Hash på recept i USA

»Min personlige favorit er Purple Buddha, for den får dig til at grine, dude.«

Fyren med de røde øjne bag disken kigger på mig med et lurvet smil.

»Men hey, vi har 85 forskellige slags pot, så der er noget for enhver smag,« tilføjer han - ikke uden en vis stolthed.

Vi befinder os i en kælderbiks i San Francisco. Fra et par højttalere er Jim Morrison godt i gang med klimakset i »The End«. En fyr, der lige har røget et seriøst bonhoved af en meterhøj chillum, ser ud som om, han er godt på vej i samme retning.

Jeg er i gang med at købe fnisetobak i Amerikas Forenede Stater. Og på trods af, at besiddelse af hash i visse stater kan give op til 10 års fængsel, er mit forehavende fuldstændigt lovligt. Uden at særlig mange har opdaget det, er hash blevet så de facto legalt i visse dele af USA, at en sammenligning med Amsterdam er det mest oplagte. Sideløbende har Bushregeringen kæmpet imod efter bedste evne. Og hele balladen har nu udviklet sig til en retssag ved USAs højesteret. En sag, der skal afgøre, hvem der egentlig har bukserne på i Guds eget land.

Hash mod ondt i ryggen

Det startede med en annonce i den lokale avis »Medicinsk Cannabis Evaluering - kun 100 dollar i undersøgelsesgebyr. Billigst i Californien!«

Californien har siden 1996 haft en lov, der tillader »alvorligt syge californiere at bruge marihuana til medicinske formål, når den medicinske brug er fundet passende og blevet anbefalet af en kyndig læge.«

Klinikken ligger i et nedlagt butikslokale i downtown San Francisco. Indenfor står en kraftig pige bag køledisken i hvad, der indtil for nylig har været en sandwichshop. Kølemontrer, butiksdisk og cappucino-maskine står stadig i neonrørs-belysningen i det tarvelige lokale med falmede maling på væggen.

Efter ti minutters venten kommer en lille midaldrende dame ind ad døren med en patch-work-vest og et par John Lennon-briller med flerstyrkeglas. Hun ligner tværsummen af alle 68erpædagogerne fra min barndoms børnehave. Efter et slattent håndtryk bliver jeg inviteret ind bag et lille velourforhæng, der markerer overgangen fra venteværelse til konsultation. Hendes saglige smil og langsomme udtale tyder på, at hun selv har været en tur i klinikkens medicinskab.

Jeg havde forinden givet mig selv et løfte: Alt, jeg sagde til lægen, skulle være fuldstændigt sandt. Derfor havde jeg på ansøgningspapiret skrevet »stress« som min sygdom.

De røde øjne bag de runde briller kigger på mig, og den dvælende mund artikulerer langsomt:

»Ja, stress er jo ikke så stærk en årsag.«

Hvorefter lægen rækker mig sin pen og vender papiret over bordet med samme bevægelse som en forsikringssælger i Mr. Jardex tøj, der er ved at lukke en handel.

»Fejler du måske ikke også noget andet?« spørger hun, stadig med det jubelsaglige smil i hele ansigtet.

Jeg tænker mig godt om, mens jeg husker mig selv på mit ærlighedsmantra. Og svarer så, som sandt er, at jeg nogle gange har lidt ondt i ryggen, når jeg har siddet på en kontorstol hele dagen.

»Ja, det lyder godt,« siger hun og hjælper mig med at stave til backaches.

Vi rejser os op, og hun får de 100 dollar i evalueringsbegyr. Syv minutter efter, at jeg trådte ind bag velourforhænget, træder jeg ud igen. 100 dollar fattigere, men med et officielt papir i hånden, der verificerer, at jeg er medicinsk marihuanapatient. Papiret siger også, at min læge, efter at have diskuteret fordele og ulemper med mig, har vurderet, at marihuana vil være den bedste kur for min sygdom. Og at hun løbende vil overvåge min tilstand og rådgive mig i min behandling. Men det virker ikke som om, jeg skal tage de ting alt for alvorligt.

Foran køledisken spørger jeg pigen, om det vitterligt er en læge, jeg lige har snakket med.

»Ja, ja, vi er jo en medicinsk klinik,« siger hun og kigger på mig med et irriteret blik.

»Altså - det vil sige, det er ikke lægen selv, men hans assistent, der foretager selve vurderingen. Men hun rådfører sig løbende med ham,« tilføjer hun.

Udenfor viser en slags dørmand mig ind af en anden dør. For enden af en gang sidder en fyr tilbagelænet med benene oppe på et skrivebord og læser Goethe. Han kigger henkastet på mit nyerhvervede papir, trykker på knappen på et samtaleanlæg og siger: »One patient coming down.«

Ned af en trappe, for enden af en gang og bag en tyk dør med mindst fem låse, møder jeg en stemning og et udvalg, der giver overlegent baghjul til Christiania - selv i fristadens velmagtsdage. Rygerbulen er en materialisering af alle klicheer om, hvordan sådan et sted bør være. Lilla vægge, syrerock på anlægget og store sofaer til at stene i. Et par udknaldede typer sidder og ryger igennem på en kæmpe chillum, og jeg går ned for at handle i butikken i den ene ende af lokalet. Udvalget på 85 forskellige slags pot overvælder mig, så jeg køber et gram af ekspedientens favorit, Purple Buddha, og får at vide, at jeg kan slå mig ned i sofaerne, hvis jeg har lyst til at medicinere med det samme.

Da jeg et par dage senere får udstedt mit offi cielle ryger-id med billede, offi cielt logo og det hele hos San Franciscos myndigheder, er der ikke nogen problemer med papirerne. Til gengæld giver damen bag skranken mig et visitkort til en anden rygerbiks.

»Det er et godt sted for begyndere, honey,« siger hun og smiler venligt.

Lovlig rygning mod smerter

 Historien om medicinsk marihuana er dog andet og mere end hat og hippiebriller. For at finde ud af, hvad loven egentlig er beregnet til, besøger jeg Angel McClary Raich i San Francisco-forstaden Oakland.

Indtil 1997 sad den 39 årige husmor i rullestol og var totalt lammet i højre side af kroppen. Hendes krop er meget skrøbelig, og hun har blandt andet en hjernetumor, som ikke kan opereres, en tumor i livmoderen, ingen sultfølelse overhovedet og stærk fibromyalgi (muskelsmerter). For at bekæmpe sygdomme og lindre smerterne blev hendes sarte krop fyldt med alskens medicin, men halvdelen kastede hun op, og og den anden halvdel virkede ikke. Da hendes læge foreslog hende at prøve marihuana, blev hun vred.

»Jeg har altid opdraget mine børn til hverken at ryge eller drikke. Og så ville lægen have mig til at tage stoffer!?» fnyser den 39 årige husmor, der bor sammen med mand og to teenagebørn i et all-american forstadshus med tv i alle rum, lyserøde klinker på toiletvæggen og tolietbræt og spand, der matcher til.

Da alt andet var prøvet, forsøgte hun sig dog med marihuanaen alligevel. Med det resultat, at spasmerne holdt op, lammelserne forsvandt, og appetitten kom tilbage. I dag er Angel McClary Raich ude af kørestolen, men til gengæld nødt til at indtage cannabis hver anden time. Hun enten ryger, spiser eller forstøver og indhalerer det. Og der ryger mellem 50 og 100 gram pot indenbords hver uge afhængig af hendes tilstand. På trods af, at hun altså indtager mængder, der ville slå både Jimi Hendrix og Eik Skaløe i gulvet, bliver Angel McClary Raich ikke høj af det. Virkningen forsvinder ganske enkelt, når man indtager så store mængder.

Den noget lemfældige uddeling af marihuanatilladelser i blandt andet San Francisco er Angel McClary Raich ikke glad for.

»Det bør afgjort være mere reguleret. Så der ikke opstår en myte om, at vi er en flok hippier, der ryger for sjov. Jeg ville ønske, jeg kunne klare mig uden. For det er ikke sjovt at skulle indtage så meget cannabis hele tiden. Men uden det ville jeg dø,« siger hun og refererer til, at en domstol for et par år siden dømte hende til kun at måtte ryge to gange om ugen.

Efter en uge havde hun tabt adskillige kilo, havde store smerter og var tilbage i kørestolen. En indtrængende hasteappel fra hendes læge fik dommeren til at ombestemme sig.

I dag er Angel McClary Raich en af to kvinder fra Californien, der har lagt sag an mod Bushadministrationen. For mens de californiske myndigheder siden 1996 har hjulpet Angel og andre i hendes situation, så har myndighederne i Washington kæmpet indædt imod. Ifølge de føderale myndigheders love er de medicinske marihuanapatienter en flok narkomaner. Og det er blevet håndhævet hårdt, især efter Bush kom til magten. Hvilket har ledt til ganske spektakulære optrin af den slags, som amerikanerne bare er lidt bedre til end alle andre.

Som da den anden af sagsøgernes hjem blev stormet. Den 47-årige husmor Diane Monson stod og vaskede op, da politi og FBI-agenter fra antinarkopolitiet, DEA, i store, sorte landrovere og en helikopter indtog hendes hjem - en isoleret gård i et øde landområde i det nordlige Californien. Diane Monson lider af en sygdom i rygraden, der giver hende alvorlige smerter, og efter aftale med sin læge og de californiske myndigheder havde hun seks marihuanaplanter stående i sin have.

Da myndighederne fandt hendes planter, opstod der stor ståhej mellem det lokale politi og FBI-agenterne. Det lokale politi fik at vide af deres overordnede, at de skulle beskytte de seks potteplanter by all means necessary. Også hvis det betød, at de var nødt til at bruge skydevåben. Inden situationen udartede sig til et rendyrket politi-shootout, kom der dog besked fra højere sted om, at FBI-agenterne skulle have deres vilje.

Aktioner som denne fik borgmesteren fra den tilbagelænede surferby Santa Cruz til sammen med en række byrådsmedlemmer og to tidligere borgmestre at dele pot ud til medicinske patienter fra rådhusets trappe.

Myndighederne i Washington tog ikke aktionen pænt. Da DEAs talsmand, Richard Meyer, hørte om det californiske mediestunt, sagde han til en journalist:

»Er du seriøs? Det er jo ulovligt! Jeg er chokeret over, at byens ledere vil promovere marihuana på den måde. Hvilket signal sender det ikke til ungdommen?«

De føderale myndigheder holdt sig dog klogeligt væk fra rådhuset, og det massive medieopbud på selve dagen. Til gengæld intensiverede de deres raids på marihuana-farme i Californien.

En lokal Santa Cruz-farmer, der havde arbejdet tæt sammen med de californiske myndigheder om at dyrke hash til medicinske patienter, blev stormet om natten et par døgn efter. Aktioner som denne fik Californiens statsanklager, Bill Lockyer, til at skrive et vredt brev til USAs justitsminister, der er ansvarlig for DEA.

»Santa Cruz-farmeren repræsenterer ikke en stor fare for offentligheden og burde absolut ikke trække føderale politiressourcer væk fra kampen imod amfetamin-produktion, heroin-distribution eller international terrorisme - for bare at nævne et par mere værdige prioriteter.«

Krig mod stoffer

Og her er det så, at hele balladen skifter karakter fra at handle om hash til at handle om, hvem der egentlig bestemmer i Guds eget land.

For som retssagen ryger helt op til Højesteret, får Californien pludselig uventet støtte fra de konservative sydstater Alabama, Louisiana og Mississippi. Tre Bush-højborge, der normalt har en benhård linie over for alt stærkere end alkohol. Og som kan finde på at straffe førstegangsbrug af marihuana med op til ti år bag tremmer.

»Dette er ikke en sag om stoffer eller patienters fundamentale rettigheder,« sagde en advokat, der arbejder for Alabamas statsadvokat, til en lokal avis for nylig.

»Pointen er, at som et suverænt medlem af den føderale union må Californien selv træffe de svære politiske beslutninger, der influerer på statens borgere.«

Hvorfor nogle hashrygende patienter på USAs frisindende vestkyst pludselig har fået så meget opmærksomhed, forklares af Mark Moller, senioranalytiker hos det højreorienterede Cato institute i Washington DC.

»Sagen kommer formentlig til at danne præcedens i mange år fremover for hvem, der i sidste ende bestemmer,« fortæller han.

Mark Moller tør ikke spå om udfaldet af sagen.

»Det er lidt bagvendt, for de konservative medlemmer af Højesteret vil formentlig stemme for staternes ret til selv at bestemme. Altså stemme for medicinsk marihuana,« siger Mark Moller, der må siges at kende til både konservatisme og Højesteret.

Han var nemlig med i det team af topadvokater, der i 2000 overbeviste den amerikanske højesteret om, at Bush skulle være USAs præsident fremfor Al Gore, der ellers som bekendt fik flere stemmer.

En retssag , hvis resultat mange beskriver som mere politisk betinget end juridisk. Også hashsagen er ifølge Mark Moller mere end en juridisk magkamp.

»Sagen er politisk i den forstand, at Bush-administrationen gerne vil have den absolutte magt over, hvordan det her land håndterer the war on drugs. Og så vil de gerne score point hos den konservative og religiøse vælgerskare ved at slå hårdt ned på alle slags stoffer,« siger Mark Moller.

Sagen forventes afgjort til foråret. Indtil da befinder Angel McClary Raich og Californiens omkring 100.000 andre medicinske marihuanapatienter sig i et juridisk vadested.

Tilbage i hashklubben får jeg efter gentagne besøg og en del overtalelse lov til at tage billeder, dog under forudsætning af, at de kun bliver offentliggjort i Europa. For selv om alt er fuldstændigt legalt ifølge lokal lovgivning, så ved indehaveren, at offentlig opmærksomhed virker som en rød klud på FBI og DEA, der tidligere har stormet flere hashklubber. Han er sikker på, at efterretningsafdelingen ved den amerikanske ambassade i Danmark vil oversætte denne artikel og sende den til Washington. Det lykkedes mig at overbevise ham om, at de selvfølgelig har vigtigere ting at tage sig til. Skulle nogle fra Dag Hammarskjölds Allé 24 læse disse linier, så bevis venligst at jeg har ret.