Samvirke samvirke@fdb.dk

10 ting du ikke vidste om peber

Peber er en fast bestanddel af stort set alle køkkener, og mon ikke alle kender det i pulverform og de fleste som små, runde, knastørre kugler til kværnen? Men der er mere at vide om peberen. Læs her 10 ting, du ikke vidste.
Af Cornelius Corneliussen | Foto: Colourbox | 7. april 2014

 

  1. Peberkorn findes i mange farver - rød, hvid, grøn og sort - men de kommer alle fra den samme plante. Farven ændres efter, hvor moden peberen er. Først grøn, så rød og til sidst sort.
  2. Sort peber er en tropisk slyngplante, og de små, hårde korn, du kender fra peberkværnen, er, når de er helt modne, bær på størrelse med en ært.
  3. Hvid peber laver man ved at skille de yderste lag af det modne peberbær og udvande farven.
  4. Så snart du kværner peber, begynder det at miste sin aroma. Hel peber holder smagen bedre.
  5. Peber er det krydderi i verden, der anvendes i størst mængde i madlavningen.
  6. 80 procent af verdens peber dyrkes i Asien med Vietnam, Indonesien og Indien som de vigtigste producenter.
  7. Rosa peber (Rosépeber) er faktisk ikke en pebersort, men derimod et bær fra en anden plantefamilie. Det samme gælder for chilipeber, cayennepeber og peberfrugter.
  8. Udtrykket at noget er pebret (dyrt), stammer sandsynligvis fra, at peber i middelalderen og oldtiden i visse perioder kostede mere end guld.
  9. Peberplanten kan blive over 40 år og giver gerne udbytte efter 2-4 år, alt efter hvor god man er til at passe den.
  10. Der er ikke peber i peberspray. Her er det chili, som giver det svidende ubehag i øjnene.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Skriv ind: Skal børn løbe motionsløb?

Både voksne og børn har godt af at røre sig og få pulsen op, men skal børns motion sættes i system, eller klarer de sig fint med at løbe efter en bold og hoppe op og ned i klatrestativet?
Af Liv Mygind | Foto: Colourbox | 7. april 2014
Børn i flok løber motionsløb
Der findes 118 officielle motionsløb for børn i Danmark

Hop og leg er måske ikke nok

Der findes børnehaver, der afholder minimarathon og giver børnene diplomer, når de har løbet et par kilometer. Det er helt sikkert med den bedste intension, men skal børn lære, at motion er sundt og vigtigt, eller skal de have lov til bare at lege sig til den motion, de har brug for?

Løb er da sundt, eller hvad?

Der findes 118 officielle motionsløb for børn i Danmark, skriver Politiken.

Hvad mener du? Er det de voksnes logik, vi presser ned over børn, når vi lader poderne motionsløbe, eller er det sund fornuft at lade dem lege de sunde vaner ind, fra de er små? 
Og hvor gammel bør barnet være, før det løber sine første 10 kilometer?
Skriv ind med din mening - nedenfor.
Samvirke samvirke@fdb.dk

Øl er trylledrik

Øl kom før brød, da mennesker for længe siden begyndte at eksperimentere med korn, mener brygger Per Kølster, der selv fremstiller malt og eksperimenterer med urter i sin økologiske øl
Af Inger Abildgaard | Foto: Lisbeth Holten | 28. marts 2014
per kølster m øl
Per Kølster brygger øl med korsknap, røllike, porse, birk, perikum og gul snerre

»Øl handler om Asterix og de andre gallere. Øl er druidernes bryg,« siger Per Kølster

Øl er druidernes bryg, siger bryggeren Per Kølster, mens vi står midt i hans ølrige med avlsbygningerne omkring os på den gamle Krogerup herregård i Humlebæk. Luften er tung af væde, murstenshusene sløres af dis, og en gådefuld tåge gør det nemt at tro på ideen om dampende druidedrik over knitrende bål. Korn blev til bryg, før det blev til brød, mener Per Kølster. 

»Det er historien om Asterix og de andre gallere om igen,  om Obelix, der faldt i gryden med troldmandens trylledrik som spæd og blev uovervindelig. Alle naturfolk har søgt beruselse, og hvem vil ikke gerne beruses og forenes med guderne? Brødet var noget, der kom til, mens forfædrene bryggede,« siger han.

Brygger øl i et gammelt herregårdsmejeri

Bag Per Kølster findes hans gæringstanke i det gamle herregårdsmejeri fra 1910 med hvælvet loft, rundbuede vinduer og fliser på væggene. Han kalder det sin katedral. Til højre ligger den tidligere svinestald indrettet som malteri, til venstre i den høje gule staklade står to gamle, tyske tørresiloer med i alt 12 ton korn, der kan blive til 40.000 liter øl. Længere ude i disen anes den mark, der vil blive sået til med byg, når jorden er varm og tør. Mere druidedrik er på vej. 

Humleplanter i haven stammer fra det gamle Carlsberg

Per Kølster flyttede i januar 2012 sit bryggeri ind i Krogerup Avlsgård, der har 86 hektar økologisk dyrket jord. Avlsgården ejes af Miljøministeriet og forpagtes af virksomheden Aarstiderne, som Per Kølster er ansat hos. Han er formand for Økologisk Landsforening, agronom og dannede i mange år par med tv-kokken og forfatteren Camilla Plum på Fuglebjerggaard, hvor han, som nu, bryggede af egne råvarer. Øl har han arbejdet med siden december 1999, da han første gang selv maltede korn på et gulv. Siden har han ikke kunnet lade være. Han drives af nysgerrighed.

Da Per Kølster flyttede til Humlebæk, flyttede 50 humleplanter med. De står nu med rødderne og tilhørende klatrestativer i den gamle landbohave på avlsgårdens østside mod Øresund. Slyngplanterne har en forhistorie hos Carlsberg i Valby. De stammer fra et forædlingsprogram fra 1912, der var ledet af arvelighedsforskeren Øivind Winge. Øivind Winge døde i 1966, og med ham døde forædlingsprogrammet, men kloner af humlen findes nu to steder. Her og i genbanken i Aarhus Universitets forskningscenter i Årslev på Fyn, hvor der bliver passet godt på dem.

Køber ekstra økologisk humle i Bayern

Alle led i brygning fra korn på egen mark over maltning i eget malteri til humle fra egen have sker på Krogerup. Dog arbejder Per Kølster sammen med Herslev Bryghus på Sjælland for at have  kapacitet nok og køber noget af sin økologiske humle i Bayern i Tyskland. Det er svært at dyrke økologisk humle på grund af svampeangreb, insekter og ukrudt, og humlen er af samme grund – sammen med bomuld og tobak – en af de mest sprøjtede afgrøder i verden, fortæller Per Kølster. Humlen i haven høstes med venners hjælp, og der er ikke nok til hele ølproduktionen, for så skulle han dyrke den dobbelte mængde af de meget ustabile planter. 

Per Kølster brygger øl med smag af vilde planter

Den vilde smag. De fleste af os forbinder humle med øl, men humlen har engang fortrængt vilde planter som fyr, lyng, enebær, røllike, tranebær og porse, der giver brygget den bitre smag. I dag vender de vilde planter tilbage til øllet. Per Kølster brygger øl med korsknap, røllike, porse, birk, perikum og gul snerre. Øl, der vil plukke bidder af årstiderne og smage af terroir, som er udtrykket for den egn, råvarerne er dyrket i, og øllet er fremstillet i.

»Jeg vil elske, at folk kan smage, at øllet er lavet lige her,« siger Per Kølster

»Jeg vil elske, at folk kan smage, at øllet er lavet lige her, men det er umuligt at måle, så min ambition er, at man kan smage, at det er noget særligt. For mig er terroir ikke et dogme, men en måde at bringe naturen i spil på. Det er noget med, at vi som mennesker har en dyb glæde ved at identificere os med det, vi spiser og drikker. Rødvinen smager altid bedre, når den drikkes i Provence, og oliven smager skønnest i Toscana. Der er en historisk ægthed, vi som mennesker sanser. Vi forstår, hvad der er godt for os, og det handler ikke om ernæring, men om livsglæde. Det er fuglesang,« siger Per Kølster.  •

Samvirke samvirke@fdb.dk

Min sorg er en del af mig

For fire år siden døde Peter Johns mor. Læs her, hvordan han efterhånden har lært at følges med savnet og sorgen.
Af Cornelius Corneliussen | Foto: Lisbeth Holten | 28. marts 2014
Peter Johns studerer på konservatoriet og elsker at udforske musikkens veje med sin banjo i hænderne. Men musikken stoppede for en tid, da hans mor blev syg

Hun var et livsstykke

Anette Johns var billedhugger, ægtefælle, mor og et livstykke. Hun havde stort, kruset hår, farverigt tøj, en hang til cowboybukser, og latter fulgte hende, hvor hun gik. Når hun gik ind i et rum, stirrede man på hende og lyttede til hende. Hun var fuld af humor og vid, og hun elskede at feste. Hun var befriende ærlig og sagde uden filter det, der faldt hende ind, hvad enten det var sjov eller alvor. En dag begyndte Anette at få hovedpine. I starten slog hun det hen, men efter noget tid blev smerterne så slemme, at hun måtte gå til lægen. En scanning viste, at hun havde en uhelbredelig kræftsvulst i hjernen. Et halvt år efter var det krusede hår væk, kroppen lam og latteren forstummet. Anette Johns blev 50 år gammel.

Så kort kan det skrives. Du kan se hende for dig, og det gør dig måske ked af det, men du kendte ikke Anette, så du kommer sandsynligvis over det i løbet af kort tid. Det gør Peter ikke. Anette var hans mor, og selvom det nu er fire år siden, hun døde, er sorgen en fast følgesvend i Peters liv.

Peter var ikke bekymret

Den dag, Peter fik at vide, at hans mor var syg, havde han været til eksamen på gymnasiet, men tog ind på hospitalet, hvor hans mor var blevet indlagt.

»Jeg var egentlig ikke så bekymret for, at mor var syg, for andre i min familie har haft kræft og er kommet sig uden mén. Men da jeg så min mor på hospitalet, lå hun i en seng, talte usammenhængende og virkede anderledes. Der blev jeg bange.«

Peters mor blev hurtigt opereret, men tumoren havde arbejdet sig så langt ind i hjernen, at de ikke kunne fjerne det hele. Der var en chance for overlevelse, men den var lille. Forældrene besluttede sig for ikke at fortælle deres børn, hvor sort det i virkeligheden så ud, så længe der var en chance.

»Efter opererationen var det som at få min gamle mor tilbage. Det første, hun gjorde, da vi kom ind på stuen, var at gøre grin med, at de havde klippet noget af hendes hår af. Jeg var så lettet og tænkte: »Nå, var det bare det?« Jeg var sikker på, at vi hurtigt ville komme over det.«

Hverdagen forsvandt

Peters mor blev udskrevet og kom hjem. Peter var færdig på gymnasiet, havde et fritidsjob i en børnehave og spillede banjo og guitar i sin fritid. Musikken har altid fulgt ham; hans far er musiker, selv spiller han guitar og banjo, og hans søster spiller på guitar. De spillede også sammen fra tid til anden, men det sidste halve år, før Peters mor døde, spillede de mindre og mindre og kun, når de sad på hendes værelse. Det var det eneste sted, det gav mening for Peter at spille.

"Efterhånden er jeg begyndt at se min mor, som hun var, da hun var rask, men jeg ser hende også stadig, som hun så ud til sidst. Liget af min mor"

»Efterhånden som min mor blev mere syg, kunne jeg ikke koncentrere mig om mit arbejde, og jeg sagde op. Jeg holdt også op med at spille. Musik skal sige noget, vise følelser, men jeg havde ikke nogen. Eller jeg havde i virkeligheden så mange, at jeg ikke kunne finde rundt i dem. Det var, som om følelserne bare var en flad linje uden udsving. Ingen sorg og ingen glæde, bare grå udefinerbar masse.«

I værelset ved siden af

De dage, Peter havde det værst, talte han ikke med nogen. Han lukkede sig inde i sig selv, og det eneste, han kunne samle sig om, var træning. Han løb. Kilometer efter kilometer, ofte sent om aftenen eller om natten. Og han tog til træning flere gange om ugen, tæskede løs på boksepuden og pressede kroppen til det yderset. Her fandt han for en stund den ro, som ellers ikke ville komme til ham.

»Jeg sov stort set ikke, mens min mor var syg. Jeg så tv-serier, hørte musik til ud på morgenen eller løb og brugte min krop, til jeg var så træt, at jeg faldt i søvn af udmattelse. Når jeg tog til træning, havde jeg et sted, hvor folk ikke kendte mig som andre end ham, der kommer og træner. De vidste ikke, at jeg var ham med den døende mor. Det var en lille boble af frirum midt i al elendigheden.«

Når Peter endelig lagde sig for at sove, fandt han kun glimtvise øjeblikke af ro. Hans mor lå i en hospitalsseng i værelset ved siden af hans. Hun havde bestemt, at hun ville være hjemme til det sidste, og Peters far havde besluttet selv at tage sig af hende i videst muligt omfang. 

»Det var svært at gå i seng og vide, at inde ved siden af ligger min døende mor. At hun var så fysisk tæt på, gjorde mig opmærksom på alle lyde. Jeg kunne høre, når min far læste højt for hende, eller hvis hun ikke trak vejret, som hun plejede. Så stod jeg op og lyttede på væggen for at høre, om der var noget galt.«

Giv mig smerten

Selvom han var bange for det, hans mor skulle gennemgå, ville Peter beskytte sin mor. Han var hele tiden klar til at springe til, hvis hun havde brug for ham.

Efterhånden som sygdommen skred frem, blev hun svagere, og medicinen hjalp ikke nok. Tumoren i hjernen lukkede langsomt ned for kroppen. Først blev hun lam, og siden blev hun stum. 

»Jeg ville gøre alt, for at hun skulle have det så godt som overhovedet muligt. Ofte ønskede jeg bare, at jeg kunne tage noget af den smerte, som hun følte, på min egen krop. Jeg kunne ikke holde ud at se hende lide, og fordi hun ikke selv kunne fortælle, hvordan hun havde det, kunne jeg kun forestille mig det.«

Fantasien kan være forræderisk

Peter kunne bruge søvnløse timer på at forestille sig sin mors smerter og det fangenskab, hendes krop havde sat hende i.

»Det er et af mine største mareridt ikke at kunne bruge sin krop og især ikke at kunne tale. Jeg kan slet ikke klare at tænke på, hvor forfærdeligt det må være at være fanget på den måde, min mor var.«

Frygten kom snigende om natten, og han begyndte, som månederne gik, at føle, at der var en anden, mørkere side af ham, som forsøgte at komme frem.

»Jeg havde drømme om at skære mig selv og begå selvmord. Jeg så mig selv hænge i et reb, og selvom jeg vidste, jeg aldrig kunne finde på at gøre det, når jeg var vågen, var jeg bange for, om jeg kunne finde på det, når jeg sov. Jeg var rædselsslagen for, hvad jeg også var inde i mørket. Jeg forsøgte at gemme alle de onde tanker væk, men jeg kunne ikke bestemme over dem.«

Mor forsvinder

Som sygdommen skred frem, svandt Peters mor ind. Hun mistede sin motorik, og da hun ikke kunne tale længere, pegede hun på en tavle med symboler, som Peters far lavede til hende. En krop, som engang var sprudlende af liv, var nu døende. 

»Hendes hår var en stor del af hende. Hun klippede det selv meget kort, for hun havde ikke lyst til at se det falde af, når hun fik kemo. Det er svært at beskrive, hvad det gjorde ved mig, men jeg fik svært ved være til stede, for både hendes ydre og indre var så anderledes. Før var hun så glad altid. Da lammelserne begyndte, startede det i hendes ansigt, hvor hendes smil blev fordrejet i den ene side. Det var meget mærkeligt at se, og hun var pludselig ikke den mor, jeg kendte. Når jeg så i hendes øjne, var hun der, men hendes kropssprog og hendes ord var ikke hende længere.«

I den sidste tid havde familien ikke kontakt med hende. Hun havde besluttet sig for ikke at fortsætte behandlingen og var også holdt op med at spise og drikke. Familien sad hos hende hver dag og snakkede til hende eller med hinanden, spillede musik eller så fjernsyn. Sådan var også den sidste dag.

Når Peter tog i centret og dyrkede kampsporten Weng Chun eller boksede, fandt han et frirum, hvor han ikke behøvede at forholde sig til sine følelser, og hvor ingen vidste, at hans mor lå for døden derhjemme

 

»Min søster læste, fjernsynet kørte, og min far og jeg sad og talte om, at selvom vi aldrig kunne blive klar og vide, hvad det egentlig ville sige, så accepterede vi, at nu var det okay. Nu behøvede hun ikke at holde ud for vores skyld længere. Efter nogle minutter kiggede jeg over i sengen. Jeg sad og kiggede og ventede på næste åndedrag, men det kom ikke. Lidt efter kom den sidste udånding, og så var hun væk.«

Peter havde været i tvivl om, om han havde lyst til at være til stede, når hans mor døde, men beslutningen blev taget for ham, og det er han glad for i dag.

»Det var et af de smukkeste og sørgeligste øjeblikke i mit liv. Vi stod alle sammen og græd rundt om hendes seng, mens vi holdt om hinanden. Min storebror kom kort efter og stod der sammen med os. Om aftenen kom venner og familie, og vi tog alle afsked med hende. Det var enormt dejligt at være der og mærke al den kærlighed, hun gav fra sig.«

Da lettelsen kom

Den dag, Peters mor døde, sov han godt for første gang, siden hun blev syg.

»Det var en kæmpe byrde, der røg af mine skuldre. Jeg faldt bare om og sov. Lige pludselig var alt bare helt forløst, selvom jeg samtidig var fuldstændig knust.«

Dagene efter hans mors død står tåget for Peter. Han beskriver det som et hvidt hul.

 »Jeg sov lidt bedre den første tid, og en af mine gode veninder skrev til mig hver dag for at høre, hvordan det gik. Det var dejligt, at hun skrev. Jeg  sagde, at jeg ikke kunne love, at jeg ville svare tilbage hver gang, men det var rart at vide, at der var en, der tænkte på mig. Det fyldte meget.«

Den ene besked om dagen var en krog i virkeligheden, som Peter følte, han kunne gribe, når han skulle bruge den. Det var en omsorg og et vidnesbyrd om, at andre også vidste, hvad der skete i hans liv.

"Hvad jeg savner mest?... Hende. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Jeg savner bare hende"

»Jeg havde utroligt svært ved at forstå, at verden bare fortsatte, at solen stadig stod op hver dag, når grunden under mine fødder var fuldstændig væk. Hvordan kunne jeg gå rundt blandt andre mennesker, uden at de kunne se, at mit liv var ødelagt. Det havde jeg enormt svært ved at forstå. Derfor var det beroligende at få den der ene besked om dagen. Der kunne bare stå »jeg håber, du har det ok i dag«. Det føltes, som om der var nogen, der rent faktisk så mig.«

Ville gerne have haft mere kontakt

Når han ser tilbage, ville Peter gerne have haft mere kontakt til omverdenen, til sine venner og bekendte. Han bebrejder ingen, at de ikke tog kontakt, men han har haft svært ved at forstå, hvorfor folk trak sig væk eller lod som ingenting. 

»Jeg ved godt, det er svært at bryde den barriere, og jeg var også meget lukket omkring det hele. Og så var jeg 19 år gammel. Det er ikke så mærkeligt, at man ikke ved, hvordan man skal forholde sig til død og sygdom i den alder – især hvis man ikke selv har haft det inde på livet. Men det havde alligevel været rart at have haft mere kontakt.«

Det er godt at tale

Peter havde den tanke, at når hans syge mor døde, ville den raske komme igen. Han vidste godt inderst inde, at det ikke var sandt, og det er også gået op for ham, at hans mor aldrig kommer igen. Men i tiden efter tabet tog han sig af og til i at ville ringe til sin mor for at fortælle noget eller bare for at snakke.

»Jeg vågnede somme tider om natten med en fornemmelse af, at der var sket et eller andet helt forfærdeligt, men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg gennemgik min familie i hovedet en for en. Det var fuldstændig forfærdeligt, når det gik op for mig, at det var min mor, der var væk. I løbet af få minutter mistede jeg hende en gang til.«

At arbejde med at tale om sorg

Nogen tid efter sin mors død fik Peter arbejde som frivillig i foreningen Børn, Unge & Sorg, hvor han taler med andre unge, som har syge eller døde forældre. Her kan han fortælle sin historie og lytte til deres, og han oplever, at rigtig mange er i samme situation, som han var. Det er svært at tale om sorg.

»Jeg synes, det er en skam, at vi har så svært ved at tale om det, for det er så gavnligt at gøre. Det giver luft at vide, at man ikke er underlig, fordi man tænker sørgelige tanker og er ked af det.«

Han har nu arbejdet i foreningen i nogle år, og selvom han kan have svært ved at tage af sted, fordi han ved, det er triste mennesker og historier, der venter i den anden ende af telefonrøret eller tastaturet, så gør han det, for det er godt for ham.

»Jeg kan da også godt selv stadig mærke, at det er svært at tale om sorg. Jeg kan sagtens forstå, at nogle føler sig magtesløse. Men af og til, når jeg går hjem efter en vagt, så føler jeg, at jeg har kunnet hjælpe andre og også har fundet ud af noget om mig selv og min egen sorg. Så kan jeg godt have fornemmelsen af lykke i maven.«

Mor hjælper stadig med de svære beslutninger

Peter er ked af, at han ikke lærte sin mor at kende som voksen, for han vil altid kende hende fra et barns perspektiv. Men selvom hun er væk, føler han stadig, at hun hjælper ham på vej i livet.

»Især de første to-tre år efter hun døde, har min mor været en af mine største kilder til viden om livet. Der har ligesom været en pøl af hendes kundskab, jeg kunne dykke ned i, hver gang jeg skulle finde ud af et eller andet i mit liv. Så kunne jeg tænke over, hvad hun ville have gjort, og om jeg ville gøre det ligesådan eller på min egen måde. Og så har hun også vist mig, hvad kærlighed er i stand til at udrette. Vist mig, hvordan min mors kærlighed kunne knytte min familie endnu tættere og styrke den, så vi var klar, når hun ikke var der til at binde den sammen længere. Jeg kommer aldrig over min sorg, men min sorg er en del af mig, og jeg begynder at lære at leve med den.«  •

Samvirke samvirke@fdb.dk

Pernille Rosenkrantz-Theil: Pludselig er man 20 år ældre

Politikeren Pernille Rosenkrantz-Theil betragter sig selv som megaromantisk og lidt mindre firkantet end før. Hun ved, at man kan blive syg i hovedet af stress, og at tanker, der summer for højlydt, skal landes hver aften
Af Inger Abildgaard | Foto: Rune Lundø | 28. marts 2014
pernille r-t
»Skilsmisse hører slet ikke med i min forestilling om, hvad mit liv skal indeholde. For mig er det en værdi i sig selv at dele tilværelsens foranderligheder over lang tid« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Fluer er irriterende bæster

Fluen er en summende jæger, der drilagtigt krydser rundt i luften, vender 90 grader og sætter sig præcis på det sted, den lige er viftet væk fra.

For Pernille Rosenkrantz-Theil, socialdemokratisk politiker og socialpolitisk ordfører, er fluer som de uafsluttede tanker, en stresset dag kan efterlade. De er irriterende og insisterende, til de bliver lagt ned, så de ikke kan forstyrre mere.

Hun har lært at lande fluerne. Det sker hjemme ved havebordet, når dagen er omme. Selv i vinterkulden smider hun benene op, skænker kaffen, tænder cigaretten og sorterer dagens noter i sin iPad, hvor indtryk, indskydelser, kommentarer og standpunkter bliver sat i system og gemt. iPaden er det nærmeste, hun kommer på en dagbog. Den blev oprettet, da hun blev ramt af alvorlig stress i 2005.

Man går og tænker: Jeg skal huske det, den der sagde

»Det går så sindssygt hurtigt i det her arbejde, man kan nå mange skelsættende ting i løbet af en dag, en eller anden siger noget, og man tænker hov, det er da en ny position, og så drøner man videre til den næste. Har man ikke skrevet noget ned, bliver det til en dansende flue oppe i hovedet. Man går og tænker: Jeg skal huske det, den der sagde, eller den der sagde, og det skal jeg lige huske at tage stilling til,« fortæller hun fra en blå uldsofa, der har tjent et ukendt antal Christiansborgpolitikere, før den endte her på hendes nye kontor med ridebaneudsigten.  Paternosteren, den gamle Christiansborgelevator, befinder sig ikke langt væk og kan høres som en metallisk puls med sine dunk, dunk dunk.

Har været tudevorn, handlingslammet og haft en kort lunte 

Stress invaliderer. »Syg i hovedet« kalder Pernille Rosenkrantz-Theil tilstanden, fordi det er sådan, det er. Man får hukommelsestab, har kort lunte, er tudevorn, handlingslammet og kan få uger til at gå med at kigge ind i en væg. Hun gennemlevede hele registret i 2005, blev sygemeldt tre måneder, fik professionel hjælp, tog et undervisningsjob i politik på Krogerup Højskole ved Humlebæk i Nordsjælland og vendte tilbage til Christiansborg efter et år. 

»Lige pludselig er man 20 år ældre. Man får taget op til revision, hvad der er vigtigt i ens liv. At blive syg på den måde gjorde mig voksen meget hurtig, jeg mødte min egen dødelighed,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

 

»Det går så sindssygt hurtigt i det her arbejde, man kan nå mange skelsættende ting i løbet af en dag,« siger Pernille Rosenkrantz Theil

 

Er megabange for at dø

At indse sin dødelighed betyder ikke at slutte fred med døden. Pernille-Rosenkrantz-Theil er megabange for at dø, siger hun med et højt og kort grin og taler videre i sit vante, dybe toneleje.

»Jeg har det svært med, at der er sådan en ultimativ kendsgerning, også fordi for fa’en, når man laver politik, er man jo vant til, at man altid kan gøre noget ved tingene, men det der med døden er jo svært at lave om på, uanset hvor gode ideer jeg kan komme på. Bum, så støder man ind i en mur. Det har jeg det faktisk ualmindeligt dårligt med.«

»Jeg syntes, at stress var sgu lidt halvhysterisk«

Hverken dødelighed eller stress får hende til at lægge sit liv om. Hun har ikke sat tempoet ned og ikke begrænset sin arbejdsindsats. Politik er vigtigt for hende og det, hun gerne vil bruge meget af sit liv på. Men hun er bevidst om, at hun bevæger sig på en knivsæg, og hun er godt trænet i at mærke, hvor kanten er, for eksempel hvis hun får søvnproblemer eller har rejst sig fra sofaen og pludselig står i køkkenet for at hente noget, men hvad?

»De fleste kender det, man er fokuseret på et eller andet. Man har fluer oppe i hovedet, og hvis det sker 10 gange på en dag, tre måneder i træk, bevæger man sig nok for tæt på kanten. Tidligere vidste jeg ikke, at den kant var der, jeg syntes, at stress var sgu lidt halvhysterisk,« siger hun.

Pernille Rosenkrantz-Theil var konkurrencesvømmer som femårig

Der har altid været fuld fart på i Pernille Rosenkrantz-Theils liv. Hun blev konkurrencesvømmer som femårig. Primært rygsvømning.

»Når dagen var slut, var der ikke noget med at lægge sig hjemme på fifaen og hygge sig. Jeg dyrkede simpelthen så meget sport, jeg syntes jo, det var sjovt,« siger hun. Svømning blev senere skiftet ud med volleyball, og i gymnasiet kom politik til at fylde alle de timer, som sporten før havde fyldt.

Pernille Rosenkrantz-Theil var 17, da hun meldte sig ind i Enhedslisten, 18, da hun kom med i landsledelsen, og 22, da hun kom i Folketinget.

Miljøet i barndomsbyen var brutalt

»Ungdomsårene skabte en vrede over systemet og fortællingen om velfærd i det her lille eventyrland. Når jeg kiggede på virkeligheden uden for min egen dør, var det bare forkert. Skellet mellem dem, der flyttede til en anden by og fik ungdomsuddannelser, og dem, der ikke gjorde, var ekstremt nærværende,« siger hun.

Miljøet i barndomsbyen Korsør var brutalt med stoffer, ungdomsvold og opløste familier. Kontrasten var stor til hendes eget trygge hjem med kærlige forældre, der syntes, at en stor del af tilværelsen handlede om at snakke med deres unger.

»Man tænker: Hvorfor må jeg ikke være alene hjemme, når min veninde altid er det? Det begynder at gå op for en, at det ikke er, fordi hun gerne må være ­alene hjemme, det er, fordi ingen forældre tager stilling til, om hun må være alene, fordi de sidder på værtshuset. Når de så på en heldig dag er hjemme, bliver der ikke snakket, de kommer ikke ind på værelset og siger hej, der er kun ligegyldighed. Man registrerer, at noget er galt. Som femårig er det bare en følelse af, at her er ikke rart at være. Når man er 10, begynder man at kigge på, hvad der foregår. De der forældre opfører sig mærkeligt, og man bliver opmærksom på, at ølflaskerne er for mange.«

Hjemme blev der diskuteret over middagsbordet

Hjemme blev der diskuteret over middagsbordet. Forældrene, der begge var lærere, mødte mange børn, der havde det svært, og de talte om, hvordan de kunne samle de børn og unge op.

»De gav mig en fornemmelse af, at man faktisk kan gøre noget, vi diskuterede meget, hvad der former folks tilværelse, og som barn har jeg jo siddet og suget til mig og dannet mit verdensbillede,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil, der flyttede fra Korsør til København i 2. g, nu som hardcore marxist og med piercinger og den rå læderjakke, som var dresscode på Nørrebro, hvor hun boede. 

»Jeg har haft en meget høj grad af firkantethed«

»Jeg har haft en meget høj grad af firkantethed, som er pillet af mig, efterhånden som jeg har fået respekt for nogle af de mennesker på Christiansborg, der ser anderledes på tilværelsen end jeg selv. Dengang mente jeg, at de, der forsvarede systemet, var onde og ikke ville se kendsgerningerne. Men borgerlige er også blevet politikere, fordi de gerne vil skabe en bedre tilværelse for folk. Vi har bare meget forskellige opfattelser af, hvordan man skaber den gode tilværelse. Den vrede mod systemet, jeg engang bar med mig herind på Christiansborg, og stadig har, er farvet af en højere grad af nysgerrighed på, om der er noget, vi kan mødes om for at gøre tilværelsen bedre.«

»Jeg er ikke til kirkebryllypper«

Når Pernille Rosenkrantz-Theil bladrer på iPaden efter tanker, der skal huskes, støder hun også på notater af privat karakter, forældresamtaler fra børnehaven og hændelser hjemme fra matriklen, og de kan være sjovere at genlæse end de rent faglige notater. Børnene Vito og Vigga på seks og fem år har hun med manden Mikkel Jes Hansen.

Pernille Rosenkrantz-Theil mødte sin mand, mens hun var syg af stress. Han er fra Korsør ligesom hun, og hun har kendt ham, siden hun var 12. De blev gift øverst i tårnet på Københavns Rådhus og festede bagefter på Krogerup Højskole sammen med 120 bryllupsgæster.

»Jeg er ikke til kirkebryllupper, heller ikke stor hvid kjole og slet ikke sådan noget marengs, men jeg er megaromantisk, og jeg var møghamrende pløkforelsket, derfor giftede jeg mig, og det var det største øjeblik i mit liv. Jeg er ikke en, der gifter mig, fordi det er praktisk. Jeg vil gerne bruge resten af mit liv sammen med min mand. Skilsmisse hører slet ikke med i min forestilling om, hvad mit liv skal indeholde. For mig er det en værdi i sig selv at dele tilværelsens foranderligheder over lang tid og følges ad, hvor man kan afkode hinanden, og hvor det bliver nødvendigt at kunne tilgive, for ellers kan det jo slet ikke lade sig gøre at være sammen i lang tid.«

 

»Man kan jo ikke sige til et barn, at nu må du rigtig gerne tage de første skridt«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil, der ikke har noget til overs for begrebet ”kvalitetstid”.

 

»Jeg kommer fra et hjem, hvor man har følt sig som verdens navle«

Pernille Rosenkrantz-Theil traf på et tidspunkt i sit liv en beslutning om ikke at få børn. Hun var bange for, at hun ikke kunne få det til at hænge sammen, selvom hun altid har vidst, at hun ville elske at få børn, og endte med at stifte familie alligevel.

»Jeg kommer trods alt fra et hjem, hvor man har følt sig som verdens navle, når man var barn, og det forstår jeg godt værdien af. Jeg tror ikke, man kan være lærerbarn uden at synes, at det at få børn er noget af det største i tilværelsen,« siger hun.

Pernille Rosenkrantz-Theil kalder sig røvgammeldags i sin tro på ro og stabilitet. Man skal ikke introducere 28 ideer om ugen for sine børn, om hvad de nu skal bruge deres tid til, og begrebet kvalitetstid er bare en dårlig undskyldning for ikke at være sammen med sine børn. Man skal være der. Hun husker lange gåture om eftermiddagen med sin far, mens de luftede hund, som noget af det bedste, hun vidste, selvom hun dengang påstod, at hun hadede at gå tur med hunden. De snakkede begge som vandfald, og gåturen gav dem tiden til det.

Børn elsker dage, hvor nattøjet aldrig kommer af

»Man kan jo ikke sige til et barn, nu må du rigtig gerne tage dine første skridt, fordi mor tilfældigvis er hjemme fra arbejde, eller det er nu, du skal sætte dig ned og være ked af, at din veninde er flyttet, så vi kan få den der samtale. Samtalen kommer, når man har spillet 10 spil klodsmajor, og ens unge pludselig siger: »Jeg savner Alma«. Jeg skal ikke være hellig, jeg har jo også selv stået i den der 500 meter lange kø til Experimentariet i efterårsferien. Mange gange tror jeg bare, at ungerne synes, at de fedeste dage er dem, hvor man bare er der, og hvor nattøjet aldrig kommer af.« 

Pernille Rosenkrantz-Theil lod både jul og fødselsdage passere med højst et løftet øjenbryn, før hun fik børn, men det har ændret sig. Hele december er der nu gaver i en julesok og små bare fødder på trapperne klokken seks om morgenen.

»Så hører man de der hyl, når gaverne pakkes op. Det er de bedste morgener, man har lyst til at trække i langdrag, fordi der er fuldstændig medrivende barnlig glæde i det der lillebitte ritual. Min egen fødselsdag har også fået en helt anden karakter, efter at der er kommet børn. Så bliver man vækket med flag og morgensang og sidder og hygger ved morgenbordet. Nej, det er svært ikke at holde af.« 

»Vi har meget brug for dem, som har passeret 60« 

Pernille Rosenkrantz-Theil er fyldt 37, nærmer sig dermed 40, og det er godt, siger hun. Jo mere livserfaring man får, jo mere kan man give til sit arbejde. 

»Patina i politik øger troværdigheden, siger jeg lidt i sjov, men jeg mener det faktisk. Alle skal ikke være gamle, der er brug for ungt blod til at ruske op i det hele, men de fleste skal have noget hår på brystet, og jeg er meget ked af den her tendens med, at folk, der passerer 60, synes, at nu skal der sørme nogle unge til. Jeg synes, vi har meget brug for dem, som har passeret 60, fordi de har så ufatteligt meget at give af, og så ville de jo på mange måder være bedre til at lede vores land end alle mulige årsunger som mig selv.« 

 

Sagt om Pernille Rosenkrantz-Theil

Per Larsen, formand for Børnerådet, tidligere chefpolitiinspektør, som har holdt en række foredrag om ungdomskriminalitet sammen med Pernille: 

»Det er en stor fornøjelse at debattere med hende. Hun er ekstremt velforberedt, er utrolig god til at argumentere og kan give sine ord vægt, som det er typisk, når man er godt inde i stoffet. Hun evner at få folk til at lytte. Hun har et stærkt socialt gen og vil få det bedste ud af situationen, uanset hvilket afsæt den anden kommer med, og så er hun munter og dejlig at være sammen med, men man skal stå tidligt op, for hun er lynhurtig i replikken.« 

 

Jens Rohde, medlem af EU-parlamentet for Venstre: 

»Vi har grinet meget sammen og røget cigaretter, når debatterne i Folketinget blev for kedelige, og vi har en god kemi. Jeg respekterer hendes talent for at kalde en spade for en spade.  Som politiker går hun benhårdt til værks, det har jeg selv mærket, mens jeg var i Folketinget, og hun havde flere ordførerskaber for Enhedslisten. Hun forstår at stille et spørgsmål, så man går lige i fælden. Men Pernille er ikke bare kontant, hun er også mild, beleven, begavet og kan få én til at grine. Den slags mennesker er der ikke mange af, så dem har jeg altid søgt at samle på.«

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Det sker der med dig, når du dør

De fleste ser kun deres afdøde nærmeste, når de ligger i sengen og i kirken, men der foregår en masse med afdøde i mellemtiden. Bedemand Knud Larsen fortæller, hvad der sker, efter døden indtræffer.
Af Aske Gott Sørensen | Illustration: Stine Hvid | 28. marts 2014

Samvirke samvirke@fdb.dk

Forførende emballage: Hvorfor vælger vi, som vi gør

Samvirke stiller skarpt på fødevarernes udseende. Vi bliver bombarderet med historier foran køledisken, men hvad får os til at vælge den ene æggebakke frem for den anden?
Af Aske Gott Sørensen | Foto: Jakob Carlsen | 27. marts 2014

Æg med paprika

»Barkholt æg er skrabeæg produceret på gården Barkholt ved Haderslev i Sønderjylland. Gården ligger smukt ved det skønne Haderslev Næs med udsigt over Lillebælt. Æggeblommen i Barkholt gård­æg er grundet foderets sammensætning mere gul, end den er i vort øvrige sortiment.«

Sådan beskrives produktet Barkholt gårdæg fra Hedegaard Foods. Æggebakken beskriver ægget med en flot gul blomme, produceret på et familiedrevet gårdbrug, men der kunne lige så godt stå skrabeæg fra industrihøns fodret med paprika. Æggene er skrabeæg fra høns i store haller, og den ekstra gule farve får blommen gennem paprika og tagetes, som bliver blandet op med hønsenes foder. 

Historien og produktet er uadskillelige

Der bliver altså lagt en masse historie om produktionen og gården ned i et skrabeæg, som ellers er magen til de andre skrabeæg, du kan finde på hylden. Det er et eksempel på, hvordan det kan betale sig at fokusere historien og tale til forbrugernes romantiske forestillinger om, hvordan vores dagligvarer kommer til verden.

»Vi ved, at kunderne gerne vil vide, hvor deres æg kommer fra, og hvem der har lavet dem, og denne her fortælling er en måde at differentiere Barkholt gårdæg fra andre skrabeæg. Vi har en god historie fra et landbrug, som vi er stolte af, og den vil vi gerne give videre til forbrugerne,« fortæller chef for salg og marketing fra Hedegaard Foods, Mette Due Andersen. 

Forbrugerne føler sig snydt

Æggene er ikke en enlig svale. Historierne findes på alle hylder. Valsølille er en lille by på Midtsjælland, med et juicemærke af samme navn, men der er ikke blevet presset en appelsin i byen siden midten af 90’erne, hvor Valsølille juice blev overtaget af svenske Brämhults. Siden da er juicen blevet lavet i Brämhult 50 kilometer øst for Göteborg. Navnet hænger dog stadig ved, selvom tilknytningen til byen er forsvundet.

Emballagerne og historierne, der fortælles om produktet, er så tvetydige, at danskere jævnligt føler sig snydt, når de køber mad og drikke.

Det viser en undersøgelse, som Forbrugerrådet har foretaget for Varefakta. Mere end hver fjerde forbruger – eller helt præcist 27 procent – siger, at de jævnligt føler sig snydt af emballagen. Dertil kommer, at to ud af tre forbrugere siger, at de mindst en gang har følt sig snydt af især illustrationerne på emballagen.

Den irrationelle forbruger

På Copenhagen Business School beskæftiger forskergruppen Fair Speak sig med, hvordan de danske forbrugere vælger dagligvarer, og hvilke dele af emballagen der gør, at vi rækker ud efter lige netop den vare. Jesper Clement er adjunkt med speciale i, hvordan emballagen taler til os.

»Når vi vælger dagligvarer, er vi irrationelle. Vi vælger varer, som taler til vores følelser, men hvis vi tænker rationelt over det, kan vi godt regne ud, at alle de flotte billeder og pæne ord, som gør etiketten og produktet mere tiltalende, måske ikke stemmer helt overens med virkeligheden.«

Vi beslutter os for hurtigt

Faktisk er vi så irrationelle, at noget så simpelt som store kontraster i farver eller form kan få os til at tage varen ned fra hylden og fravælge de andre. Hvis produkterne ligner hinanden, fjerner det muligheden for det valg, der taler mest til vores følelser, men hvis et enkelt skiller sig ud, som eksempelvis Valsølille Juice, der bruger plasticflaske i stedet for karton til deres juice, vil vi være mere tilbøjelige til at vælge lige præcis den juice. 

»Vi bruger omkring halvandet sekund på at beslutte os for, hvad vi vil have fra en hylde. Derfor skal vi afkode en masse billeder og tekst på meget kort tid, og det åbner op for, at man kan smide en masse irrelevante informationer, som for eksempel smilende familier, på emballagen, og det er med til at påvirke os,« siger Jesper Clement.

Forbrugerne har som oftest også svært ved at gennemskue, hvad det er, billederne på pakkerne rent faktisk betyder. Det klassiske eksempel er Nutella, som bruger symboler, der kan forbindes med en sund livsstil. Billeder af mælk og hasselnødder på forsiden af glasset gør os tilbøjelige til at putte produktet i indkøbskurven, også selvom de to råvarer langtfra udgør den største bestanddel af produktet. 

Vi er visuelle analfabeter

Thomas Boysen Anker fra Glasgow University beskæftiger sig med, hvordan brands udnytter billederne på emballagen. I en artikel fra Journal of Business Ethics analyserede han, hvordan et brand kan få os til at tro, at et produkt er sundere, end det rent faktisk er.

»Vi er rigtig skarpe til at analysere teksten på produkterne, fordi vi er så vant til at skulle forholde os til, hvad der skrives, men når det kommer til billeder, kan vi ikke altid skille sundhedssymboler fra fakta. Vi er visuelle analfabeter, når det kommer til at analysere, hvilke informationer et billede på pakken kommunikerer,« siger Thomas Boysen Anker.

Historierne er overalt

Producenterne ved godt, at billederne forfører, og derfor er der også stor fokus på emballagen og historien på pakken. Charlotte Liendgaard Vigh har virksomheden Branddirection. Hun har i mange år arbejdet som konsulent i reklamebranchen, og hun har blandt andet hjulpet Arla med deres kampagne »Tættere på naturen«. Ifølge hende er det en naturlig del af fødevarebranchen, at der på pakkerne digtes en historie, som vi forbrugere skal købe. 

»De fleste discountvarer knytter ikke historier til deres brand, fordi de konkurrerer på prisen, men ellers er der historier tilknyttet varerne overalt. Det skal give produktet noget mere værdi, som forbrugeren er villig til at betale mere for,« forklarer hun.

Glansbilledet er bedre

Men hvorfor bruger producenterne så flittigt den fantasifulde historiefortælling, som koster markedsføringskroner og i nogle tilfælde vildleder forbrugerne? Ifølge Charlotte Liendgaard Vigh er det, fordi forbrugeren også vil have historien.

»Er det overhovedet at blive narret, at præsentere produkterne bedst muligt? Folk vil ikke se det rigtige landbrug, og hvis vi viste det rigtige billede, blev forbrugerne dybt forargede. Man vil hellere se glansbilledet. Det er det, forbrugerne vil have, og forbrugerne sætter dagsordenen.«

Samvirke samvirke@fdb.dk

Sådan brygges øl

Hvad betyder urt, når man koger øl, hvad er mæskning og hvad er malt. Se her en kort forklaring på stadierne i ølbrygning.
Af Inger Abildgaard | 25. marts 2014
øl
Når vi mæsker os i noget har det i virkeligheden med ølbrygning at gøre. Læs hvordan

Maltning

Kornet suger en masse vand og spirer og danner så enzymer. Enzymerne skal senere lave kernens stivelse om til maltose, som gæret skal leve af for at danne alkohol. Spiringen stoppes igen ved at blæse kornet igennem. Kornet ristes og får smag af karamel. Spirerne renses af, men enzymerne er stadig i kornet. De bliver aktive i samme øjeblik, det maltede korn kommer i forbindelse med vand. Maltning varer i syv døgn.

Mæskning

Malten knuses og tilsættes 65 grader varmt vand, og enzymerne bliver aktive og danner maltens stivelse om til maltsukker. Brygget hedder i dette stadium mæsken, og det dufter af maltbolcher og smager sødt. Mæskning varer i halvanden time.

Urten koges

Mæsken sies, den faste del af skallerne fra malten frasorteres og bruges til foder. Den flydende del, der hedder urten, koges med humle i en time, hvor humlen afgiver bitterstoffer, og smagen afbalanceres. 

Gæring

Urten afkøles, inden gæren tilsættes i gæringstanke. Gærcellerne omdanner maltosen til alkohol og kulsyre. Der bruges undergæring eller overgæring. Undergæring foregår ved 10-16 grader, overgæring foregår ved 18-25 grader. Gæringen varer fem - otte dage. Efter gæring tages gæret fra. Øllet lagres i op til flere måneder, før det tappes.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Fremtidens kaffe bliver, som du vil have den

Fremtidens kaffe er sort, dyr og af god kvalitet. Danskerne drikker mere og mere kaffe ude på cafeerne, og vi går ikke på kompromis. Vi vil have vores kaffe præcis, som vi kan lide den.
Af Liv Mygind | Foto: Colourbox | 24. marts 2014
"Single brew" er blevet populært blandt kaffeentusiaster og på enkelte cafeer. Her brygger man én kop filterkaffe af gangen på et forvarmet filter.

Kaffeentusiasterne nørder med bønnerne

Danmark er et af de mest kaffedrikkende lande i verden. Hver dansker drikker i gennemsnit 3 til 4 kopper kaffe om dagen, viser tal fra Kaffebranchen. Men om kaffen skal være filterkaffe, pulverkaffe eller espresso ændrer sig stille og roligt. Kaffenørderne fører an, og de er for tiden på vej væk fra kaffe med mælk.

 

Vi bevæger os væk fra mælken

»Kaffe er i øjeblikket præget af back to basic. Det er bønnen, der er i fokus, og dem, der rodede meget med cappuccino og mønstre i skummet for få år siden, de står nu med deres Madam Blå og rister selv deres bønner. De bevæger sig væk fra mælken og drikker deres kaffe sort,« siger Henrik Frellsen formand for Kaffebrancheforeningen og direktør i Frellsenkaffe.

 

Hjemme er kaffen ikke bare længere kaffe

Selvom kaffenørderne skifter smag og kaffetendenserne ændrer sig, er det stadigvæk langt de fleste danskere, der drikker filterkaffe derhjemme. »Det gør de i dag, og det gør de også om 10 år,« siger Henrik Frellsen. Men kaffe bliver af bedre kvalitet, og vi stiller generelt krav til, at kaffe skal smage nøjagtig, som vi ønsker det.

»Den store bevægelse er, at vi stiller krav til vores kaffe. Vi vil have den lige, som vi vil have den. Mulighederne er blevet meget større i dag end tidligere, og vi kan vælge mellem alt fra selv at riste og male til den fuldautomatiske portionskaffe med 10 varianter i skuffen. Tidligere var kaffe en fællesskabsting, hvor vi delte en kande kaffe. Kaffe er stadigvæk en kulturbærer, og noget vi mødes over, men det bliver mere og mere individuelt, hvad vi drikker, og de personlige præferencer er i højsædet,« siger Henrik Frellsen.

På arbejdet forventer vi at kaffe er både god og gratis

»Prøv at lade være med at sørge for kaffe til dem, der arbejder. Så kommer der ramaskrig,« siger Henrik Frellsen, der fortæller, at danskerne er godt vant, når det kommer til kaffe på arbejdspladsen. For i Danmark er der kultur for, at kaffen på jobbet er gratis, hvilket er usædvanligt sammenlignet med andre europæiske lande.

»God kaffe er et eftertragtet personalegode. Der er en tendens til, at større arbejdspladser indretter cafeer, der enten er betjente, eller hvor man selv kan lave kaffen. Generelt er der altid drukket kvalitetskaffe i Danmark, men vi ser, at kaffen bliver bedre på arbejdspladsen med hele bønner i kaffemaskinen og af høj kvalitet,« siger Henrik Frellsen. 

Kaffen flytter hjemmefra og ud på cafeen og tankstationen

Sociolog og Fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen fortæller, at vi i fremtiden kommer til at drikke mere og mere kaffe uden for hjemmets vægge.

»Kaffen flytter hjemmefra, og der bliver generelt drukket mere kaffe ude. Til gengæld bliver der mere hjemligt i kaffebaren - med bløde møbler, billeder på væggene og sågar familieportrætter. Kaffeslabberasen derhjemme er aflyst, og vi oplever at selv forældremøderne er flyttet ud på cafeen,« siger Birthe Linddal Jeppesen, der har beskæftiget sig med fødevare- og kaffetendenser i en årrække.

Flere og flere går op i kaffe

Hun vurderer, at den almindelige dansker stadigvæk ikke går så meget op i kaffe, men at der er en forandring på vej - og at passionen for kaffe vil sprede sig i de kommende år. 

»Generelt kommer vi til at drikke mere avanceret kaffe, og dem, der drikker kvalitetskaffe ude, vil også drikke god kaffe hjemme,« siger Birthe Linddal Jeppesen.

 

Single brew er det  nye

Den tendens har Henrik Frellsen også lagt mærke til, han fortæller, hvordan ’single brew’ er blevet populært blandt kaffeentusiaster og på enkelte cafeer. Her brygger man én kop filterkaffe af gangen på et forvarmet filter.

 

»Filtermetoden til én kop kaffe er den største trend lige nu. Baristaerne laver et show ud af at lave én kop kaffe og det tager 4-5 minutter at lave den. Baristaerne er ved at udvikle sig og minder mere og mere om en sommelier (vintjener, red.),« siger Henrik Frellsen.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Farvel til ukrudtsmidler i Coop

Coop har netop forbudt salg af sprøjtemidler til græsplæner og mod ukrudt. Coop vil gerne tage ansvar for grundvandet.
Af Kristian Herlufsen | Foto: Colourbox | 24. marts 2014
Siden 1. marts har du ikke længere kunnet købe sprøjtegifte mod ukrudt i Coop Danmarks 1200 butikker.

Ingen ukrudtsmidler fra 1. marts

Ukrudtsmidler og plænerens bruges i mange haver til at holde haven pæn, men miljømæssigt set er det en dårlig idé at bruge gifte og kemiske produkter i haven. Både ukrudtsmiddel og plænerens siver ned i grundvandet efter brug.  Derfor har Coop fjernet produkterne fra hylderne 1. marts i år. 

»Der er gennem en årrække i gennemsnit lukket 100 drikkevandsboringer om året som følge af forurening med blandt andet sprøjtegift. Der er for mig at se intet, der kan forsvare, at haveejere skal belaste grundvandet med gift. De ukrudtsmidler, vi bruger i vores private haver, er medskyldige, og derfor vil vi gerne rose Coop for at tage ansvar med deres initiativ,« siger direktør Carl-Emil Larsen fra vandsektorens brancheorganisation, DANVA.

Ingen pesticider til pryd

Coops forbud mod salg af sprøjtemidlerne sker som en del af en udfasningsplan, som blev påbegyndt for fem år siden, fortæller Malene Teller Blume, der er ansvarlighedschef for nonfood i Coop. 

»For fem år siden forbød vi de koncentrerede gifte, og nu går vi hele vejen og forbyder alle produkter, der bruges mod ukrudt, også plænerens. I Coop synes vi ikke, at private husstande skal bruge kemiske produkter for at få en smuk have. Der findes mange gode og effektive grønne haveråd, som gør brug af ukrudtsmidler overflødigt.«

Coop vil fortsat sælge gift mod myrer, flyvende insekter og mus ud fra devisen, at der ikke er grund til at bruge pesticider for pryd, mens det kan være et nødvendigt onde mod visse skadedyr.