Kushti

Manoharlal kommer cyklende gennem den søvnige morgen i den indiske by Varanasi. Han er på vej hen for at overvære endnu en kushti-træning. 40 års erfaring med kushti på internationalt niveau er det blevet til, og han er hele tiden på udkig efter nye bryde-talenter.

Bag den gule mur er de første unge mænd mødt op og gået i gang med at gøre akharaen - stedet, de træner - klar til dagens første brydekampe. Drenge og unge mænd kommer til, og akharaen fyldes langsomt.

De unge mænd iklæder sig små farvestrålende underbukser.

Bryderne flokkes omkring Manoharlal, da han går ind i akharaen, de unge brydere viser deres respekt ved an dægtigt at røre ham på fødder og underben. Men de genoptager hurtigt træningen.

Kushti er en gammel brydeform, som kan føres tilbage til det 3. årtusinde f. Kr. Den dyrkes primært i Nordindien og Pakistan. Fra gammel tid havde man ikke måtter at bryde på, og sådan er det stadig. Jorden under bryderne blandes med olie, mælk eller klaret smør.

Gruppen af mænd og drenge begynder at varme op med småløb og diverse øvelser for at få gang i kroppen. Mændene går sammen i grupper, så de er cirka samme vægtklasse over for hinanden. Selve brydetræningen går i gang.

Den bløde, rødlige jord klæber til de muskuløse kroppe og giver hurtigt bryderne et lag af mudder.

Langs siderne af træningsarealet sidder de næste klar til dyst. Et hult dunk høres. En af de mest erfarne brydere, Bachche, ryger til jorden. Blodet løber stille ned af kinden.

Øjenbrynet er flækket. Bachche tager en rickshaw til lægen, bag ham fortsætter træningen ufortrødent.

En flok brydere er trukket ind i det tilstødende rum. Vinod, der er en af de mest lovende kæmpere i klubben, får massage efter morgenens træning. En af de andre brydere tager en vandretur med håndvægte i hænderne på ryggen af Vinod. Det er normen for massage i klubben.

Vinod vandt med sin gode teknik og fyldige korpus bronze ved de nationale mesterskaber i 2008 og spås mere hæder.

Denne akhara i Varanasi har omkring 150 medlemmer. En stor del af disse unge mænd og drenge træner to gange om dagen. Tidlig morgen og sen eftermiddag. En stor del af den fysiske træning består af armbøjninger og klatring i tov. Håndvægte bliver også brugt flittigt, men ellers er det kropsvægten, der bliver brugt som belastning. Træningen kører i ring, da alle af naturlige årsager ikke kan bryde på samme tid.

Træningen er slut, og der ligger brydere rundt i ahkaraen og slapper af eller får massage. Så småt begynder bryderne at trække ud til brønden, hvor vandet hentes i en stor spand. Mudder og sæbe blandes.

Klokken nærmere sig 9 om morgenen.

Stille tømmes akharaen for brydere.

Skole og job skal passes. Om syv timer dukker de op igen til gentagelse af morgenens træning, i jagten på det næste niveau udi kushtikunsten.

ARMBØJNINGNER OG HÅNDVÆGTE:

Når der ikke brydes på det mudrede gulv, trænes fysikken. Armbøjninger er centralt i den fysiske træning. Enten kombineret med englehop eller i samarbejde med en bryder-kollega, der holder benene, mens armene får lov at arbejde.

Overkroppen trænes også ved, at bryderne hiver sig op i et tov, der hænger i klubbens høje træ. Derudover er håndvægtene er konstant i brug.

NÆSTE SIDE:

Lokal brydeturnering ca 30 km uden for Varanasi.

Omkring 200 brydere deltog i konkurrencen. Den lokale fodboldbane blev taget i brug til at bryde på.

MUDDER OG BAD:

Bryderne bliver i løbet af træningen både mudrede og svedige.

En brønd og en spand er klubbens brusebad, og bryderne flokkes om det runde hul.

De små træningsshorts skylles og hænges til tørre. Klar til næste træningspas.

Efterhånden som træningen er ved at slutte, sidder eller ligger bryderne rundt i akharaen og kommer sig oven på træningen. Om kort tid er det arbejdet eller skolen, som kalder.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6
Artikel side 7
Artikel side 8