lide dem alle lige meget.”

Hun fortæller samtidig, at hun ikke savner noget, og at hun regner med at skære endnu mere ned i mængden af tøj. Hannah nævner et par gange, at hun synes, hun har lidt for mange sko. Men for en kvinde, der elsker sko, er det en stor udfordring at nøjes med få par.

Facts

Capsule wardrobe             

Nogle minimalister har det, de kalder en ”capsule wardrobe”:

  • Her deles tøjet op i en helårsgarderobe med basistøj, der aldrig går af mode.
  • Derudover deles garderoben op i mindre ”pakker” med tøj og sko, som ændrer sig fra sæson til sæson.
  • For eksempel går man med shorts og kjoler om sommeren, som man pakker væk, når det bliver efterår, hvor man så finder sine striktrøjer frem.
  • Målet er at have tøj, man kan sætte sammen til alle slags begivenheder uden at have overflod af tøj.
  • Hannah har dog ikke noget tøj, hun gemmer væk. Hun bruger alt sit tøj hele året.

KonMari-metodens 3 principper

- Ryd op efter kategori: Ifølge Marie Kondo er det en stor fejl, at man begynder at rydde op i ét rum. Man skal derimod rydde op efter kategori. Hvis man kun rydder op efter placering, bliver man nemlig ikke klar over, hvor meget tøj eller hvor mange bøger, man har. Start derfor med tøjet, bøger, papirer, småting og til sidst de ting, der har størst affektionsværdi. 

- Smid ud: Har ting ikke en affektionsværdi for dig, så skal du skille dig af med det. På den måde vil du kun være omringet af ting, der gør dig glad.

- Opbevar dine ting rigtigt: Alle ting i dit hjem bør have en plads - selv dine nøgler og din pung. På den måde undgår du, at rod opstår. Du får også et overblik over, hvad du ejer, og fremover køber du formentlig færre ting. Man bør nemlig ikke eje flere ting, end man har overblik over.

Reducer garderoben: ryd op, smid ud og omorganiser

Hannah er inspireret af den japanske oprydningsguru Marie Kondo, der er forfatter til bogen Magisk oprydning – En simpel, effektiv metode, der én gang for alle fjerner rod og ekspert i Netflix-dokumentaren Tidying with Marie Kondo.

KonMari-metoden går ud på, at når man skal rydde op, så skal man først smide ud og derefter omorganisere. Og så skal man overveje, hvilken rolle tøjet, eller hvad man nu rydder op i, har i ens liv nu – og om rollen er udspillet. Hvis den er det, skal det smides ud.

Her er Hannahs 5 gode råd til en minimalistisk garderobe:

  • Vælg det tøj, der gør dig glad
  • Vælg det, du ved, du får brugt
  • Gem tøj til hver årstid - smid for eksempel ikke alle dine varme trøjer ud.
  • Lav ikke en ”måske” bunke tøj – hvis du ikke har brugt det længe, ender det alligevel med at ryge ud.
  • Sørg for at have nogle basisting, som passer til alt. For eksempel en hvid og en sort T-shirt, et par jeans, en trøje, en ensfarvet skjorte, et par sneakers og et par støvler. På den måde kan du bedre kombinere tøjet på kryds og tværs.
Se, hvad vi ellers skriver om: #tøj, #opbevaring, #bæredygtighed og #forbrug