Samvirke samvirke@fdb.dk

Naja Marie Aidt: Et usentimentalt mandfolk

Naja Marie Aidt er stærk, og stædig. Som stort barn forsøgte hun at slå sine bryster til at gå væk. I dag opfinder hun en ny skrivemaskine, hver gang hun skal skrive en ny bog.
Af Liv Mygind | Foto: Flemming Leitorp | 5. februar 2016
Da Naja flyttede til New York med sine to yngste drenge ud af i alt fire sønner, begyndte en af drengene på high school for immigranter. Han var den eneste hvide dreng på skolen og blev kaldt Snowflake (snefnug, red.)

Grønland er ikke mit land

Vi sidder og taler sammen i en stor og ret mørk lejlighed på Vesterbro i København, som vi har lånt, da det banker på døren. Naja Marie Aidt rejser sig og går ned gennem den lange gang for at åbne. Selvom hun er et lille nips, tænker jeg, at hun er et mandfolk. Selv får jeg kuldegysninger af den slags uventede besøg, men da hun åbner, er det bare pakkeposten. Hun skriver under, men posten kan ikke tyde hendes kragetæer på den lille elektroniske skærm og spørger: »Hvad hedder du?« Hun svarer »Naja« og udtaler Na, som når man siger ‘Nat’, og lægger tryk på ja. [na'ja]. Det er grønlandsk og betyder lillesøster. Selvom hun egentlig er storesøster.

Hun fik sit navn fra det Grønland, hvor hun voksede op i et meget lille træhus i Egedesminde i Diskobugten. Her delte hun værelse med sin lillesøster. De havde en køjeseng, et bord, hvor de tegnede, og en pladespiller, hvor de lyttede til The Beatles og Flyv så mand af Benny Andersen og historier fra Det Lille Teater. Naja Marie Aidt kan specielt huske Ali Baba og de fyrretyve røvere og Den Hæse Drage, og at skuespiller Maria Stenz var en af stemmerne.

»Jeg gør ikke krav på noget, der er grønlandsk. Det er en del af min historie, men det er ikke mit land, det er grønlændernes land. Da jeg var barn, forstod jeg ikke min egen hvidhed, for der var både grønlandske og danske børn, og vi legede bare sammen. Jeg gik ikke op i det. Først mange år senere forstod jeg, at jeg ikke havde nogen ret til det land, jeg var hvid og en del af kolonimagten. Ikke at jeg havde gjort noget forkert. Men jeg var en repræsentant for noget urimelighed,« siger Naja Marie Aidt.

En underkjole i akryl

Egedesminde var et lille samfund. Ud over de små huse var der supermarkedet KGH – Kongelige Grønlandske Handel – en bager, en kirke og senere hen en ny kirke og en ny bager, der ikke duftede helt så magisk som den første. Og så var der Dupi, hvor man kunne købe tøj i nylon og akryl.

Her købte Naja Marie Aidts mor ikke tøj. Hun fik sendt sit eget fra Nørgaard på Strøget, og børnenes købte hun i Danmark om sommeren, eller hun syede det selv. Hun var væver og imod kunststoffer. Men engang fik Naja i et kæmpe raserianfald tvunget sin mor ind i Dupi for at købe en beige underkjole i akryl og et par beige nylonstrømper, som hun brændende ønskede sig. Den stædighed skulle senere komme hende til gode.

Ekstramoderen Donna

Barndomshjemmets møbler var tegnet af Fritz Hansen og Børge Mogensen. Der var tryk på væggene og kokostæpper på gulvene, og når Naja Marie Aidt tænker over det, var det nok ikke så smart med de tæpper. For hendes mor havde astma og var ofte indlagt på sygehuset. Hun kunne ikke trække vejret på grund af alt støvet.

Når hendes mor var indlagt, var Naja og hendes tre år yngre søster Ursula ofte inde hos deres nabo Donna, som egentlig slet ikke hed Donna, men det kaldte de hende. Hun var en ekstra mor for dem. Eller i hvert fald en kvinde, de kendte godt, for de havde ikke mostre og tanter og anden familie oppe i Diskosbugten. Naja Marie Aidt lyser op, når hun fortæller om Donna. Især da hun kommer i tanker om den gang, Donna knækkede sin tand og selv limede den fast igen med Araldit. Det var vinter, og der var for mange fjelde at krydse for at komme til tandlæge. Donna gik også på jagt, hun var enlig mor, og hun kunne fælde et træ.

»Hun kunne alle mandeting. Hun var så sej, hun var mere ligeglad med, hvordan hun så ud, og var meget modsat min mor. Donna var i 30’erne, mens min mor var i 20’erne. Hun var vildt sjov og talte højt og grinede meget og fortalte historier. Hun var alene og havde ingen mand.

Da vi flyttede til Danmark, købte mine forældre et hus sammen med Donna ude i Vangede, hvor vi boede i en form for bofællesskab. Min mor flyttede, da mine forældre blev skilt, men så blev Donna blev boende, og jeg kunne gå ind i hendes værelser og få en leverpostejmad. Hun var en enormt vigtig person i mit liv,« fortæller Naja Marie Aidt.

Pudsede pigeonæbler på juletræet

Hjemme hos Naja pudsede de pigeonæbler, når det var jul, og hængte dem på træet, og børnenes hjemmelavede julepynt var ikke pænt nok til at komme på juletræet. Men hjemme hos Donna var der kravlenisser, farverigt og lidt mere kaotisk. Det var hyggeligt, og Donna gik med praktisk tøj og perlemorsfarvet læbestift. Najas mor havde opsat 60’er-hår, gik med kjole og var mere skrøbelig på grund af sygdommen.

Selvom Naja Marie Aidt i dag ikke kan fælde et træ og aldrig fik lært at snedkerere, til trods for at hendes far prøvede at lære hende det, får jeg fornemmelsen af, at hun er mindst lige så sej som Donna:

Naja Marie Aidt flyttede hjemmefra som 16-årig, fik sit første barn som 18-årig, selvom alle råbte nej og advarede om, at det ville ødelægge hendes liv. Men hendes liv gik ikke i stå. Hun fortsatte derudad. Uden at have andet end en HF-eksamen fik hun et meget velbetalt job og blev produktchef på et pladeselskab, da hun var 24 år.

Digtsamling betød pludseligt farvel til pladebranchen

Men hun sagde op i det sekund, hun fandt ud af, at hun ville være forfatter og havde fået antaget sin første digtsamling hos Gyldendal. Også selvom hun var gravid og havde to børn at forsørge i forvejen og en mand, der ikke tjente så meget. Men beslutningen viste sig – som så mange andre i hendes liv – at være rigtig. I dag er hun en af Danmarks mest anerkendte forfattere, oversat til ni sprog og med en bibliografi, der indeholder alt fra børnebøger til opera, og i de senere år er hun blevet rosende anmeldt i udenlandske medier som Los Angeles Times, Publishers Weekly og World Literature Today. Hun har vundet et bjerg af priser. Blandt andet Nordisk Råds litteraturpris.

Naja Marie Aidt har udgivet mere end 20 bøger. Alt fra filmmanuskripter til poes
Naja Marie Aidt har udgivet mere end 20 bøger. Alt fra filmmanuskripter til poesi, samt teater og en enkelt roman. Hun er oversat til ni sprog. Lige nu er hun aktuel med sine Samlede Digte, der rummer næsten 600 sider poesi

 

Udforsker det maskuline

Efter en række novelle- og digtsamlinger skrev Naja Marie Aidt sin første roman i 2012: Sten saks papir, som blandt andet handler om køn.

»Den har en mandlig hovedperson, og det var spændende for mig at udforske det maskuline. Alle de forventninger, der er til mænd og drenge, og de stereotype roller, man ligesom træder ind i automatisk, uden at man selv har lov at bestemme. Jeg kan huske det meget tydeligt, fra jeg kom i puberteten. Jeg syntes, det var frygteligt at blive til en krop, der var så meget et køn. Jeg kunne lide at være pige, fordi jeg lige så godt kunne være dreng. Jeg voksede op i 70’erne, og vi havde alle sammen det samme tøj og den samme frisure. Grydefrisure. Jeg legede lige så meget med drenge som med piger, men pludselig fik jeg bryster,« fortæller Naja Marie Aidt.

Hun fik et ritual ude på sin mors badeværelse i lejligheden på Nordre Frihavnsgade: Hver aften slog hun på sine bryster for at få dem til at gå væk. Hun ville gerne fortsætte med at være barn, men da brysterne ikke lod sig slå ind, begyndte ungdomslivet, og hun gik med skindjakke og smurte lipgloss på læberne og stak en hårbørste i lommen.

Hun blev aktiv i skolens elevråd og lod vreden, der før var gået ud over skolen og stedfaren, blive til vrede over uretfærdighed i verden, og hun meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom. Hun gik fra at være et »vanskeligt barn« til at være politisk aktiv.

»Og pludselig begyndte drengene at opføre sig anderledes over for mig. Jeg blev genstand for begær. Det gjorde mig rasende, for jeg vidste ikke, hvad det var meningen, jeg skulle gøre med den her krop. Så kunne jeg gå i seng med nogen, så var det åbenbart det, jeg skulle. Det der med at lære at score og charmere, og hele det spil – kønsspillet – det syntes jeg var bizart. Måske var det derfor, jeg fik børn så tidligt, så kunne jeg bruge kroppen til noget fornuftigt,« fortæller Naja Marie Aidt.

Fordi hun fik sit første barn som 18-årig, blev hun allerede farmor som 48-årig. I dag har hun to børnebørn.

Novellemaskiner

Naja Marie Aidts sætninger er som grene, der bliver til nye grene og kviste og hele tiden bliver til noget andet. Hun taber ikke tråden, men vender flere gange tilbage til noget, jeg har spurgt hende om fem minutter tidligere og siger: »Apropos det du spurgte om…«.

Men hun fortæller også, at hun er distræt, og til tider ukoncentreret, fordi der altid foregår noget i underbevidstheden.

»Jeg er ofte mentalt et andet sted, og mine børn kan godt blive ret irriterede på mig, fordi jeg ofte er i en anden verden og bare svarer »mmmmm« og »ja ja«, når de siger noget til mig,« siger Naja Marie Aidt.

Hun kalder det en fagskade, når hun lader, som om hun hører efter, men i virkeligheden tænker på noget, hun vil skrive.

Lige nu skriver hun ikke på noget, men hun har nogle idéer. Hun kan ikke tvinge sig selv til at skrive, så bliver det dårligt. Hver gang hun skal forfatte noget nyt, skal hun først opfinde maskinen: Det er hendes ord for den metode eller stil, hun vil skrive i denne gang.

»Min novellesamling Bavian er helt anderledes skrevet end mine første to novellesamlinger. Det, der tager længst tid, er at opfinde maskinen, men det er også det, der er sjovest. Når først den er opfundet, går det ret hurtigt,« siger Naja Marie Aidt.

Det tog hende to år at opfinde maskinen til novellerne i Bavian og skrive den første novelle Bulbjerg. Da hun havde fundet den rigtige måde at skrive på, skrev hun hurtigt de næste 14 noveller. Hun var inspireret af Steven Kings gyserromaner og blandede metoden med litterær prosa. Hun kalder metoden en kropslig og fysisk prosa. Og det er hårrejsende og skrækindjagende at læse om familien, der farer vild i skoven, og barnet, der bliver hysterisk og falder af cyklen og slår hovedet.

Midt i panikken fortæller manden, at han er utro, og så går konen amok og løber væk fra sin mand og den sårede søn. Der er også den om parret, der bare skal købe ind, men glemmer at betale for et par poser slik. Kvinden bliver anklaget for tyveri, og manden mister selvbeherskelsen, og de ender som nogle helt andre mennesker, end da de gik ind i butikken.

Hvor det tog Naja Marie Aidt to år at finde formen og skrive den første novelle, tog det hende kun én nat at skrive den sidste novelle i Bavian, der sågar er den længste tekst. Den handler om et lille myggestik, der bliver til en byld, der fører til hospitalsindlæggelse og hjernebetændelse.

Myggestik er en ubehagelig historie

»Da jeg gik i seng om morgenen efter at have skrevet hele natten, følte jeg, at jeg selv var blevet syg af at skrive den. Jeg havde det virkelig dårligt i kroppen og følte angst, fordi det havde været en kraftanstrengelse at skrive den historie,« siger Naja Marie Aidt.

Det er anderledes med digte. De lader sig ikke på samme måde bringe på formel. Derfor kan hun heller ikke opfinde en digtmaskine.

»Digtene kommer ikke dryssende 50 ad gangen. Det er, som om jeg skal genfinde poesien, hver eneste gang jeg skal skrive en digtsamling,« siger Naja Marie Aidt.

Da jeg spørger Naja Marie Aidt, hvad hun håber, Samvirkes læsere vil tænke over, når de har læst dette interview, siger hun, at I skal tænke over, om I udfolder jer. Hun opfordrer jer til at deltage i fællesskabet og ikke gå så meget op i, om I har et veldækket bord med musselmalede tallerkener. For det er vigtigere at se sine venner og være en del af et fællesskab end at være perfekt.

Det er hermed givet videre til jer.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Blive klogere på parabenerne: sandt og falsk om parabener

Kan parabener være farlige? Det er et spørgsmål, der har været heftigt diskuteret i flere år. På grund af uenighed blandt forskerne spiller frygten for parabener stadig en stor rolle hos mange forbrugere, når der handles cremer, makeup og andre kosmetiske produkter – også selv om flere parabener er blåstemplet af myndighederne
Af Emma Libner | Foto: Colourbox | 3. februar 2016
Kvinde kigger på cremer i supermarked
Mange af de konserveringsmidler, man erstatter parabenerne med, kan være sundhedsskadelige på anden vis, for eksempel ved at være allergifremkaldende.

Parabener er potentielt hormonforstyrrende

Parabenerne har været kendt siden 1920’erne og har i mange år været anvendt som konserveringsmiddel i kosmetiske produkter, fordi de forhindrer en række bakterier og svampe i at sprede sig i eksempelvis shampoo, cremer og makeup.

Siden 2004 har parabenerne været under mistanke for at være hormonforstyrrende og står derfor noteret på EU’s liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer. Det er en af grundene til, at parabenerne har været i modvind de sidste 10 år.

Listen over potentielt hormonforstyrrende stoffer indeholder flere hundrede stoffer, som skal undersøges yderligere.

Men selvom der kun er tale om en mistanke, der skal undersøges yderligere, har mange af stofferne på listen fået et dårligt ry, forklarer Anne-Dorte Mathiesen, bromatolog og formand for Danish Beauty Award, som er Danmarks største prisuddeling for skønhedsprodukter.

»Mange organisationer har gjort listen til en liste over stoffer, der skulle undgås. Det blev en slags hetz mod parabener,« siger hun.

Grænseværdier som en sikkerhed

I dag er det tilladt at anvende fire forskellige parabener i kosmetiske produkter inden for EU: methyl-, ethyl-, propyl- og butylparaben. Der er fastsat grænseværdier for brugen af alle parabener i kosmetiske produkter.

Men på trods af risikovurderinger og grænseværdier lever frygten for parabener videre, siger Anne-Dorte Mathiesen:

»Selvom EU og eksperterne siger, at parabenerne er sikre at bruge, er forbrugerne alligevel så oprørte, at de fravælger parabenerne.«

Videnskabelige beviser mangler

En stor del af vores viden om parabener bygger på dyreforsøg, som indtil 2013 var lovlige i EU. Ifølge Anne-Dorte Mathiesen er det dog problematisk at sammenligne den menneskelige sundhedsrisiko med de resultater, vi har set i forsøg med dyr.

»I dyreforsøgene har man sprøjtet dyr med parabener, men mennesker sprøjter jo ikke parabener ind under huden i mængder som 20 kg bodylotion om dagen,« siger hun.

EU’s videnskabelige komite for forbrugersikkerhed har anslået optagelsen af parabener gennem huden til at være 3,7 pocent. De estimerer samtidig, at et voksent menneske dagligt udsættes for 17,4 gram kosmetiske produkter. Spørgsmålet om, hvor mange parabener vi mennesker optager, diskuteres dog stadig i videnskabelige kredse.

Hellere være på den sikre side

Vi kan altså ikke med sikkerhed vide, hvor stor påvirkningen af parabener er hos mennesker. Det er heller ikke nødvendigvis det enkelte produkt alene, der kan være skadeligt, men kombinationen af flere. Ved kombinationseffekter arbejder flere stoffer sammen og får på den måde i nogle tilfælde en skadelig effekt.

Derfor opfordrer seniorrådgiver i Det Økologiske Råd Lone Mikkelsen til, at vi forholder os skeptiske over for de kemikalier, vi dagligt kommer i kontakt med. Både for vores egen, vores børns og miljøets skyld.

På baggrund af forsigtighedsprincippet ser hun og Det Økologiske Råd derfor helst, at alle parabenerne helt erstattes af fornuftige alternativer, alene fordi der er en »meget stor bekymring« omkring brugen af parabener i kosmetiske produkter.  

»Man kan selvfølgelig ikke overføre resultater fra dyreforsøg direkte på mennesker, men man kan have en bekymring, og den bekymring bør man tage alvorligt,« siger hun og peger på, at hormonsystemet kan forstyrres af selv meget små doser af kemiske stoffer, også kaldet lavdosiseffekten.

Alternativer kan være endnu værre, men også bedre

Når vi alligevel anvender parabener i kosmetiske produkter, skyldes det, at parabenerne, modsat mange andre konserveringsmidler, der anvendes i industrien, kun sjældent er forbundet med allergiske reaktioner.

Af den grund er parabenerne blandt andet tilladt at bruge i produkter mærket med Astma-Allergi Danmarks Blå Krans. 

»Mange af de konserveringsmidler, man erstatter parabenerne med, kan være sundhedsskadelige på anden vis, for eksempel ved at være allergifremkaldende, og den erstatning er naturligvis uacceptabel,« påpeger Lone Mikkelsen.

»Men der findes fornuftige måder at udfase parabenerne på. Vi kender produkter, som både er fri for parabener, og som har fået Astma-Allergi Danmarks Blå Krans. Det er disse produkter, vi anbefaler forbrugerne,« understreger hun.

Fakta: Hvad er parabener?

Parabener er en fælles betegnelse for en række konserveringsmidler, der blandt andet bliver brugt i kosmetiske produkter, lægemidler og fødevarer.  I kosmetik (herunder shampoo, makeup og cremer) kan i dag anvendes 4 forskellige parabener:

  • methyl-,
  • ethyl-, 
  • propyl- og 
  • butylparaben 

Lovgivning om parabener er harmoniseret i EU, så samme regler gælder for alle medlemslande.

Fakta: Sådan undgår du parabener

> Gå efter produkter, der er mærket med det nordiske miljømærke Svanen.
> Læs indholdsdeklarationen og undgå produkter, der indeholder ingredienser med ordet “-paraben”.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Derfor skal du holde øje med dit tis

Ligner dit tis en mørk porter, bliver det grumset, eller lugter det grimt? Det kan skyldes noget, du har spist, medicin, du har indtaget, eller sygdom. Holde øje med, hvad du afleverer i toiletkummen, og kend dit tis.
Af Inger Abildgaard | Illustration: Rikke Bisgaard | 3. februar 2016
Mænd ved pissoir. Illustration af Rikke Bisgaard
Tis bør ikke lugte - eller have andre farver end let gul eller hvidligt. Har du mistanke om problemer, skal du kontakte din læge.

Dit tis er lysegult og klart

Lysegult og klart tis med en farve som citronsodavand er normalt tis. Om morgenen er farven lidt mere mørkegul end ellers, fordi dit tis er mest koncentreret om morgenen, hvor du ikke har drukket væske eller tisset jævnligt. Hvis dit tis er gennemsigtigt, behøver du måske ikke at drikke helt så meget vand, som du gør. Så hvis du føler dig helt udspilet af vand, kan du godt skære lidt ned på mængderne, hvis du har helt klart, farveløst tis.

Mørkegult tis – drik mere vand

Mørkegult tis kan være det første, du tisser om morgenen, men mørkegult tis, der kommer op ad dagen kan være et tegn på, at du får drukket for lidt. Drik mere vand, fastsæt eventuelt et par pauser, hvor du henter vand og drikker det, og hold øje. Har du et vedvarende problem med mørkt tis grænsende til det lysebrune, skal du søge læge. Det kan være tegn på sygdom og infektioner.

Rødt tis

Nogle mennesker får et chok første gang, de oplever rødt tis efter at have spist mange rødbeder. Andet, der farver tisset rødt, kan være brombær, blåbær eller rabarber. Hvis dit røde tis ikke kan forklares med, at du har spist rødbeder, brombær, blåbær eller rabarber, kan det være tegn på blod i tisset, og du skal bestille tid hos lægen. Blod i tisset kan være tegn på sygdom eller et forstadie til kræft. 

Brunt tis

Ligner tisset en mørk porter, kan det være tegn på leverskader, gulsot, hepatitis eller anden sygdom. Gå til lægen.

Grumset tis

Er dit tis grumset eller plumret, kan det være tegn på blærebetændelse. Blærebetændelse er mere almindeligt for kvinder end for mænd. Blærebetændelse kan skyldes kolibakterier. Det er tilrådeligt, at kvinder tørrer sig forfra og bagud efter toiletbesøg og undgår at føre tarmbakterier til urinvejene. Blærebetændelse kan også skyldes, at blæren er slap, og der er en lille rest tilbage, når du har tisset. Andre tegn på blærebetændelse er, at du tisser små sjatter næsten hele tiden, at tisset føles som glasskår i urinrøret, og at det har en ubehagelig lugt. Smerter, når du tisser, kan også skyldes klamydia eller gonore. Dårlig lugt, når du tisser, kan hos kvinder betyde betændelse i skeden.

Grønt tis

Stort indtag af B-vitaminer kan medføre en iøjnefaldende grøn farve i tis.

Orange tis

Spiser du mange gulerødder eller drikker masser af gulerodsjuice, kan det sætte spor i dit tis som et orange skær.

Blåt tis

I nogle typer medicin bruges stoffet methylenblåt, som kroppen ikke kan nedbryde. Derfor bliver det udskilt direkte i tisset og kan ses som blå farve.

Tis med sød lugt

Tis med sød lugt kan være tegn på højt blodsukker eller diabetes. Det kan også være tegn på, at du har indtaget mange meget søde næringsmidler enten i form af læskedrikke, slik eller kager. 

Tisset lugter svovlet

Du spist asparges, som giver tisset en kraftig lugt på grund af svovlholdige stoffer i asparges. Asparges kan lugtes i din urin allerede en halv time efter, du har spist dem. Friske asparges giver særlig meget lugt, og hvide asparges giver mere lugt end grønne. Jo længere aspargesene koges, jo mere ødelægges svovlforbindelserne, der får dem til at lugte. Kun cirka halvdelen af os er i øvrigt i stand til at opfange lugten fra asparges.

Hos mænd: Strålen bliver slap

Mænd, der tisser slapt, kan have problemer med forstørret prostata. Prostatakirtlen, der producerer den væske, sædcellerne svømmer rundt i, sidder omkring den øverste del af urinrøret, og med alderen kan kirtlen vokse og komme til at trykke på urinrøret.

Kontakt altid lægen, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er syg

Kun din læge kan svare på, om du fejler noget. Hvis du har mistanke om sygdom på baggrund af farven på eller lugten af din tis, bør du kontakte din læge.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Sådan melder du dig ind eller ud af folkekirken

Du kan melde dig ud af folkekirken online, men du skal i nogle tilfælde møde op, hvis du skal meldes ind i folkekirken. Det er altid gratis at melde sig ind i og ud af folkekirken.
Af Liv Mygind | Foto: Colourbox | 3. februar 2016
Når du bliver døbt, bliver du automatisk medlem af folkekirken. Du kan også melde dig ind, hvis du ikke er medlem - eller har fortrudt din udmeldelse.

Du bliver automatisk medlem, når du døbes

Når et lille barn døbes, bliver det automatisk medlem af folkekirken. I 2014 blev 41.443 indmeldt i folkekirken. Heraf var 6.592 over 1 år. Langt de fleste bliver altså meldt ind i forbindelse med deres barnedåb. 

Sådan bliver du medlem, hvis du ikke har været medlem før

Man skal være døbt for at være medlem af folkekirken. Når man bliver døbt, bliver man automatisk medlem. Hvis man er døbt i et andet kristent trossamfund, kan man blive medlem af folkekirken ved at henvende sig skriftligt til præsten i sit sogn.

Hvis du gerne vil i kontakt med en præst i dit sogn, kan du udfylde denne formular. Så bliver du kontaktet af den rigtige præst.

Sådan bliver du medlem igen, hvis du tidligere har været medlem

 

Hvis du har været medlem af folkekirken, men har meldt dig ud, kan du gratis og nemt blive medlem igen. Hvis du gerne vil genindmeldes, eller i det hele taget indmeldes, skal du tage kontakt til den lokale sognepræst eller dit lokale kirkekontor, forklarer Ellen Aagaard Petersen, der er redaktør på folkekirken.dk.

Du skal i kontakt med din lokale præst

Præsten vurderer, om det er nødvendigt, at man skal mødes ansigt til ansigt før genindmeldelsen. Præsten kan opfordre til at mødes, hvis man eksempelvis har været medlem af et andet trossamfund. 

Medbring din navneattest 

Hvis du har din navneattest, skal du medbringe den, når du vil genindmeldes. Hvis den er bortkommet, kan du bestille en ny på hjemmesiden personregistrering

Sådan melder du dig ud

Hvis du vil melde dig ud af folkekirken, skal du skrive et brev eller en e-mail til den kirkebogsførende præst i dit sogn, hvor der står, at du gerne vil meldes ud. Du finder dit sogn og præstens adresse ved at indtaste din adresse på sogn.dk. Hvis du bor i udlandet, skal du melde dig ud i det sogn, hvor du boede sidst.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Gode apps - få styr på din menstruation og bliv bevidst om din cyklus

Hvad enten du ønsker at være gravid eller gerne vil undgå det, er der gode grunde til at få en app, der kan gøre dig klogere på din cyklus. En menstruations-app kan også hjælpe dig til at genkende din PMS.
Af Liv Mygind | Foto: Colourbox | 1. februar 2016
Med apps kan du bedre holde styr på din ægløsning og dit humør

Menstruations-apps findes i flere varianter

Der findes et hav af forskellige menstruationskalendere til mobiltelefonen, der hjælper dig til at holde styr på din menstruationscyklus. De kommer i lyserøde varianter med nuttede ikoner, og i de mere videnskabelige udgaver, der går mere faktuelt til sagen. Fælles for dem er, at du kan registrere, hvornår du bløder, og få overblik over din menstruationscyklus.

Clue - dansk app, med videnskabelig tilgang. Her kan du fra- og tilvælge, hvor meget du vil registrere. Du kan tilvælge at registrere, hvornår du har sex, din vægt, dit humør og eventuelle sygdommes og symptomer mm

Always - hvor du også kan tjekke dine ugentlige horoskoper. Og som også giver dig informationer fra producenten Always om bind med mere.

Holder styr på, hvornår du bløder

De forskellige apps har en standardindstilling, hvor en cyklus typisk er 29 dage. Men så snart du har brugt appen en månedstid og registreret to menstruationer, begynder appen at genkende et mønster i dine menstruationer,, og den vil forudse, hvornår din næste menstruation kommer. Alt afhængig af, hvor stabil din cyklus er, kan appen forudse præcis, hvornår du får din menstruation. Du kan følge med i din cyklus på telefonen, og det vil aldrig mere komme bag på dig, hvornår du bløder.

Få tjek på din ægløsning

Der kan være stor forskel på, hvornår kvinder har ægløsning i løbet af deres cyklus. De forskellige apps giver et bud på, hvornår din ægløsning er ud fra et gennemsnit. Du kan også kombinere appens informationer ved at tage ægløsningstests og registrere i appen, hvornår du har haft ægløsning. Så vil appen medregne oplysningen og give et mere præcist skøn over, hvornår din næste ægløsning er.

Du kan tjekke, om dit humør påvirkes af din cyklus

De forskellige menstruations-apps giver også mulighed for, at du kan registrere, hvordan dit humør er, hvor social du er, og hvor ofte du har konflikter. På den måde kan du måske spore, om dit humør ændrer sig i takt med din cyklus. Her skal du være opmærksom på, at PMS (Præmenstruelt syndrom) både kan opstå i forbindelse med de hormonvariationer, der er under ægløsningen, og i dagene op til menstruationen.

Få overblik over dit sexliv

Nogle menstruationskalendere giver også mulighed for,  at man kan registrere, hvornår man har haft sex. På den måde kan man få overblik over, hvor seksuelt aktiv, man er. Det virker måske som en pudsig information at have, men den kan ligefrem være nyttig,, hvis man gerne vil være gravid. Period Diary har denne funktion. Clue har også denne funktion, og her kan du blandt andet også registrere, om du har ubeskyttet sex.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Har du også løjet for dit barn i dag?

Forældre lyver lystigt, når de vil undgå kæledyr i hjemmet eller overtale et barn til at spise grøntsager. Selvom løgnen er harmløs, bør den ikke blive et dovent kneb, lyder det fra familiepsykolog
Af Mette Iversen | Illustration: Rikke Bisgaard | 29. januar 2016
Hvide løgne bruges til børn. Illustration af Rikke Bisgaard.
Du får prinsessehår, hvis du spiser masser af salat. Sådan en løgn, har forældre fortalt deres børn. Men du skal overveje, hvad du lyver om, lyder det fra psykolog Heidi Agerkvist.

Da marsvineeventyret måtte få en ende

Da Agnes fyldte seks år, fik hun to marsvin af sin mor og far. De to gnavere vakte først lykke, men da nyhedens interesse havde lagt sig, begyndte Agnes at blive ret ligeglad med kæledyrene. Mor Dea Skov indså, at hendes fødselsdagspåfund ikke rigtig havde været en succes, og sammen med sin mand besluttede hun efter et år, at marsvineeventyret måtte have en ende. Den beslutning skulle vise sig at forvandle de to forældre til løgnhalse.

En naturlig anledning til at slippe af med dyrene kom, da det ene marsvin efter en løbetur i den fælles gårdhave på Vesterbro i København vendte hjem med et brækket ben.

Her blev den første løgn bragt i spil. Dea og Rasmus Skov fortalte Agnes, at de tog til dyrlægen med marsvinet, og hvis han ikke kunne operere skaden, måtte kæledyret aflives. 

»Et marsvin kan jo ikke gå med krykker,« lød forklaringen. Men marsvinet kom aldrig til dyrlægen. Forældrene var enige om, at en aflivning hos dyrlægen var for kostbar i både tid og penge, og at de derfor ville klare det selv. Mens Agnes og lillebror var på besøg hos mormor og morfar, fandt Rasmus en stump trækæp frem og gav marsvinet et dødbringende gok i nødden. Det andet marsvins skæbne vender vi tilbage til…

Forældre lyver for deres børn

Det fremgår blandt andet af Samvirkes facebookside, hvor læsere har budt ind med et væld af hverdagens små løgne, der skal få børnene til at spise flere grøntsager, kassere sutten eller holde op med at pille næse.  

Dea Skov fortæller, at sandheden om marsvinenes skæbne ikke så dagens lys, fordi de tænkte, at Agnes ville blive mindre ked at det, end hvis hun blev konfronteret med den barske virkelighed: Nemlig at forældrene var dødtrætte af at passe to kæledyr, som ingen alligevel interesserede sig for, og at de derfor havde besluttet sig for at skaffe dem af vejen.

»Jeg følte mig ansvarlig for at have givet hende dyrene og syntes ikke, hun skulle føle sig skyldig. Men kald det også bare dovenskab,« siger Dea Skov.

Højtidsløgne kan være hyggelige

Ifølge psykolog Heidi Agerkvist, der især beskæftiger sig med børnefamilier, tager børn ikke skade af uskyldige hvide løgne. Traditionsløgne om nisser og påskeharer kan ligefrem være hyggelige indslag i barndommens rige. Ikke desto mindre vil hun ikke blåstemple forældrenes løgne – heller ikke selvom de umiddelbart virker uskyldige.

»Det skal ikke gribe om sig og blive en let løsning, man hiver frem, hver gang det er mere bekvemt. Hvorfor egentlig ikke bare sige sandheden? Grundlæggende må man som forælder spørge sig selv, om man lyver for barnets skyld, eller fordi man er doven og ikke orker at forholde sig til barnets reaktion og en eventuel konflikt,« siger hun. 

Selv mere uskyldige løgne kan have et længere perspektiv. Når barnet – også som voksen – gennemskuer en løgn, kan det spørge sig selv, hvad forældrene så i øvrigt har løjet om.

»Forældre er dem, barnet skal kunne stole allermest på. Desuden bliver det svært at opdrage, hvis man griber barnet i en løgn, når man selv lyver,« lyder det fra psykologen.

Løgne kan skabe forvirring for børn

Men hvor går grænsen for, om en løgn er harmløs – måske endda hensigtsmæssig – eller meningsløs og skadelig?

»Det er svært at definere, om en løgn er harmløs eller ej,« lyder Heidi Agerkvists 

vurdering. Men som en hjælp forsøger hun at dele løgnene ind i nogle kategorier. Som eksempelvis opdragelsesløgne: At barnet får prinsessehår, hvis hun spiser salat, eller at der ikke er grøntsager i sovsen.

»De kan give mening indtil en vis alder – barnet har jo godt af grøntsagerne. Men på et tidspunkt må man spørge sig selv, om det ikke gavner barnet at vide, at i aften spiser vi broccoli, og sådan er det bare. Barnet skal vel lære at spise forskellig slags mad, og at alting ikke altid er, præcis som det ønsker sig,« siger Heidi Agerkvist.

Løgne om at far og mor er allergiske over for kæledyr, eller at kæledyr er forbudt i ejendommen, kalder hun bekvemmelighedsløgne. Forældrene er blevet dovne, mener hun. 

»Måske reagerer barnet og er sur i en uge, når forældrene fortæller, at de ikke vil have kæledyr. Men så har de taget ansvar for deres beslutning, og der er rene linjer,« siger hun.

Historier om, at man får firkantede øjne af at se tv, at der vokser tyggegummi ud af ørerne, hvis man sluger det, eller andre af den slags – udvalget er stort – stempler hun som meningsløs onkelhumor, der kun skaber forvirring i et barns hoved.

De værste løgne er dem, der berører barnets identitet. Som for eksempel når forældre lyver om barnets ophav. For nogle adoptivbørn eller donorbørn dukker sandheden om, hvordan de kom til verden, først op, når de er voksne, og det vil opleves som et stort knæk for tilliden. 

»Når det handler om alvorlige emner som adoption eller skilsmisse, opfordrer jeg til så meget åbenhed som muligt. Små børn har ikke brug for alle detaljer. De kan langt hen ad vejen klare sig med overskrifter, men overskrifterne skal være sande,« siger Heidi Agerkvist.

Det andet marsvin kom videre

Og så tilbage til historien om Agnes’ andet marsvin. For at slippe af med kæledyret rodede Dea og Rasmus Skov sig ud i en ny løgn. Nemlig at marsvin er meget selskabelige dyr, og at det ville være ked af et ensomt liv. Ifølge forældrene ville marsvinet blive gladere, hvis det blev sluppet fri på markerne ved sommerhuset, hvor det kunne møde en masse musevenner og harevenner. Agnes var med på ideen.

Dagen før turen til sommerhuset fik Dea Skov dog kolde fødder: Hun kunne ikke bære endnu et marsvineliv på samvittigheden og satte hurtigt en annonce med et gratis marsvin i Den Blå Avis. Til hendes store overraskelse var interessen overvældende. En marsvineentusiast, der allerede havde en hel flok, kom samme aften forbi og adopterede dyret. Forældrene var glade, Agnes var glad, og marsvinet var sandsynligvis også bedre tjent med denne løsning end at blive sluppet løs på en mark på Møn. I hvert fald fik Agnes den sande historie.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Til kamp mod skadedyrene

Når det er koldt udenfor, flytter rotter og mus indenfor. Samvirke har været på job med mændene, der bekæmper de ubudne gæster
Af Emma Libner | Foto: Jakob Carlsen | 29. januar 2016
Bekæmpelse af skadedyr. Foto: Jakob Carlsen
Benjamin Kostiw bekæmper skadedyr. Han og kollegaen John Mogensen har været ude for, at en stor mus havde gemt fire cherrytomater og et høreapparat bag et køleskab.

Kvalmende lugt og lort afslører rotter

Det er rotter, du! Kan du se, det er rottelort?«

Ordene kommer fra servicetekniker Benjamin Kostiw, der sammen med skadedyrsspecialist John Mogensen er taget på opgave i et villakvarter i Virum nord for København. Sammen har teamet fra AJ Skadedyrskontrol netop lirket en gipsplade løs fra en skråvæg på et pigeværelse, der har været plaget af en kvalmende lugt og kriblende lyde fra loftet. På pladen ligger tre små tørre stumper afføring, der ikke er til at tage fejl af. 

»Den har rigtig gået og hygget sig,« siger John Mogensen og peger på et ti centimeter langt hul, der er gnavet i isoleringen. 20 millimeter er i virkeligheden alt, hvad en rotte behøver for at kunne komme igennem en åbning.

10 øre pr. rottehale

Efter den korte inspektion skruer de to mænd pladen fast på skråvæggen igen. Hvis en rottemistanke bekæftes, overdrager skadedyrsbekæmperne opgaven til den kommunale rottefænger. Sådan har det været siden 1907, hvor Danmark fik sin første rottelov. Dengang håbede man på at kunne udrydde rotten, der var blevet så stort et problem i byerne, at blandt andre Københavns Kommune i flere år præmierede borgerne med ti øre pr. rottehale.

Planen viste sig dog at være for urealistisk, og i 1982 blev loven ændret, så myndighederne nu arbejder ud fra en bekæmpelsesstrategi i stedet. Rotten er stadig et af de mest udbredte skadedyr i Danmark og et dyr, som John Mogensen og Benjamin Kostiw ofte støder på – særligt i disse måneder, hvor temperaturen i perioder er under 0. 

Lækkersultne gnavere gnaver løs i boligblok

Små fem kilometer sydpå ligger næste stop for de to skadedyrsbekæmpere. Også her ved en gul boligblok har de genstridige gnavere hærget i den seneste tid, og derfor har John Mogensen og Benjamin Kostiw sat fælder op med spiselig gift for at holde bestanden nede. Metalkasserne med de orange faresymboler findes spredt rundt om bygningen og lokker lækkersultne dyr med en sød duft af slik og fedt. Fordelen ved denne type fælde er, at mus og rotter kan nippe til giften over flere dage, indtil en egentlig forgiftning indtræffer. 

»Kort fortalt betyder det, at rotten spiser her og går et andet sted hen for at dø,« fortæller Benjamin. 

Han sætter sig på hug ved den første fælde, låser metalkassen op og konstaterer, at al giften er væk. Så finder han to nye portioner gift frem, hver af dem formet som en firkant og med samme farve som vandet i en swimmingpool.

Giften er et antikoagulerende middel, som virker ved at forhindre blodets evne til at størkne, så dyret i sidste ende dør af indre blødninger. Det gør stofferne effektive i bekæmpelsen af mus og rotter, der tilsammen påfører samfundet skader for flere hundrede millioner kroner årligt, og som i værste fald kan smitte mennesker med farlige sygdomme som leptospriose (Weils syge) og leverbetændelse.

Kriblen under gulvbrædderne

Længere nede ad vejen bor Lotte Jakobsen i en lille stuelejlighed.  Hun har før haft mus under gulvbrædderne i dagligstuen, og nu er musene vendt tilbage, afslører et hul i konstruktionen omkring terrassedøren. Samlet har John Mogensen og Benjamin Kostiw fundet 14 mus i lejligheden, og Lotte Jakobsen har derfor indtil videre droppet at få monteret det løse gulvbræt under spisebordet igen.

I stedet har hun udstyret det lange bræt med en hjemmelavet hank af gaffatape, så skadedyrsbekæmperne nemt kan få det op. Nede i mørket er en af fælderne klappet. Benjamin Kostiw finder en affaldspose og en lygte frem og lyser på en fladmast mus, der har ladet sig lokke af en rosin. Den stive krop vidner om, at musen har ligget i noget tid.    

Mus flyttede fire cherrytomater og et høreapparat

»Det kan ikke være rigtigt, det kan ikke blive ved,« udbryder Lotte Jakobsen. 

»Fortæl historien om høreapparatet,« siger Benjamin. John Mogensen giver sig til at fortælle om dengang, en ældre dame kontaktede ham og sagde, at hun mistænkte en mus for at have hugget hendes høreapparat. 

»Det lød godt nok mærkeligt, tænkte jeg. Det havde jeg aldrig hørt om før,« siger han. Men da han gav sig til at undersøge sagen, var den god nok. 

»Bag køleskabet lå kvindens høreapparat og fire cherrytomater!«

Netop de små overraskelser i hverdagen er det, der ifølge John Mogensen gør arbejdet som skadedyrsbekæmper til det bedste job i verden.

»Nogle gange er det lidt af et detektivarbejde. Man ved ikke altid, hvad man finder, og ikke to dage er ens,« siger han. 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Klumme: Min lille, glade liste

Det er så let at blive irriteret, men jeg prøver virkelig at blive bedre til at fokusere og huske på de glade oplevelser i hverdagen.
Af Cornelius Corneliussen | Foto: Lisbeth Holten | 29. januar 2016
Journalisten står med en kop kaffe
Cornelius er ud over at være glad i små mængder også journalist på Samvirke.

Jeg  bliver let irriteret

Over små ting. For eksempel når jeg snubler over en taske, jeg har sat et dumt sted. Eller en tom toiletrulle på toiletrulleholderen. Eller når jeg bliver ved med at tabe den samme kniv/kuglepen/nøgle.

De fleste dage kan jeg sagtens tage irritationen i opløbet og slå koldt vand i blodet. I nogle tilfælde bobler det nok i mig, til at jeg siger en lyd – gerne noget i retningen af »Eiihjsch«, for eksempel hvis den badevåde storetå hænger fast i det ene underbukseben, så overkroppen må følge med foden ned og ramme gulvet. For tredje gang.

Irritationen er der bare og fylder blot et øjeblik

Kun meget sjældent bliver den til rigtige ord og sætninger. Og hvad vil jeg så med denne ordstrøm? Jeg er egentlig –  og tydeligvis ad omveje – på vej til at fortælle om de små ting, som gør mig glad.

Det er nemlig nemt at fokusere på det, som gør mig splitsekund-sur, men en del sjovere at fokusere på det, som gør mig øjebliksglad. Derfor begyndte jeg for en måned siden at lægge mærke til, hvad jeg bliver glad af at se og opleve. De små ting og de små oplevelser.

Her er min foreløbige liste:

 

  • Lyden, når man banker en ske let mod bunden af en fyldt kop.
  • At tænde op i brændeovnen.
  • At vippe en kontakt til slukket-position, hvis den ikke er i brug.
  • Lyserøde strømper.
  • Når toget eller bussen kommer, netop som man når stoppestedet.
  • Varm mad til frokost.
  • At bakke med trailer.
  • Abrikossodavand.
  • At nyse igennem.
  • Runde tal.
  • Strøgne skjorter på bøjle klar til brug i skabet (det ville teenage-jeg aldrig tro på).
  • En god parallelparkering.
  • At ramme det helt rigtige blandingsforhold i et glas saftevand.
  • At håndskrive et stort J og et lille f.
  • Når det lykkes at få et helt papirhåndklæde og ikke bare en lille afrevet flig ud af holderen på et offentligt toilet. 
  • At hjælpe folk med noget nemt.
  • Kolde toiletbrætter.
  • Opvaskemaskiner.
  • Kort men venlig øjenkontakt med en fremmed.

 

Sådan ser listen ud indtil videre. Du må ikke opfatte ordene her som en opfordring eller et påbud. Lev dit liv, som du har lyst, inden for lovens rammer – og måske en sjælden gang en lille smule udenfor. Men det her gør i hvert fald mig glad. •

Samvirke samvirke@fdb.dk

Besøg chokolademesterens værksted

Verdensmesteren i chokolade, Mikkel Friis-Holm, har fabrik i Hvalsø, hvor den gode chokolade skvulper i store kar.
Af Inger Abildgaard | Foto: Jakob Carlsen | 23. januar 2016
Chokoladeproduktion i Hvalsø
Mikkel Friis-Holm (i midten) er for tredje år i træk blevet udpeget som verdensmester i den internationale Chocolate Awards

Chokoladefabrikker kan også få maskinestop

Chokoladefabrikken har brug for en maskinmand, han kan komme hvert øjeblik, i mellemtiden er fabrikken lydløs og sat på pause. 

»Her står bæstet,« siger fabrikkens direktør, Mikkel Friis-Holm, da reparatøren endelig har indfundet sig. Han udpeger en emballeringsmaskine, der gemmer sig i et hjørne til højre for døren. Bæstet har fået den uvane at sønderrive alufolien, der skal smyge sig om chokoladepladerne. Sønderrivningen sker hvert irriterende tiende minut, når maskinen har arbejdet sig varm. Maskinen er fra 1970’erne og er et fund fra en svunden tid, da der stadig lå små chokoladefabrikker spredt rundt i hele landet. 

Reparatøren i blåt arbejdstøj lytter, nikker tænksomt og kører lidt med hænderne på den genstridige folierulle. 

»Har du mere folie?« spørger han. 

»Det sidder på rullen, det er det, den er købt med,« svarer Mikkel Friis-Holm og overlader reparatør og maskine til hinanden.

Mikkel Friis-Holm er blandt de bedste i verden

Aflange, hvide fliser fra gulv til loft, en industrivaskemaskine, der er stor som et skab, og en køkkenvask på størrelse med et badekar afslører fabriksbygningens fortid som institutionskøkken for ældrecentret i nabobygningerne. I dag udsender køkkenet ikke længere nærende dufte af kål og frikadeller, men af tyk, sansebetvingende chokolade.

Mikkel Friis-Holms chokolade er blandt de bedste i verden. Han er tre år i træk blevet udpeget som verdensmester af den verdensomspændende konkurrence International Chocolate Awards, hvor fremtrædende chokoladeeksperter kan smage og mærke sig frem til finesser, som hvilken type bønner chokoladen er lavet på, om ristningen har efterladt antydningen af beske spor, om konsistensen afslører et enkelt skævt sukkerkrystal eller andet, som går hen over de fleste menneskers forstand.

Man kan godt smage forskel på den gode og mindre gode chokolade

Vi, der bare godt kan lide chokolade, forstår måske ikke helt det, blindsmagerne oplever, men alligevel kan vi måske genkende den gode chokolade, når vi smager den. 

»Der er forskel på, om du lytter til musik på din iPhone eller et stort stereoanlæg, lyden bliver større, og du hører flere nuancer, ligesom du også kan mærke forskellen, når du smager jævn vin ved siden af en slotsaftapning. Smager du chokolade af god kvalitet sammen med chokolade af ringe kvalitet, kan du også mærke forskellen, og jo mere du smager, jo bedre bliver du til at mærke smagen, og jo mere vil du opsøge kvalitetschokoladen,« siger Mikkel Friis-Holm.

Chokolade var faktisk bedre i gamle dage

Mikkel Friis Holm er kok af uddannelse og har både været restauratør og haft eget bageri, der solgte brød til københavnske cafeer og restauranter. Det gav ham viden om, at korn ikke bare er korn. Får man fat i en historisk hvedesort, kan man fremelske en større smag i brødet, end hvis man bruger moderne sorter, hvor robusthed og effektiv dyrkning har vundet. En lignende udvikling er sket med chokoladebønner.

»Jeg mener ikke, at alting var bedre i gamle dage, men med chokoladefremstilling gælder det. Chokolade var faktisk bedre,« siger Mikkel Friis-Holm.

 

Chokoladeproduktion
Gode kakaobønner og kakaosmør giver rigtig chokoladesmag og god konsistens. Ekstra høj chokoladeprocent behøver ikke at betyde ekstra god chokolade

 

Bønnerne betyder alt

Chokoladebønnerne ankommer til Hvalsø i rustikke sække af lysebrun hessian. Mikkel Friis-Holm importerer dem fra sin faste leverandør i Nicaragua, hvor han selv arbejdede i et Danidaprojekt i 2008. Leverandøren er et ældre, ærværdigt fermenteringsfirma med erfarne kooperativer og bønder som underleverandører. De avler fra særlige sorter og kun på podede planter, så ingen vildskud sniger sig ind i produktionen, og de kender deres bjergskråninger og deres jordbund.

»Ingen gør det så præcist og Rolls-Royce-agtigt godt som dem, uden dem var jeg ikke blevet tredobbelt verdensmester,« siger han.

Bønner dufter lidt af mødding

Han åbner en af sækkene og åbner samtidig for en uventet duft af hø med et strejf af syre og mødding. Det er lagringen og fermenteringen, der giver den lille snert af forrådnelse, men alt er præcis, som det skal være. Fermenteringsprocessen er lige så vigtig som bønnernes kvalitet, før de fermenteres. Hos Mikkel Friis-Holm bliver de ristet i hel form, hvor det ville være mere effektivt at knuse dem før ristningen. Det gør de fleste chokoladefabrikanter, fortæller Mikkel Friis-Holm. Når man som han rister bønnerne hele, forsvinder dele af den ristede smag og kakaosmørret ud i skallen, som skal kasseres. Metoden er ikke den mest lønsomme, men den giver flest frugtnoter i smagen.

Der er skvulp og bølgegang i den 100 år gamle chokolademaskine

Fabrikken i Hvalsø rummer en sjældenhed. Det er et larmende monstrum på størrelse med en campingvogn, en maskine fra 1914 med tandhjul og drivrem, der sætter fire granitvalser i gang med at tromle hen over bunden i hver sit kar og skabe bølgegang i chokoladehavet. 

Mikkel Friis-Holm har købt maskinen fra en nedlagt fabrik i Utah og selv fået den fragtet over Atlanterhavet. Når maskinen er i gang, skvulper chokoladen højlydt hvert sekund. Det er en såkaldt concheringsmaskine, der ilter chokoladen, og så godt som ingen chokoladefabrikker bruger den længere, kun to–tre schweiziske fabrikker har stadig en, mener Mikkel Friis-Holm. Concheringsmaskinen kan i dag undværes, fordi en kværnemaskine langt hen ad vejen kan gøre det ud for conchering, og hos næsten alle chokoladeproducenter er chokoladen færdig, når den tappes fra chokoladekværnen. Det gælder for eksempel den meget fine chokolade fra Valrhona. Men Mikkel Friis-Holm vil gerne tilføre chokoladen den ekstra kvalitet, som den får fra concheringsmaskinen. Det er som med mikrobryggerierne, der skal være noget, der gør forskellen, og det »noget« er ofte at vælge den svære og langsommelige vej frem for den nemme og hurtige.

ILtning af chokoladen afrunder smagen

»Iltning af chokoladen afrunder smagen. Concheringsmaskinen skaber også noget konsistensmæssigt, så sukkermolekylerne bliver helt ensartede. Den ekstra proces er ikke noget, vi umiddelbart kan smage eller mærke i chokoladen, men det er noget, der melder sig i overtonen, og som betyder noget for helheden,« siger han. Hvis man er rigtig nørdet, kan et skævt sukkerkrystal efterlade lidt uønsket kant i smagen.

Er med til at definere hvad god chokolade er 

Mikkel Friis-Holm skiftede bageriet og kokkefaget ud med chokolade i år 2000, da han startede et agentur for Scharffen Berger gourmetchokolade fra San Francisco. I 2007 begyndte han at producere chokolade selv i forbindelse med et Danidaprojekt i Nicaragua og Honduras, hvor han stadig har sin chokoladebønnekontrakt, og indtil for få år siden producerede han også chokolade på franske chokoladefabrikker. I 2014 investerede han sammen med 29 private investorer og fondsmidler i produktionen i Hvalsø. I 2016 er der udsigt til, at fabrikken kan give overskud.

»Chokolade er så superspændende, produktet er komplekst, og der er masser af muligheder, og jeg er en del af en bølge, hvor jeg selv er med til at sætte reglerne. Der er ikke så mange derude, der kan være med til at definere, hvad god chokolade er, det kan jeg, og så vil jeg gerne selv være den, der bestemmer,« siger han.

Chokoladeprocent er ikke altid »fint«

En dyr og en billig chokolade kan begge have en høj kakaoprocent. Kakaoprocenten fortæller om det totale indhold af ristede kakaobønner og kakaosmør. I billige chokolader betyder den høje procent ofte, at der istedet for kakaobønner er tilsat kakaopulver, typisk et restprodukt fra kakaosmørproduktionen. Pulver er meget billigere end bønner. Kakaopulver giver chokoladen en besk bitterhed og ofte en lidt pulveragtig eftersmag. Mens gode kakaobønner og kakaosmør giver rigtig chokoladesmag og en god konsistens. 

Sæt ikke chokolade i køleskabet

Køleskabet er for koldt og fugtigt til chokoladen. Du skal udelukkende bruge dit køleskab til at opbevare chokolade, hvis du ikke kan finde et sted i din bolig, hvor der er under 25-30 grader. Den mest ideelle opbevaring er et tørt og mørkt rum eller skab, hvor temperaturen er mellem 15 og 20 grader. Temperaturen skal være stabil, sollys skal undgås, og luftfugtigheden skal være lav. Ellers risikerer du, at chokoladen mister sin glans.

Chokolade med en grå overflade skyldes, at chokoladen har fået for høj temperatur, så den smelter, og når den størkner igen, bliver farven på overfladen grå. Det skyldes at kakaosmørret udskilles fra chokoladen og lægger sig på overfladen. Hvis chokolade opbevares for fugtigt, kan overfladen også blive hvid eller grå, fordi sukkeret i chokoladen bliver udskilt, og det kan ses på overfladen. Det samme kser, hvis chokoladen opbevares i for eksempel køleskab og får varmechok, når den kommer ud i stuetemperatur.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Stress: Læs om Pernille Kornum, der gik ned med stress

At smøre en madpakke og hælde benzin på bilen var pludselig uoverskuelige opgaver for Pernille Kornum, da hun for 2 år siden blev ramt af stress. I 3 måneder lå hun foran brændeovnen og forsøgte at komme til sig selv igen.
Af Mads Munch Nielsen | Foto: Kaare Viemose | 23. januar 2016
På gåture i naturen begyndte Pernille at forstå, hvorfor hun var blevet ramt af stress.

Kunne ikke tanke benzin på sin egen bil

En lille, rød pære lyste i Pernille Kornums grå Volvo V40. Tanken var ved at være tom, så hun kørte ind på en benzinstation i Frederikshavn, stillede bilen foran standeren med 95 oktan og steg ud. Men hun havde glemt, hvordan man åbnede lågen til tankdækslet, på trods af at hun havde fyldt benzin på sin bil 100, måske 1000 gange før. Febrilsk ledte hun efter en knap i bilen eller et hul til bilnøglen, der fik lågen til at åbne sig. Men hun var nødt til at give op.

»Jeg ville ikke spørge om hjælp, for det var da pinligt at stå der og ikke kunne finde ud af at tanke sin egen bil,« siger hun.

På benzinstationen kom Pernille i tanke om, at Volvoen stadig kan køre 50 kilometer, fra den lille pære begynder at lyse. Pernille har kun 25 kilometer hjem fra Frederikshavn, hvor hun arbejder, så hun nåede frem til huset lidt uden for Sindal.

Pernille skulle bare have trykket let i den ene side af benzindækslet, så hopper lågen op. En simpel opgave, som hun ikke kunne overskue. Det var et af de første tegn på, at noget var helt galt.

Pernille var fyldt med tanker

For enden af en kilometerlang, snoet grusvej ligger et rødt murstenshus. På vej op til huset får man en fornemmelse af naturen, der omkranser huset. Man aner skoven bag de mange små bakker. Skovens ro fik Pernille senere brug for.

Pernille er 37 år og skolelærer. Hun underviser i engelsk, dansk, idræt og hjemkundskab på en folkeskole i Frederikshavn. Hun bor i et rødt murstenshus i den nordjyske by Sindal mellem Hjørring og Frederikshavn. Under samme tag bor Pernilles mand, Anders Peter, og deres to børn, Anna på ni og Caroline på otte. 

Episoden på benzintanken står klart i Pernilles hukommelse fra efteråret for to år siden, hvor hun gik ned med stress. Pernille havde presset sig selv for hårdt, så hårdt, at simple dagligdagsting kunne virke uoverskuelige. Ting som at tanke benzin på sin bil eller at smøre madpakker til døtrene.

Hendes arbejdsliv og privatliv var smeltet sammen, og weekender og aftener gik med at rette opgaver og planlægge undervisning. Søvn fik hun ikke meget af. Alt for mange ting fyldte også den dårlige samvittighed over ikke at nå alt det, hun ville og burde.

»Jeg var bare fyldt helt op med tanker om ting, jeg burde gøre,« siger hun.

En stor knude i maven

I efteråret for to år siden var der mange ting, der ikke var, som de burde være. Hvad der var galt, og hvad hun skulle gøre for ikke at være så presset, var på det tidspunkt svært at gennemskue, så hun blev bare ved med at forberede sig, rette opgaver og passe undervisningen på skolen – samtidig med at hun havde aftaler i kalenderen mange måneder frem. 

En mandag i frokostpausen på skolen fik Pernille så slem en kvalme, at hun måtte køre hjem fra arbejde. Om det var før eller efter den dag, hun ikke kunne finde ud af at tanke benzin på bilen, kan hun ikke huske i dag. Hele det efterår står ret tåget. Men hun havde det så dårligt, at hun ikke kunne arbejde.  

Pernille fortæller flere gange om den slemme kvalme, der var det tydeligste fysiske symptom på, at hun havde presset sig selv for hårdt. Hver gang hun nævner kvalmen, fører hun hånden helt op under hagen. Så højt, at hånden næsten tvinger hovedet bagover.

»Da jeg gik hjem med kvalme, tudede jeg,« siger hun.

Hun satte sig på det varme, sorte tagpap på familiens tagterrasse. Med tårer ned ad kinderne skrev hun hurtigt en sms til sin mand om, at han gerne måtte komme hjem. På tagterrassen talte de om, hvordan Pernille havde det. Og Anders Peter sagde, at hun måtte gøre noget. Pernille vidste bare ikke hvad.

Høretelefonerne var Pernilles trofaste følgesvend på de lange gåture. Den stille musik i smukke omgivelser gav ro til at tænke over livet.

Blev sygemeldt frem til jul

Tre dage efter, om torsdagen, hvor hun havde forældresamtaler, tog hun tilbage på skolen. Men tårerne pressede sig på, da hun trådte ind på skolen i Frederikshavn, og hendes kolleger kunne godt se, at hun ikke havde det godt.

»Der havde jeg så småt givet slip. Og når du først giver slip, så falder du,« siger hun.

Pernille kom hurtigt i kontakt med en psykolog, der rådede hende til at gå hjem, slappe af og bare trække gulerødder op fra jorden.

»Der må være nogle jordbakterier, der er gode mod stress,« smiler hun, når hun tænker tilbage. 

Pernille blev efter aftale med sine ledere sygemeldt i et par uger indtil efterårsferien. Efter ferien kom hun tilbage, men det samme gjorde kvalmen, knuden i maven og søvnløsheden, og derfor tog hun til sin læge.

»Mine læge sagde, jeg skulle sygemeldes frem til jul,« siger Pernille, der blev ret overrasket over beskeden. Hun var egentlig gået til læge, fordi hun havde det fysisk dårligt. 

Brug for, nogen tog hånd om hende

Når hun i dag ser tilbage, er hun glad for, at hendes læge tog hånd om hende.

»Jeg er ikke typen, der går ind til min leder og siger, at jeg har brug for en pause eller en delvis sygemelding. Jeg havde brug for, at nogen gjorde det for mig. Det gjorde min læge heldigvis, men det var bare ret sent. Der endte med at gå et år, fra jeg gik hjem fra arbejde den første gang, til jeg var tilbage på fuld tid igen.« 

Kort tid efter begyndte hun hos en psykolog, som hun gennem hele sit stressforløb havde samtaler med. Psykologen var med til at hjælpe Pernille med at forstå sin stress.

Tab af kontrol

Varmen fra den grå brændeovn fyldte stuen. På en foldemadras og med to tæpper over sig lå Pernille i de fleste af dagtimerne indtil januar 2014, tre måneder efter sin sygemelding. Her begyndte Pernille at finde en længe ventet ro.

Mens hun lå foran brændeovnen med kvalme, migræne og en kæmpestor knude i maven, kiggede hun i ALT for damerne og iForm. Hun kunne i begyndelsen ikke koncentrere sig om at læse, og en roman, hun havde lagt frem, forblev urørt.  

»Stress føles som en massiv, vedvarende mavepumper. Jeg havde ingen appetit, ingen lyst, og det var enormt svært at falde i søvn,« siger Pernille.

Hendes livline blev telefonen og et headset, der lå på sengebordet. Vågnede hun midt om natten, lyttede hun til sangerinden Agnes Obel eller til en lydfil med afslappende øvelser, der kunne hjælpe hende med at falde i søvn igen.

En samtale krævede et fokus på 100 procent

På grund af stressen havde hun mistet evnen til at koncentrere sig. Hun skulle fokusere 100 procent, hvis hun skulle føre en samtale med en anden person. Og hun kunne bryde ud i gråd når som helst uden at kunne kontrollere det. 

»Jeg er et menneske, der altid har haft styr på alting både på mit arbejde og i mit privatliv. Og det kunne jo ikke passe, at det var mig, der endte i en situation, hvor jeg ikke kunne samle mig om noget. Helt uden kontrol over noget som helst. Jeg har brugt enormt meget krudt på at lære at acceptere hele min situation,« siger hun.

Pernille havde stadig styr på tingene, når hun var sammen med sine døtre. Hver dag stod hun op samtidig med børnene, spiste morgenmad og satte sig med dem rundt om det rustikke træbord i stuen, før de skulle af sted. Meget af tiden foran brændeovnen i stuen gik også med at lade op, så hun kunne være klar, når de kom hjem igen.

»Det var vigtigt for mig, at min stress ikke gik ud over Anna og Caroline. Så jeg har brugt meget energi på at være der for dem. Også selvom det har været hårdt,« siger Pernille.

Lange gåture hjalp Pernille tilbage

Pernille brugte meget tid i skoven under blå himmel, sol og høje træer, når hun ikke lå på foldemadrassen derhjemme. Imens hun lyttede til rolig musik i høretelefonerne, genfandt hun noget af sig selv på lange gåture gennem den nordjyske skov. Hun lærte at acceptere, at hun havde mistet kontrollen, og begyndte at forstå, hvorfor hun blev ramt af stress.

»Roen i skoven gav mig plads til at tænke over livet, over mine prioriteringer. Gåturene blev en form for meditation,« siger Pernille. 

Kort efter sin sygemelding kom Pernille i kontakt med en af mandens kollegaer, der også var sygemeldt med stress. De to kvinder mødtes og blev gode veninder, og i januar 2014 begyndte de at gå ture og træne sammen enten i skoven eller i fitnesscentret.

»Jeg ved godt, mange siger, at løb udløser hormoner, du ikke har brug for, når du er stresset. For mig var løbeturene et frirum. Når jeg trænede, var det et frirum for tankemylderet,« siger hun.

Lærte at accepterede, at hun havde tabt kontrollen

I samtalerne med psykologen, på de lange gåture i skoven med veninden eller ved spisebordet med Anders Peter, når børnene var gået i seng, begyndte Pernille at genfinde sig selv og acceptere, at hun havde tabt kontrollen.

»Det betød meget at kunne tale med andre om min stress,« siger hun og fortæller, at veninden, der også havde stress, betød specielt meget. Hvis en af dem stod med tårer i øjnene på løbebåndet, var der en umiddelbar forståelse. De behøvede ikke at bore i det og trøste hinanden.

I dag kender Pernille symptomerne

I forsommeren 2014 gik Pernille i gang med at undervise igen. I begyndelsen havde hun tre lektioner om ugen i engelsk i sin egen klasse, og gradvist byggede hun på, så hun i oktober samme år var tilbage på fuld tid. 

»Jeg fik hjertebanken, allerede da jeg kørte i min bil mod Frederikshavn, og jeg var meget nervøs, da jeg havde min første time. Men det gik heldigvis godt, jeg tror slet ikke, eleverne bed mærke i, hvor nervøs jeg var,« siger hun.

Efter tiden med stress har Pernille lært at have fokus på ro. Og nu kender hun symptomerne. Hvis hun i perioder glemmer at trække vejret helt ned i maven, ved hun, at hun skal passe på sig selv. Hvis kvalmen eller knuden i maven dukker op, er det tid at tage det roligt.

»Jeg er blevet meget bedre til at være mere spontan og mærke, hvad jeg egentlig har lyst til. Og jeg har lært, at det er okay at sige nej til en aftale, uden at jeg behøver at have dårlig samvittighed. Også selvom jeg ikke har planer i forvejen,« siger hun. 

Lader opgaverne ligge på jobbet

Når Pernille ser tilbage på tiden, hvor hun var hårdt ramt af stress, er hun glad for, hun har haft en støttende mand, gode veninder og en arbejdsplads, der har bakket op om hende. Hun har lært at lade opgaver, der ikke er rettet, ligge på skolen i stedet for at rette opgaver derhjemme sent om aftenen. 

»Hvis jeg ikke når at få rettet opgaverne på skolen, hvad er så det værste, der kan ske? Ja, at de opgaver ikke bliver rettet lige med det samme. Så må de vente, og det går jo nok,« siger hun.

»For det er da meget federe at ligge i sofaen med mine døtre og læse bøger i stedet for at sidde ved min computer og rette opgaver.«