Månedens synspunkt - Helvedes forgård

To timer efter besøget i en af flygtningelejrene i Darf lirprovins en i Sudan sidder jeg med en bærbar computer og rapporterer hjem. Det virker fuldstændig absurd, at jeg -efter at havemødt familier, derikkekanfålæfor regnen og solen og som ikke får mad hver dag - har en direkte internetopkobling og kan kommunikere med min egen familie, der har mobiltelefoner, tv, masser af kvadratmeter, to biler i carporten osv.

Det forekommer måske endnu mere grotesk, at jeg tilsvarende kan få nyheder fra de danske medier og få seneste nyt om kronprinsessens garderobe, danske politikeres holdning til en ny jysk motorvej eller endnu et opkog på Brixtoftesagen. Gang på gang må jeg spørge mig selv, hvordan tingene hænger sammen.

Det er kun ganske få timer siden, en af flygtningene - Hassain Yahya - viste mig det, der skulle være hans hytte. Det var et skelet af tynde pinde med 30- 40 centimeter mellem hver pind. Stativet var 3x3 meter og godt en meter i højden.

Oven på konstruktionen lå en lille del af en sivmåtte og et forrevet stykke tøj - tilsammen dannede de en smule skygge, hvorunder Hassains 7-årige søn sad foruroligende passivt. Sådan har Hassain, hans kone og deres otte børn nu boet i mere end tre måneder. Ca. en tredjedel af lejrens 500 familier har som Hassain ikke en presenning. Når det regner, forsøger familien at få husly hos nogle af de andre familier, men heller ikke de har meget plads.

Rytter militserne kom en morgen klokken fem. De brændte vores hytte af og tog alle mine dyr, fortalte Hassain, som engang var en ret velhavende mand med 160 geder, fem æsler og 20 får. Nu har han ingenting bortset fra sin kone og sine børn, som han ikke kan skaffe mad, da han er syg. Han fortalte, at hans to mindste børn er henholdsvis to og fem år. De så væsentligt yngre ud, var fej ler nærede og virkede påfaldende fraværende i blikket.

I en anden lejr fortalte Fatma Adam, at militserne skød hendes bror, onkel og tante, før de jog beboerne i landsbyen på flugt. Hendes familie mistede alle sine dyr, og nu bor hun og hendes mand sammen med deres syv børn i en lille hytte med presenning på ca. seks kvadratmeter. Der er ikke plads til, at alle kan sove på sivmåtterne, så manden sover udenfor ved bålstedet.

Fatma viste det klædestykke og den gryde, som de fik med sig, da de flygtede. Hun smilte lidt utilpas, da jeg spurgte, om familien fik nok at spise, og hun sagde næsten undskyldende, at de ikke fik mad hver dag.

For mange danskere er katastrofen i Darfur måske blot endnu en lidelsesberetning i den uendelige række af rædsler i den afrikanske historie. Men afrikanere er mennesker som os.

Hassain og Fatma og andre sudaneseres glæde ved at få børn, opfostre dem, se dem vokse op og selv danne familier er som vores. Omsorgen og kærligheden for børn er universel. Tilsvarende er smerten ved at miste eller se ens barn lide og måske dø.

Vi kan vælge at zappe til en anden kanal eller springe avissiden over, men virkeligheden kan ikke ændres - den er også i Darfur, hvor mere end 50.000 er døde, 1,2 millioner på flugt i deres eget land og 200.000 flygtninge i nabolandet Chad.

Det er ikke håbløst. For mange familier, for mange mennesker betyder det livet til forskel at få hjælp. Hjælp giver de flygtede liv og håb om igen at kunne vende tilbage til en tilværelse med menneskelighed og værdighed.

For mange danskere er katastrofen i Darfur måske blot endnu en lidelsesberetning