3 nemme opskrifter med gulerødder

Gulerødder er mere end råkost. I videoen giver MasterChef-vinder, Anders Halskov-Jensen dig 3 nemme og lækre opskrifter med gulerod: Stegte gulerødder, hasselback gulerødder og en hurtigt gulerodssalat.

Stegte gulerødder

Det skal du bruge:

  • 6-8 gulerødder
  • 2-3 spsk. olie
  • Blandede friske urter, f.eks. kørvel, persille og purløg
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 2 spsk. eddike
  • 3-5 spsk. olivenolie

Sådan gør du:

Gulerødderne skrælles og steges på pande i olie eller smør, til der er kraftig stegeskorpe og de er bløde.

Til vinaigrette blandes sennep og eddike. Derefter piskes olien i lidt ad gangen. Det giver en cremet konsistens. Blandingsforholdet mellem eddike og olie afhænger meget af både olien og eddiken, så smag dig frem. Det skal smage syrligt, men ikke surt. Smag til med salt og peber til sidst.

Vend gulerødderne i vinaigretten og lad dem trække et minuts tid, inden du vender det hele med de hakkede urter.

Tilberedningstid 15 minutter

 

Gulerodssalat med dukkah

Det skal du bruge:

  • 4-5 store gulerødder
  • 2 spsk. olivenolie
  • Saft af en halv citron

Til dukkah:

  • 100 g hasselnødder
  • 100 g cashewnødder
  • 1/2 dl sesamfrø
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1-2 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. salt

Sådan gør du:

Hak nødderne med en kniv eller giv dem en hurtig tur i blenderen – men pas på, de ikke bliver for finthakkede. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser og bland det hele godt sammen. Nu er din dukkah færdig. Skær brede bånd af gulerødderne med en tyndskræller. Vend gulerodsbåndene i olie og citronsaft og drys med nogle skefulde dukkah.

Tilberedningstid: 10 minutter

 

Hasselback gulerødder

Det skal du bruge:

  • 8-10 mellemstore gulerødder
  • 1-2 fed hvidløg
  • 2 kviste rosmarin
  • 2 spsk olivenolie

Sådan gør du:

Skræl gulerødderne eller skrub dem grundigt. Skær riller på tværs trekvart igennem guleroden. Vend dem i olivenolie med revet eller finthakket hvidløg og rosmarin. Krydr med salt og peber og bag dem i ovnen ved 200 grader i cirka 45 minutter.

Tilberedningstid: 60 minutter

Se, hvad vi ellers skriver om: #gulerødder, #opskrifter og #nemt&grønt