Samvirke samvirke@fdb.dk

Find billeder fra gamle dage af dit hus

Ved du, hvordan din by så ud i 1800-tallet? Eller hvilke vinduer husene i dit område oprindeligt havde? Søg gratis efter spændende billeder fra fortiden på Danmarks største historiske billedarkiv, arkiv.dk.
Af Bolius.dk | Foto: Colourbox | 4. marts 2015
Gade med gamle huse fra Odense
Flere og flere billeder kommer i det digitale arkiv hver dag.

Massevis af gamle billeder


Arkiv.dk, der er Danmarkshistoriens største billedarkiv med 1 million billeder, tilbyder nu, at alle kan søge på og se billeder fra arkivet. Arkivet vil vokse med 25.000 nye fotos hver måned fra de danske lokal- og stadsarkiver, skriver dr.dk. 



I arkiv.dk kan du ud over billeder også finde dagbøger, kort, breve og lydmateriale – i alt er der omkring 2 millioner forskellige dokumenter på arkiv.dk, hvor de ældste er helt tilbage fra 1600-tallet. 
Materialet stammer fra landets mere end 500 lokal- og stadsarkiver.

Gode chancer for at finde billeder fra Jylland og på Fyn



- Vi har mange billeder af huse og bygninger, som kan være interessante for boligejere, det kunne fx være, hvis man vil renovere sit hus og finde ud af, hvilke vinduer huset oprindeligt havde, siger Dorthe Søborg Skriver, direktør i Arkibas, som driver arkiv.dk.



Det er dog ikke alle, der kan være heldige at finde deres hus eller vej på arkiv.dk, men særligt fynboerne og jyderne har gode chancer.



- Man kan ikke finde alt på arkiv.dk. Det er ikke alle arkiver, der er med, og vi er over 500 lokalarkiver, hvor nogle har meget liggende, og nogle har ikke så meget. Jylland og Fyn er rigtig godt repræsenteret. I København benytter de ikke vores arkiv, så man vil stort set ikke kunne se noget herfra, siger Dorthe Søborg Skriver.

Lokalarkiver har endnu flere billeder


Hvis du ikke finder det, du søger, på arkiv.dk, kan du kontakte det enkelte lokalarkiv og spørge dem efter yderligere materiale. Har de det, du leder efter, kan du få en kopi af materialet.

- Man kan finde næsten alle arkiverne i Danmark på arkivvejviseren.dk, og så kan man ringe eller skrive til dem. Nogle steder er det gratis at få en kopi, andre steder koster det penge, siger Dorthe Søborg Skriver.

 

Sådan må du bruge billeder fra arkiv.dk



Materialerne på arkiv.dk er omfattet af almindelige regler for ophavsret. Alt, hvad du søger frem på arkiv.dk, har et vandmærke, og skal du bruge materialet, skal du bestille en kopi hos det arkiv, hvor det originale materiale findes.

 

Ønsker du at bruge materialet på eksempelvis din egen hjemmeside, skal du spørge det arkiv, der ejer billedet. Du må gerne linke til materialet på arkiv.dk. 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hvad sker der ved at drikke for meget energidrik?

Salget af energidrikke i Danmark er næsten tredoblet fra 2010 til 2013. Det kan være et problem, særligt for unge, hvis de får for meget koffein, når de drikker energidrikke, siger seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet. 
Af Kristian Lauritzen | Matteo Paciotti, Flickr | 4. marts 2015
Række af forskellige dåser med energidrik.
Energidrikke er særligt populære blandt unge drenge og teenagere.

Energidrikke er ikke farlige i sig selv

De dekorative dåser med energidrik som Red Bull, Cult og Burn er for alvor blevet populære herhjemme. Energidrikke er læskedrikke med tilsat sukker eller sødestoffer. Typisk indeholder drikken mellem 150 og 320 mg koffein pr. liter. Det svarer nogenlunde til indholdet af koffein i en kop kaffe. Koffein er i sig selv ikke skadeligt, så længe det ikke er i for store mængder.

DTU Fødevareinstittutet anbefaler dog, at man maksimalt indtager 2,5 mg koffein pr. kilo kropsvægt pr. dag. Beregninger fra 2014 viser, at hvert femte barn i alderen 10-14 år får mere koffein end det anbefalede, når de drikker energidrikke. Det skyldes blandt andet deres lave kropsvægt.



Vejer barnet eksempelvis 40 kilo, må det derfor indtage 100 mg koffein, eller hvad der svarer cirka til indholdet af en halv liter energidrik.

For meget energidrik kan give søvnbesvær og rastløshed

For meget koffein i kroppen kan medføre bivirkninger som søvnløshed, rastløshed, hjertebanken, nervøsitet og angst. Ifølge en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet har næsten halvdelen af de unge, der drikker energidrikke, oplevet bivirkninger.

»Det er foruroligende, at så mange har oplevet bivirkninger af energidrikke,« siger seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet Jeppe Matthiessen i en pressemeddelelse.

Energidrik er ikke sodavand

Mange unge er begyndt at erstatte sodavanden med energidrikken. I energidrikke kan der være op til 3 gange så meget koffein som i eksempelvis Coca-Cola.

»Det ser ud til, at der er sket en ændring i forhold til opfattelsen af, hvilke drikkevarer det er normalt at drikke. Energidrikke har nu samme status for yngre, som sodavand havde tidligere,« siger Jeppe Matthiessen.

Han forklarer videre, at både brugen af og holdningerne til energidrikke kan gøre ham bekymret for, at indtaget vil stige i de kommende år. DTU Fødevareinstituttet foreslår derfor, at der skal mere viden ud om energidrikke rettet mod børn og unge samt deres forældre.

Højere mængde koffein end tidligere er tilladt i energidrikke

Fødevarestyrelsen gav i efteråret 2009 tilladelse til, at energidrikke kunne indeholde 320 mg koffein pr. liter mod tidligere 150 mg pr. liter. Det skete samtidig med, at Danmark kom med et krav til EU om advarselsmærkning. Kravet betyder, at energidrikke i Danmark skal mærkes med: ”Højt koffeinindhold. Bør ikke indtages af børn, gravide eller ammende kvinder”.

Ifølge Fødevarestyrelsen skyldtes ændringerne i loven, at der ikke er sundhedsmæssig bekymring ved at sælge energidrikke, så længe drikken er markeret med en advarsel, og at man i øvrigt informerer om risikoen ved at få for meget koffein.

Foto: Matteo Paciotti, Flickr

Samvirke samvirke@fdb.dk

Ole Henriksen: Der sker noget magisk, når jeg smiler

Ole Henriksen kan blive lykkelig for at finde den helt rigtige, bløde opvaskebørste, og faktisk smiler han så meget, at folk tror, han er på stoffer.
Af Inger Abildgaard | Foto: Ken Hermann | 27. februar 2015
Smilende Ole Henriksen
Ole Henriksen bor i Beverly Hills i Californien. Det er også her Samvirke har fotogaferet ham.

Oh my god, jeg har fået havregrød

Ole Henriksen er et euforiserende stof. Man bliver høj i hans selskab, føler sig udvalgt, særlig og kompetent. Man er som et genfundet familiemedlem fra udsendelser som Sporløs eller Her er dit liv. Vi har så meget tilfælles, hævder han, da vi har talt lidt, og det kan kun føles rigtigt.

Han har inviteret på morgenmad på Hotel Sankt Petri, hvor han overnatter, mens han er i København.

»Du ser frisk ud her til morgen,« siger han med sit smil, der blotter hele det skinnende, hvide tandsæt. Han vil vide, hvor jeg bor, om jeg har børn og hvor mange, og kvitterer med et tredobbelt tillykke. 

På fire dage har han været det danske medielandskab rundt med sin uindpakkede glæde, som alle så gerne vil have en luns af. Om et par timer vil han være på vej hjem til Los Angeles. Han har pakket sin lille rullekuffert, og han har spist havregrød med blåbær. 

»Oh my God,« siger han og priser stedets kok, der gerne giver Ole Henriksen særbehandling og koger havregrød.

Ønsk dig selv tillykke med endnu en dag

På morgen-tv dagen i forvejen møder jeg ham for første gang, mens han er i gang med at kramme sig vej igennem det smalle og tætbefolkede tv-studie. Lydfolk, teknikere og journalister flokkes omkring ham og står som tændte lamper, mens de bliver vasket i ros. Den lille vævre Ole Henriksen i blåmønstret skjorte og cowboybukser må også lige løfte op i fødderne for at fremvise sine nye sømbeslåede støvler, men får pludselig travlt med at ringe til sin mor i Nibe, så hun kan nå at tænde tv’et inden klokken syv. 

»Mor, det er Ole. Undskyld hvis jeg vækker dig.«

Når man er Ole Henriksen, klarer man selv tv-sminken med sin medbragte pudderkvast og fem hastige dup i ansigtet, inden man går hen foran det rullende tv-kamera med en naturlighed, som var det et banalt ærinde i køkkenet.

»Stå op, stil dig foran badeværelsesspejlet og ønsk dig selv tillykke med endnu en dag i dette fantastiske liv,« siger han ud til seerne og lader de blå øjne lyse. 

Ole Henriksen
Ole Henriksen i sit hjem i LA. "Min dagligdag er som alle andres dagligdag med alle former for ansvar, møder og arbejde. Det hele kan sagtens fungere sammen med smil og livsglæde."

 

Er Johanne Schmidt-Nielsen en skuespiller?

Smilet forlader ham ikke, da han er tilbage på en stol ved studiets kaffemaskine og støder på tre toppolitikere, der skal interviewes om et netop indgået forlig. En af dem, Johanne Schmidt-Nielsen, siger »hej« og gengælder Ole Henriksens smil. »Hvor er du smuk,« udbryder han og når lige at kramme hende, inden hun er videre. »Hvem var hun?« spørger han omkring sig. »En skuespiller?« Han griner ad sin egen uvidenhed, da han hører svaret. »Folketingspolitiker?« »Enhedslisten?« Det parti har han godt nok aldrig hørt om, men nu må han videre til dagens besøg på aviser, radiostationer, forlag og efter en pause også aften-tv.

Ikke alle elsker hans smil

Ole Henriksen har hørt, at nogle finder hans smil og hans glæde anstrengende. 

»Når jeg smiler, er det, fordi det føles godt og naturligt, og der sker noget magisk ved det. Jeg er blevet beskyldt for at tage stofffer. Jeg har aldrig rørt stoffer, men når man føler sig glad indeni og dyrker glæden, får man en endorfinagtig fornemmelse, så man ikke kan lade være. Man åbner sig lettere og er til stede med det samme. Man skal ikke først bankes på hovedet for at vågne op, ha, ha,« siger han, da han har bestilt kaffe i hotellets restaurant.

Småsnak hører til livets store glæder

»Tusind tak, min ven,« lyder det til en tjener med kraftigt sort hår. Han sætter et glas postevand på det sortlakerede cafébord foran Ole Henriksen. »You are welcome, sir,« svarer tjeneren og trækker sig tilbage, mens Ole Henriksen fortæller: »Han er fra Nepal og den sødeste fyr. Hans meget unge kone har fået en ny nyre fra sin mor, og det er gudskelov blevet en succes,« siger han.

I morges talte tjeneren i lang tid om, hvad der var sket. Ole Henriksen spiste sin havregrød imens, for at den ikke skulle blive kold, men lyttede. Man skal altid give sig tid, man skal vise andre respekt, og småsnak hører til livets store glæder, siger han.

Født glad

Restauranten på Sankt Petri er en platform midt i huset med trapper den ene vej op til hotelværelserne og den anden vej ned til foyeren. Engang rummede bygningen Daells Varehus, der forhandlede Københavns billigste kasseroller, viskestykker, stegepander og lagner i et virvar af en rodebutik med gamle knagende rulletrapper, der forbandt de labyrintagtige etager.  

»Er det ikke sjovt, her købte jeg tallerkener og knive til mit første lejede værelse hos en enke på Vesterbro, da jeg lige var flyttet fra Nibe. Jeg trak min cykel med en madras over styret hele vejen ud til Enghave Plads, og jeg var så stolt og lykkelig,« siger han og spørger:

»Er du også fra Nordjylland? Har du også købt ind i Daells Varehus? My God, vi har jo den samme historie!« 

Måske er Ole Henriksen simpelthen født glad. Glæde har altid været mere naturlig for ham end bedrøvelse, sådan var det også for hans forældre, da han var barn. Ole Henriksens far var arbejder på Nibe Beslagfabrik, hans mor stod tidligt op og gjorde rent i en bank. De boede i en lejlighed med altan i boligforeningen Enggården i Nibe, et rødstensbyggeri med tegltag, flade grønne græsplæner foran og et viceværtpar, der passede ejendommen. Ole Henriksen har en klar erindring om viceværtens overvægtige kone, der vaskede trapperne og i øvrigt ikke så ud til at have det nemt. Hendes mand var gnaven og lugtede af alkohol, de var fattige og havde mange børn. Alligevel var hun glad. Hun sang, når hun lå på sine knæ og vaskede trapper. Når Ole Henriksens mor stødte på hende på trappen, faldt de to i snak. Ole stod med sin mor og besluttede, at sådan en som fru Jessen ville han også være. Det var sådan, hans tilgang til livet skulle være.

Komplimenter kommer trillende

Han husker, at de voksne talte om den glade lille dreng, Ole, og at det var let for ham at leve op til sit glade ry. Der blev grinet meget hjemme i Enggården. Når der blev væltet en gulvspand ved et uheld, eller noget brændte på i køkkenet, skulle situationen helst vendes på hovedet, så man kunne se det komiske i den. Der var ingen ende på de jokes, faderen kunne fortælle, når han kom hjem fra arbejde, og ikke alene kunne han gå på hænder. Han kunne hoppe på hænder. Ole Henriksen elskede at være sammen med de voksne og snakke med dem. Når hans mor serverede kaffe på altanen for sin smukke veninde Jessie, der kom direkte fra frisøren, gav han frit løb for sin betagelse. »Nej, se dine læber, Jessie!« »Nej, din kjole!« Og når han sad på første række henne i skolen ved siden af Karl, og den nyuddannede regnelærer frøken Askehave stod og skrev tal på tavlen, komplimenterede han hendes nye sko og flotte ben. Komplimenterne er altid kommet trillende ud af munden på ham. Det gør de stadig, der opstår sådan en dejlig stemning, når man roser, siger han. 

Ensom i skolegården

Men selv over den glade Oles hoved kunne skyerne samle sig, og det gjorde de, da han og de andre børn kom i puberteten. Han begyndte at få det svært. Det var ikke længere nok at hyggesnakke med de voksne.

På et skolefoto fra 1964 står Ole Henriksen på bageste række, spinkel og et halvt hoved mindre end den mindste af de andre drenge i 7. b. Han har en mørkeblå anorak på, ansigtet har bløde, barnlige træk, og det mørkblonde pandehår er redt til siden. Han smiler forsigtigt og forsvinder næsten ude i billedets venstre side.

Som 13-årig følte han sig ensom. Drengene var begyndt at løbe efter ham med forvrængede stemmer og råb om, at Ole skulle have været en pige, at han lignede en pige, og at han var en tøsedreng. 

De fleste ville ikke noget ondt, men der skulle bare et par stykker til, som gjorde andre bange, så turde de ikke andet end at være med i drillerierne.

I skolegården stod han med ryggen op ad gymnastiksalens væg og ventede på, at frikvarteret skulle være overstået. Han følte ikke længere, han havde no-get tilfælles med nogen. Ingen interesserede sig for tøj, teater og kunst på samme måde som han, og han var ikke god til fodbold.

»Der var perioder som teenager, hvor det var dystert, jeg græd meget, det gjorde så ondt, og som typisk nordjyde holdt jeg det for mig selv, jeg ville ikke ligge nogen til last, jeg ville ikke gøre mine forældre ondt,« siger han.

Han kunne rive sig selv ud af de sorte perioder, når han sagde til sig selv: Ole, du kan godt, og drømte om fremtiden og om at lægge penge til side, så han kunne flytte til København og få en tilværelse som indretningsarkitekt eller måske kunstner. 

Ole Henriksen
Ole Henriksen på trappen til sit hjem. Ole Henriksen beskæftiger sig ikke med it, når han ikke arbejder. Han kunne ikke drømme om at sidde og lede efter ting på youtube eller nettet, for så slapper man jo aldrig af, mener han.

 

Kun til mænd

Ole Henriksen havde hørt voksne tale om modeskaberen, Holger Blom, der havde en søster boende lidt uden for Nibe. Holger Blom var et af 1900-tallets mest respekterede danske modeikoner. Han har udlært modekoryfæer som Erik Mortensen og Jørgen Bender, han designede selskabskjoler til skuespillerne Bodil Kjer og Helle Virkner, og han stod for den daværende prinsesse Anne-Maries brudekjole. Ole var betaget af den store Holger Blom og læste om ham i ugebladet Se og Hør. Men han havde hørt de voksne sige, at Holger Blom kun var til mænd, og at det var noget mærkeligt noget. Han var nok ikke en rigtig mand. Ole Henriksen havde selv bemærket, at han var tiltrukket af drenge. Det var dem, det var mest interessant at brase ind i om vinteren, når der blev løbet stærkt på skøjtebanen.

»Ikke en rigtig mand! Det var i grunden sjovt sagt! Jeg tænkte, hvad betyder det?« fortæller han.

I 1969 var han 18 år. Han havde sparet penge op til en dæksplads på Københavnerdamperen, som den daværende DFDS-færge fra Aalborg hed i folkemunde. Cyklen og to stole, han havde købt brugt fra Nibe Bibliotek, blev pakket ned i lasten og kom med på overfarten, mens han sov i en sovepose på gulvet i en af salonerne. Det var en befrielse. Han kunne være sig selv, og selv om han aldrig havde boet i København før, mærkede han, at han var på vej hjem til sig selv.

Vild dans i Pink Club

I Københavns indre by udforskede han de mødesteder for homoseksuelle, han havde læst om, og begyndte at komme i Pink Club i Gothersgade. Diskoteket for homoseksuelle var helt nyt, det var købt og indrettet i 1968 og kom hurtigt til at virke som en magnet for bøsser, lesbiske og unge, der ikke var homoseksuelle, men opsøgte alt, hvad de oplevede som excentrisk og anderledes. Nu var han mellem mennesker, der havde de samme følelser som han selv. Her kunne han lufte Københavns flotteste frakke, som han havde købt på udsalg hos Nørgaard på Strøget. Her kunne han danse vildt, som han elskede. Her mødte han sin første rigtige kæreste.

»Nej, hvor var det skønt, man kunne det hele, det var sådan en lettelse pludselig at vide, jamen Gud, der er da mange af de her homoseksuelle, ha ha ha, de havde virkelig været gemt bort,« siger han.

Rita med bumserne

Mindre end et år senere var han rejst videre til USA med sin samlever Harvey, en amerikaner, han havde mødt i Pink Club. Og det var i Los Angeles, da han havde etableret sin egen hudplejeklinik, at han oplevede sit livs største vendepunkt. 

Siden han var ni år, havde han arbejdet som mælkebud. Hver morgen klokken fem mødtes han med mælkemanden og kørte med på bilens lad, så han kunne hoppe ned og spæne med mælkeflasker fra hus til hus. Han var arbejdsom og god til at økonomisere, han kunne få ideer og produktudvikle, og han havde forretningssans.

En dag ringede Los Angeles Times til ham med en idé. En journalist havde skrevet en mindre artikel om den danske Ole Henriksen, der selv rørte hudplejeprodukter sammen af blandt andet havregryn hjemme på køkkenbordet og brugte dem til behandling i sin klinik. Ville Ole Henriksen behandle redaktørens assistent Rita, der var voldsomt plaget af akne i hele ansigtet, og ville hehandlingen hjælpe hende? Så ville avisen bringe før- og efter-billeder i søndagstillægget.

Ole Henriksen satsede alt, hvad han havde af energi og talent, på Rita. Han var ved at revne af taknemmelighed over den omtale, der havde sat Los Angeles Times på sporet af ham, og han vidste, at Rita kunne blive et gennembrud for ham i Los Angeles, hvor alle de store stjerner i kæmpevillaerne var afhængige af at se godt ud. Men Ritas hår var fedtet, og huden var rød og bumset. Det var ikke nogen nem opgave, han var blevet stillet, men han ville lykkes med den, og han indledte behandlingen med at sige: Hvor ser du dejlig ud, og løj ikke. 

»Sandheden er, at man kan finde noget dejligt ved alle, og det er vigtigt at sige det højt,« siger Ole Henriksen.

Sylvester Stallone og Madonna som kunder

Da billederne af den forvandlede Rita med kureret acne og nyklippet hår og nyt klædeligt brillestel var blevet sat stort op i søndagstillægget til Los Angeles Times, kimede telefonen nonstop i klinikken i flere uger, Ole Henriksen kunne booke tider et helt år frem, og han begyndte at tage imod tidens store stjerner i klinikken. Den første, der dukkede op, var filmskuespilleren Barbra Streisand, den næste var sangeren Diana Ross. Senere kom de berømte stjerner som perler på en snor: Sylvester Stallone, Nastassja Kinski, Madonna, og det var som en drøm, det var fantastisk, men også skræmmende, siger han. 

»Nu havde jeg jo lige pludselig et kæmpe ansvar for alle de her mennesker, der forventede den samme forvandling som Rita. Når jeg cyklede sent hjem om aftenen gennem rigmandskvarteret Beverly Hills, hvor jeg selvfølgelig ikke selv boede, var jeg så træt, at jeg kunne stå af cyklen og falde i søvn på en af græsplænerne. Men det var ligegyldigt, for jeg var så ubeskrivelig glad, og næste morgen havde jeg jo endnu et projekt, der skulle klares. Kun derfor hoppede jeg aldrig af den cykel, før jeg var hjemme. Det er imponerende, hvor meget energi vi har som mennesker,« siger han.

Aftenbøn

Hver aften udtrykker han sin taknemmelighed med en bøn. Han siger: »Dear God, dear Masters. Jeg vil gerne utrykke min taknemmelighed for endnu en vidunderlig dag. Tak, fordi jeg bliver forkælet. Jeg føler mig virkelig velsignet.« Bagefter sender han tanker til sin mor i Nibe, sin familie og sin samlever siden 1984, Laurences familie, fortæller han.

»Og så beder jeg altid for fred i verden og for de små børn, de nyfødte, de voksne, de ældre og de særlige personer, som jeg har behov for at udtrykke støtte til. Nogle aftener kan det blive en længere pærevælling, andre aftener siger jeg: I må undskylde, det bliver kort i aften, for jeg er så træt.«

Jeg kan blive så glad for et par cowboybukser

Ole Henriksen nærmer sig afrejsen til Los Angeles, han skal hjem til Laurence og den 350 kvadratmeter store villa med gul træfacade i Beverly Hills. Han ser sig selv krydse den amerikanske lufthavn og nærmest løbe hen til bilen, der står parkeret. Han plejer at tage trappen op til huset i spring. Engang skred han, gik i spagat på vej ind ad døren og hørte sine egne bukser revne. Der lå han så i en akavet stilling og havde svært ved at holde op med at grine, for tænk, at han kunne være så klodset og falde så dumt.

Men før han forlader Danmark, skal han runde de nærmeste gader i København efter nogle små specielle nyttige sager, der skal være plads til i den lille rullekuffert. Han elsker nemlig de bløde danske opvaskebørster, man ikke kan købe i USA, og slidstærke uldsokker af det tyske mærke Falke. Og så lige et par pakker vatpinde fra Matas, fordi de er hans favoritvatpinde. 

»Er det ikke interessant, hvordan små ting ofte giver de bedste glæder. Jeg kan blive så glad bare for at finde et par gode cowboybukser, jeg kan bruge til næsten alt. Jeg tror, at vores behov er ret så enkle,« siger han og giver et eftertrykkeligt knus, før han flyver op ad trapperne mod hotellets værelser og er væk som en fe på et øjeblik.

At sige farvel til Ole Henriksen er at lægge an til landing, før man skal ud i det skarpe vinterlys, tilbage til de fladtrådte sko, den almindelige mellemfornøjelse og tog, der ikke vil køre til tiden. Men resten af dagen bliver smilemusklerne alligevel ved med at hive i kæberne, og man får lyst til at komplimentere den første sagesløse billetkontrollør, man møder. •

 

5 Hurtige spørgsmål

Hvad er den bedste kur mod tømmermænd?

»Masser af vand. Drik mindst tre store glas i timen. Fyld også gerne vaskekummen med isterninger, læg vaskekluden ned og hold den fast mod ansigtet.«

 

Hvornår er det okay at lyve?

»Det er aldrig okay. Det er slet ikke nødvendigt. Da jeg skulle immigrere i USA, skabte det mange problemer for mig selv, at jeg fortalte om min seksualitet, men jeg er glad for, at jeg fortalte sandheden.«

 

Hvad er din kæreste ejendel?

»Halskæden med et kors, jeg har fået af Laurence. Jeg bærer det hver dag. Det er så smukt.«

 

Hvem beundrer du mest?

»Hillary Clinton. Hun har et stort hjerte og er en knivskarp politiker. Og så er der bare noget blidt og smukt over hende.«

 

Hvilken bog har betydet mest for dig?

»Den hedder Many Lives Many Masters og handler om reinkarnation. Jeg læste den i en periode, hvor jeg boede i Indonesien. Der er ideen om reinkarnation en del af kulturen. Og jeg synes, det var meget beroligende, at man aldrig skal være bange for at dø.«

 

Sagt om Ole Henriksen:

Ole Juncker, journalist og medvirkende i tv-programmet Jeg vil være Ole Henriksen:

Jeg mødte Ole i forbindelse med boligprogrammet Liebhaverne, hvor Ole kom for at kigge på et sommerhus i Sejerøbugten. Jeg blev blæst helt bagover af hans livsglæde. Vi kørte halvanden time frem og tilbage, hvor Ole spurgte meget ind til både mig og chaufføren. Oppe ved sommerhuset sprang han ud af bilen, omfavnede en af mine tv-kolleger og udbrød: »Nej, hvor ser du bare dejlig ud.« Det blev en fantastisk dag, og i produktionen blev vi enige om at lave en serie med ham. Folk spørger tit, om han virkelig er så glad, og der er selvfølgelig tidspunkter, hvor han kan være afdæmpet eller blive irriteret. Men sagen er, at efter fem minutter er han videre. Det interessante for mig er, hvordan han kan rumme de samme følelser som alle os andre og alligevel evner at være så positiv og komme videre lynhurtigt. Det er typisk for ham, at han efter en lang dag på optagelser, hvor der har været teknisk bøvl, siger: »Så laver vi bare noget endnu bedre i morgen.«

 

Peter Gantzler, skuespiller, og medvirkende i tv-udsendelsesrækken Ole Henriksens Hollywood:

Ole Henriksen er ægte. Det er nok det mest overraskende for en dansker. Typisk tror vi jo, at al den glæde må være for god til at være sand, og at det nok bare er overflade. Men han er vitterligt et meget sødt og omsorgsfuldt menneske, hvilket jeg kun fik bekræftet ved at være sammen med ham i flere dage. Han forandrede sig ikke, han ville simpelthen det bedste for andre. Han har succes og er styrtende rig, og succesen bruger han til at sprede glæde. Han har ikke altid haft det nemt, men har en viljestyrke og en fremdrift, de fleste af os kan lære meget af. Så thumbs up for Ole Henriksen.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Spis bare dåsefisken

Let bare låget på tundåsen og makrellen i tomat, også hvis du er gravid eller ammer, siger lektor Lotte Lauritzen, Københavns Universitet. Hun arbejder blandt andet med sundhedseffekterne ved fisk
Af Inger Abildgaard | Foto: Mew | 27. februar 2015
Dåsefisk
Danskerne anbefales at spise 350 gram fisk om ugen, heraf 200 gram fed fisk som laks, ørred, makrel og sild. Alle former for fiskeprodukter tæller med, også fiskefrikadeller, frossen fisk, fisk på dåse som torskerogn, tun og makrel, rejer og muslinger.

Kvinder frygter fisk

Kvinder har en overdreven frygt for kviksølv i fisk, mener forsker Lotte Lauritzen. Især gravide og ammende kvinder holder sig tilbage fra fisk som tun og makrel, så længe de er gravide eller har spædbørn, og det er ærgerligt, for på den måde går de glip af vigtige fedtsyrer og andre sunde stoffer i fisken.

Lotte Lauritzen er lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og arbejder med sundhedseffekter af fisk blandt andet i forhold til børns vækst og udvikling. Hun vil have kvinder til at spise mere fisk, 90 procent af befolkningen spiser nemlig mindre fisk end de 50 gram om dagen, som anbefalingerne lyder på. Danskernes gennemsnitsforbrug af fisk er på ca. 20 gram om dagen. Lotte Lauritzen har foretaget undersøgelser, der viser, at kvinder spiser mindre fisk, når de er gravide og ammende. Bagefter genoptager de forbruget. Hendes undersøgelser viser også, at mange bliver desorienterede og forvirrede over kostråd, der på den ene side anbefaler at spise fisk, og på den anden side advarer mod for meget fisk. Komplicerede fiskeråd får kvinder til helt at undgå fisk, mener Lotte Lauritzen.

Danske kvinder er ikke i nærheden af et overforbrug af fisk

Vi anbefales at spise 350 gram fisk om ugen, heraf 200 gram fed fisk som laks, ørred, makrel og sild. Alle former for fiskeprodukter tæller med, også fiskefrikadeller, frossen fisk, fisk på dåse som torskerogn, tun og makrel, rejer og muslinger. Samtidig advares gravide og ammende mod at spise rovfisk som helleflynder, sværdfisk og tun og anbefales højst at spise en almindelig dåse tun eller 100 gram rovfisk om ugen, fordi de kan indeholde kviksølv. Den anbefaling fokuserer på sikkerhed, men tager i mindre grad højde for de reelle risici i befolkningen, mener Lotte Lauritzen.

»Det er rigtigt, at giftige stoffer som kviksølv ophobes i fødekæden og potentielt kan give et problem for hjernens udvikling hos et foster eller et spædbarn, men faren for at danske kvinder skal få retarderede børn af at spise tun på dåse svarer til at stå ude ved Vesterhavet og vente på tsunamien. Der er måske en teoretisk risiko for, at den dukker op, men sandsynligheden er meget lille. Danske kvinder er ikke i nærheden af et overforbrug af fisk,« siger Lotte Lauritzen.

Dåsefisk er unikke fødevarer

Fede fisk som tun, makrel og sild indeholder fire sunde stoffer: omega-3 fedtsyrer, D-vitamin, jod og selen, som gør dem unikke som fødevarer, fordi de er næringsstoffer, der generelt er en mangelvare i vores kost. Da vores forbrug af fisk ligger under det anbefalede, er vi mere i fare for at mangle fiskens sunde stoffer, end for at have et problem med hjerneudvikling på grund af kviksølv, mener Lotte Lauritzen. Faktisk er der meget, der tyder på, at et for lavt fiskeindtag også kan lede til problemer med hjerneudviklingen.

De langkædede omega-3 fedtsyrer kan vi kun få fra fisk. De kaldes også de marine omega-3 fedtsyrer. De forebygger hjertekarsygdomme, men spiller også en vigtig rolle for vores hjernefunktion og reproduktion. Muligvis nedsætter de også risikoen for udvikling af Alzheimers, depressioner og astma.

Der findes også omega-3 fedtsyrer i vegetabilske produkter som raps-, soya- og hørfrøolie, men om du så drikker nok så meget hørfrøolie, dur den ikke som erstatning for fiskens fedtsyrer. Hørfrøolie indeholder nemlig en kortere-kædet omega-3 fedtsyre, som kun bidrager lidt til, at vi får de vigtige langkædede omega 3-fedtsyrer, forklarer Lotte Lauritzen.

Slap af med din sildepostej

Hun opfordrer derfor til at spise sildemadder, sildepostej, makrel i tomat eller laksepostej og slappe af, fordi de sundhedsgavnlige effekter af omega-3 fedtsyrerne overstiger de eventuelle negative effekter fra tungmetaller.

»Mad skal være en nydelse og et hyggeligt samlingspunkt. Det skal ikke være en videnskab at spise fisk på en sund måde. Måske skulle man nøjes med at sige: Spis fisk flere gange om ugen, og spis mange forskellige slags fisk,« siger Lotte Lauritzen. •

Samvirke samvirke@fdb.dk

Skriv ind: Jeg læser op af min teenagedagbog

Et nyt selvudleverende fænomen vinder frem i Danmark: Voksne mennesker læser højt af deres teenagedagbøger. Det er sjovt, flovt og meget gribende. Samvirke vil også gerne høre uddrag fra din teenagedagbog, så hvis du vil lade os høre lidt af dine dagbogsnoter fra teenagetiden kan du skrive dem ind nedenfor.
Af Liv Mygind | 26. februar 2015
Pige med dagbog
»Jeg vil enten være Boy George, Michael Strunge eller Anne Marie Helger, når jeg bliver voksen,« skriver Tomas Lagermand Lundme, der var teenager i 80ernes København.

Unge menneskers ærlige og pinlige tanker

»Mor har repareret min cykelhjelm, så nu kan jeg køre med den igen – fucking bitch!« 

Sådan skrev Signe Tobiasen i sin dagbog, da hun gik i 7. klasse. Hun boede i den midtjyske by Odder og var kendt for sit temperament. Og hun hadede at køre med cykelhjelm, fordi det ødelagde frisuren. I dag er hun 23 år og studerer på det rytmiske konservatorium. Hun har fundet sine gamle, vrede dagbøger frem fra kælderen for at medvirke i DR3-programmet Kære Dagbog, der bliver sendt her i foråret. Her læser 32 voksne højt fra deres teenagedagbøger.

»Det overraskede mig, at der var så meget fra mit 12-årige jeg, jeg kunne genkende. Jeg har virkelig kort lunte. Så var det flovt at genlæse, tænk sig, at jeg har været så strid over for min mor. Men mest af alt er det sjovt, og det var fedt at mærke, at publikum grinede og havde det sjovt, men også, at de krummede tæer på mine vegne,« siger Signe Tobiasen.

Fænomenet med, at voksne læser op af deres teenagedagbøger, kaldes i USA for mortified, der betyder ydmygende. I 2002 begyndte folk at mødes i Los Angeles og læse højt af deres selvudleverende beretninger fra den pubertære tid. Sidenhen er det blevet til store liveshows, der finder sted i alle amerikanske stater og flere steder i Europa. Her mødes folk og griner, krummer tæer og tørrer en tåre af kinden, når de hører de ærlige beretninger fra det svære 13-19-årige liv. 

På Nørrebro Teater i København har de også taget ideen til sig, og fra marts til maj vil man kunne opleve flere aftener, hvor voksne udleverer sig selv som unge. Opførelsen kaldes: En pinlig affære. En af initiativtagerne til oplæsningerne hedder Stinne Skovbjerg, og hun skrev i sin dagbog i 1990:

»Kære Dagbog, jeg har lige været oppe at skændes med far og mor. Jeg må ikke en skid. De er kraftedeme nogle svin.«

Dengang var hun 14 år og boede i en lille landsby nord for Aarhus. Hun var meget retfærdighedssøgende, og dyrplageri og den urimelige behandling af Michael Jackson i pressen gjorde hende rasende. I dag er hun 39 år og har de seneste par år publiceret brudstykker af sin teenagedagbog på facebook. Disse teenagetanker er blevet til bogen Teenagedagbogen - til helvede med fortiden, hvor hendes teenageliv fra 14 til 17 år kan læses råt for usødet.

Ærligheden fascinerer

Når dagbøger bliver skrevet, er det ikke med henblik på, at de nogensinde skal læses højt. Tværtimod. Mange af bøgerne har lås og er gemt væk bagest i skabet.

»Jeg tror helt sikkert, at der er noget over den hudløse ærlighed og autenticitet, der rammer publikum, når de hører dagbøgerne læst op. For når du skriver om dig selv i dag, er det ofte iscenesat – måske på facebook. Du viser et billede, du gerne vil have, folk skal se af dig. Men det, der står i dagbogen, er de allerhemmeligste og nogle gange grimmeste tanker, som bare må ud, for ellers brænder det dig op indeni,« siger Stinne Skovbjerg om, hvorfor hun tror, dagbogsbølgen er over os. Hun har fået mere sympati og større forståelse for sig selv efter at have genbesøgt sig selv som teenager, og så er det bare sjovt at genlæse sætninger som: »Mig og Louise elsker bare sorte.«

Og det er sjovt at høre virkelige mennesker, der deler deres teenageproblemer, fantasier, angst, håb, neuroser og meget liderlige tanker. Mindre klart er det, hvorfor der overhovedet er nogen, der vil stille op til denne offentlige ydmygelse.

»Jeg synes ikke, det er ydmygende at læse op af de gamle dagbøger. Det er pinligt. Men på en sjov måde. Og det føles ikke som at løbe nøgen ned ad Strøget – kun lidt,« siger Stinne Skovbjerg.

Kvinder skriver mere dagbog end mænd

Der er langt flest kvinder, der stiller op til oplæsningerne, men et par enkelte mænd har også fundet deres hemmeligste bøger frem. 

Tomas Lagermand Lundme er 41 år og forfatter, og han læser op af sin dagbog fra 87, hvor han var 13 år:

»Jeg vil enten være Boy George, Michael Strunge eller Anne Marie Helger, når jeg bliver voksen,« skriver Tomas, der var ung i København og på Amager, og som oftest var sammen med sin lidt ældre kusine. De to gik meget op i at se tynde ud og var desværre blevet unge for sent til at være med i punkbevægelsen, og de frøs for meget uden centralvarme til at være i BZ-miljøet. Han elskede Boy George, fordi han legede med kønnet, Michael Strunges tekster, fordi de var på dansk og det modsatte af Madonna, og Anne Marie Helgers tøj, og at hun turde sige, hvad hun mente.

Tomas Lagermand Lundme vil gerne dele sin teenageusikkerhed med andre og især unge, der måske kan være i en lignende situation, hvor de ikke rigtig føler, at de passer ind.

»Meget af det, jeg læser op, vil ramme nogle drenge i dag, der også gerne vil være drenge på en anden måde end alle de andre. Som ikke spiller fodbold og går til fester. Så kan det være, der er nogen, der støder ind i mig og kan bruge det til noget,« siger Tomas Lagermand Lundme.

Teenageres problemer ligner hinanden

Det er meget tydeligt, hvor altoverskyggende teenagernes problemer føltes, da de stod midt i dem, og det er befriende, at det er til at grine ad 20 år senere. For eksempel at Tomas Lagermand Lundme kunne blive så vred på sin nabo over, at han var blevet Depeche Mode-fan, at han kastede grus på hans vindue og bestilte alt muligt skrammel til ham via et kuponhæfte.

Men de allermest dystre sider af teenagetilværelsen er ikke med i oplæsningerne. Den slags skal behandles uden publikum. Tomas fortæller eksempelvis, at han fik mange tæsk i teenagetiden, og det var et hårdt miljø, han kom i. Men den side af dagbogen læser han ikke op af i tv og på teatret. Her handler det primært om at have det sjovt og at kunne spejle sig i de mange universelle problemstillinger, der går igen på tværs af dagbøgerne: Hvordan bliver jeg populær?, jeg hader mine forældre, jeg vil gerne have det første kys, og hvilken type er jeg egentlig? 

 

Har du fundet din gamle dagbog frem, vil vi rigtig gerne høre sjove eller pinlige eksempler på, hvad du skrev som teenager. Skriv ind nedenfor.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hvorfor hedder det drikkepenge?

Drikkepenge er den ekstra skilling, vi giver, når vi vil påskønne nogens indsats. Læs her, hvad ordet har at gøre med at drikke.
Af Mads Munch Nielsen | Illustration: Rikke Bisgaard | 25. februar 2015
tegnet mand får en leverpostejsmad og en øl til
Med lidt drikkepenge på lommen kunne man skifte gåsevinen ud med en bajersk øl.

Drikkepenge var oprindeligt til at forsøde livet med

Før i tiden fik mange oftest ikke andet end vand til deres mad, men med lidt drikkepenge på lommen kunne det blive til en øl og måske endda en dram til maden.

Drikkepenge var altså penge til at drikke for og til at forsøde livet med.

Drikkepenge var til de tjenende ånder

Man gav drikkepenge til tjenende ånder som påskønnelse, ligesom vi gør det i dag, hvor ansatte på restauranter, hoteller, i barer og taxachauffører er dem, der oftest får en ekstra håndøre.

Dengang kunne tjenende ånder være alle mulige servicerende som for eksempel tjenere, bude, skomagerdrenge, vægtere, målere og andre.

Ordet drikkeskilling er en anden variation af drikkepenge, som ikke er så kendt i det danske sprog mere. Drikkeskillinger var også drikkepenge – bare meget små beløb.

Kilde: Ole Lauridsen, sprogforsker og kendt fra radioprogrammet Sproghjørnet på P4

Samvirke samvirke@fdb.dk

Er drikkepenge afskaffet ved lov i Danmark?

I Danmark giver vi ikke drikkepenge, de er afskaffet ved lov. Sådan lyder forklaringen, men i virkeligheden har vores drikkepengekultur rod i flere forskellige begivenheder.
Af Kristian Herlufsen | Foto: Colourbox | 25. februar 2015
Tjener kommer gående med to tallerkner.
To lovændringer er skyld i, at drikkepenge blev mindre almindelige i Danmark.

Får tjenere en god løn eller ej?

På en ferietur kan betalingssituationen gøre selv en cool dansker svedig. For hvordan er det lige med drikkepenge, når man skal betale for sin saganaki på tavernaen i Grækenland eller paella på solkysten i Spanien?

I mange lande er de ansatte på hoteller og restauranter, taxachauffører og andre i servicebranchen afhængige af de drikkepenge, som kunderne giver for god service.

Du kender det måske fra rejser, hvor du er blevet bedt om drikkepenge, eller fra amerikanske film og serier, hvor de ansatte har brug for drikkepengene for at få en ordentlig indkomst. Når lønnen i servicebranchen er lav, er der større tradition for drikkepenge i landet.

Ingen lov forbyder drikkepenge i Danmark

I Danmark har vi længe været vant til, at drikkepenge ikke er noget, vi går rundt og giver hinanden.

Nogle gange forsvarer vi vores drikkepengekultur med, at drikkepenge er forbudt eller afskaffet ved lov i Danmark, men faktisk har lovgivningen ikke direkte forbudt drikkepenge. I stedet har en række andre ændringer og love påvirket vores drikkepengekultur.

Tjenerne får en bedre overenskomst

Helt frem til slutningen af 1960’erne var det almindeligt, at tjenerne ikke var garanteret en minimumsløn, når de arbejdede på en restaurant eller et hotel. I stedet var de afhængige af de drikkepenge, som gæsterne gav i forbindelse med afregningen for maden.

Da var det god kutyme at lægge 15 procent i drikkepenge til en tjener. I slutningen af 1960’erne indgår Dansk Tjenerforbund og Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører en overenskomst, der sikrer tjenerne en fast løn, mod at drikkepenge formelt set blev en del af regningen.

Kildeskat og prismærkning betød færre drikkepenge

På nogenlunde samme tid skete der 2 lovændringer, der skubbede til afskaffelsen af drikkepenge som udbredt fænomen i Danmark.

Kildeskatteloven blev indført, og loven betød, at fra indkomståret 1970 skulle arbejdsgiverne sørge for at tilbageholde de ansattes skat, inden lønnen blev udbetalt. Ideen om kildeskat ville være svært at håndhæve, hvis man havde tjenere ansat, som man egentlig ikke gav løn, men som levede af ”gaver” fra gæsterne.

På nogenlunde samme tidspunkt skete en ændring af markedsføringsloven og reglerne for, hvordan man skulle angive priser. Det blev gjort tydeligere end tidligere, at alle annoncerede priser skulle indeholde alting, både skatter, afgifter, moms og andre tillæg.

Chefen betaler drikkepengene

Både ændringen af reglerne for prismærkning og tjenernes overenskomst betød, at service nu blev inkluderet i regningen. Så drikkepenge forstået på den klassiske måde som en skilling til tjeneren, som han kunne bruge, nu han ikke fik løn, er afskaffet. Men lønnen er nu betalt af restauratøren, som ved overenskomsten og lovændringerne hævede priserne med i gennemsnit 15 procent.

Så blev drikkepengene afskaffet ved lov? Nej. Ingen lov forbyder drikkepenge i Danmark, men en overenskomst og 2 love ændrede vores traditioner for at give drikkepenge.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Må naboens solceller eller nye tagsten blænde?

Blanke ting som solceller og glaserede tagsten kan give naboer så store problemer med genskin, at de ikke kan være udenfor. Læs, hvad du kan stille op, hvis du blændes af naboens tag.
Af Bolius.dk | Foto: Colourbox | 24. februar 2015
Hustag med solceller på hele den ene side
Flere og flere kommuner er begyndt at stille æstetiske krav til solceller.

Genskind fra nabotaget kan give store gener

Vælger din nabo at skifte tagbelægningen til glaseret og skinnende tegl, er der en risiko for, at du kommer til at opleve store gener. Blanke overflader på taget kan nemlig skabe et blændende genskin på din grund, fordi solens stråler reflekteres, idet de rammer tagfladen.

I værste fald kan genskin fra naboens tag være så kraftigt, at du ikke kan være i haven eller på terrassen i bestemte tidsrum, men er tvunget til at sidde indenfor med nedrullede gardiner.

Udover glaserede teglsten kan solceller, ovenlysvinduer og glastage også give genskin.

Kommunen kan forbyde skinnende ting på taget

Især glaserede tegltage har skabt problemer, og mange kommuner har de senere år forbudt tagbelægningen i lokalplanerne - ofte med ordlyden, at ”blanke eller reflekterende tagmaterialer” ikke må anvendes.

Flere og flere kommuner er også begyndt at stille æstetiske krav til solceller. Her kan der bl.a. være særlige regler for, hvor høj en refleksionsværdi solcellerne må have. Refleksionsværdien er en angivelse af, hvor stor en del af lyset der tilbagekastes, når det rammer et glansfuldt materiale.

Randers Kommune skriver fx i en vejledning til opsætning af solceller, at:

“solcelle/solfangeranlæg bør være antirefleks behandlet med en dokumenteret lysrefleksionsværdi på maks. 7 procent. Ved ikke synlige anlæg kan der tillades højere lysrefleksionsværdi.”

Tjek lokalplanen for at finde ud af, hvilke regler der gælder i dit lokalområde. Eller spørg hos kommunen.

Genskin kan føre til retssag

Selvom der ikke er regler, som forbyder hverken glaserede tagsten eller solceller hos din nabo, kan dine gener være så alvorlige, at naboen bliver pålagt at tage hensyn. Det kræver dog, at du lægger sag an.

I 2010 afgjorde byretten i Aarhus, at en boligejer skulle udskifte de glaserede tegl på taget med en mere mat udgave, da parret på den anden side af hækken havde en forringet livskvalitet pga. den skinnende tagbelægning.

Afgørelsen var uden fortilfælde og blev truffet ud fra de naboretlige grundregler, der giver en krænket nabo ret til erstatning og/eller ophør af den aktivitet, der forvolder ulempen, hvis retten vurderer, at den naboretlige tålegrænse er overskredet. Tålegrænsen er ikke fast defineret, men kræver et konkret skøn i hver enkelt sag.

Hvad kan du ellers gøre for at afhjælpe problemer med genskin fra taget?

Overvej, om problemet er så stort, at det er værd at starte en større nabokonflikt for.

Måske er genskinnet værst i et begrænset tidsrum. Og selvom det er generende i den periode, kan du måske bruge en terrasse på modsatte side af huset eller sætte dig et andet sted i haven i de minutter eller timer, hvor problemet står på.

Undersøg evt. også om en markise, solfilm på vinduerne eller andre former for solafskærmning kan hjælpe. Eller om der er mulighed for at skærme af for solens refleksion ved at plante træer eller buske. Måske kan du endda få naboen til at give et økonomisk bidrag, hvis du finder en holdbar løsning.

Hvad kan naboen gøre?

Allerede inden de glaserede tegl, solceller eller glaspartier kommer på taget, kan naboen gøre en række ting for at mindske problemet med genskin på din grund.

En mulighed er at få en arkitekt til at foretage beregninger af, hvornår og hvor stort problemet med lysrefleksion vil være på din grund. Afhængig af resultatet kan naboen vælge at gå efter produkter, der kan mindske generne.

Fx er det muligt at købe antirefleks-behandlede solceller, som absorberer en større mængde af solens stråler. Ligesom også glas i ovenlysvinduer fås med en lav refleksionsværdi.

Tagsten af ædelengoberede tegl kan desuden være et alternativ til glaserede tegl. De har en halvblank overflade, men er knap så skinnende som glaserede tagsten. 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

7 sjove selskabslege til den runde fødselsdag

Hvis du er til et selskab eller en rund fødselsdag, og festen er i fare for at gå død, eller der er behov for en sjov måde at lære de andre gæster at kende på, kan det være en idé at have en leg i ærmet. Her følger 7 sjove og enkle selskabslege, der kan sætte gang i løjerne. 
Af Kristian Lauritzen | Colourbox | 24. februar 2015
Kage med mange små lys i
Selvom der er mange lys i kagen, kan man sagten have en aktiv fest. En leg er en god måde at sætte gang i sagerne.

Margretheskål

I Margretheskål gælder det om at gætte, hvilke personer der ligger i skålen.
Hver deltager får flere stykker papir, og på hvert papir skriver du et navn på en kendt person. Det kan være alt fra prins Henrik til Sherlock Holmes eller Superman – så længe du kun vælger navne, du forventer, alle i selskabet kender. Alle disse sedler bliver foldet og smidt i en skål. Spillerne bliver delt op i par, og så begynder legen.

Hvert par får 1 minut til at gætte så mange sedler som muligt. Det foregår ved, at den ene person trækker en seddel fra skålen, som vedkommende skal forklare for den anden, uden at sige hvem personen er. Hvis for eksempel du har trukket Superman, kunne du sige: “Han kan flyve, er usårlig, og hans eneste svaghed er kryptonit.” Spilleren, der gætter, siger navnet på personen eller råber pas, hvis ikke han kan gætte det.

Parret gætter så mange som muligt på denne måde, til tiden render ud.

Lap i panden (hvem er jeg?)

En klassisk selskabsleg, hvor en person på forhånd laver nogle sedler (Post-its) med kendte personers navne på. Alle deltagere får nu klistret en papirlap i panden og skal derefter gætte, hvem de selv er. Det vil sige, at man kan se alle de andres sedler, men ikke sin egen.

Gæt med spørgsmål som "Er jeg en mand?", "Er jeg sportsudøver" og lignende. Den, som gætter sin person først, har vundet.

Paper Telephone

Paper Telephone er et spil, der går ud på at gætte, hvad de andre har tegnet – og at tegne, hvad de andre har gættet.

Første spiller tager et stykke papir og en blyant. Begynd med at skrive en sætning. Det kan være en hvilken som helst sætning, men jo mere præcis den er, des sjovere bliver spillet. Et eksempel kan være “Mand bider hund.”

Næste spiller får sætningen – som holdes hemmelig for alle de andre spillere – og tegner det, som står på sætningen. Tredje spiller tager nu - igen uden at vise til andre - tegningen og må ikke se sætningen.

Tredje spiller skal nu skrive, hvad der er tegnet på papiret. Og sådan fortsætter spillet, med at
den ene spiller skriver, den næste tegner og så videre.

Til sidst lægges alle tegninger og sætninger op ved siden af hinanden. Der er ingen rigtig vinder af Paper Telephone, men det er god underholdning, når man ser, hvordan “Mand bider hund” pludselig kan udvikle sig til “Bordtennis” og på en eller anden mystisk måde ender med måske at blive til “Kænguru, der spiser laks i Rumænien”.

Nye ord i ordbogen - Quiz

Dansk Sprognævn kommer hvert år med en liste nye ord, der optages i ordbogen. Holdene/deltagerne skal komme med deres bud på en forklaring på, hvad ordet mon kan betyde. Et point gives for hver rigtig forklaring og måske også et for den mest fantasifulde.
I 2013 var det blandt andet ord som kønskrans, gastroseksuel, e-damp, og selfie, der blev optaget. 

Tegn en sang

I bliver delt op i 2 hold.

Én bliver udvalgt som sangudvælger. Nu skal en af holdkammeraterne have titlen på en sang og derefter tegne den, så de andre på holdet kan gætte, hvilken sang det er. Når holdet ikke at gætte sangen, inden tiden er gået, får det andet hold chancen for at gætte. Vinderen er det hold, der gætter flest sange inden for den tid, I bestemmer, legen skal vare.

Repræsentanten

Dette er en leg uden ord, men med fagter og gebærder.

Én bliver udpeget til at være den første repræsentant. Vedkommende går uden for døren og kommer ind med en stor kuffert/taske/kasse. Kufferten er tom, men repræsentanten skal nu ved hjælp af fagter og gebærder få de andre deltagere til at gætte, hvad han/hun har i kufferten og er rejsende i.

Det kan eksempelvis være værktøj, som den rejsende forsøger "at sælge", og vedkommende lader derfor, som om han/hun trækker forskellige former for værktøj op af kufferten. Det kan også være en rejsende i legetøj eller dameundertøj. Der er mange muligheder.
Den næste repræsentant er den, som først gætter, hvad den rejsende forsøger at sælge.

Den frække

I stiller en kop eller et glas et sted i lokalet. Dernæst laver I 2 hold. En efter en skal deltagerne sætte en mønt eller en kuglepen i klemme mellem ballerne (uden på tøjet er fint - og gør som bonus legen en del sværere) og gå fra sin plads og hen og lade genstanden dumpe i koppen uden at tabe den på vejen.

Det hold, som rammer koppen flest gange eller tættest på, har vundet.
En fysisk aktiv leg, der kan sætte gang i ethvert selskab, og jo flere deltagere, des bedre.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hvorfor skal jeg give drikkepenge?

I Danmark er personalet på en restaurant ikke afhængigt af drikkepenge for at kunne klare dagen og vejen. Men har du fået en ekstra god service, kan det være en god idé at give lidt, siger erhvervsjuridisk chef i Horesta.
Af Kristian Lauritzen & Birgitte Aabo | Illustration: Rikke Bisgaard | 20. februar 2015
Tegnet tjener står ved siden af et bord med lidt drikkepenge på.
Drikkepenge er en frivillig anerkendelse af god service.

Drikkepenge forventes ikke

I et land som USA er lønningerne for en servitrice eller en tjener som udgangspunkt lave. Derfor er det en del af kulturen, at gæsterne giver drikkepenge til personalet på restauranter og cafeer. Anderledes forholder det sig herhjemme, hvor vi har en række overenskomster, der sikrer en relativt god løn til de ansatte i servicebranchen. Den pris, der er oplyst på et menukort, skal indeholde både moms og afgifter. Derfor forventes drikkepenge ikke.

Undersøgelser viser dog, at omkring to tredjedele af danskerne giver drikkepenge i et eller andet omfang, når de besøger en restaurant. Resten giver sjældent eller aldrig drikkepenge.

Drikkepenge bør gives for den ekstra service

Vil du som gæst give drikkepenge efter et besøg på en restaurant, skal det være, fordi du har fået en ekstra god oplevelse. Det mener Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef i Horesta, der er hovedorganisation for hotel og restaurationsbranchen.

»Drikkepenge er en frivillig betaling for en service, der ligger over middel. Man skal ikke give drikkepenge i forventning om en god service, men bagefter som en anerkendelse af, at man har fået en god behandling,« siger han.

Ifølge Kaare Friis Petersen er der ingen tvivl om, at det da også luner lidt på lønnen for de ansatte. Omvendt skal drikkepenge i sig selv ikke være det, der motiverer de ansatte til at give gæsterne en god betjening.

Drikkepengekutymen er anderledes på café end på restaurant

Drikkepenge herhjemme er i udpræget grad mest aktuelt at give, hvis man er gæst på en restaurant med bordservering.

»Der er jo ingen, der betaler drikkepenge på McDonald's. Det er også sjældent, at folk betaler drikkepenge ved en receptionsdisk på et hotel. Serviceniveauet forventes også at være højere og mere i fokus på en god restaurant frem for på en grillbar eller en kaffesalon,« fortæller Kaare Friis Petersen.

På cafeer er det også mere usædvanligt med drikkepenge end på en klassisk restaurant. Dog er det heller ikke et særsyn, at der ligger en mønt ved siden af kvitteringen, hvis gæsterne har haft en god oplevelse.

Ingen skal tvinges til at give drikkepenge

Mange restauranter har inden for de seneste par år indført en funktion på de mobile kortterminaler, så gæsterne skal svare ”ja” eller ”nej” til at give et beløb i drikkepenge, når de betaler deres regning med dankort. Det mener Kaare Friis Petersen ikke er en optimal model, da det kan sætte gæsten i en ubehagelig situation.

»Det er med til at lægge et pres på gæsten. Og det er der ikke grundlag for hverken juridisk eller på anden vis. For der er som sagt ingen pligt til at give drikkepenge i Danmark,« understreger han.

Kaare Friis Petersen giver personligt selv drikkepenge, hvis han har fået en venlig og kompetent behandling, uden at den har været anmassende eller med forsøg på konstant at sælge.