5 ting du aldrig må slukke med vand

Det kan udvikle sig katastrofalt, hvis du forsøger at slukke brændende væske eller elektronik med vand. Den hurtige omdannelse til vanddamp kan få selv ufarlige brande, der nemt kunne have været slukket på andre måder, til at eksplodere i flammer. Samvirke får råd til brandslukningen af Bendt Trustrup, der er brandchef i Falck.

Brødrister

En glemt brødrister kan smelte og bryde i flammer, hvis du er uheldig. Men hvis du hælder vand på brændende elektronik, risikerer du både større flammer og kortslutninger.



Brug altid et brandtæppe eller en pulverslukker, hvis der går ild i en brødrister. Og hvis det kan lade sig gøre, skal du hive stikke ud af kontakten eller afbryde strømmen i hele huset.

Brændende olie

En glemt pande eller gryde med olie i bunden kan blive så varm, at der går ild i olien. Men hvis du putter vand på for at slukke, fordamper vandet så hurtigt, at den brændende olie følger med op i luften, hvor tilførslen af ilt kan få flammerne til at vokse eksplosivt.



Forsøg aldrig at flytte en overophedet pande eller gryde. Sluk for blusset, kast et brandtæppe over gryden og sørg for, at emhætten er slukket. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt branden er ordentlig slukket, skal du tilkalde brandvæsenet.

Stearinlys

Hyggeligt ser det ud, men når fyrfadslys eller andre stearinlys placeres tæt sammen, bliver det så varmt, at den smeltede stearin kan bryde i flammer.



På samme måde som olien kan stearinen eksplodere, hvis man sprøjter vand på. En liter bliver til 1600 liter vanddamp, der sprøjter ud over det hele og giver fare for forbrændinger.

Kaffemaskine

Tommelfingerreglen er, at man aldrig må slukke brændende væsker med vand, men også brændende elektronik kan give større problemer, hvis man slukker med vand.



Hvis du glemmer kaffemaskinen, og den bryder i flammer, skal du vide, hvor dit relæ sidder, så du hurtigt kan slukke for strømmen. Når det er gjort, kan du slukke flammerne med et brandtæppe.

Frituregryde

Brændende olie i en frituregryde er blandt de værste ting at slukke med vand. Brug heller aldrig en pulverslukker, da det store tryk kan få den glohede olie til at sprøjte til alle sider og give alvorlige brandsår.



Smid et låg eller et brandtæppe over, sluk emhætten og kontakt brandvæsnet, hvis du er i tvivl, om branden er slukket.

Læs mere om