Vores forlængede nervesystem

Med scannernettet kan man mærke andre menneskers følelser eller styre en robot på den anden side af kloden

»Kom nu, der er ikke noget at være bange for, det gør altså ikke ondt eller noget.«

Det var første gang, Anders prøvede at tage scannernettet på.

»Du skal bare sidde stille, lukke øjnene og slappe af.«

Laura hjalp ham nettet på. Det lignede en lidt kraftig badehætte. Derefter tændte hun forbindelsen til de elektroder, de begge havde haft indsat i nakken og overarmene det sidste halve år.

»Så, begynder du at kunne mærke noget?« spurgte hun.

Anders tog en dyb indånding og lænede sig tilbage i stolen. Der var faktisk noget, en begyndende flimren for øjnene, lidt som hvis man var kommet til at kigge ind i en skarp lampe. I løbet af et lille minuts tid begyndte han at kunne skelne former og utydelige mønstre i forskellige farver. Samtidig begyndte han så småt at kunne fornemme enkelte, lidt uklare stik af følelser - det mindede ham om lyden, når man drejede rundt mellem kanalerne på en radio.

»Slap af, jeg kan mærke, at du spænder.« Han åndede dybt ud igen og holdt øjnene fast lukket i. Mønsteret af de lysende prikker blev klarere, det begyndte at ligne et meget grovkornet display. Han kunne så småt skelne en person i en stol - han vidste, det var ham selv, set med Lauras øjne. Han vinkede og den utydelige figur inde i hans hoved vinkede også. Laura grinede, og Anders kunne samtidig mærke en pudsig, boblende følelse af glæde. Ikke alene modtog han signalerne fra Laura øjne, han blev også påvirket af det humør og de reaktioner, Laura havde over for situationen.

Wow! Anders følte det, som om han stod påtærsklen til en fuldstændigt forandret måde at forstå verden på - og Laura, vidste han, havde det på samme måde.

Anders og Laura var under uddannelse som operatører. Efter endt eksamen ville de kunne fjernbetjene de fleste typer robotter via teletilstedeværelse. De ville med andre ord kunne betjene robotter langt borte via internettet, hvad enten det var gigantiske kraner på byggepladser, robotter til udforskning af farlige miljøer eller til at flytte omkring på enkelte molekyler i nanoskala.

Betjeningen var grundlæggende den samme, selv om de operationer, de udførte, foregik i vidt forskellig størrelsesorden vidt forskellige steder på kloden. Hvor robotten reelt befandt sig, var i princippet ligegyldigt. Faktisk var der i mange tilfælde ikke engang tale om at styre en virkelig maskine, operatøren styrede i stedet virtuelle maskiner rundt i computeruniverser.

I alle tilfælde gjaldt det om at koble sig så direkte som muligt på systemet. Ofte var manøvrerne utroligt komplekse og krævede stor præcision, i nogle tilfælde var det kritisk, at operatøren kunne reagere ekstremt hurtigt. Og derfor havde teknologien udviklet sig fra at bruge et joystick foran en skærm, til at operatørens nervesystem nu i stigende grad var forbundet direkte til computeren.

Den seneste version af scannernettet havde føjet en ny vigtig dimension til. Nettet var både i stand til at foretage en ganske detaljeret scanning af hjernens funktioner og til i grove træk at overføre sanseindtryk og reaktioner mellem flere operatører, der koblede sig sammen - sådan som Anders og Laura netop havde prøvet.

Det gjorde det muligt at samarbejde på en langt mere præcis måde, og ikke mindst blev det muligt at kombinere en dygtig operatørs evne til at styre med en eksperts viden om de omgivelser, der skulle opereres i.

En læge kunne så at sige »rejse med« og udstikke kursen, medens operatøren styrede en lille bitte kirurgisk robot rundt i patientens blodårer. Eller en geolog kunne tage bestik af forholdene undervejs, mens operatøren styrede en gravemaskine rundt i dybe miner.

Instruktøren på Anders og Lauras kursus havde altid stor morskab ud af, at vise sine elever gamle billeder af de første hjernescannere. Tilbage i 1990'erne var det enorme maskiner, som man rullede patienten ind i, og som krævede, at man lå helt stille under klaustrofobiske forhold. Princippet bag teknologien var imidlertid stort set det samme allerede dengang, nemlig at måle blodgennemstrømningen i hjernen. Røde blodlegemer indeholder jern, og ved at bruge en ekstremt kraftig magnet kan man måle, hvordan aktiviteten skifter i de forskellige områder af hjernen, alt efter hvad man tænker på. Hvis én del af hjernen bliver brugt mere, vil den lyse op på billederne fra scanningen, fordi der flyder mere blod derhen for at føre energi til processen.

Gradvist, gennem titusinder af scanninger, kortlagde forskerne hvordan hjernens enkelte områder reagerer på forskellige påvirkninger og opgaver, og selv nu efter flere årtier fortsætter arbejdet med at skabe et stadig mere detaljeret og velunderbygget kort over hjernens funktioner.

Som så meget andet inden for biologien har det vist sig at være ekstremt komplekst. Til hver slags tanke er der ikke ét enkelt område, som aktiveres. Der er mange dele af hjernen i sving hele tiden, så det er samspillet mellem dem, man må forstå. I de senere år har præcisionen og pålideligheden af scanninger nået et niveau, hvor teknologien giver et meget anvendeligt kig ind i, hvad der foregår i en persons hjerne.

Når man i dag kan tage et scannernet på hovedet, der har en højere præcision, end et flere tons tungt apparat havde for nogle årtier siden, er det et godt eksempel på, hvor dramatisk materialeteknologien har ændret de genstande, vi bruger.

Scannernettet er et ultratæt væv af mikroskopiske tråde. Materialet er designet fra molekyleniveau til ikke alene at være superledende, men også utroligt slidstærkt.

MAN KAN IKKE SKJULE SIN VIDEN.

Sammenlignet med så mange andre radikale teknologier er udbredelsen af tankelæsere gået forbløffende glat.

Politiet fattede naturligvis hurtigt interesse for mulighederne. Tidligere tiders løgnedetektorer var mildt sagt upræcise. Ved at måle ændringer i blodtrykket, vejrtrækningen, og hvor meget personen svedte, forsøgte man at afgøre om en afhørt talt sandt.

Brain fingerprinting var en væsentlig forbedring. Systemet var meget simpelt; man forsøgte at måle, om en person havde en bestemt erindring eller ej. Hvis en person har været udsat for en vigtig begivenhed, afsætter det spor i hjernen, ligesom et fingeraftryk. Man vidste også, at hjernen udsender en bestemt impuls, når en person genkender en genstand - og at personen ikke kan skjule det. Derfor fik personen, der skulle afhøres, et pandebånd med elektroder på, der kunne måle ændringer i de elektroniske signaler, som nerveceller udsender.

Allerede omkring år 2000 begyndte man i USA at bruge teknikken i mordsager. Man viste den mistænkte en stribe forskellige ting, hvoraf nogle af dem var afgørende beviser - f.eks. mordvåbnet, et tørklæde eller et billede af en nøgleperson i sagen. Hvis man kunne måle, at den anklagede genkendte et afgørende bevis i sagen, var det et stærkt fingerpeg om, at personen havde været indblandet.

I dag kan vi få et langt mere detaljeret indblik i, hvordan en person reagerer. Scanninger kan vise om, en person er bange eller vred, om man tænker strategisk eller impulsivt, om man er overrasket, forvirret osv. Den grundlæggende svaghed er dog stadig, at man ikke direkte kan SE, hvad en person tænker, man kan kun få et omrids af, hvilken type tanke eller reaktion, der er tale om.

Når der stadig er en vis usikkerhed, skyldes det også, at vores tænkning er så utroligt kompleks. Der findes f.eks. over 100 forskellige typer af løgn; den forberedte løgn, den defensive løgn, den spontane løgn... Hver af dem har deres eget mønster af aktivitet i de forskellige dele af hjernen.

FORBRUGERNES INDERSTE ØNSKER.

I de første tiår efter årtusindeskiftet betød det store fokus på terrorbekæmpelse, at selv grænseoverskridende nye metoder ret let kunne tages i brug. Psykologer og hjerneforskere gik i gang med at identificere mønstre i hjerneaktivitet, der afslørede tendenser til voldelig opførsel eller psykopatiske træk, ligesom man ledte efter tegn på lurende depressioner, skizofreni eller demens. Især i kombination med analyser af genernes indflydelse på psyken har det med tiden givet forskerne stærke redskaber til at forstå en persons karakter.

Det har gavnet mange mennesker usigeligt, at lægerne nu har så godt et indblik i hjernen, men som så ofte med teknologi er det ikke uden tilsvarende alvorlige problemer:

Kognitions-etikeren Carsten Lall Pedersen påpeger, at meget af forskningen stadig af temmelig tvivlsom karakter:

»De fleste forskere er tilbøjelige til at se fuldstændig mekanisk på tingene. De undervurderer, at menneskets karakter og tænkning konstant formes af det liv, vi lever. Det er naivt at tro, at man kan vurdere folk ud fra nogle scanninger og en DNA-analyse.«

Carsten Lall Pedersen er ikke mindst betænkelig, fordi analyserne af hjernescanninger ofte ender med at blive brugt af arbejdsgivere eller forsikringsselskaber for at vurdere en person. Et andet aspekt af teknologien, der ofte kritiseres, er neuromarketing. Ved de fleste større satsninger, hvad enten det er reklamekampagner, nye produktlanceringer, en Hollywoodfilm eller nye udgivelser fra et af de store navne indenfor musik, vil der typisk være testet på forhånd ved at scanne en række forbrugeres reaktioner.

Neuromarketing har gjort det muligt for selskaber at have en langt mere præcis forståelse af hvad forbrugerne synes om deres produkter, og hvordan de opfatter selskabet som varemærke.

PÅ VEJ MOD MASSEMARKEDET.

Kombinationen af scanning og direkte sammenkobling af nerveceller og elektronik ser ud til at blive det næste store skridt. Udviklingschef Mehmet Ehwel fra firmaet Cognetiqs spår, at teknologien i de kommende fem år vil brede sig fra professionelle og specialiserede formål og blive et helt almindeligt ekstra interface - en form for teknologisk udvidelse af vores sanser.

Det vil altså ikke længere kun være særligt uddannede operatører som Anders og Laura, der får indopereret et direkte interface til nervebanerne. Der er et enormt antal små og store anvendelser i hverdagen som kan lettes, siger Mehmet Ehwel: »Sikkerheden for bilister er oplagt. Nerveinterfacet blev jo oprindeligt udviklet til jagerpiloter.

For dem var det kritisk at fjerne den forsinkelse på to-tre tiendedel af et sekund, der går, fra hjernen tager en beslutning, til kroppen udfører handlingen. Men dét kan også være kritisk i trafikken.

Med et direkte interface vil bilen også kunne mærke, om du for eksempel er stresset, så den skal spille beroligende musik og ikke lade telefonsamtaler komme igennem - eller omvendt, spille højere musik og advare bilisten, hvis han er ved at falde i søvn.«

Underholdningsindustrien, også de mindre lødige dele af den, har for længst set potentialet. Allerede omkring årtusindeskiftet patenterede den dengang japanske elektronikgigant Sony en række koncepter til at overføre lyd og billeder direkte til syns- og hørenerverne, og siden har de fleste af underholdningsgiganterne forsket i nye medier, der direkte stimulerer følelser.

Som bekendt har det ført til et interessant overlap med medicinalindustrien. Der har været meget frugtbare samarbejder omkring forskningen i at hjælpe blinde ved at forbinde kameraer direkte til synsnerven og omkring bestræbelserne på at hjælpe mennesker med lammelser til at styre robotarme og benproteser eller til genskabe forbindelsen mellem nervebaner, der er blevet ødelagt.

Alt tyder på, at det kirurgiske indgreb til at indsætte implantater, der kan aflæse nerveimpulser vil blive væsentligt mindre omfattende og dermed billigere inden for få år. I samme takt vil man formentlig se, at de mange husholdnings- og legetøjsrobotter, der kan fjernstyres over nettet, vil blive udbygget med mulighed for styring fra nerve-interfaces.

Én konsekvens kan være, at mange af robotterne omkring os vil »rumme« en person, der fjernstyrer og ser og hører gennem robotten et helt andet sted fra, fortæller professor Bente Krahn fra Århus arkitektskole:

»Den samme teknologi vil naturligvis også kunne gøre vores færden i virtuelle universer og computerspil langt mere bekvem og intuitiv. Om det er en virkelig fysisk robot, man styrer, eller om det er en figur i et computerunivers, er i praksis ligegyldigt.«

Et mere kontroversielt aspekt af samarbejdet mellem underholdningsbranchen og medicinalindustrien er de mange forsøg på at stimulere nervesystemet elektronisk til at føle glæde, ekstase, større koncentration eller seksuel ophidselse. I princippet skulle metoden være fri for bivirkninger fra farlige kemikalier, men nogle psykologer frygter at den type stimulation kan vise sig at være lige så vanedannende og skadelig som almindeligt misbrug af medicin og narkotika.

GRÆNSERNE MELLEM OS OPLØSES.

Menneskets trang til at kommunikere konstant med sine bekendte er tilsyneladende umættelig - det har været tydeligt lige fra mobiltelefoner, SMS, onlineuniverser kom til, og til den måde mange i dag deler data fra hinandens livsstrømsoptagelser (Se Samvirke maj 2005). Scannernet og nerve-interfaces er i fuld færd med at tilføje nye dimensioner til vores indbyrdes kontakt.

I 2010'erne så man mange eksperimenter med at inddrage genstande fra hverdagen i kommunikationen. Man forsøgte sig f.eks. med lamper, der lyste forskelligt alt efter, hvordan en nær ven eller et familiemedlem havde det. Et andet kortvarigt hit var sofapuder eller tøj med skulderpuder, der blev varme eller vibrerede let, når ens nærmeste overførte en hilsen.

Nogle kunstnergrupper har gjort det til en karriere at udforske den ekstreme sammenkobling. »Vi er blevet en ny art, konkluderer det koreanske kunst-kollektiv MixMash:

»Vi kan være alle vegne på én gang, vores hjerner er koblet sammen. Det, vi ser, er ikke nødvendigvis der, hvor vi er. Det, vi føler, kan være en andens følelser. Det, vi oplever, kan være nutid eller fortid - eller måske er det helt kunstigt skabte indtryk.«

Tilbage på operatørskolen så Anders måske knapt så bombastisk på sagen. Men han var unægtelig spændt på, hvordan sammenkoblingen til Laura ville udvikle sig. Det var ikke helt tilfældigt, at han havde sørget for at komme i projektgruppe med hende. Han var vist ved at blive lidt småforelsket, tænkte han - og han syntes, at han kunne mærke, at Laura tænkte det samme.

»Om det er en virkelig fysisk robot, man styrer, eller om det er en figur i et computerunivers, er i praksis ligegyldigt«

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5