Samvirke samvirke@fdb.dk

Ved du, hvad vi ved om dig?

Dit digitale spejbillede på nettet afslører, hvor du har boet, hvad du skylder i huset, og - måske - hvad du lavede sidste sommer. Det er alt sammen med til at kvalificere eller diskvalificere dig, når du søger job
Af Bente Schmidt og Lars Aarup | 30. april 2008

Seks ud af ti rekrutteringsfirmaer søger oplysninger om dig på internettet, når du søger job.Hver tiende har fravalgt en kandidat på baggrund af det, de fandt. Det viser en rundspørger blandt 58 virksomheder, som Samvirke har lavet.

Tallet kan dog være højere. Flere af rekrutteringsfirmaerne har ikke ønsket at stå frem, fordi de finder spørgsmålet ømtåleligt. Søgninger på nettet er nemlig sjældent en del af den officielle firmapolitik, fortæller de.

Ledere kontrolleres mest.

Samvirkes undersøgelse tyder på, at jo højere en stilling der er tale om, jo mere information søges der på nettet. Til gengæld er det meget forskelligt, hvilke oplysninger rekrutteringsfirmaerne finder relevante.

Hos Activator Group i Odense lægger administrerende direktør, Carsten Haugaard, ikke skjul på, at firmaets ansatte benytter alle de søgesider, de kan finde på nettet. »Som stillingsmarkedet udvikler sig, er der ikke mange oplysninger, der ikke er relevante.

Men oplysningerne skal kunne samles legalt,« siger han. Det er specialister og kandidater til mellemlederstillinger og derover, der bliver søgt oplysninger på.

Carsten Haugaard forklarer, at det er relevant, at kandidaten for eksempel er spejder i sin fritid. Det vidner om sunde interesser. Hvis han spiller golf i bestemte klubber, så har han muligvis et godt netværk, som en virksomhed kan få gavn af. På den måde er oplysningerne med til at skabe et bredt billede af kandidaten.

Activator Group har dog aldrig forkastet en kandidat på baggrund af de oplysninger, de har fundet på nettet. Det har man til gengæld hos rekrutteringsfirmaet Adecco på Frederiksberg. Her fortæller kommunikationschef Nikolaj Henum, at de oplysninger, firmaet har fundet på nettet, kan have været med til, at en kandidat blev fravalgt.

Hos et andet rekrutteringsfirma - der ikke ønsker at stille op til interview - fortalte direktøren om en ansøger, som havde undladt at fortælle, at vedkommende var engageret i lokalpolitik. Det fandt arbejdsgiveren ud af via nettet, og personen blev ikke ansat. Muligvis blot fordi det ifølge arbejdsgiveren var et udtryk for dårlig dømmekraft ikke at tone rent flag fra starten, fortæller direktøren.

Supplement til CV'et.

Hos Adecco på Frederiksberg bruger man søgesiderne til at lede efter oplysninger, der kan understøtte det, kandidaten har skrevet i sit CV.

Det er en sober måde at skille skidt fra kanel på. Hvis du har skrevet i dit CV, at du har gennemført Copenhagen Marathon fem gange, så er det da mærkeligt, hvis ikke der står noget som helst om det på internettet,« siger Nikolaj Henum.

Det vil en kandidat blive spurgt ind til ved en eventuel samtale, og det er sådan, firmaet bruger oplysningerne. Til gengæld er gamle billeder fra den vilde ferie på Ibiza ikke interessante.

Det er noget, vi alle har prøvet, og det gør overhovedet ingen forskel i forhold til at få stillingen,« siger Nikolaj Henum, og han bakkes op af direktør i rekrutteringsfirmaet Rex &Lindeborgh, Per Lindeborgh, der heller ikke er interesseret i feriebilleder og andet personligt materiale.

I ganske få tilfælde har vi, ud over de test og interviews, vi selv har udført, søgt yderligere informationer på nettet. Men det er kun, hvis vi har haft mistanke om, at en kandidat ikke taler sandt. Ellers benytter vi os udelukkende af referencer fra tidligere arbejdsgivere, som ansøgeren selv har oplyst til os,« siger Per Lindeborgh.

De rekrutteringsvirksomheder, der i vores undersøgelse har svaret, at de ikke søger information om deres kandidater på nettet, siger samtidig, at de får alle nødvendige oplysninger ved dybdegående interview eller via referencer.

Men i Nikolaj Henums øre lyder det svar ikke sandsynligt.

Jeg har meget svært ved at tro på, at det skulle være tilfældet,« siger Nikolaj Henum fra Adecco.

Og den skepsis er han ikke alene om. Flere andre virksomheder har over for Samvirke udtrykt samme undren.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Når skyggen er hurtigere end dig selv

Af Karsten Kolding | 30. april 2008

Verdens mest kendte tegneseriecowboy, Lucky Luke, er »hurtigere end sin egen skygge«. Og det er præcis det, der gør ham til vores helt - bevæbnet med sin seksløber og sin underfundige humor. Men Lucky Luke havde ikke hørt om internettet.

På de følgende sider kan du læse om, hvad der sker, når skyggen i nogle situationer kan blive hurtigere end dig selv. Vi kan kalde det en omvendt Lucky Luke. Hvor din digitale skygge løber foran dig - for eksempel hen til den arbejdsgiver, som du er i gang med at søge job hos. På jobbet, derhjemme eller hvor som helst sætter du dig spor. Du kaster en skygge. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Fodspor, bremsespor, referater, breve, fotos, DNA, fingeraftryk, dufte - eller for den sags skyld din skraldespand er den slags spor, som for eksempel politiet forfølger i deres efterforskning.

Det nye er, at sporene langt mere effektiv kan fastholdes og genfindes. Takket være nettet.

Nu bliver sporene holdt fast, hvor de tidligere var forgængelige og forsvandt - takket være en regnbyge, en makuleringsmaskine, rod på loftet, almindeligt slid eller den effektive skraldemand og forbrændingsanstalten. Nu må du gå ud fra, at alt, hvad andre behøver for at finde det, er en pc med en hæderlig internetforbindelse.

Og det sker. Ikke bare for sjov, men også i alvor. Når du søger job, så regn med, at din arbejdsgiver har mødt din digitale skygge - eller dit spejlbillede - før han møder dig. Seks ud af ti rekrutteringsfirmaer søger oplysninger om dig på internettet, når du søger job. Hver tiende har fravalgt en kandidat på baggrund af det, de fandt.

Pointen er ikke, at du skal gå og være bange. Nu som før skal du selvfølgelige gøre det, du kan stå inde for. Også det skæve og sjove. Du skal bare vide, at skyggen kan løbe foran dig. Så pointen er, at du selv bør gøre, hvad du kan for bevidst at præge skyggen, i stedet for kun at overlade det til tilfældet, hvad der ligger om dig på nettet. Fuldstændig ligesom du sætter håret, lægger makeup eller stryger skjorten, før du går til jobsamtale, skal du pudse din digitale profil af livet igennem.

Læs som PDF:


Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Månedens drue - Syrah

Til druen Syrah (eller Shiraz) knytter der sig flere anekdoter, som den moderne dna-analyse desværre endeligt har aflivet
Af Merete Munk | 30. april 2008

Til druen Syrah (eller Shiraz) knytter der sig flere anekdoter, som den moderne dna-analyse desværre endeligt har aflivet. Det var således ikke korsridderen Gaspard de Stérimberg, som havde druen med hjem fra et korstog.

MAD TIL VINEN

Det er svært ikke at se en rød bøf på grillen og et glas Syrah-vin dertil. Vinen går både til argentinsk oksekød og hollandsk kalvekød, men når vi tænker på australsk Shiraz, så er det først og fremmest lam, der byder sig til. Er det forårslam med spæde grønsager, så pas på alkoholprocenten.

Syrahdruen er perfekt til stærke, modne oste: Cantal, Brie de Meaux, Chambertin eller den lagrede Manchego.

Den let stegte, rosa andelever med frisk rosmarin eller oregano indgår i en perfekt smagssymfoni med vinens blåbær og peber.

Flødegratinerede østers med svampe er en avanceret kombination med den kraftige, bæragtige syre og de kødfulde skaldyr.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Flere og flere går på pilgrimsvandring på den jyske hærvej for at finde sig selv og gud

Pilgrimsvandring er ved at slå an som et supplement til den traditionelle kirkegang. Nogle kommer for at finde sig selv, andre for at finde Gud, men de fleste begge dele. Antallet af arrangerede vandringer stiger år for år, og stadig nye pilgrimsherberger åbner langs den jyske hærvej.
Af Karl Jack | Foto: Casper Balslev | 30. april 2008
Fire vandrende
Nogle kommer for at finde sig selv på en pilgrimsvandring, andre for at finde Gud, men de fleste vel begge dele

Pilgrimsvandring er et populært alternativ til den traditionelle kirkegang

Antallet af arrangerede pilgrimsvandringer stiger år for år, og stadig nye pilgrimsherberger åbner langs den jyske hærvej. Nogle bruger pilgrimsvandringen til at finde sig selv med, andre bruger den til at finde Gud, men de fleste begge dele.

Med pilgrimsvandringen kan man flytte sig åndeligt ved at flytte sig fysisk og få sin kristne tro væk fra hovedet og ned i kroppen. Dermed er pilgrimsvandringen blevet et anderledes supplement til gudstjenesten i folkekirken.

Frokostpausen byder på Fadervor og spanske rundstykker

Ti kvinder og en enkelt mand begiver sig i flot sommervejr ud på pilgrimsvandring. Halvdelen af dagsetapen på 25 kilometer er tilbagelagt, og det er tid til frokostpause i den historiske mindepark Urnehoved sydvest for Aabenraa. Trætte ben bliver strakt ud i græsset, fødder kontrolleret for vabler og vandrestøvler tømt for sten.

Turleder og præst Elisabeth Lidell finder et tørt spansk rundstykke og et trækrus frem. Kruset fyldes med jordbærsaft. Hun brækker et lille stykke af rundstykket og giver det til en pilgrim med ordene »dette er Jesu Kristi legeme«.

Brødet dyppes ned i kruset med »Jesu Kristi blod«.Hvorpå pilgrimmene efter tur overtager brød, krus og forklaring. Fadervor bliver sagt i kor, og inden afgang siges den hellige Birgitta af Vadstenas bøn: »Herre, vis os din vej og giv os mod til at gå den.« Et par gange kommer en bil og en knallert støvende hen ad vejen. Ellers har pilgrimmene hærvejen for sig selv.

Pilgrimsvandring er et symptom på længslen efter en åndelig dimension i en overfladisk tid

»Vores moderne liv har nået topmålet af overfladiskhed, larm og zappen rundt,« konstaterer turleder og præst Elisabeth Lidell, der mener at folkekirken mange steder lider af ordforstoppelse, og at mange har svært ved at bruge kirken til noget åndeligt.

»Men folk længes efter en åndelig dimension, efter Gud, efter at stoppe op, få overblik og bevæge sig indad.« »Når man vandrer, bevæger man sig horisontalt gennem det ydre landskab og vertikalt gennem det indre landskab. Man når frem til at se livet som en lang vandring og får chancen for at stoppe op og måske lægge en ny kurs.«

Pilgrimmene taler åbent om deres liv, selv om de ikke kender hinanden i forvejen

Pilgrimmene kender ikke hinanden i forvejen, men måske netop derfor forsvinder de sædvanlige barrierer herude på grusvejen - i Guds høje sal og med gode dufte fra fyr, slåen, kørvel og græssende heste.

»Samtalerne undervejs giver mig ufatteligt meget,« fortæller Hilda Hørlyck fra Hedensted.»En af dagene blev vi sat til at tale om veje i vores liv. Vi var i årenes løb kommet ud for både T-kryds og V-kryds, hvor vi skulle vælge kurs. Det blev til dybe samtaler, hvor vi lagde vort liv, vore sorger og glæder og vor kristne tro frem helt uden forbehold.«

I øvrigt understreger Hilda Hørlyck at pilgrimsvandring er noget helt andet end at sidde passiv i kirken, hvor hun kun kommer en gang hver anden måned. Undervejs er der brug for at hvile ryggen og fødderne

Vandreturen nærmer sig sin afslutning i gåsegang

Sidste del af dagsetapen foregår i gåsegang og tavshed. Hver enkelt kan lade sine tanker bundfælde sig - eller stige til vejrs. Det sidste stykke vej foregår på asfalt og fortove og forbi transportcentret i Kliplev. Pilgrimsstilen nærmer sig det fodslæbende, og både den rytmiske gang og stilheden er forbi.

»Det, som giver mig mest, er den totale stilhed en time hver formiddag og eftermiddag. Jeg føler virkelig, jeg er del af et tavst fællesskab. I mit daglige job som hjemmehjælper snakker jeg meget. Så jeg har faktisk rigtig meget brug for ikke at sige noget,« siger Karen-Marie Lauterlein, 59 år og fra Virum.

Pilgrimsvandringen er hendes første og har også været en fysisk udfordring. Undervejs på vandringen har hun måttet ned på ryggen, strække ud og ligge med stængerne oppe i det blå. »Jeg vil gerne prøve det igen, men med kortere etaper,« siger hun.

Man kan overnatte på et af de i alt 14 herberger på hærvejen På den 240 kilometer lange hærvejsrute fra Viborg til den dansk-tyske grænse har man mulighed for at overnatte på et af hærvejens i alt 14 herberger. Herbergerne er typisk indrettet på nedlagte landbrug med køjesenge, brusebad og køkken. En overnatning koster 80 kroner.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Siden sidst: Internet på vej til fængslerne

Siden Samvirke i marts sidste år skrev om undervisningen af de indsatte i fængslerne - hvor af mange har skolekundskaber som et barn i fjerde klasse - er der der indgået en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance om fængslernes budget for de næste fire år. Internetundervisning er en del af planen
Af Lars Aarup | 30. april 2008

Undervisningen i fængslerne er ikke god nok. Der er alt for stor forskel på de bedre og de dårligste elever, og derfor er det svært at lave en god og tidssvarende undervisning, forklarer en af landets mest erfarne fængselsundervisere, Per Thrane fra Statsfængslet på Søbysøgård på Fyn.

Han mener, at de indsattes undervisning på mange punkter er på stenalderniveau.

»Alle andre skoler har gennemgået en rivende udvikling over de seneste år. Men det er ikke sket i fængslerne, særligt ikke i de lukkede fængsler,« siger han, og peger på, at de indsatte er den befolkningsgruppe i Danmark, der har allermest brug for undervisning.

En af de mest iøjnefaldende mangler er, at de indsatte ikke har tilstrækkelig mulighed for at arbejde med computere og internet. Hvis fængselsunderviserne - via internet - kunne udnytte hinandens netværk, så kunne man give en meget bredere vifte af fagtilbud, og fjernundervise på forskellige niveauer, siger Per Thrane.

Fængselssystemet og politikere har hidtid været tilbageholde med at give computere og internet til de indsatte. Argumentet har primært været frygt for misbrug. Men det sikkerhedsproblem er flere udviklingsprogrammer i både Danmark, Tyskland og Norge ved at få has på.

Nogle har gode erfaringer.

I Norge deltager omkring en tredjedel af de indsatte i undervisningen, og de har alle adgang til en computer. Siden januar sidste år har fem fængselsskoler desuden givet adgang til internet, og det har fungeret uden problemer, fortæller Paal Chr. Breivik, der arbejder for Fylkesmanden i Hodaland nordvest for Oslo, og som har ansvaret for undervisningen i de norske fængsler.

»Vi mener ikke, at man kan levere en tilstrækkelig undervisning, hvis ikke man har adgang til internettet,« siger han.

I de norske skolestuer er der lavet en kontrolleret internetadgang. Der er ikke åbnet for adgang til at sende beskeder, modtage popups, downloade dokumenter eller installere programmer. Og det betyder desværre, at det er et lidt »dødt« internet, man møder, men det er bedre end ingenting, siger Paal Chr. Breivik.

»For rigtig mange indsatte - særligt udlændinge - har det været en revolution, at de pludselig efter mange år i fængsel kan læse en avis på deres eget sprog,« fortæller han.

Ingen porno.

De norske fængsler har lavet en hvidliste og en sortliste over sider, som de indsatte må se og ikke se.

På sortlisten er blandt andet porno, sider om våben og ekstremisme. Resten af internettet styres af et filter. Et lignende system, hvor man kontrollerer adgangen til nettet, og udelukker for eksempel pornosiderne, ville kunne bruges i de danske fængsler, mener Per Thrane.

»I cellerne har de indsatte plakater på væggen, hvor det hele kommer lige op i hovedet på én. Det blander vi os ikke i, men computerne er ikke de indsattes ejendom, og de skal bruges til undervisning, og i den sammenhæng er det forstyrrende, hvis der kan søges på porno,« siger Per Thrane.

De endelige planer for computere og internetadgang - i en eller anden form - er endnu ikke lagt fast.

»Der bør (...) etableres et system til netbaseret undervisning i fængslerne, som fuldt ud tager højde for de særlige sikkerhedsforhold, som er nødvendige i fængslerne, herunder bl.a. at der kun gives adgang til udvalgte og kontrollerede hjemmesider på Internettet.« Uddrag af regeringens aftale med Dansk Folkeparti og Ny Alliance



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hunde kan også donere blod

Menneskets bedste ven donerer også blod.
Af Signe Gry Braad | 30. april 2008

Nyt behov for register med donorhunde

I takt med at danskerne har fået flere penge mellem hænderne, efterspørger de også mere komplicerede indgreb, når kæledyrenes liv står på spil. Det har affødt et behov for en hundeblodbank med et register over donorhunde

Der er to hundeblodbanker i Danmark. Den ene åbnede for cirka halvandet år siden på Københavns Dyrehospital. Den anden ligger på Landbohøjskolens Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme på Frederiksberg

8 hunde i beredskabet

På Københavns Dyrehospital har man i sit stationære beredskab 8 hunde, som regelmæssigt giver blod. Derudover er der 2 hunde, som kan kaldes ind med kort varsel, hvis det bliver nødvendigt.

Når Københavns Dyrehospital før i tiden fik en hund ind, der havde akut behov for blod, gik jagten i gang på en »tilfældig hund« af passende størrelse. Det kunne være ansattes hunde eller måske en hund, der tilfældigvis befandt sig på hospitalet.

Det betød, at man ikke vidste, hvilke mulige sygdomme donorhunden havde, eller om den selv kunne risikere at blive syg af tapningen. Man kunne heller ikke være sikker på, om donorhundens blodtype matchede den syge hunds type perfekt. Der er tolv forskellige hundeblodtyper, og det er - som hos de tobenede -bedst at få blod, som matcher.

 

Hunden får gratis sundhedsundersøgelser, gratis vacciner og gratis foder

Når en hund bliver indlemmet i donorkorpset, skal den møde op på hospitalet og give blod hver tredje måned. Til gengæld får hunden gratis sundhedsundersøgelser, gratis vacciner og gratis foder i den periode, som hunden er tilknyttet registret.

 

Men Københavns Dyrehospital er kræsne. Det er ikke alle hunde, der kan blive donorer.

»En god donorhund har en godmodig adfærd, vejer mellem 25 og 35 kilo, er slank og har forholdsvis kort pels,« forklarer Anne Greisen, som er fagdyrlæge på Københavns Dyrehospital. Labradorblandinger er stærkt repræsenteret i donorkorpset.

»De vinder ofte på deres rolige gemyt, « fortæller Anne Greisen. Godmodigheden er især vigtig, når hunden skal ligge stille under tapningen. Det er ikke decideret ubehageligt for hunden at få tappet blod. Nogle kan endda ligge og logre lidt. Der kan være forskellige grunde til, at en hundeejer vælger at melde sin hund til donorkorpset. En af dem kan være, at ejeren selv er bloddonor. Eller at man vil gøre noget godt for dyrene. Men hvis det blot er det gratis foder og vaccinerne, der lokker, er det ikke det bedste udgangspunkt for et godt samarbejde, siger Anne Greisen.

 

Bloddonor hund på job, da en anden hund har spist rottegift

En af de situationer, hvor bloddonorerne kommer på job, er, når en anden hund har spist rottegift. Det kræver typisk en blodtransfusion,da giften påvirker blodets evne til at størkne. I andre tilfælde, hvor en hund rammes af hjerte-lunge-orm, kan donorerne også hjælpe.

 

Lige nu er det et passende antal hunde, som er tilknyttet Københavns Dyrehospital, men Anne Greisen kan godt forestille sig, at der bliver brug for flere hunde på længere sigt.

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Lusen der farver

»Naturligt farvestof« kommer ofte fra Cochenillelusen - et lille og overset dyr - der i århundreder er blevet brugt i madvarer og tøj. I dag kender vi det under navnet E120, hvis fremtid som tilsætningsstof skal afgøres i EU i år.
Af Benedicte Boijlén | 30. april 2008

Før de syntetiske farver kom frem i 1800-tallet, var en dyb, rød farve meget efterspurgt og kostbar. Den ledte tanken hen på monarker, aristokrater og kardinaler.

På det tidspunkt havde mellemamerikanske indianere - aztekerne - i århundreder dyrket kaktusser, der husede en speciel hunlus. Cochenillelusen sad som et hvidt pulver, men indeholdt et stærkt rødt farvestof. Den farveholdige Cochenille forblev i århundreder under spansk kontrol, og skibe fra Amerika kun måtte laste i Sevilla. Så lukrativ blev handlen med farven, at Spanien indførte dødsstraf for at afsløre dens oprindelse.

Selv om spanske lærde tidligt blev enige om, at cochenillen måtte være et dyr, så var det ikke almen viden. Oplysningerne var modsætningsfyldte; mange havde »med egne øjne« set, at den var alt fra en orm til en frugt fuld af frø. Og ligeså forskelligt så det ud i samtidens mikroskoper. Ikke engang en detaljeret tegning fra 1704, lavet efter et avanceret mikroskop, kunne anses for endeligt bevis, for der var altid nogen, der så noget helt andet i deres instrumenter.

Når farvestoffet nåede Europa, var det et tørret, brunligt granulat og det var ikke længere til at se, om det stammede fra dyr eller planter. I det 16. århundrede var Biblen det oplagte sted at lede efter en beskrivelse af de mærkelige ting, der kom fra den nye verden. Amerika selv var ganske vist ikke omtalt i Biblen, men man mente, at det var fordi alt nyopdaget havde en parallel i den allerede kendte verden. Plinius´ naturhistorie fra det 1. århundrede var en anden mulighed; her kunne man læse om et rødt farvestof, der kom fra et såkaldt ormebær. I renæssancen var forestillingen om en sammensmeltning af dyr og plante i et ormebær ikke helt fremmed, for naturen bød på metamorfoser af mange slags. Enhver kunne jo se, hvordan fluer pludselig kom ud af kød eller orme fra jord.

Europæerne diskuterede emnet i omkring 200 år, alt imens der både blev spioneret, smuglet og sørøvet. Det sidste gjorde især engelske pirater; de kunne i ly af de mange øer borde spanske skibe med den engelske dronnings stiltiende accept. Gennembruddet kom - i hvert fald hvad viden angår - da en fransk botaniker, de Menonville, tilsidst havde held til at smugle levende lus ud af Mexico og offentliggøre sine opdagelser.

Da han 1777 rejste hjemmefra, vidste han, at Mexico var sæde for den storstilede produktion, men det var ikke et sted, hvor fremmede var velkomne, og spanierne lod ham vente i et halvt år på indrejsetilladelse. Da han endelig fik adgang, blev myndighederne dog så mistroiske, at han blev bedt om at tage med det første skib tilbage. Det var der heldigvis tre uger til, og på den tid lykkedes det ham at skaffe blade fra nopal-kaktussen, dækket af cochenillelus.

På afrejsedagen trættede han tolderne med sin begejstring og beredvillige fremvisning af hundredvis af »botaniske prøver« - kaktusser og andre - og slap mirakuløst igennem. Nogle få lus overlevede sejlturen til Haiti, hvor han anlagde sin egen kaktuslund. Det viste sig, at det spanske monopol var godt hjulpet af lusens sarthed overfor naturlige fjender som myrer, sygdom og ændringer i miljøet. Hvis den var svær at passe i Mexico, så var det intet imod hvad den var, når den blev flyttet. Desuden blev det første parti tørret cochenille, der blev sendt til Frankrig med skib, sænket, men botanikerens observationer blev publiceret - og nærlæst. Sådan gik det til, at englænderne importerede kaktusplanter til Indien, hvor de i årevis bare stod og ventede på lusen selv. Årtier efter at englænderne endelig havde fået fingre i cochenille fra Brasilien i 1795, blev det endelig slået fast; ville man have rød farve af høj kvalitet, skulle den være fra Mexico, hvor den havde været domesticeret længst.

De syntetiske farver, der kom frem i 1870´erne væltede hele læsset og gjorde i løbet af få år cochenillen som tekstilfarve til en sjældenhed. Senere har den fået stor betydning i fødevarer. Især efter 1960´erne, hvor flere studier begyndte at mistænke en sammenhæng mellem visse kunstige farvestoffer og kræft. Derfor ser man idag carmin, naturlig rød eller simpelthen E120 i skinke, is og Campari, men også i læbestift og anden kosmetik. Indtil sjældne allergiske reaktioner har bragt den i unåde.

Set i forhold til de flere hundrede år man diskuterede cochenillen og dens anvendelse i tekstil, maleri og medicin, så er de to år EU snart har været om at behandle E120 ikke lang tid. Men selv hvis lusen ikke bliver et godkendt tilsætningsstof fremover, så har den andre chancer. Efter alt at dømme er den i disse år ved at finde vej tilbage til tekstilerne. De store miljøproblemer, der ofte er forbundet med tekstilindustrien, har banet vej for en fornyet interesse for naturlige farver. Dermed spiller den stadig en rolle på et uforudsigeligt verdensmarked.



 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Himmel og især helvede

Når jorden går under, og inferno bryder løs, vil de fleste af os ifølge diverse religioner havne i det sorte hul til evige lidelser. Nogle har dog allerede fundet deres private helvede her på jorden, mens de venter på paradiset hinsides
Af Jens Kerte | 30. april 2008

Helvede er en by meget lig London. Overbefolket og indhyllet i røg. Det mente den britiske lyriker P.B. Shelley for et par hundrede år siden. I Danmark ligger det hede, hule helvede på Als i den østre ende, en halv snes kilometer skråt op til højre fra Sønderborg. I hvert fald står der den dag i dag Helved på landsbyskiltet ved det lille paradis med 70 beboere i Notmark Sogn nær Fynshav. Helvede findes overalt til alle tider. Digteren T.S. Eliot mente, at helvede er en selv, mens det ifølge filosoffen Jean-Paul Sartre er alle de andre. Verdenslitteraturen er spækket med fantasifulde forestillinger og fikse formuleringer om dette hjemsted for fanden og hans pumpestok.

»Helvede er et trangt, mørkt og stinkende fængsel, et tilholdssted for dæmoner og fortabte sjæle, fyldt med ild og røg. Trangheden ved dette fængsel er udtrykkeligt bestemt af Gud for at straffe dem, der ikke ville lade sig binde af hans love.«

Tordentalen stammer fra en af de mange katolske præster, der befolker James Joyces selvbiografiske ungdomsroman Portræt af Kunstneren som Ungt Menneske. Så er der længere mellem snapsene, hvad angår litterært billedsprog om himlen. Den beskrives i alverdens salmebøger og andre hellige skrifter, men den optager ikke kunstnere og tænkere noget videre, selv om vi alle næsten ikke drømmer om andet. Endog meget konkret. Nu om dage betragtes det som noget nær himmelsk at dykke med hajer, springe i elastik og tage på safari eller opleve pyramiderne, Galapagos og Den Kinesiske Mur. Alt sammen er det med på flere lister over 50 ting at gøre inden du dør udarbejdet af den britiske radio/ tv-station BBC og andre internationale mediegiganter.

Men så er der dem, for hvem himmerige er ved jorden at blive. For eksempel i Himmelev nær Roskilde Fjord eller i en af de utallige andre landsbyidyller rundt om i Danmark og ude i verden. Ifølge den østrigsk-britiske filosof Karl Popper kan det dog nemt gå så gruelig galt bag ligusterhækken.

»Forsøget på at virkeliggøre himlen på jorden skaber stadig helvede,« lød hans advarsel i det 20. århundrede. Den gjaldt især drømmene om de totalitære lykkesamfund.

Træer med slangehoveder.

Guider i tekst og billeder til alle tiders hedetur findes der gennem historien rigeligt af. Så der er ingen undskyldning for ikke at kende til lokaliteterne på den yderste dag. Når himmel og hav bryder i brand, suser stort set hele menneskeheden efter Bibelens opfattelse direkte på enkeltbillet til fortabelse og forbandelse i jordens indre. Undtaget er enkelte Jehovas Vidner og scientologer og andre frelste, som gennem deres efter egen opfattelse perfekte livsførelse for længst har reserveret plads i de højere luftlag ved Guds side. Så kan vi andre ryge og rejse.

Faktisk er helvede kun omtalt ganske kort 12 steder i Bibelen, selv om adskillige helvedesprædikanter med stor succes gør sig i eder og forbandelser og med bred pensel maler fanden på væggen. Herhjemme har først og fremmest Indre Mission udstedt rejsepas for de vantro til flammedybet til trods for testamenternes nærmest manglende beskrivelse af destinationen.

Så er der mere schwung over buddhisterne, som opererer med otte detaljerede versioner af helvede. De er igen opdelt i 16 underafdelinger med hver sit speciale. Alt i alt altså 128 steghede underverdener med straffe afpasset til forbrydelsens art. En enkelt variant af den indiske religion byder endda på lige så mange iskolde helvedesdyb, og der er navne på og beskrivelser af dem alle i skrifterne. Skove af knive, kogende vand, glødende metal, maddiker, djævle med hugtænder, horn og dyretræk samt fordømte med kløer af jern hører til buddhisternes mest populære pinsler.

De lutrende flammer er faste ingredienser i de fleste trosretningers straffesteder. Træer med slangehoveder som frugter har islam taget patent på.

Den cool og hotte underverden.

Tonen i den svenske videnskabsmand, filosof og bispesøn Emanuel Swedenborgs klassiske øjenvidneskildring Himmel og Helvede fra 1758 er ganske cool. Han beså underverdenen i en åbenbaring og beskriver, hvordan han gik til bunds med en slags messingelevator. Under nedturen aflagde han visitter i diverse afdelinger af helvede og konstaterer, at den værste sektor er den i vest. Nærmere betegnet den i det nordvestlige hjørne, hvor de romerskkatolske bliver gemt af vejen, pint og plaget.

Deres utilgivelige synd består i, at de i levende live er fyldt af had til dem, der ikke deler deres opfattelse af gudsriget. Ud til vest med dem i samme nabolag som ateisterne, de verdslige, tyve, røvere, mordere, gniere, de grådige og de nådesløse. Swedenborg rapporterer også om områdets allestedsnærværende helvedesild, bål og brand. De hotte omgivelser lader imidlertid ikke til at genere de små, fastboende djævleånder. Svenskeren fortæller, at »djævleånderne hverken ser eller føler ilden, røgen eller tågen, fordi de dér er i deres egen livgivende atmosfære«. Andre og mildere områder i helvede er udstyret med bordeller, som dog ikke lige er Swedenborgs kop te. Han beskriver dem som »afskyelige og fyldt med alskens snavs og ekskrementer«.

Villige kvinder har desuden hjemme i en ganske særlig variant af det himmelske paradis. De bruges i disse år som lokkemiddel, når islamistiske ekstremister hverver unge mænd til at udføre selvmordsattentater. Terrorens bagmænd lover på Koranens vegne, at de muslimske »martyrer « efter døden bliver belønnet i himlen med 72 jomfruer. Andre fortolkninger af islam siger, det er noget vrøvl, og at de hellige skrifter kun taler om en modtagelseskomité af engle og lignende. Andre igen mener, at det hele beror på en fejloversættelse, og at der i virkeligheden er tale om »hvide rosiner« og ikke skønne kvinder.

Men ingen tvivl om, at både den muslimske, den kristne og andre religioners himle er det rene paradis i forhold til livet på jorden. Himlen er typisk guddommens residens og det lyse og fredfyldte sted, hvor menneskene efter døden lever videre i en tilstand af overflod og lykke. Hvis man ellers har ført et korrekt og fortjenstfuldt levned på jorden.

Og så er der dem, som livet igennem kæmper med deres egne indre dæmoner og konstant befinder sig på randen af det rene inferno. Til dem hører den svenske forfatter August Strindberg. På linje med andre internationale, litterære notabiliteter som William Blake, Honoré de Balzac, Charles Baudelaire, William Yeats og Jorge Luis Borges svor han til Swedenborgs mysticisme. Strindberg beskriver indgående sit eget personlige helvede i bekendelsesromanen Inferno fra slutningen af 1800-tallet.

På det tidspunkt dykkede han under et ophold i Paris ned i eksperimenter med okkultisme og alkymi tilsat et skvæt forsøg med opium og hash samt læsning af mystik, mytologi og beretninger om »de usaliges dødsrige«. Han opdagede til sin rædsel, at for megen lærdom og fifleri med Guds skaberværk er den stensikre vej til evig fortabelse. I kapitlet Helvede tilstår han, at det forholdt sig sådan med ham selv:

»Overmod, selvklogskab, hybris - straffet af min Fader og Mester. Og jeg befandt mig i et helvede - styrtet og jaget derned af magterne. Hvem var da min mester? Swedenborg! «

»Der er ingen tvivl mere, jeg er i Helvede!«

Dantes ni kredse.

Ordet »helvede« er sammensat af de oldnordiske gloser »hel« og »viti«, som betyder henholdsvis »underverdenen« og »straf«. Men underverdenens straffesystemer er noget, som især den italienske middelalderforfatter Dante Alighieri er ekspert i. Hans verdensklassiker Den Guddommelige Komedie fra begyndelsen af 1300-tallet går mere end noget andet litterært værk i dybden med de satans torturkamre.

Dantes inferno består af ni kredse, og i selskab med digteren Virgil foretager han en digterisk sightseeing i denne menneskelige kloak, hvor fanden selv inkarneret i den faldne engel Lucifer udgør bundskraberen. Den niende og værste af alle kredsene har til huse i den frosne sø Cocytus. Den er forbeholdt jordens værste afskum af forrædere, og blandt de celebre kæltringer er både Judas og Brutus, som begge må lide den tort at fungere som tyggegummi i al evighed for søens trehovedede uhyre.

Til gengæld har de danske landsbyidyller i Himmelev og Helved intet at gøre med hverken himmel eller helvede. Eller næsten intet. Himmelev var for 900 år siden kendt som Hemeløwe, hvilket bare betyder »Hemis arvelod«. Hemi anses for navnet på en lokal stormand flere hundrede år tidligere. Helved ligger i udkanten af Danmarks største bøgeskov, Nørreskoven. De gamle dialekter forbinder »ved« med træer, hvoraf nogle ansås som hellige, altså »hel«. Voila! Hellige-Ved, Helved.


Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4

Samvirke samvirke@fdb.dk

Madame Terror taler ud

Palæstinensiske Leila Khaled kaprede sit første fly i 1969 og blev et internationalt ikon for revolutionære bevægelser verden rundt. I dag har hun lagt Kalashnikoven på hylden og stiller spørgsmålstegn ved vold som politisk våben
Af Hans Henrik Fafner | 30. april 2008

Hun bliver ofte kaldt den palæstinensiske Che Guevara. Eller Madame Terror - alt afhængigt af øjnene, der ser. Man kender portrættet af hende. Billedet, der blev et af de revolutionære ikoner fra de tidlige 1970'ere. Da hun blev fotograferet i 1970, var Leila Khaled 26 år. Hun står foran kameraet i rødternet keffiyeh, det palæstinensiske hovedklæde, og man hæfter sig ved noget, der ligner et smil - ved siden af løbet på et Kalashnikovgevær.

Hun blev verdenskendt som det kvindelige medlem af en gruppe fra PFLP eller Folkefronten til Palæstinas Befrielse, der i begyndelsen af september 1970 kaprede fire fly.

Formålet med operationen var at sætte den palæstinensiske sag på verdens avisforsider - uden at mennesker kom til skade, som det hed fra gruppen - samt at bruge de kaprede fly i en byttehandel til at få fængslede palæstinensere fri. Og da disse ikke kun sad i israelsk fangenskab, var operationen rettet mod både det israelske luftfartselskab El Al, de amerikanske selskaber TWA og Pan Am samt Swissair. To af flyene nåede frem til en nedlagt flybase i Jordan, hvor de blev sprængt i luften, et andet endte i Cairo, mens Leila Khaled og en meningsfælle fra Nicaragua i det fjerde fly blev overmandet af flyets sikkerhedsvagter, næsten inden kapringen var begyndt. Det var El Al-flyvningen fra Amsterdam til New York, og dramaet fandt sted i luftrummet over Skotland.

Flykaprer.

I dag møder vi en moden udgave af den unge flykaprer. Efter aktionen dengang undergik hun flere plastiske operationer for at skjule sin identitet, men øjnene og det dobbelttydige smil er det samme, dahun tager imod i sit hjem. Hun bor på en stille sidevej til Mekka Street i et solidt middelklassekvarter i den jordanske hovedstad, Amman.

Hvem var pigen dengang, og hvem er kvinden i dag? Og hvor hun står nu, så mange år efter flykapringerne og lige nu, hvor det er 60 år siden, det palæstinensiske flygtningeproblem opstod som følge af staten Israels grundlæggelse?

»På det tidspunkt var det nødvendigt at fortælle verden på en voldelig måde, men uden at skade nogen, om vores sag,« siger hun med en tør tobaksstemme. »Vores sag var Palæstinas befrielse, og vores ledelse ønskede ikke at sprænge flyene, men fordi den jordanske hær ventede på dem, da de landede, måtte det ske på den måde. Men alle passagerer kom her til Amman, mens vi beholdt besætningerne for at udveksle dem med fængslede palæstinensere. Israelerne nægtede naturligvis at løslade nogen fanger.« Hendes berømmelse stammer fra en periode, som hun selv beskriver som tre år mellem 1969 og sidst i 1971, hvor PFLP og andre grupper kaprede fly for at skabe international opmærksomhed om den palæstinensiske sag.

Senere i 1970'erne blev hun forbillede for Blekingegadebanden, da den opererede i København og blandt andet sendte efterretningsoplysninger til PFLP, som nu havde opslået hovedkvarter i Damaskus. Selv deltog Leila Khaled i to operationer, som også er emnet for en aktuel dokumentarfilm om hende af den svensk-fødte palæstinenser Lina Makboul.

Den første aktion fandt sted i august 1969, hvor hun og en anden palæstinenser, Salim Issawi, hver med et par håndgranater i hænderne, tvang en TWA-maskine på vej fra Rom til Athen til at lande i Damaskus. Hun fortæller, at hun lod maskinen tage en omvej, så hun fra luften kunne se sin fødeby Haifa, der ligger i vore dages Israel. Og så understreger hun igen og igen, at hverken passagerer eller besætning kom noget til.

Hensigten var den samme, da PFLP, som havde udvalgt hende til kapringen, uden at hun på forhånd vidste i detaljer, hvad opgaven gik ud på, i september året efter sendte en hel stribe grupper ud for på samme tid at kapre flere fly, der alle havde kurs fra europæiske lufthavne mod New York.

To blev tvunget ned på Dawson's Field i den jordanske ørken nordøst for Amman, mens et tredje var for stort til den lille flyveplads og landede i Cairo. PFLP kaprede endnu et fly, en maskine fra det britiske selskab BOAC, dagen efter, og det var for at kræve løsladelse af Leila Khaled, der var blevet overmandet af sikkerhedsvagterne på den nok vanskeligste af kapringerne, fordi »hendes« maskine var operationens israelske mål.

Sorte september.

»Hvad angår vores operation, vidste vi, at der var sikkerhedsfolk på flyet. Det var meningen, at vi skulle være fire, men kun to af os havde held til at komme om bord. De to andre blev afvist med undskyldningen, at der ikke var plads,« husker hun.

»Men da vores fly havde været i luften i nogen tid, rejste jeg og Patrick (hendes partner fra Nicaragua, Patrick Arguello, red.) os op samtidig og bad alle om ikke at røre sig. Som ved flykapringen året før var vi begge bevæbnet med håndgranater. Straks efter blev der skudt. Omkring otte mennesker skød, og besætningen havde også pistoler. Jeg løb op for at tage mig af cockpittet, mens Patrick tog sig af resten af flyet. Jeg vidste på forhånd, at døren ville være låst, og de nægtede at åbne. Da slog to mænd mig i ansigtet, jeg besvimede, og de tog håndgranaterne fra mig.«

I stedet for at flyve hen over Glasgow og videre ud mod Atlanterhavet ændrede piloten kurs og satte flyet ned i London. Arguello var blevet hårdt såret under skydningen og døde i en ambulance kort efter landingen.

»Jeg blev bragt til en politistation. De spurgte mig, hvem jeg var, men først efter seks dage sagde jeg, at jeg var medlem af PFLP og derfor havde ret til at blive betragtet som krigsfange. De sagde, at de ikke førte krig mod mig, hvortil jeg svarede, at de havde ført krig mod mit folk siden 1917, da deres udenrigsminister, Balfour, gav jøderne ret til at etablere et hjemland i Palæstina.«

Leila Khaled trækker på smilebåndet, da hun fortæller, at de britiske politifolk også anklagede hende for at være rejst ind i Storbritannien uden gyldigt visum. Hun svarede, at de da gerne måtte udvise hende, hvilket de nu ikke gjorde, men alligevel sluttede affæren allerede 28 dage efter, da hun blev løsladt som del af en fangeudvekslingsaftale.

I Jordan var sprængningen af flyene på Dawson's Field imidlertid med til at tilspidse det allerede spændte forhold mellem palæstinenserne og de jordanske myndigheder. I nogle dramatiske dage, der senere er blevet kendt som Sorte September, slog jordanerne ned på de væbnede palæstinensiske grupper, lige fra Yasser Arafats moderate Fatah til de marxistiske PFLP og DFLP (Demokratisk Front til Palæstinas Befrielse).

De måtte alle forlade landet for at slå sig ned i henholdsvis Libanon og Syrien.

Flugten fra Haifa.

»Jeg fortryder intet, for jeg ved, vi gjorde det rigtige,« fortsætter hun, mens blikket får et hårdt udtryk.

Hun søger - måske bevidst - også uden om spørgsmålet om hensynettil de kaprede flypassagerer og forklarer i stedet, at hun selv ikke var bange for at dø.

»Jeg husker ikke passagererne,« siger hun blot.

»Vi palæstinensere elsker at leve som normale mennesker, men vi vidste også, at dette ikke kunne lade sig gøre, og derfor var vi alle klar til at dø for sagen. At dø for en sag betyder at give sit folk et bedre liv.«

Sagen startede for Leila Khaled i 1948, det år, da staten Israel blev oprettet i maj, mens over 700.000 palæstinensere blev drevet på flugt. Hun var da kun fire år gammel. Faderen deltog i kampene mod israelerne, så moderen rejste alene med otte børn. De tog til Libanon, fordi begge forældrene oprindeligt kom derfra, og de slog sig ned hos en onkel i byen Tyre. »Der var stadig appelsiner på træerne, da vi ankom til Tyre,« fortæller hun.

»Så vi børn prøvede at plukke nogle, men min mor sagde, nej, dette er ikke jeres appelsiner. Jeres appelsiner er i Haifa. Siden den dag har jeg hadet appelsiner, for de har hele tiden mindet mig om, at de ikke er vores, og at vores mor forbød os at plukke dem.« Men hvordan var opvæksten i Libanon?

»Det var ingen lykkelig barndom. Vi var meget fattige, fordi vi var kommet uden noget. Selv min bedstemor i Tyre bebrejdede os for ikke at have taget noget med. Min far havde ikke noget arbejde, og vi var afhængige af andre, som gav os mad. Selv til Eid (vigtig muslimsk helligdag, red.) fik vi aldrig nyt tøj, så jeg kom også til at hade nyt tøj, fordi det mindede os om, at Eid ikke er for os. Hele tiden talte mor om den dag, vi ville rejse hjem til Palæstina, og på den måde plantede hun en opfattelse i os, at vi ikke var som andre børn, fordi vi var flygtninge. Lykke blev synonymt med at kunne rejse hjem til Haifa.«

I denne atmosfære formede den politiske bevidsthed sig hos Leila Khaled. I skolen markerede de hvert år flugten fra hjemlandet, og i sin fritid kom hun ind i en kreds af unge, der samlede sig omkring en ung læge ved navn George Habash.

Denne stod i spidsen for en national ungdomsbevægelse, og senere blev han som grundlægger og leder af PFLP manden, der omdefinerede vold som politisk virkemiddel, hvilket blandt andet blev til flykapringerne. Habash døde i Damaskus tidligere på året, og til minde om sin store leder, har Leila Khaled hans portræt stående på sofabordet i Amman.

»Dengang var det ikke så almindeligt, at piger deltog i det politiske arbejde, og der var mænd, der blev vrede over at se mig i de internationale aviser. Men det virkede. Jeg blev et kendt ansigt, og det var godt for sagen,« siger hun.

Zionister bag profetkrisen.

Efter flykapringerne blev Leila Khaleds rolle langt mindre synlig. Men hun forblev i bevægelsen og var med til at uddanne nye generationer i PFLPs ideologi, der stadig er lige uforsonlig over for Israel, men som i dag fører kampen som mere traditionelt politisk parti. Hun har i mange år repræsenteret PFLP i Det Palæstinensiske Nationalråd, som er det øverste besluttende organ.

»Jeg ville ikke kapre fly i dag,« siger hun efter at have tænkt sig længe om.

»Det er ikke effektivt i dag, og det giver ikke vores sag nogen fordel at kapre fly. Det hørte til i den tid. Det varede kun i tre år, og hvert år to eller tre fly. Der er ingen fordel ved det nu.«

Men hvad mener hun så om 11. september?

»Allerførst er der meget stor forskel på den tid og nu. Når vi kaprede fly, fortalte vi, hvem vi var, og hvorfor vi gjorde det. I New York vidste ingen, hvem der gjorde det. Jeg mener, det var en terrorhandling, selv om jeg har en stærk mistanke om, at CIA og Mossad kan stå bag. Jeg har ingensikker viden om, hvem der gjorde det, men bagefter besatte USA to lande som gengældelse for de to tårne, og det er grunden til, at jeg tror, de måske står bag.«

Har hele konflikten gennem årene ikke også undergået en forandring, så der i dag er tale om et sammenstød mellem to kulturer, den vestlige og den islamiske?

»Nej, det tror jeg ikke. Kulturer interagerer, de arbejder ikke imod hinanden. Men jeg tror, at de imperialistiske kræfter nu er ude på at vise, at en kultur, der bygger på religion, er ond. Så efter Sovjetunionens fald begyndte de at lede efter en anden fjende, og det er islam. De vil vise islam som en modsætning til deres kultur.

For eksempel skildrer amerikanerne Irak som et kultursammenstød. De siger, at de vil indføre demokrati, hvor islam er udemokratisk, mens det i virkeligheden drejer sig om olie og økonomiske interesser.«

Hun forklarer den store popularitet, islamiske bevægelser som Det Muslimske Broderskab i Egypten, palæstinensernes Hamas og det libanesiske Hizbollah har fået efter samme model. Den iranske revolution mod shahen i 1979 har sat sig i hele området, hvor befolkningerne også har forstået, at arabernes nationale protest har slået fejl.

»De socialistiske regimer kollapsede, og fordi religionen har så stor betydning i min del af verden, søgte folk tilflugt der,« siger hun. Hun forklarer det som en søgen tilbage til den oprindelige kultur, og resultatet har været den velkendte vækst i de islamiske bevægelser.

I Palæstina, som ikke har nogen stor tradition for den slags bevægelser, ser vi nu både Hamas og Islamisk Jihad. Dette fører samtalen frem til spørgsmålet om de danske profettegninger.

»Det er en tåbelig sag, som ikke er al den opmærksomhed værd,« farer det ud af hende, mens hun griber ud efter endnu en cigaret.

»Jeg tror, de danske tegnere er blevet misbrugt, og jeg er ikke sikker på, at der ikke er en eller anden zionistisk styring bag det hele. Danmark er et lille land, så det er nemt at udnytte det, så muslimerne rejser sig imod Danmark. Hvis jeg var i den danske regerings sko, så ville jeg stoppe det.«

Men hvad med hele konflikten? Den må kunne stoppes på en eller anden måde, men i dag, 60 år efter at Leila Khaled blev flygtning og så mange år efter flykapringerne, ser parterne kun ud til at stå endnu fjernere fra hinanden end nogensinde.

Leila Khaled giftede sig først i 1982 med en palæstinensisk læge fra Vestbredden, og sammen har de to sønner, som ikke er specielt politisk bevidste.

»Jeg er jo kun et menneske,« svarer hun på spørgsmålet, om det sene ægteskab skyldes, at hun indtil da »havde været gift med sagen«, for nu at bruge en floskel. Det benægter hun er tilfældet, og hun lader skinne igennem, at ægteskabet også er en måde at få lidt normalitet ind i tilværelsen. Hun hævder også, at hun aldrig har presset sine sønner, som begge læser på universitetet, ind i det politiske arbejde, mens hun selv tydeligvis ikke har mistet gløden.

»Efter krigen, Israel indledte mod Libanon for halvandet år siden, begyndte mange i PFLP at tænke, at dette var israelernes første nederlag, og at de kommende krige vil bringe nye nederlag, « siger hun.

»En dag vil israelerne nå den konklusion, at de må skabe en fred, hvor alle de palæstinensiske flygtninge vil vende hjem til en stat, hvor vi lever to folk sammen. Det tror jeg på, at jeg var med til at bygge grundlaget for, da jeg kaprede fly for snart mange år siden.«


Kort om


  • Leila Khaled er et fremtrædende medlem af PFLP, Folkefronten for Palæstinas Befrielse, der som del af den venstreorienterede palæstinensiske såkaldte afvisningsfront er imod forhandlinger med Israel. Men i modsætning til de islamiske bevægelser Hamas og Islamisk Jihad er PFLP medlem af paraplyorganisationen PLO, hvor det langt større og kompromissøgende Fatah er hovedfraktionen.
  • Khaled er født 9. april 1944 i Haifa. Hun flygtede med sin familie i 1948, var politisk aktiv gennem opvæksten i Libanon, og i 1967 blev hun som første kvinde fuldgyldigt medlem af PFLP.
  • 29. august 1969 deltog hun i sin første flykapring (TWA: Rom-Athen til Damaskus) og 6. september standsede sikkerhedsfolk hende under den anden (El Al: Amsterdam-New York).
  • Efter at have giftet sig med den palæstinensiske læge Fayez Rashid Hilal i 1982, flyttede hun til den jordanske hovedstad Amman. Hun blev tilbudt at deltage i den mellemøstlige fredskonference i Madrid i 1991, men afslog. Hun repræsenterer PFLP i Det Palæstinensiske Nationalråd og var i den egenskab i Gaza i 1998. Leila Khaled har to sønner, Bader og Bashar.


Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - A-kraft, nej tak

30. april 2008

Niels I. Meyer, professor emeritus i fysik, Hørsholm:
Kernefysikeren Bertel Lohmann Andersen argumenterer i martsnummeret af Samvirke for, at Danmark skal tage akraft ind i varmen. Men der er ingen fornuft i det forslag. Det har danskerne også erkendt. Ifølge en Vilstrup-måling i slutningen af januar siger 75 procent nej til at indføre akraft, kun 16 procent siger ja. Til gengæld siger 98 procent ja til at udbygge med vedvarende energi. Økonomien for a-kraft er elendig, sikkerheden yderst tvivlsom, affaldsproblemet ikke løst, og a-kraft passer i det danske energisystem som en elefant i en glasbutik. Samtidig har en række professionelle analyser fra Ingeniørforeningen, Teknologirådet og Greenpeace m.fl. dokumenteret,at Danmark med god samfundsøkonomi kan opbygge en miljøvenlig og sikker energiforsyning baseret på vedvarende energi og energibesparelser.

De påståede lave produktionsomkostninger for a-kraft skyldes, at værkerne har fået urimeligt billige statslån, at staterne dækker det meste af forsikringsudgifterne, og at omkostningerne til deponering af affaldet og til fjernelse af de udtjente værker er stærkt undervurderede.

A-kraft er ikke uden udslip af CO2, når man tager hensyn til brydning af uran, oparbejdning af brændselsstave, bygning af værket, deponering af det radioaktive affald og fjernelsen af det udtjente værk. Desuden er de lødige uranforekomster ved at være opbrugte, så man kommer til at bruge meget mere energi ved brydningen.

Dertil kommer uoverskuelige konsekvenser ved et reaktoruheld, faren for illegal spredning af bombemateriale, reaktorer som terroristmål og uløste problemer ved sikker opbevaring af det højradioaktive affald i mere end10.000 år. For kort tid siden har EUs energikommissær Andris Piebalgs klart og ærligt udtalt, at »problemet med atomaffald er stadig ikke løst«. Derfor: nej tak til a-kraft.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk