Dansk genbrugstøj til salg i udlandet
Kasse efter kasse med brugt, sorteret tøj står på række i Dansk Røde Kors' centrale genbrugslager i Horsens. De er klar til at blive sendt ud af landet - men ikke, som man skulle tro, til fattige egne af verden, hvor tøjet indgår i nødhjælpsarbejdet. Som mange andre danske humanitære organisationer sælger Røde Kors det overskydende genbrugstøj til kommercielle mellemhandlere i udlandet, der så sælger tøjet videre til Afrika, Mellemøsten og Asien. På den måde bliver de mange tons tøj vekslet til penge, der kan bruges i det humanitære arbejde.
»Vi er opmærksomme på, at mange danskere har den opfattelse, at deres aflagte tøj ender direkte som nødhjælp i akutte humanitære katastrofer rundt om i verden. Men sådan er det sjældent. Fordi hjælpen ved akutte katastrofer skal nå meget hurtigt frem, bruger vi fly. Og det er for dyrt at fragte mange tons tøj på den måde,« forklarer sektionschef i Dansk Røde Kors, Erik Hove.
De humanitære organisationer bliver jævnligt kritiseret for, at genbrugstøj fra Vestens overflodssamfund bliver solgt så dyrt som muligt til blandt andet Afrika. I mange afrikanske lande kan den lokale tekstilindustri ikke konkurrere med det brugte tøj fra Vesten. Derfor er Afrikas tekstilindustri nærmest ikke-eksisterende på trods af, at meget bomuld bliver dyrket på det afrikanske kontinent. En italiensk dokumentarfilm fra 2005 om en fodboldtrøjes rejse fra en genbrugscontainer i Tyskland til en støvet landsby i Tanzania dokumenterede også, at de færreste afrikanere ved, at det brugte tøj i første omgang er blevet doneret til et godt formål af velmenende vesterlændinge.
»Vores vigtigste formål er at samle penge ind til humanitært arbejde, og ved at sælge tøjet til udlandet kan vi få flest penge til vores hjælpearbejde. Samtidig synes vi, at det er spild af godt tøj at destruere det, blot fordi danskerne ikke vil købe umoderne bukser og masseproducerede T-shirts. Det er jo en stor belastning for miljøet at producere tøj,« siger Erik Hove.
HELLERE PÅ FORBRÆNDINGEN.
De mere end 20 organisationer, der tager imod danskernes aflagte tøj, har forskellige strategier for, hvad de gør med overskudstøjet. Røde Kors, Frelsens Hær og UFF sælger tøjet til mellemhandlere, men Kirkens Korshær har valgt en anden vej. Det tøj, der ikke bliver solgt i organisationens 210 butikker rundt om i landet, bliver ofte kørt til forbrændingen og ender altså med at løbe rundt som varme i din radiator i stedet for at blive solgt på et afrikansk marked.
»Vi har taget en beslutning om, at vi ikke synes, at vi kan stå inde for at sælge tøjet til en lav kilopris med stor risiko for, at vi tager brødet ud af munden på små tekstilproducenter i eksempelvis Afrika,« fortæller Ove Elboth, der er genbrugskonsulent i Region Øst for Kirkens Korshær.
Det er omkring ti år siden, at organisationen formulerede den holdning, der betyder, at tøj, der egentlig ikke fejler noget, men af den ene eller anden grund ikke kan sælges i Danmark, risikerer at blive brændt i stedet for brugt.









En uge, en familie = masser af affald
Spøjse juletraditioner rundt om på kloden
Lær at trylle – se 6 nemme tryllekunster
Undgå mus i dit hus
Patienter med pels
10 ting, du aldrig må give din hund
Kuriøse slikbutikker
5 af Danmarks bedste kassedamer
Emballageløs butik i London
10 gode julefilm til børn











Andre kommenterer på
12 ting du aldrig må gøre i tordenvejr 5
Læsernes gode råd - Hvad gør du for at fjerne smerten? 38
Medicinfri smertebehandling 8
5 gode råd til hvordan du holder ferie, selvom du har huset fuldt af gæster 7
Skal skoene af? Det er spørgsmålet 56