Cykler

Din gamle havelåge kører videre i Afrika

Genbrug. Afrikanere kører rundt på efterladte, danske cykler
Af Kristine Kornum | 1. marts 2010
Ny undersøgelse viser, at 32 procent af den voksne danske befolkning er involveret i en form for socialt arbejde. Niels Bonfeld og Henrik Smedegaard Mortensen lever af det

 

»Vil du virkelig tjene penge på verdens fattigste?« lød den umiddelbare reaktion, da Niels Bonefeld kom hjem fra en rejse til Afrika og proklamerede: »Jeg vil sælge cykler til Afrika.

Det er en god forretning.« Niels Bonefeld havde været på besøg i Tanzania, og her havde han set, hvor stort behovet for ordentlige cykler var. Samtidig samlede hans boligforening i Danmark brugte cykler ind.

Og skrottede dem. Cykler som efter afrikansk standard var langt fra færdige med et liv på landevejen.

Det blev starten på Baisikeli. Baisikeli er en af de mange socialøkonomiske virksomheder, der opstår i disse år. De socialøkonomiske virksomheder kombinerer forretning med samfundsansvar.

Måden de gør det på hos Baisikeli er ved at indsamle skrottede danske cykler, reparere dem og udleje dem til turister i Danmark. De penge, der kommer ind på udlejningsdelen, bliver brugt til at sende andre cykler til Afrika, hvor de bliver solgt til en fair pris. Derudover samarbejder Baisikeli med blandt andet store virksomheder som Novo Nordisk og Ikea omkring firmacykler, som først bruges i Danmark i ca. to år og derefter sendes til Afrika. Firmacyklerne har Baisikeli fået specialdesignet, så de i første omgang er tilpasset virksomhedernes behov.

Derefter kan cyklerne laves om, så de kan bruges til insulintransport, patienttransport og som mobile markedsboder i Afrika.

 

600 cykler på lager.

Vindere af pris fra FDB

Baisikeli fik i januar FDB's socialøkonomiske årspris 2009. Prisens formål er at fremhæve rollemodeller, som kan inspirere andre socialøkonomiske iværksættere og samtidig tydeliggøre de mange gevinster, der er ved at samtænke virksomhed og samfundsværdi.

 

Med prisen fulgte 100.000 kroner, de penge vil Baisikeli bruge til at etablere den første produktion af cykler i Østafrika. Derfra skal der laves cykelstel til Danmark og cykeltrailere til det lokale marked i Tanzania.

 

 

»Baisikeli handler først og fremmest om at give mobilitet til mennesker i fattigdom. Ved at forbedre transportmulighederne for den fattigste del af befolkningen, kan man fremme udvikling på national skala. For eksempel kan en landmand forøge sit indtjeningsgrundlag med over 100 procent med en cykel, der kan fragte den dobbelte mængde afgrøder på den halve tid. Og mennesker i landsbyer får adgang til sundhedsydelser i nabobyer på cykler designet til sygetransport,« fortæller Henrik Smedegaard Mortensen, der er den anden halvdel af Baisikeli.

 

Mange af de skrottede cykler, som Baisikeli bruger, står på et lager uden for København. Cyklerne bliver hentet fra politistationer rundt omkring i Danmark. Det er fundne cykler, der er meldt stjålne, som forsikringsselskaberne har udbetalt erstatning for.

»80.000 cykler meldes stjålet hver år, og 100.000 kasseres. Lige nu har vi 600 cykler på lageret, men potentialet er jo enormt,« siger Niels Bonefeld.

 

Big in Africa.

På det indledende spørgsmål om hvorvidt man kan tillade sig at tjene penge på fattige afrikanere, er der ingen tvivl hos Henrik Smedegaard Mortensen og Niels Bonefeld. Det kan man godt. Hvis Baisikeli bare donerede cyklerne i Afrika, ville de ikke stimulere industrien og udviklingen. En del af det at være en socialøkonomisk virksomhed handler om forretningen. Målet kan godt være at ændre verden, men hvis ikke virksomheden kører rundt, er der ikke meget fidus i de noble mål.

 

»Vi låner det bedste fra socialisme og det bedste fra kapitalismen,« siger Henrik Smedegaard Mortensen. Og Niels Bonefeld følger op: »Hvis ikke vi havde det sociale element med i vores virksomhed, så kunne vi ikke holde ud at arbejde med det her i så lang tid. Det er jo virkelig et langt sejt træk. Og det kommer sikkert til at tage ti år mere, før vores virksomhed er ordentlig oppe at køre.« De to stiftere bider ikke på tanken om, at verdens problemer kan virke uoverskuelige, og at Baisikeli i det spil er en ubetydelig lille brik.

»Verdens problemer kan måske godt være uoverskuelige, men problemet med mobilitet i Afrika er ikke uoverskueligt for os.

Vi har en stor tro på, at vi kommer til at være i hele Afrika, og at vi komme til at gøre en kæmpe forskel der,« siger Henrik Smedegaard Mortensen.



LÆS SENESTE SAMVIRKE