Samvirke samvirke@fdb.dk

Hooliganregister indført

Siden Samvirke skrev om politiets forbrug af mandetimer ved fodboldkampe - og Storbritanniens succes med at udelukke deres fodboldhooligans fra kampene - har Folketinget vedtaget et tilsvarende system i Danmark
Af Lars Aarup | 1. juni 2008

Hvis en tilskuer løber ind på fodboldbanen under en kamp, vil han i fremtiden kunne idømmes op til to års karantæne fra samtlige fodboldkampe i Danmark - fra 2. division til superligakampe, UEFA- og landsholdskampe. Det samme gælder, hvis man deltager i slagsmål, begår hærværk på stadion eller giver en af de tilstedeværende politifolk en fuckfinger.

En karantæne betyder, at man ikke må komme nærmere end 500 meter fra stadion - fra seks timer før og til seks timer efter fodboldkampen. Politiet kan kun udstede karantænen, hvis en person tidligere har forbrudt sig - og hvis der samtidig er grund til at tro, at personen vil gøre det igen.

Hvis man vil klage over afgørelsen, skal det ske inden for fire uger. Klagen skal sendes til ens politidirektør, der så sender den videre til domstolene. Imens sagen kører, gælder karantænen stadig - uanset om man senere bliver »frikendt «. I forarbejderne til loven står der, at man regner med, at 50-100 personer vil blive ramt af karantænen. Det er altså kun de grove overtrædelser, der skal føre til karantæne.


Stadionkontrollørerne skal autoriseres

. For at stadionkontrollørerne kan få udleveret oplysninger om, hvem der har fået karantæne på deres stadion, skal de i fremtiden være autoriseret af politiet. De skal være fyldt 18 år og må ikke tidligere have været straffet for vold m.v. Loven træder i kraft 1. juli, men de enkelte stadioner kan få dispensation på et år til at få deres kontrollører autoriseret.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Esrum Sø undersøges - igen

I oktober skrev Samvirke, at Esrum Sø i Nordsjælland årligt forurenes af seks kilo af miljøgiften arsen. Nu vil Region Hovedstaden sætte målestationer op for at få styr på forureningen
Af Kristian Herlufsen | 1. juni 2008

Region Hovedstaden går nu i gang med at undersøge, hvor meget arsen fra den forladte, forurenede Collstropgrund, der årligt siver ud i Esrum Sø. En rapport fra det nedlagte Frederiksborg Amt konkluderede i 2006, at der årligt løber tre til seks kilo arsen ud i søen, hvilket er betydeligt mere, end en undersøgelse fra 1990 viste. Dengang anslog man, at forureningen kun var på 150 gram om året.

Derfor vil myndighederne nu opsætte målestationer, der kan afsløre koncentrationer af arsen i de åløb, der fører fra den forurenede grund og ud i søen.

Desuden skal typen af arsen identificeres. Det er nemlig ikke alle typer arsen, der er lige giftige, forklarer Jørgen Gettermann, direktør for Koncern og Miljø i Region Hovedstaden. »De nuværende tal for udløb af arsen til søen er skøn, der er beregnet på baggrund af blandt andet nedbørsmængder.

Nu skal vi have facts på bordet, og det bliver interessant at se, hvad og hvor meget vandet transporterer,« siger Jørgen Gettermann, der forventer, at Region Hovedstaden om et års tid har et præcist overblik over udslippet af arsen i landets mest vandrige sø.

Det anslås, at der stadig ligger mellem 30 og 80 tons arsen på Collstrupgrunden.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Et brunt æg frem for alt

For forbrugeren er et økoæg brunt. Det betød i mange år, at blodet flød i de økologiske hønsehuse
Af Morten Herlev | 1. juni 2008

Kannibalisme og fjerpilning var i mange år den direkte konsekvens af, at forbrugerne ville have brune økologiske æg. For de brune æg kom primært fra hønsetyper, som ikke kunne finde ud af et liv i økologisk frihed. De pillede og hakkede hinanden til blods i stedet for at bruge deres udearealer.

Derfor anbefalede Det Dyreetiske Råd at skifte de brutale brune ud med blide hvide hønsetyper, der opførte sig bedre. Men der var bare et problem: De hvide høns lagde hvide æg, og dem ville forbrugerne ikke have.

De økologiske ægproducenter forsøgte at finde frem til en løsning, der kunne sikre både god dyrevelfærd og tilfredse forbrugere. Og for få år siden kom den: Lohman Silver-hønen. En produktiv og mindre dræbende høne, derlægger brune æg, selv om den er hvid. Den nye Silver-høne er hovedårsagen til, at der i dag er væsentlig mere ro i de økologiske hønsehuse, mener Poul Sørensen, der er forskningsprofessor på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Han vurderer også, at forbrugerne i dag er blevet bedre til at acceptere hvide økoæg.

 

Den brutale høne


 

I mange år var økologisk ægproduktion domineret af ISA Brown-hønen. Den var nemlig vældig produktiv. Men undersøgelser viste, at den havde en dødelighed på næsten 20 procent, hvoraf de 16 procent skyldtes kannibalisme. Derfor er den produktive - men brutale - høne i dag på vej ud.

Kilde: Rapporten »Forskning og udvikling i økologisk ægproduktion« af Poul Sørensen

 

Den søde høne

 

Lohman Silver udgør i dag cirka 50 procent af den økologiske hønsestand. De resterende 50 procent er fordelt omtrent ligeligt mellem hvide og brune høns. Der findes ikke præcise tal på, hvor mange af de brune høns der i dag er af hybriden ISA Brown.

Kilde: Niels Finn Johansen, Dansk Landbrugsrådgivning

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Den nødvendige omvej

Coop Norden var en fejl, men nødvendig for at nå det succesfulde indkøbssamarbejde i Coop i dag. En nødvendig omvej, siger Ebbe Lundgaard, der efter 10 år stopper som formand for FDB på kongressen i juni
Af Kristian Herlufsen | 1. juni 2008

Et par hundrede færinger var med til at sikre overraskelsen ved folketingsvalget i 1998. Regeringen og Poul Nyrup kunne fortsætte - men for kulturminister Ebbe Lundgaard sluttede ministerkarrieren den aften i marts.

Allerede næste morgen ringede telefonen: Ville han måske være interesseret i at stille op som formand for FDB? Indtil da havde han været et af foreningens menige medlemmer; i Jelling, hvor han var forstander for en højskole.

Fire medlemmer af FDBs daværende bestyrelse foreslog ham at stille op mod Bjarne Møgelhøj, der havde været formand i 15 år. Der var brug for ny luft og en formand, der i højere grad lod forretningen køre sit eget løb.

»Jeg spurgte, hvordan stemmerne ville falde, hvis jeg stillede op. 175 mod 125, var et gæt blandt dem, der stillede mig op.«

På kongressen viste det sig, at man kun havde gættet to stemmer forkert. Og dermed var den tidligere kulturminister, byråds- og amtsrådsmedlem, højskoleforstander og cand.mag. i dansk, engelsk og tysk nu blevet formand for en af Danmarks største virksomheder. En virksomhed med rod i andelsbevægelsen og med folkeligt demokrati.

»Tidligere havde jeg ikke lavet andet end at tale med folk. Og det skal man brænde for som formand for FDB. Jeg har været til møder med brugsforeningsfolk i hele Danmark, jubilæepå lageret i Aalborg og lavet oplæg for 35 tilhørere i bistroen i Kvickly Helsinge.«

Men den folkelige forankring var også i nogle henseender en hæmsko, hvis FDB ville udvikle sig til en moderne virksomhed. Derfor gik Ebbe Lundgaard i gang med at reformere arbejdet i koncernen.

»Vi skulle kvalificere bestyrelsesarbejdet, så direktionen traf flere beslutninger om den daglige ledelse - beslutninger, som de medlemsvalgte tidligere havde truffet. I FDB var der brug for mere professionalisme, hvis forretningen skulle overleve,« siger Ebbe Lundgaard.

Den nordiske Brugs.

I efteråret 1999 tog FDB, der dengang var forening og forretning i ét, de første skridt mod en fælles nordisk kooperation, der indeholdt fælles indkøb, fælles drift og butikskæder på tværs af landegrænserne. En af Ebbe Lundgaards kongstanker.

»Hvis ikke FDB fik en samarbejdspartner, så ville de medlemsejedbutikker stå meget svagt på markedet på længere sigt. Vi skulle især have volumen på indkøbssiden,« fortæller Ebbe Lundgaard om tankerne bag de første drøftelser om dannelsen af Coop Norden sammen med densvenske søsterforening Kooperativa Förbundet (KF) og den norske ditto Norges Kooperative Landsforening (NKL). Aftalen, der dannede den største detailhandelsvirksomhed i Skandinavien, blev endeligt underskrevet i 2001.

Men gennemførelsen af kongstanken blev ingen dans på roser. Det, der skulle blive den nordiske brugsgigant, kom aldrig til at fungere.

»Den dag blækket var tørt, var viljen der ikke længere.« Tingene, der ikke fungerede, var mange, og når Ebbe Lundgaard skal slå ned på et par eksempler, er der især to, der springer i øjnene: Der var ingen vilje til at afgive magt til koncernledelsen fra især de norske og svenske kolleger, og de selvstændige brugsforeninger i Sverige købte ikke ind i fællesskabet, sådan som aftalen var. »Den kooperative koncern lykkedes ikke. Vi havde ikke kontrol over vores bagland,« siger Ebbe Lundgaard.

FDB betaler 1,2 mlliarder kr.

Da FDB, NKL og KF dannede Coop Norden, lagde alle lande værdier ind i selskabet - og på den baggrund ejede FDB gennem de fem år 38 procent af aktierne i Coop Norden. I 2007, hvor det stod klart, at Coop Norden ikke blev den store velsmurte koncern, skulle boet gøres op, og hvis FDB igen skulle erhverve de samme værdier - primært butikkerne i Danmark - skulle FDB af med 1,2 milliarder kroner. Så meget mere var Coop Danmark blevet værd i de fem år. »Vi har overtaget en forretning, der er sundere, mere veldrevet og mere værd, end da vi lagde den ind i Coop Norden, « siger Ebbe Lundgaard. Selv om alle tre ejere kom med samme andelsbaggrund, og alle var enige om at skille Coop Norden, foregik skilsmissen ikke uden skærmydsler.

»Nordmændene, der aldrig har vist, at de gik helhjertet ind i arbejdet, har scoret en for stor gevinst,« siger Ebbe Lundgaard.

Han peger samtidig på, at turen fra tiden, hvor forening og forretning var én samlet størrelse, til i dag, hvor FDB ejer Coop - men lader kyndige folk drive detailhandel - var nødvendig.Men er det ikke dyre penge for medlemmerne?

»Det har været pengene værd,« siger Ebbe Lundgaard, der glæder sig over, at indkøbssamarbejdet i Coop Norden har fungeret fint. Det fortsætter i et fællesnordisk samarbejde. »Vi kunne ikke have landet det på bar mark. Coop Norden var en nødvendig omvej til i dag, hvor vi har medlemsejede butikker, der klarer sig bedre end nogensinde,« siger Ebbe Lundgaard.

Et enten-eller for foreningen.

Hvor fokus for Ebbe Lundgaard de seneste år har været på først at få samarbejdet om Coop Norden til at fungere og siden opsplitningen af selskabet, står foreningen FDB nu ved en skillevej. For hvad skal man nu, hvor der er ro på bagsmækken og Coop Danmark drives af professionelle folk?

»Vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi ikke indser, at 999 ud af 1000 af vores medlemmer tror, de er med i en rabatklub. Samtidig bliver de, der interesserer sig for foreningsdemokratiet, færre.«

»Vores store håb er, at vi kan få flere til at deltage på græsrodsniveau. Ejerskabet, der faktisk gør medlemmer til medejere af nogle af Danmarks største butikskæder, skal gøres tydeligere. Vi er noget særligt,« siger Ebbe Lundgaard,der gerne vil have, at FDB får den politiske forbruger op i os alle.

Derfor skal FDBs værdier kunne ses i butikkerne - på hylderne og i kraft af de medlemsvalgte repræsentanter. Men det er et enten-eller for foreningen, som af den afgående formand bliver spået tre år til at opnå succes med de nye opgaver:

»Hvis det ikke lykkes at få værdierne og medlemmernes engagement til at gennemsyre butikkerne, er det pseudo, det der foregår. Så kan FDB lige så godt blive en erhvervsdrivende fond.«

Så galt kommer det dog formentlig ikke til at gå, spår han: »Der bliver åbnet for kilder lige nu. Jeg tror på, at FDB har en chance. Vi har bragt foreningen på jagt efter sin sjæl.« Og mens foreningen er på jagt, skal den afgående formand i gang med nye projekter - projekter, som dog langtfra har taget form endnu.

Ebbe Lundgaard fortsætter på en række bestyrelsesposter inden for skole- og kulturlivet og vil ikke afvise at løse begrænsede opgaver for virksomheder i fremtiden. Ikke som et fast job, men som en slags freelancer: »Jeg drømmer om at yde en indsats på det humanitære eller bistandsmæssige område.« Ebbe Lundgaard blev formand for FDB ved kongressen 15. juni 1998. Han er gift med kunstmaleren Lene Lundgaard og bor i Slotsbjergby syd for Slagelse.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Svigtet, stemplet og sat i gabestok. Interview med Dorrit West fra Strandvænget

Forstander Dorrit West blev fyret efter optagelser med skjult kamera på institutionen Strandvænget.
Af Inger Abildgaard | 1. juni 2008
Dorrit West: Jeg har det svært med et omdømme, som jeg ikke synes, ligner mig.

Dorrit West blev landskendt i TV 2 dokumentaren: Er du åndsvag

Dorrit West mediterer hver dag. I 20 minutter fremkalder hun en sindstilstand, hvor tankerne får lov at passere, som var hun på en sjælelig togrejse tilbagelænet ved vinduet med landskaberne, himlen og skyerne glidende forbi i en jævn strøm. Hun har mediteret i 30 år og opbygget en kerne af ro. Meditationen skærper koncentrationen og skærmer mod panik, når ting spidser til.

I 2007 spidsede det til for Dorrit West. Hun husker billedet af sig selv i Ekstra Bladet fotograferet nedefra som en hængt kat, hun læste dagligt om sig selv under overskrifter som »Fra fiasko til fiasko«, og »Presset til at gå«. Hun var forstander for Strandvænget ved Nyborg, institutionen for udviklingshæmmede, der blev landskendt efter en aften i februar, da TV 2 sendte dokumentarudsendelsen: »Er du åndssvag«.

Personalet talte råt og ydmygende til institutionens beboere

En journalist med skjult kamera havde i efteråret 2006 ladet sig ansætte som ferieafløser på Strandvængets afdeling 17. Optagelserne viste et vredladent og irriteret personale, der talte råt og ydmygende til forsvarsløse beboere. De ansatte prioriterede yndlingsprogrammerne på tv, hinanden og kaffen frem for arbejdet med de beboere, de fik løn for at passe.

Dorrit West ved bedre end nogen, hvorfor hun lignede en hængt kat i EkstraBladet. Hun var under mediernes pres flyttet ind og sov om natten på Strandvænget. Hun måtte blive og forsvare institutionen og opmuntre de ansatte, som gjorde deres arbejde godt. Udadtil viste hun ro. I nyhedsprogrammernes indslag om Strandvænget optrådte hun roligt og kontrolleret i sit kontor og forsvarede institutionen. Det var hendes store fejl, siger hun.

»Ingen, der havde set klip fra udsendelsen, kunne bære de her skrækkelige scener. Og så finder medierne en skyldig, som oven i købet sidder og forsvarer institutionen...

Hun smiler lidt og ryster samtidig på hovedet

»Det var en læring i krisekommunikation, der vil noget. Midt i en krise skal man ikke kommunikere det gode budskab, man skal bøje sig i støvet - ikke tage til genmæle.«

 

Dorrit West ville forbedre arbejdskulturen

Dorrit West blev i 2002 anerkendt for sine evner til at forandre og omstrukturere ældreområdet, da hun var forvaltningschef i den daværende Tommerup Kommune på Fyn. Her skulle effektiviteten forbedres, og der skulle være mere plejetid for pengene. Det lykkedes.

 

»Der var modstand, kritik af nedlæggelser og masser af presse, men politikerne stod fast og skabte arbejdsro. Vi nåede frem til en velfungerende administration og ældrepleje, der ikke var billigere og heller ikke dyrere end andre, men bedre for de ældre.«

Da hun i 2005 blev ansat som for-stander på Strandvænget, ville hun indfri forventningerne til, at hun kunne forbedre institutionen ved at ændre arbejdskulturen.

Nu følte hun skam, fordi hun ikke havde forhindret det, de forfærdelige billeder viste.

Skammen blev senere til vrede over at være sat i gabestok, stemplet og svigtet.

»Der blev skabt et image af mig som totalt inkompetent og uduelig. Jeg var nærmest selve den person, der havde svigtet nogle konkrete beboere. Det var grænseoverskridende og krænkende, for jeg har altid set det som min eksistensberettigelse i jobbet, at jeg ville forbedre patienternes og de svages vilkår.«

Hun fik sin fyreseddel i slutningen februar. Det var som at blive sat fra bestillingen midt i en opgave, som både hun og Region Syddanmarks ledelse vidste, var stor.

 

Blev forbundet med personaleproblemer i De Gamles By, København

Medierne slap hende ikke. En avis fandt hurtigt ud af, at hun i 2003 havde været vicedirektør i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning. Hun var den øverste ansvarlige for behandlingen af ældre på plejehjemmet Slottet i De gamles by, hvor en anden sag om omsorgssvigt havde givet anledning til avisføljetoner. En pårørende havde sat et overvågningskamera op på en 80-årig mandlig beboers værelse. Optagelserne afslørede, at den 80-årige fik fordærvet sondemad, og at brugte bleer blev smidt direkte på gulvet i hans stue på plejehjemmet.

 

»Sagen på Strandvænget var en gentagelse, der var surrealistisk. I Københavnhavde jeg været ansat i under et halvt år - et enormt sted, hvor der var 109 plejeinstitutioner, og på en af dem havde en pårørende sat et kamera op. Dengang skulle ansvaret også placeres, man valgte ikke forstanderen som på Strandvænget, men nogen i direktionen, og det blev så mig, jeg var jo den senest ankomne, så jeg var også det billigste offer. Okay, det var risikoen, når man stikker næsen frem, så jeg trak mig fra jobbet. Nu fandt man ud af, at hold da op, hun har jo også været involveret i noget andet i København, så må der virkelig være noget om sagen.«

Dorrit West havde ansvaret for 128 lovpligtige tilsyn, hvor kun seks blev gennemført...

Hun forklarer det med, at tilsynene var af en ny type, der var blevet lov fra 1. januar 2002, og hun blev ansat den 15. august.

»Da var året næsten gået, man havde end ikke fået lavet et tilsynskoncept og kunne slet ikke nå alle tilsyn det første år. At jeg så efter et halvt år får ansvaret for svigtende tilsyn i en kæmpe kommune som København, er så langt ude, at jeg ikke kan føle nogen personlig skyld over det.«

 

Den offentlige sektor savner effektivitet, og det er et tabu

Dorrit West har en mastergrad i offentlig ledelse og konflikthåndtering, og kun få i det offentlige har som hun erfaring i krisestyring, mener hun.

 

»Jeg har lyst til at arbejde, hvor der er problemer og brug for udvikling og forandring, og hvor der selvfølgelig også er modstand.«

Hun mener, at manglende effektivitet er et tabu, man ikke har villet berøre siden 1970'ernes vækst i den offentlige sektor. Indstillingen blandt nogle ansatte i jobbene og i fagforeningerne er, at problemer skal udstilles, så politikerne og befolkningen vil bevilge flere skattepenge.

»Den udsendelse, jeg var med i, viste med al tydelighed, at nogle ansatte prioriterede sig selv, kaffen og det sociale samvær højere end at være ansvarlige for deres eget arbejde, altså slendrian og manglende engagement. Men det kan man ikke sige højt uden at skabe konflikter. Vi når ikke idealet, hvis vi hverken har økonomi eller tid. Men hver enkelt vil næsten altid kunne gøre det lidt bedre og kan sammen med andre løfte hele området, selv om vi ikke har ressourcer nok. Det vil man bare ikke vise.«

Enten skal ingen roses eller også skal alle roses, man må ikke honorere en god indsats

En anden vanskelig arv fra perioden siden 1970'erne er, at man ikke må honorere og rose en god indsats, mener hun.

»Der er en træg konsensuskultur det offentlige, enten skal ingen roses, eller også skal alle roses, mens jeg går ind for at rose de mange, der fortjener ros, og rise dem, der ikke gør det godt nok. Det skal være sådan, at man kan sige til Marie, at 30 sygedage om året, når man ikke lider af en kronisk sygdom, det er for meget, så kom ind på mit kontor og fortæl mig, hvad du vil gøre ved det, om du vil gøre det, og hvad du mener, arbejdsgiveren kan gøre, og lad os så tale sammen igen efter et stykke tid.«

Hun går ind for det gammeldags begreb: kald. Man skal føle et ansvar for og finde mening i at udrette noget særligt for andre. Hvorfor være så optaget af, at man får retur præcis i samme mål, som man yder? Den indstilling vil hun gerne gøre op med, og hun tror, at der er meget at hente, hvis alle var lidt mere rundhåndede med sig selv.

»Grundlæggende er det fuldstændig ulogisk, at den offentlige sektor ikke kan levere en bedre kvalitet end den private sektor, som både skal levere den samme vare og skabe profit.«

 

Har overvejet at supplere indtægterne med et job som avisbud 

Dorrit West kunne være blevet som forvaltningschef i Tommerup Kommune. I stedet er hun rangeret ud på et sidespor.

 

»Mine handlinger kan jeg ikke fortryde. Jeg havde ikke mere at byde på Tommerup, som havde fået en god forvaltning, og derfor fik jeg jobbet i Københavns Kommune, et stort job, fordi nogen kunne se noget i mig, og kunne dokumentere resultater. Det indebærer så også risikoen for øretæver. Hvis jeg var en undseelig person, var jeg aldrig kommet i den situation. var jeg blevet i et fast og trygt job. Sådan er vilkårene,« siger hun.

I dag har hun sin konsulentvirksomhed i offentlig ledelse, samarbejde og krisehåndtering i Århus, hvor hun bor. Hun er i god fysisk form og har overvejet at supplere indtægterne med et job som avisbud, fortæller hun halvt i spøg, for indsigten og engagementet ligger i offentlig ledelse, men hun fornemmer, at hendes navn stadig forbindes negativt med Strandvænget og optagelserne med skjult kamera.

Hendes kapital er roen, hun har haft med sig, siden hun som ung blev tiltrukket af Beatles-guruen Maharichi.

»Jeg er en person, der hviler i mig selv, fordi jeg har mediteret i 30 år, jeg går ture, jeg opfatter alle de små detaljer og har evnen til at have fokus, der hvor jeg er, og glæde mig. Alt det andet er bare ting, jeg er ikke særlig materialistisk, har egentlig bare behov for at klare huslejen. Men jeg vil helst være i spil sammen med andre, være sammen med ligesindede, som kan muligheder og vil gøre en indsats for at forbedre nogle ting. Og jeg har det svært med et omdømme, som jeg ikke synes, ligner mig.

 

Blå bog

 

  • Dorrit West er født i Odense 1953
  • Uddannet sygeplejerske 1980
  • 1994-1995 souschef, Årslev Kommune
  • 1995-2002 Tommerup kommune: leder af hjemmeplejen, projektleder, socialchef, forvaltningschef
  • 2002-2003 vicedirektør, Københavns Kommune
  • 2004-2005 konsulent, Sønderjyllands Amt
  • 2005-2007 institutionsleder, Region Syddanmark
Samvirke samvirke@fdb.dk

Velgørenhed med dollartegn i øjnene

Med mikrolån kan du låne penge ud til verdens fattigste, hjælpe dem med at leve forretningsdrømmen ud og samtidig se din egen opsparing vokse
Af Mette Iversen og Jacob Sejer Pedersen | 1. juni 2008


Illustration Jette Tosti
Velgørenhed. For mange danskere er det noget med at stikke en hundredelap i raslebøssen, når Røde Kors banker på døren en gang om året. Færre er nok klar over, at de kan hjælpe fattige i den tredje verden og samtidig skrabe penge ind til deres egen sparebøsse. Ved at investere i såkaldte mikrolån kan man låne penge ud til verdens fattigste entreprenører, der får midler til at udvikle deres frisørsalon, metalværksted eller sæbefabrik. Med renter, der ofte ligger omkring tolv procent - hvilket er langt mere, end de danske banker tilbyder for at låne dine penge.

Inden for de seneste par år er forskellige mikrolånsportaler, der organiserer lånene, skudt frem på nettet. Og mange tusinde mennesker med lidt tilovers på kistebunden har lagt sparepengene i hænderne på en selvstændig med forretningsdrømme i den tredje verden. Lånere og udlånere strømmer til fra hele verden. På bare to og et halvt år er der for eksempel strømmet 136 millioner kroner gennem portalen kiva.org i små portioner lån på gennemsnitligt 2600 kroner. Og organiseringen af mikrolån tænkes ind i allerede etablerede virksomheder som auktionsportalene eller Bayeller modegiganten Benetton.

Den første og eneste danske virksomhed, der organiserer disse mikrolån, er MyC4. Siden maj sidste år har mere end 3.700 mennesker fra hele verden investeret omkring otte millioner kroner i godt 1.1oo afrikanske virksomheder gennem deres portal på nettet. Omkring 80 procent af investorerne er danskere. Familier, virksomheder, foreninger, - helt almindelige danskere - har pumpet 100, 1000 eller måske 100.000 kroner i virksomheder i Kenya, Elfenbenskysten og Uganda.

»Det er ikke kun Bono og Bob Geldof, der har mulighed for at gøre en betydelig forskel i Afrika. Perspektivet i mikrolån er, at alle investorer kan blive deres egen »Bono«,« siger Tim Vang, der sammen med erhvervsmanden Mads Kjær fik ideen til MyC4 for et par år tilbage.

»Afrikanerne er entreprenante, men de har ikke midlerne og kan ikke betale renter på 200 procent, som lokale udlånere ofte kræver. Vi vil give dem muligheden for at realisere deres forretningsdrømme,« forklarer Tim Vang og sætter i samme sætning en fed streg under, at lånene er en forretning på markedsvilkår for begge parter.

En vanvittig idé.

MyC4's lånemodel er sådan skruet sammen, at afrikanske forretningsdrivende som Jacinta Serwanja eller Eba Aka Pascal kan annoncere efter et lån på portalen. De ridser deres planer for forretningen op og sætter en maksimal grænse for, hvad de vil betale i rente. Nu kan investorer i den anden ende af cyberspace byde ind og tilbyde dele af lånet. Hvis de da ikke bliver underbudt af andre investorer, der kræver en lavere rente. Det er altså en form for omvendt auktion, hvor de, der byder den laveste rente, vinder retten til lånet. Indtil nu har den gennemsnitlige rente ligget på 11,8 procent.

Ideen om at låne mindre portioner penge ud til dem, der er for fattige til at låne penge i banken eller ikke kan betale renter på flere hundrede procent til lokale lånehajer, stammer fra økonomen Muhammed Yunus, som i 2006 kunne høste Nobels Fredspris for sin mikrolånsmodel. Han begyndte i slutningen af 1970'erne med at hive penge op ad egen lomme, for at kvinder i Bangladesh kunne låne penge til at drive forretning - en i manges øjne vanvittig idé, fordi Yunus ikke udformede lånedokumenter eller havde sikkerhed for, at pengene landede i hans lomme igen. Men det gjorde de.

Med et tilbageblik over de tredive års mikrolån kan Yunus regne sammen, at 97 procent af de 35 milliarder kroner er betalt tilbage til Grameen Bank, som Yunus stiftede som samlingspunkt for sine lån. Grameen Bank revolutionerede tilliden til de fattigstes kreditværdighed.

»MyC4 kan beskrives som Muhammad Yunus' model og eBay i en blender,« forklarer Tim Vang.

At bruge nettet som platform for investeringerne giver den fordel, at udlåneren hjemme fra stuen kan følge med i, hvordan det går med det bageri eller den kosmetikforretning, sparepengene er investeret i.

I kø efter et lån.

Hybriden mellem velgørenhed og benhård business har betydet, at folkene bag MyC4 ofte er bleve tmødt med spørgsmålet om, hvordan de overhovedet kan tillade sig at tjene penge på verdens allerfattigste. Men ifølge Tim Vang er det kun en styrke, at mikrolånene bejler til denindre kapitalist hos udlåneren såvel som låneren.

»Se de afrikanske lånere som forretningspartnere. Det handler også om værdighed, og de hader at blive opfattet som tiggere,« siger han og hiver fat i et gammelt kinesisk ordsprog om, at hvis du giver en fattig mand en fisk, ser du ham igen næste dag, hvor han kommer efter en ny fisk. Lærer du ham derimod at fiske, har han fisk til resten af livet. Hvilke afrikanske entreprenører der så at sige kan få lov at lære at fiske gennem MyC4, bliver udpeget gennem en såkaldt provider - MyC4's øjne og ører i Afrika. Providerne vurderer, hvem der er kreditværdige, ligesom når familien Danmark skal i banken for at låne til parcelhuset. Og de ordner det praktiske arbejde med at oprette annoncerne på låneportalen - kun få af lånerne har selv adgang til nettet. Til at begynde med har provideren også været ude og opsøge virksomheder i udvikling.

»Men nu kommer de til os. Når vi åbner kontoret om morgenen, kan der ofte stå tyve mennesker i kø, fordi de har hørt, at man kan få et lån, de kan betale tilbage,« fortæller Johnni Kjelgaard, der arbejder i Nairobi som MyC4's eneste danske provider.

Og entreprenante afrikanere kan bare blive ved med at troppe op. Planen er, at mere end 5000 afrikanske juicebarer, printbutikker og andre virksomheder skal få opfyldt ønsket om et lån, inden året er omme.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Samvirke samvirke@fdb.dk

Nanosensorer fra jord til bord

Fødevarer, der enten er af dårlig kvalitet eller ikke opbevares rigtigt, har både helbredsmæssige og økonomiske konsekvenser. Det vil nye nanosensorer i fødevarekontrollen og -emballagen fremover lave om på
Af Jette Miller | 1. juni 2008

Forurenede hindbær. Salmonella i kyllingefileten. To år gammelt svinekød i køledisken med fornyet datomærkning. Inden for en årrække vil sager som disse være fortid både i dit køleskab og på fødevareministerens bord. Årsagen er, at vi med ny viden og nanoteknologi allerede i supermarkedet vil få klar besked, om pakken med hakket kød er for gammel, fordi varerne fremover vil blive udstyret med intelligente sladderhanke - såkaldte nanosensorer.

Intelligente sladderhanke.

Sensorer kender vi allerede fra vores dagligdag. Det kan for eksempel være elektriske signaler eller lys- og bevægelsessensorer, der tænder lys i indkørslen, åbner døre i supermarkedet eller tyverialarmer, der kan afsløre ubudne gæster. At sensorerne er nanosensorer, betyder i princippet blot, at der her er tale om meget små sensorer, idet en nanometer svarer til en milliardtedel af en meter. De første nanosensorer forventer professor Flemming Besenbacher, leder af nanoforskningscenteret Inano ved Aarhus Universitet, at forbrugerne vil have glæde af inden for en overskuelig årrække.

»De første sensorer vil være udviklet inden for et par år. Så jeg vil tro, at vi vil se dem i supermarkedet inden for tre-syv år alt efter, hvor lang tid det vil tage at sætte dem i produktion,« siger han.

Når nanosensorerne er færdigudviklede, vil der være tale om billige engangssensorer i plast, der sidder i emballagen på stort set alle de varer, du kan forestille dig på fødevareområdet. Og den nanosensor, du vil finde på pakken med for eksempel fiske-, grise- eller oksekød, vil være på størrelse med en lillefingernegl. Når det gælder holdbarhed, vil sensoren via en simpel farveindikator, der skifter grøn til rød, straks kunne fortælle forbrugeren, om varen er frisk eller for gammel.

Fra ko til karton.

Men overvågningen af fødevarerne stopper langtfra her, fordi vi i praksis fremover vil kunne følge varen fra ko til karton. I hænderne på for eksempel fødevaremyndighederne kan sensorerne mere end blot vise holdbarheden. Nanosensorer kan også afsløre rester af for eksempel tungmetaller, sprøjtemidler, antibiotika eller bakterier - alt sammen stoffer, der forringer fødevarernes kvalitet. Og sensorerne vil ikke bare være bedre og billigere end de laboratorietest, der anvendes i dag. De vil også være langt hurtigere, forklarer Flemming Besenbacher.

»Som producent vil du fremover få direkte besked på prøverne. Tag for eksempel den kyllingefarmer, der i dag skal vente et døgn på svaret fra en salmonellaprøve i sin besætning. Det er dyrebar tid. Med tidlig diagnosticering kan han undgå en acceleration af problemets omfang. Det kan nanosensoren bidrage til, fordi den afgiver svar i løbet af ganske få sekunder eller minutter.«

Nyt våben til myndighederne.

Forbrugernes vagthund - tilsynsmyndighederne - får dermed også et nyt våben i krigen mod dem, der snyder, fordi sensorerne også kan bruges i håndholdte testapparater.

»Med mobile sensorer får medarbejderne i fødevarekontrollen nye muligheder, fordi svaret på en prøve enten kan aflæses direkte i et display eller sendes trådløst til en computer,« forklarer Flemming Besenbacher.

Med nanosensorer er døren til en ny teknologisk revolution i supermarkedet dermed åbnet på vid gab, og helt nye muligheder for både producenter, myndigheder og forbrugere ligger ret forude.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Sådan bliver du forretningspartner med verdens fattigste

Af Mette Iversen og Jacob Sejer Pedersen | 1. juni 2008

Mikrolån gennem MyC4

En afrikansk entreprenør søger på MyC4's portal om at låne for eksempel 1000 euro og udstikker et loft for renten. Typisk tolv procent.

Nu kan investorer byde ind med det beløb, de ønsker at skyde ind i projektet, og hvilken rente de ønsker. Du kan investerened til 75 kroner.

Selv om den samlede max-rente er tolv procent, kan man godt kræve tyve procent, hvis andre har tilbudt deres del af lånet til to eller syv procent. Bare lånet som helhed har en rente på tolv procent eller mindre.

Jo højere rente en investorer kræver, jo større risiko er der for, at de bliver underbudt af andre investorer. De, der byder lavest, får retten til at låne penge ud. En såkaldt hollandsk auktion.

Lånet lukkes, når afrikanerens ønskede lån er hjemme til den rigtige pris eller mindre.

MyC4 tjener tre procent af lånet. Der udover skal den såkaldte provider og lender have et honorar på omkring fire og to procent.

Læs mere og opret din egen investor-konto på myc4.com. Det er gratis at investere.


Spil på flere heste


Selv om næsten alle lånere af mikrolån indtil videre har betalt deres penge tilbage til investorerne, vil der altid være risiko for at tabe sin investering, hvis frokostrestauranten i Uganda eller barberen i Kenya skulle gå neden om og hjem.

Derfor kan det anbefales at fordele pengene og investere i forskellige projekter.


Hvem låner gennem MyC4


Pengestrømmen gennem MyC4 havner hos små og mellemstorevirksomheder med to, ti eller måske helt op til 50 ansatte.

Det kan være produktionsvirksomheder som bagere og pottemagere eller fotografer. Store og mere etablerede virksomhederkan lettere låne i banken.

Det typiske lån ligger på 4000 til 8000 kroner. Det mindste har indtil nu været på 1100 kroner, det største på 150.000 kroner.

En provider udvælger de afrikanske virksomheder. Omkring hver fjerde ansøger får afslag.


Her kan du også investere


Den idealistiske.

Vil du kvit og frit låne verdens fattige til en ny frisørsalon eller taxa-forretning i den tredje verden, kan du gøre det gennem kiva.org. Kiva betyder enhed og enighed på swahili. Som udlåner skal man mindst investere 25 dollar. Indtil videre har mere end 40.000 mennesker lånt penge gennem kiva.org. Tre ud af fire har været kvinder. 99,88 procent af lånene er betalt tilbage.

Ebays mikrolån.

Auktionsgiganten eBay søsatte sidste år sin egen mikrolåns-model på microplace.com. Portalen satser på de helt små virksomheder, og renten er typisk lavere end den danske MyC4. Overskuddet fra Microplace ryger i fonden eBay Forundation.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

En bjørnetjeneste til kalvene

Kalve skal ifølge loven være sammen, men nyfødte kalve bliver syge og dør af samværet. Det får flere landmænd til at bryde loven i dyrevelfærdens navn
Af Laura K. Nielsen og Morten Herlev | 1. juni 2008

De nyfødte kalve på Thomas Møllers gård nord for Thisted bor alene i små igloer de første uger af deres liv. Hytterne begrænser sygdom og død blandt kalvene, men de er ulovlige. Det har Thomas Møller rettens ord for, for han blev i 2005 og 2006 dømt i henholdsvis byretten og landsretten for ikke at opfylde kravene til velfærd hos kalve. Hos Thomas Møller har de nyfødte kalve nemlig ikke mulighed for at røre hinanden de første to-tre leveuger. Og det skal de ifølge loven.

Loven stammer tilbage fra 1990'erne, hvor titusinder af danske spædkalve blev transporteret til Holland, opdrættet i små bokse og fodret med mælkeerstatning. Uden adgang til kraft- og stråfoder led kalvene af blodmangel og diarré, og den enkelte kalv stod i sit korte liv fuldstændig isoleret fra andre kalve. Forbrugerne reagerede med forargelse, og politikerne var hurtige til at omsætte følelserne til en konkret stramning af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 999 fra 1993 om beskyttelse af kalve.

Den nye bekendtgørelse trådte i kraft 1. januar 1998 og skærpede kravet om at tage hensyn til kalves sociale adfærd, da kvæg er flokdyr. Det blev et lovkrav, at kalve ikke må holdes i enkeltbokse med massive vægge, og at alle kalve skal have mulighed for at se og røre hinanden.

Kalve smitter hinanden.

Nyfødte kalve er fire-fem uger om at opbygge et immunforsvar, og når de går sammen, betyder det, at mange kalve bliver syge og dør som følge af sygdom. Tal fra firmaet Daka Bio-Industries, som destruerer døde dyr, viser, at danske malkekøer føder cirka 750.000 kalve om året, og 12-13 procent af kalvene dør, inden de fylder et halvt år. I sidste halvår af 2006 og første halvår af 2007 døde i alt 103.813 spæde kalve. Det er især sygdomme som diarré og lungebetændelse, fulgt op af andre former for bakterie- og virusangreb, der tager livet af de spæde kalve.

Så selv om loven tilgodeser kalvenes behov for at være sammen, er den problematisk, vurderer ekspert i dyrevelfærd og landskonsulent i Dansk Kvæg, Peter Stamp Enemark.

»Loven øger sygdomsforekomsten og skader dermed dyrevelfærden. Stramningerne var en direkte reaktion på sagerne om tremmekalve og er et klart eksempel på en politisk hovsaløsning. For loven indeholder elementer, som ikke fremmer kalvenes velfærd. Snarere det modsatte,« siger Peter Stamp Enemark.

Dyrlæge Esben Jakobsen fra Brørup, der har stor erfaring med at tilse og vurdere kalve og kvægs sundhedstilstand, vurderer også, at loven har konsekvenser for kalvenes sundhed.

»Udvekslingen af smittestoffer er større, når kalvene kan røre ved hinanden. Derfor ville det sundhedsmæssigt være fornuftigt at holde kalvene adskilt i deres første leveuger, hvor deres immunforsvar ikke er helt udviklet, « siger han.

Ifølge Esben Jakobsen er der fire vigtige elementer for den spæde kalvs sundhed: At den ligger tørt, at den ikke udsættes for træk, at den får råmælk i tilpas mængde og kvalitet, og at den ikke udsættes for smittestoffer. Hvis der er problemer med et eller flere af elementerne, stiger risikoen for, at kalven bliver syg eller dør i sine første levemåneder.

Men at skille kalvene ad i deres første leveuger ville ikke løse alle sygdomsproblemer i besætningerne, understreger Esben Jakobsen: »Der er en samlet palet af faktorer, der spiller ind. Dertil kommer landmændenes daglige rutiner. Har de nok fokus på hygiejnen, og bruger de kvalitetsprodukter, eller nøjes de med det næstbedste?«

Sundhed frem for alt.

På Thomas Møllers gård blev kalvene i midten af 1990'erne ramt af en sygdomsepidemi, og halvdelen af kalvene døde på et år. Men så opdagede han kalvehytterne, der minder om en lille iglo med strøelse i bunden, og som med sine massive vægge isolerer kalvene fra hinanden, og det betød, at færre kalve blev smittet med sygdomme.

»Dødeligheden ville være højere, hvis de gik sammen, og det vigtigste for mig er, at mine dyr er sunde og raske, « understreger Thomas Møller. Hans kalve bor i hytter i deres første to til tre leveuger, herefter bliver de sat sammen i hold på fem-seks stykker. De fagfolk, som medvirkede ved retssagerne mod Thomas Møller, kunne bekræfte, at hans kalve var raske og trivedes godt.

»I de første uger får de opfyldt deres kontaktbehov med os, der passer dem, og når de bliver sat sammen, fungerer de fint socialt,« siger ThomasLidt for dus med dyrene

Møller, der har haft malkekøer og kalve i 26 år. Hans erfaringer genkendes af dyrlæge Esben Jakobsen.

»Jeg har ikke set nogen tegn på, at kalve har taget skade af at være adskilt i deres første leveuger. De bliver ikke syge i hovedet, bange for berøring eller andet i den stil,« forklarer han. Også kvægdyrlæge Hanne Lærche Voogd fra Dyrlægegruppen Midtvest i Herning sætter kalvenes sundhed over deres behov for at være sammen med andre kalve.

»Det er en væsentlig faktor for smittespredning, at kalvene kan røre ved hinanden i de første uger. De smitter jo hinanden ligesom børn i en børnehave. Min vurdering er, at kalvene ikke tager skade af at være adskilt i få uger. Når det har en stor indflydelse på sygdomsspredning, vægter jeg sundheden højest,« forklarer kvægdyrlæge Hanne Lærche Voogd.

Landmænd overtræder loven.

Thomas Møller er ikke den eneste kvægproducent, som vælger at se bort fra loven. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, Samvirke har foretaget. Vi spurgte Dansk Kvægs panel på 400 kvægproducenter og fik svar fra 163 producenter. 68 panelmedlemmer - 41,7 procent af de adspurgte - fortæller, at de har følt sig nødsaget til at tilsidesætte lovens krav om, at kalve skal kunne se og røre hinanden, for at sikre deres kalve mod smitte og sygdom. Halvdelen af de adspurgte landmænd mener, at lovgivningens nuværende krav gør det sværere at skabe god dyrevelfærd.

»Det er en tendens, som jeg genkender fra mine møder med kvægavlerne. Om procentdelen for dem, der bryder loven, er repræsentativ, er svært at sige, for folk finder frem til alle mulige løsninger, godkendte og ikke godkendte,« siger Peter Stamp Enemark.

Den danske kalvebekendtgørelse bygger på et fælles EU-kalvedirektiv, og Dansk Kvæg vurderer, at kravet om, at kalve skal kunne se og røre hinanden, tolkes mere blødt i andre EU-lande. I Tyskland fraråder man eksempelvis berøringskontakt mellem de helt spæde kalve, og det er den vej, den danske kvægbranche gerne vil gå.

Nord for Thisted putter Thomas Møller stadig sine nyfødte kalve i de adskilte hytter, og det har han tænkt sig at blive ved med.

»Jeg vil gerne være en lovlydig borger, men når lovgivningen er bagefter, så føler jeg, at jeg er nødt til at sætte dyrevelfærden højest,« siger han.

Lovens ord

»Enkeltbokse til kalve må ikke være forsynet med massive vægge, men skal være forsynet med skillevægge eller åbninger, der giver kalvene mulighed for at se og røre andre kalve. Dette gælder dog ikke enkeltbokse, der benyttes til isolering af syge eller tilskadekomne dyr.«

Kilde: Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om beskyttelse af kalve, BEK nr. 1075 af 22. december 1997, Justitsministeriet, paragraf 4, stk. 2

Flere kalveproducenter politianmeldt

Fødevarestyrelsens kontrol af dyrevelfærden førte i 2005 til, at 28 kvægbesætninger blev meldt til politiet. Det hyppigst meldte forhold var, at kalve i enkeltboks ikke kunne se og røre andre kalve. Manglende opfyldelse af dette krav til kalvenes mulighed for social kontakt førte i alt til 86 indskærpelser og 12 politianmeldelser i 2005. Fødevarestyrelsen oplyser, at de seneste resultater fra kontrollen i 2006 og 2007 vil blive offentliggjort på internettet 1. juni. Se mere på samvirke.dk

Kilde: Kontrol af dyrevelfærd 2005, Fødevarestyrelsen, august 2006

Landmænd bryder loven

  • 54,6

    procent af de adspurgte landmænd mener, at lovgivningen gør det sværere at skabe god dyrevelfærd for kalve under fem uger.
  • 41,7

    procent har følt sig nødsaget til at tilsidesætte loven for at undgå smittespredning blandt kalve under fem uger.
  • 67,5

    procent mener, at kalvebekendtgørelsens paragraf 4, stk. 2 bør ændres.

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 163 danske kalveproducenter. Marts 2008

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Uafhængighedens pris

Det afrikanske land Eritrea vil klare sig selv og afviser udenlandsk bistand, men befolkningen mangler alle slags varer og tvinges til at arbejde for staten
Af Eva Plesner | 1. juni 2008

Eritrea er en lille stat på Afrikas Horn og et af verdens fattigste lande. Alligevel har dets regering i løbet af de seneste par år afvist udenlandsk bistandshjælp for op mod 200 millioner dollars - cirka en milliard kroner - i et forsøg på at slippe for at blive afhængig af internationale donorer. Landet har sagt nej til blandt andet fødevarehjælp fra FN, udviklingslån fra Verdensbanken og donationer fra internationale hjælpeorganisationer til sundhedsklinikker og veje.

Set i lyset af, at Eritrea er et land, som har alvorlige problemer med at brødføde sin egen befolkning, kan det undre, hvordan det kan tillade sig at sige nej til udenlandsk bistand.

»Det gør vi heller ikke,« siger dr. Gebra Maskel, rådgiver for Eritreas enevældige præsident, Isaias Afewerki. »Vi har samarbejds- og udviklingsprogrammer med en række lande. Men vi insisterer på selv at bestemme over programmerne, og hvis hjælpen er forbundet med betingelser, som vi ikke kan acceptere, så siger vi nej.« Det betyder, at udenlandsk bistand, som ikke bidrager aktivt til Eritreas kamp for at stå på egne ben, bliver afvist, forklarer Gebra Maskel. For præsident Isaias Afewerki, en marxistisk inspireret tidligere oprørsleder, har svoret, at Eritrea ikke skal »slavebindes« af internationale donorer og ende som endnu en »forkrøblet« afrikansk stat.

»Allerede lige efter befrielsen (fra etiopisk herredømme, red.), da vi virkelig var tvunget i knæ efter 30 års frihedskrig, lovede vi os selv, at vi ikke ville leve af almisser i al fremtid,« siger Gebra Maskel, og dén holdning gennemsyrer stadig Eritreas uafhængighedspolitik.

Med henvisning til, at milliarder af dollars i international hjælp gennem de seneste 50 år ikke har gjort ret meget for at løfte det afrikanske kontinent ud af kronisk fattigdom, har Eritrea valgt at gå sine egne veje.

Dårlig mentalitet.

I midten af 1990'erne lancerede Isaias Afewerkis regering et uafhængighedsprogram, som de første ti år kørte på relativt lavt blus, men i 2005 kom det for alvor i gang, og året efter stoppede regeringen FN's uddeling af fødevarer til omkring en million eritreanere.

»Desværre havde den gratis uddeling af mad skabt en farlig afhængighed og udviklet en dårlig mentalitet hos modtagerne,« siger Askalu Menkerios, Eritreas minister for arbejde og velfærd. »Der opstod en form for dovenskab. Når folk får maden gratis, gider de ikke arbejde. Hvorfor skulle de det? Fødevarehjælpen kom jo alligevel.«

Det var nødvendig at »knække den dårlige mentalitet«, som Askalu Menkerios udtrykker det, og takket være uafhængighedsprogrammet er det lykkedes, hævder hun.

»I dag tror folk på, at de er i stand til at producere deres egne fødevarer, og de har genvundet deres værdighed og selvtillid,« siger ministeren.

Uafhængighedsprogrammet dækker meget bredt, fra uddeling af myggenet for at forebygge malaria til bygning af veje og udgravning af vandreservoirer. Det meste af Eritreas jord er tør og stenet, og kun en lille del af landet får nok regn. Derfor består et af programmets vigtigste projekter i at opsamle »hver eneste, sparsomme dråbe«, som Askalu Menkerios siger, og udnytte det til kunstvanding.

I 2005 kom uafhængighedsprogrammet til landsbyen Mendefera. Der skulle graves et reservoir til opsamling af regnvand, men folk var ikke begejstrede, forklarer en af landsbyens beboere, 18-årige Mehretab Tesfay.

»Folk troede ikke på det. De var bange for, at reservoiret ville lægge beslag på masse god landbrugsjord, uden at de fik nogen gavn af det,« siger han.

Men i Eritrea slipper man ikke ustraffet fra at sige nej til regeringens politiske programmer, og snart ankom et hold af teknikere og eksperter med deres udstyr og satte landsbyens beboere - bortset fra gamle, syge og småbørn - til at grave. Et helt år tog det, før reservoiret var færdigt. Nu breder det sig over adskillige tusinde kvadratmeter og ligner en lille, naturlig sø. Og beboernes skepsis er forsvundet som dug for solen, fortæller Mehretab Tesfay.

»Før høstede vi kun én gang om året, og vi tjente næsten ingen ting. Nu kunstvander vi og høster tre gange om året, og vi tjener mange flere penge,« siger han og fortæller, at hans familie har fået råd til at købe en cykel til ham, så han ikke længere behøver at gå halvanden time hver morgen for at komme i skole.

Rekordstor høst.

I gennemsnit har Mendeferas knap 500 familier forøget deres indtægter tre-fire gange, efter at reservoiret blev bygget, fortæller en af landsbyens ledere, Melake Michael. Arealet af opdyrket jord er vokset fra 3,5 hektar til knapt ti hektar, og i det kommende år regner landsbyen med at opdyrke yderligere fem hektar.

»Vandreservoiret har ændret vores tilværelse radikalt,« siger Melake Michael.

Hundredvis af reservoirer som det i Mendefera er de seneste år blevet bygget over det meste af Eritrea, og ifølge ministeren for arbejde og velfærd, Askalu Menkerios, har det resulteret i rekordstore høstudbytter med 2007 som det foreløbige højdepunkt. 400.000 tons afgrøder blev bragt i hus, svarende til cirka 80 procent af det samlede behov, siger ministeren.

Men de internationale hjælpeorganisationer kan ikke bekræfte fremgangen, fordi Eritreas myndigheder ikke tillader uafhængige vurderinger af høstudbyttet - eller af andet statistisk materiale i øvrigt. Generelt er der dog enighed om, at fødevareproduktionen har været god og stabil de seneste par år.

»Men det skyldes, at regnen har været usædvanlig god. Spørgsmålet er, hvad der sker, når den næste tørke kommer, « siger en hjælpearbejder og peger på, at ifølge tal fra Unicef lider hvert femte barn (21 procent) af alvorlig underernæring i visse egne af landet. Alarmniveauet er ti procent. Som alle de hjælpearbejdere og diplomater, vi taler med, vil hun ikke have sit navn frem af frygt for repressalier fra regimet.

Men arbejdsminister Askalu Menkerios er ikke i tvivl om, at Eritrea vil være selvforsynende med alle basale fødevarer i løbet af de kommende to til tre år. Og målt på en række andre indikatorer som eksempelvis børnedødelighed, levealder og vaccinationsprogrammer klarer Eritrea sig mindst lige så godt og ofte bedre end nabolande som Kenya og Etiopien.

Bilig arbejdskraft.

Men uafhængighedsprogrammet har også alvorlige skyggesider. Blandt andet er det baseret på titusindvis af værnepligtige, som sættes til blandt andet at bygge veje, vandreservoirer og sundhedsklinikker til en dagløn på omkring fem kroner. Ifølge loven skal alle eritreanere, mænd såvel som kvinder, aftjene 18 måneders kombineret militær- og samfundstjeneste. Men i praksis varer det ofte ti år eller mere, før de bliver hjemsendt. Den officielle forklaring er, at grænsekonflikten med Etiopien, som har stået på, siden Eritrea fik selvstændighed i 1991, kan bryde ud i åben krig når som helst.

»Reelt handler det om, at regeringen har brug for billig arbejdskraft,« mener 21-årige Naomi, som ikke vil sige sit efternavn. Efter seks måneders militærtræning i 2005 blev hun sat til at gøre samfundstjeneste i Informationsministeriet, hvor hun nu i snart to år har »spildt sin tid med ligegyldigt papirarbejde«, og hun aner ikke, hvornår det holder op.

»Er det fem år endnu? Ti? Jeg er begyndt at tage antidepressiv medicin, fordi det hele er så håbløst. Jeg synes, jeg spilder hele min ungdom,« siger Naomi, som engang drømte om at studere geografi og miljøvidenskab på universitetet.

Hendes to søstre på 23 og 24 har levet mere eller mindre i skjul i familiens hjem de seneste år af frygt for at blive pågrebet i en af de razziaer, som regeringssoldater med jævne mellemrum gennemfører for at fange dem, der forsøger at snyde sig fra militærtjenesten. Nu overvejer begge søstrene at melde sig frivilligt, fordi de ikke kan holde ud at leve i skjul længere, fortæller Naomi. Selv drømmer hun om at rejse til udlandet for at få en uddannelse. Men det kræver et udrejsevisum, og det får hun aldrig, så længe hun ikke har afsluttet sin samfundstjeneste.

Eritreas grænser er hermetisk lukkede, og regeringen anklages af Vesten for i stigende grad at isolere sig. Samhandlen med udlandet er reduceret til næsten ingenting, og landets få private virksomheder er i store vanskeligheder. Eritrea har meldt sig ud af Østafrikas førende samarbejdsorganisation IGAD, og en række udenlandske hjælpeorganisationer er blevet udvist eller chikaneret til at forlade landet.

»Før selvstændighedsprogrammet for alvor kom i gang, var her 37 forskellige udenlandske organisationer. Nu er der ni tilbage, og af udenlandske donorer er der reelt kun FN-familien, Verdensbanken og EU-kommissionen,« siger en ledende vesterlandsk diplomat.

Men Gebra Maskel afviser, at Eritrea isolerer sig.

»Vi vil gerne øge vores samhandel med udlandet, vi vil gerne have udenlandske investeringer, vi vil gerne integreres i den globaliserede verden. Anklager om isolationspolitik har ingen hold i virkeligheden,« siger han.

Foreløbig er Eritreas økonomi helt afhængig af de penge, som eritreanere bosat i udlandet sender hjem. De fleste betaler en indkomstskat på to procent, som formelt set er frivillig, men hvis man ikke betaler, kan det få konsekvenser for ens rettigheder og ejendom i Eritrea.

Fra bil til køkkenovn.

I Asmara, som er Afrikas måske sikreste og reneste by, sidder folk stadig på de mange cafeer i art deco-stil - bygget under italienernes koloniherredømme - og drikker cappuccinoer. Men tiggere er ikke længere et usædvanligt syn, og på hvert andet gadehjørne ser man kvinder, som forsøger at overleve ved at sælge en håndfuld karameller og tre pakker papirlommetørklæder. Der er mangel på selv de mest almindelige ting. Brød er rationeret, folk må stå i kø efter mælk, og for nylig måtte Coca- Cola-fabrikken lukke på grund af mangel på sirup.

Asmaras berømte genbrugsmarked, Medebar, har til gengæld kronede dage. Den udbredte varemangel betyder, at alt bliver genbrugt, og selvlærte håndværkere forvandler bjergene af skrammel til billige forbrugsvarer. Dunke, som før indeholdt madolie, bliver til kaffekander. Gamle artillerihylstre fra krigens tid forvandles til metalkamme til Asmaras skønhedssaloner. Fjedrene i en udtjent sengebund bliver til kroge, gamle bildæk skæres op til sandaler og seletøj til heste, og frønnede brædder bliver til stole, borde, skabe og dragkister.

»Vi har ikke råd til at importere noget længere, så vi er nødt til at lave alting selv,« siger 59-årige Ainum, som er i gang med at splitte en gammel Opel ad.

Taget og siderne bliver banket ud, skåret op og forvandlet til små køkkenovne. Resten afsætter han til kollegaer i Medebars mange små værksteder, og ikke så meget som en skrue går til spilde. Ainum har arbejdet på Medebarmarkedet i mindst 50 år, siger han. Han hører til dem, der stadig ser præsident Isaias Afewerki som national helt, om end han havde håbet på, at velstanden efter 15 års uafhængighed havde været bedre, end den er.

»Jeg kan brødføde min familie, så jeg klager ikke. Men jeg håber, at mine børn får et bedre liv, end jeg har,« siger Ainum. Så griber han hammeren igen og går i gang med at banke løs på det, der indtil for et øjeblik siden var taget på den udtjente Opel.

På Asmaras genbrugsmarked, Medebar, bliver alt genbrugt, og selvlærte håndværkere i alle aldre forvandler bjergene af skrammel til forbrugsvarer

Kort om Eritra


4,9 millioner mennesker lever i Eritrea. 50 procent er kristne, 50 procent er muslimer. Religiøse minoritetsgrupper som Jehovas Vidner og cirka 35 evangeliske kirker er forbudt.

Isaias Afewerki, den tidligere leder af oprørsbevægelsen EPLF, Det Eritreanske Folks Befrielsesfront, er præsident. Det marxistisk inspirerede Folkefronten for Demokrati og Retfærdighed er det eneste lovlige parti. To planlagte valg i 1997 og i 2001 blev aflyst af præsident Isaias Afewerki. Nye valg er ikke planlagt.

Alle private medier har været forbudt siden 2001. Samme år foretog regimet en markant stramning af kursen over for politiske modstandere. En række prominente oppositionsledere, journalister og politikere blev fængslet og er ikke set siden. Ifølge menneskerettighedsorganisationer bliver politiske modstandere fængslet uden rettergang, de udsættes for tortur og forsvinder sporløst.

En FN-rapport anklagede i juli 2007 Eritrea for at forsyne islamiske oprørere i Somalia med våben. Anklagerne afvises blankt af præsident Isaias Afewerki, som siger, at Eritrea kun støtter oprørerne politisk. Men rapporten fik USA til at true med at sætte Eritrea på listen over »terrorstater« - i selskab med Nordkorea, Cuba, Iran, Syrien og Sudan.

Eritreas konstitution er en af Afrikas mest liberale og demokratiske. Men den er aldrig blevet indført.

Kilde: BBC News, FN, Amnesty International m.fl.

Historie:

  • Tidligere italiensk koloni.
  • 1941: Britiske &Commonwealth-styrker smider italienerne ud og genindsætter Haile Selassie på tronen.
  • 1952: Status som selvstyrende delstat i Etiopien.
  • 1962: Etiopierne ophæver Eritreas selvstyre. Det udløser en 30-års befrielseskrig, som Eritrea vinder.
  • 1993: Anerkendes som selvstændig stat. Oprørslederen Esaias Afewerki bliver præsident.
  • 1998: En ny krig med Etiopien bryder ud på grund af en strid om grænsebyen Badme.
  • 2000: Fredsaftale indgås i december. En sikkerhedszone, patruljeret af FN, etableres mellem de to lande.
Kilde: BBC News, FN, Amnesty International m.fl.


Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6
Artikel side 7