Samvirke samvirke@fdb.dk

Sådan undgår du at brænde inde med uønskede julegaver

Her er et par fifs, så du ikke brænder inde med uønskede julegaver   
Af Rie Jerichow | 1. december 2007
Samvirke samvirke@fdb.dk

Millionbøf med bid - sådan kan du også bruge 500 gram hakket oksekød

Først kunne hun slet ikke lave mad, så eksperimenterede Aysha Rosendahl med græsk og italiensk køkken og genfandt sine pakistanske madrødder.
Af Inger Abildgaard | Foto: Jacob Carlsen | 1. december 2007
løg
Morteren er uundværlig til at få det bedste ud af krydderierne

Få det bedste ud af det hakkede oksekød

Klokken er 17, hovedet er tomt for ideer, men 500 gram hakket oksekød er da altid en begyndelse til et eller andet.

Hvis du synes, der er noget fladtrådt over det evindelige oksekød, og hvis du plejer at strande på en af dine fem kendte anvendelsesmuligheder, er der inspiration at hente i et meget lille køkken i en kvistlejlighed i Holte.

Aysha Rosendahl er født i Karachi, Pakistans største by og tidligere hovedstad. Hun laver pakistanskinspireret aftensmad, der tager udgangspunkt i den elementære hverdagsvare. Hun supplerer med tilsvarende banale dåsetomater og kartofler og får en ret ud af det, hvis aroma hæver sig et par favne op over de gængse variationer af millionbøf og spaghettisovs.

Bruge morter og lad fedtet løbe fra kødet, før du tilsætter næste ingrediens

Den store forskel er stegningen og krydderierne, der stødes i en morter i voksenstørrelse den kan rumme lige så meget som en middelstor kasserolle. »Jamie Oliver skal roses for sin indsats for at få morteren ind i almindelige køkkener,« siger Aysha Rosendahl, der i mange år havde svært ved at støve en ordentlig en af slagsen op. Man kan i nødstilfælde bruge en lille elektrisk kværn, men det bliver ikke helt det samme.

Indisk og pakistansk køkken lader fedtstoffet, dvs. olien eller ghee'en skille sig ud og løbe fra det kød eller løg, man steger, før man går videre med næste ingrediens. Det kræver lidt tid, men når morteren, krydderierne og den rigtige stegemetode er på plads, er dufte, som vi kender dem fra indiske eller pakistanske restauranter, lige til at hente ned fra højderne.

»Man kan godt på en hverdagsaften springe over, hvor gærdet er lavest og brune kød og andre ingredienser i gryden på en gang, man kan også lave lasagne og lægge den i lag med færdigkøbt bechamelsovs, det bliver bare ikke nær så godt, som når man har lavet det hele fra bunden, og hvis man gør sig umage, bliver det sjovt, selv om det tager tid,« siger Aysha Rosendahl.

Aysha kommer fra et hjem med kok

Denne aften i køkkenet er der jævn varme under gryderne og roligt tempo i køkkenet. Kartoflerne, der skal blandes i den pakistanske udgave af millionbøf, er ordnet på forhånd og ligger klar og skyllet.

Luftvejene får snart deres første boost, og der kommer varme i kroppen, når ingefæren skrælles og stødes i morteren, og når retten får sin særlige karakter fra en overdosis morterstødt koriander. Den dybeste smag kommer, hvis kødet får lov at simre i to timer, kartoflerne skal så koge med det sidste kvarter.

Nellike og kanel gør kødretten sød

»Der skal være balance mellem krydderierne, det søde kan komme fra kanelen eller nelliker, bare ikke for mange, så bliver det for duftende og sødt. Det skarpe modspil kommer fra chilien eller peberet,« fortæller Aysha Rosendahl, der engang var vild med tennis og biler, men fuldstændig ligeglad med mad. Hun er vokset op med både kok, butler og en snes andre tjenestefolk i et stort, velhavende hjem i Lahore. Hun var lige gift og kommet til Danmark, da hun første gang prøvede en kartoffelskræller og gav sig til at læse i kogebøger. Madlavningskundskaberne blev langsomt bygget op, og da hun følte sig helbefaren i den italienske sugo såvel som den græske moussaka, forsøgte hun sig først for alvor med pakistanske retter som dem, hun var vokset op med.

De friskeste krydderier, den mest aromatiske basmatiris, okra (ladyfingers), sukker fra sukkerrør, karryblade, hele chili og forskellige pakistanske snacks fandt hun hos en købmand på Vesterbro, som hun stadig frekventerer. Alle var specialiteter, der var længe om at komme til Danmark og nærmest var ikke-eksisterende i 1974, da Aysha første gang satte sine ben på dansk jord, og radioen svømmede over med hits som: »Da farfar var ung« og »Hvem du end er, så velkommen til verden« hendes første sejlivede minder om dansk populærmusik.

En pakistansk kollega lærte hende at brænde krydderierne af i gryden og gav grundlæggende kundskaber om, hvilke ingredienser der klæder hinanden. Efterhånden kunne hun lave retter, der lignede det, kokken havde frembragt hjemme i barndomshjemmet i Lahore.

Bruger yoghurt til grøntsagerne

Oksekødsretten med navnet keema, som betyder hakket, serveres med yoghurt naturel. Det afbalancerer grydens stærke ingredienser. Hun bruger græsk yoghurt, som er fast i strukturen. Salaten med agurk, tomat, radiser og limesaft har en svalende virkning over for de kraftige krydderier i kødretten.

Man kan også lave en yoghurtsalat, der minder om den græske tzatziki med revet eller finthakket agurk, og supplere agurken med rødløg og spidskommen, der først er ristet på en tør pande og derpå knust i morteren. I Pakistan ville man typisk spise en linseret som supplement. Desserten er en sød risbudding, der minder lidt om risalamande. Ris og sødmælk er kogt sammen en time, til mælken bliver gullig og grøden bliver lind. Den blomsteragtige, krydrede smag kommer af, at risbuddingen er kogt på basmatiris i stedet for grødris.

Når risbudding serveres i festlige anledninger, er det almindeligt at stænke den med rosenvand eller drysse med fint sølvstøv.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev - Sobert og neutralt

1. december 2007

Marianne Nyrop, Viby J:

I laver et bravt og flot stykke arbejde. Altid sobert og politisk neutralt. I er på forkant med udviklingen i vores samfund (+ resten af verden), men glemmer ikke at kigge tilbage. Det er godt gået. Jeg er meget glad for Samvirke. Derfor vil jeg også nu rose jer for det nye tiltag: Gratis blad mod betaling af portoen. Det er da helt fantastisk – tak skal I ha’. Så »keep up the good spirit« og fortsæt som hidtil – vi er mange, der sætter pris på jer. Go’ arbejdslyst!

Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Juletræspyntens tyske historie

Krigene mod tyskerne midt i 1800-tallet gav juletræet tromme og trompet, H.C. Andersen flettede et af de første danske hjerter, og kuglerne kom som så meget andet dansk julepynt fra Tyskland
Af Therese Dons Christensen, Marco Chimento og Kristian Herlufsen | 1. december 2007

Det første træ

»Alle værelserne ud til gaden var oplyste, hver et, og uden for vinduerne stod mange mennesker, der højlydt gav deres forundring til kende. Det var nemlig rygtedes, at der nogle dage i forvejen var bragt et lofthøjt grantræ ind i stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det forlød, at træet skulle have tændte lys på grenene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen ved 17-tiden for at se, hvorledes det ville gå. Nogle troede vel den unge doktor og hans yndige frue var blevet gale, siden de havde rullet gardinerne ned og sat lys i brand på et grantræ.«

Sådan lyder beretningen fra Alfred Hage om det første københavnske juletræ, der kom til byen i 1811 tre år efter det allerførste danske juletræ blev tændt på det sydsjællandske gods Holsteinborg. Den unge doktor, Martin Lehmann, der var præstesøn fra det tyske hertugdømme Slesvig, havde skikken med til København fra sit barndomshjem. Traditionen var først udbredt i de fleste danske hjem i starten af 1900-tallet, men den borgerlige, danske jul, vi fejrer i dag, er i virkeligheden stadig meget tysk.

»I begyndelsen blev træerne pyntet efter tysk tradition med flitterstads, lys og topstjerne, og næste skridt var at hænge spiselige ting på træet som dadler og kagemænd,« fortæller Anja Jørgensen, museumsinspektør på Frilandsmuseet, der hvert år arrangerer historiske juleudstillinger.

Fra anden halvdel af 1800-tallet kunne vi også hænge glaskugler og andre glasfigurer på træet, som selvfølgelig var importeret fra Tyskland. I begyndelsen var det kun de velhavende, der havde råd til at købe svampe og kogler af glas i stedet for at samle den ægte vare i naturen.

Krigerisk pynt

I 1848 skriver Peter Faber den kendte julesang »Højt fra træets grønne top«, hvor Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger og netop midt i det 19. århundrede kommer meget af den julepynt, vi kender som dansk, op på grangrenene første gang.

Trommen og trompeten, som er militære symboler, er begge fra den nationalromantiske tid, hvor danske soldater kæmpede mod tyskerne ved Dybbøl, Isted og Fredericia. Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland under tysk styre, og juletræets udsmykning fik særlig betydning for den nationale følelse. »Sønderjyderne pyntede deres juletræ i næsten udelukkende røde og hvide farver for at gøre opmærksom på deres dansksindethed på en stille og civiliseret måde,« siger Anja Jørgensen.

»Det var en stille protest i hjemmet. Man havde en masse dannebrogsflag, røde og hvide silkepapirsroser, flettede hjerter og kræmmerhuse på træet. Det var rødt og hvidt over hele linjen.«

Ekstravagant husflid

Det flettede hjerte kendes også ofte som rødt og hvidt, men det ældste bevarede af slagsen er grønt og hvidt og har ingen hank. H.C. Andersen flettede det omkring 1865, og formentlig lavede han det ikke som julepynt, men blot fordi han var med på den tyske mode med at lave papirklip. Først i begyndelsen af 1900-tallet var det almindeligt at sætte hank på og hænge de flettede hjerter på juletræet. På den måde kunne de bruges til at gemme på søde sager ligesom kurve og kræmmerhuse.

»Kurvene og kræmmerhusene kom før hjerterne og er faktisk bare det, man fik sine varer emballeret i hos købmanden. Man fandt så på at hænge dem på træet i udsmykkede udgaver,« siger Anja Jørgensen.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var håndens arbejde uhyre moderne, og der var voldsom fokus på husflid, også den kokette af slagsen.

»Man signalerede overskud på flere måder, hvis man havde tid og råd til at beskæftige sig med ekstravagant husfild. Det var moderne at lave juletræspynt, som var miniatureudgaver af almindelige hverdagsting. Vi har nogle nærmest hysteriske opskrifter på pynt, der har taget timevis at lave, for eksempel muffedisser fyldt med frynser af silkepapir, som skal være milimetertynde, eller afpillede grankogler, hvor skallerne monteres på kurve eller billedrammer.«

»Det var gårdmandsstanden, præster, lærere og møllere, der havde tid og råd til at lave den slags, mens folk fra jævne kår har haft andet at lave og ofte fandt deres pynt ude i naturen. Det er for eksempel derfor, nogle også hænger valnødder, agern eller kunstige svampe på juletræet i dag,« fortæller Anja Jørgensen.

Dronning tog kransen med

Adventskransen kom første gang til Danmark omkring Første Verdenskrig. Skikken stammer fra Tyskland, og sønderjyderne var de første til at have adventskrans. I 1919 indførte dronning Alexandrine adventskransen i kongehuset, og adventskransen blev for alvor populær, efter at BilledBladet viste en billedreportage fra Amilienborg i 1940.

Lys på træet

Allerede i 1882 bare tre år efter at Edison opfandt glødepæren tændtes det første juletræ med elektrisk lys i New york. Det første danske juletræ med elektrisk lys er fra 1910, og i 1914 rejstes det første juletræ med elektrisk lys udendørs. I slutningen af 1920'erne blev elektrisk lys og fehår for alvor almindeligt på danske juletræer.

I toppen af træet

I juletræets barndom var topfiguren ofte en engel, Juleenglen, der i den tyske tradition i virkeligheden er en slags alter ego for Jesusbarnet. I »Peters Jul« fra 1866 er topfiguren en stork, en tydelig reference til Jesu fødsel. Også nissen har haft sin plads i træets top. Endelig var julespyddet i farvet glas udbredt i begyndelsen af 1900- tallet, men efterhånden har stjernen vundet pladsen i toppen af træerne.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Kvindelige piloter og truckere

1. december 2007

Mette Lund Sørensen, Farum:

Det er jo et herligt blad, mest på grund af de seriøse artikler og jeg påskønner også, at I som nogle af de få magasiner og i det hele taget lige også får en kvindelig trucker med i artiklen og i sidste nummer kvindelige piloter, så kønsrollerne ikke er helt så stereotype, som vi er alt for vant til. Tak for det, og lad os håbe, det rykker lidt ved vanetænkningen. 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Jagt på skoleskemaet

En fasankok i bæltet, en snu ræv på marken og 27 par røde kinder under jagthattene. Det er udbyttet efter en helt almindelig skoledag for jagtholdets elever på Aalestrup Naturefterskole
Af Lotte Juul Martini | 1. december 2007

En farvestrålende fasan flyver mellem trætoppene og ud over marken lige ved siden af Jakob. Lynhurtigt retter han haglgeværet mod fuglen, sigter og trykker på aftrækkeren. Bang. Skuddet rammer perfekt, og fasanen falder ned på den nyslåede græsmark.

Jagthunden Ulla bliver sendt ud på marken og kommer straks tilbage med den døde fugl til ejermanden. 16-årige Jakob og 26 andre grønklædte drenge og piger er i lære som dygtige og ansvarlige jægere. De er elever på Aalestrup Naturefterskole, hvor de 120 teenagere har det til fælles, at de er vilde med naturen. Faktisk er de i skole nu, men undervisningen er rykket langt ud på landet på en lokal landmands marker.

»Tillykke med fuglen.« De andre unge jægere giver høfligt Jakob hånden, efter at en fanfare fra lærerens jagthorn har signaleret, at skytterne gerne må forlade deres plads i kanten af et lille skovstykke på marken. Selv smiler fasanjægeren stolt. Han har kun haft sit jagttegn i et par måneder og har nogle vildænder på cv'et, men det er første gang, han skyder en fasan. Kort tid før fasanen blev skudt, var det en helt almindelig formiddag på efterskolen med tysk og matematik på skoleskemaet, måske en gang bordfodbold eller pool i frikvarteret og masser af teenage-fnis med kammeraterne. Men allerede rundt om bordene i spisesalen til frokost kan man mærke, at det ikke er en hvilken som helst dag. Det er onsdag linjefagseftermiddag, og det betyder, at fiskeholdet skal øve sig på at kaste med flue, og pigerne på hesteholdet skal i stalden.

Drengene fra jagtholdet sluger i en fart den rødvinsmarinerede nakkesteg med kartofler og sovs, så de kan få skiftet til mørkegrønne gummistøvler, hente geværet i våbenskabet og komme af sted. »Tror du, vi ser nogle dyr i dag?«, »Hvilke patroner har du sat i?«, »Er det dit nye jagttøj?«

DEN FØRSTE BUK.

Øjnene gløder, og drengene hvisker ivrigt til hinanden, mens de går så lydløst som muligt fra det lille skovstykke, hvor fasankokken blev skudt, til en majsmark i nærheden. »De går virkelig op i jagt, de her unge mennesker. Og derfor er sammenholdet mellem eleverne på jagtlinjen også noget helt særligt,« siger den ene af jagtlinjens to lærere, Niels Erik Pedersen.

Omkring halvdelen af eleverne kommer fra jagtfamilier,mens de andre tilfældigt er blevet bidt af den traditionsrige hobby og nu brænder så meget for det, at de har valgt at bruge et år på at lære en masse om jagtregler, vildtpleje og våbenhåndtering sammen med andre jagtgale unge.

En af dem er 16-årige Alex Krog Langlet. Han er vokset op i en københavnsk betonblok og er ifølge jagtlæreren et naturtalent til at ramme præcist med en riffel. Hans mor havde en kæreste, der tog Alex med på bukkejagt en tidlig sommermorgen, og så var interessen der.

»Det er fascinerende at se naturen vågne og opleve dyrelivet helt tæt på. Samtidig er det spændende at gå på jagt, fordi du aldrig ved, hvad der sker, hvilke dyr du får at se, og du skal være koncentreret for at ramme rigtigt,« fortæller Alex, der er i gang med andet år på efterskolens jagtlinje. Alex er heldig. I sommer skød han nemlig sin første buk, mens jagtlærer Niels Erik var lige ved siden af. »Nu er jeg ikke sådan en, der græder,« siger Alex på ærkekøbenhavnsk og holder en lille pause. »Men da jeg kom hen til bukken, der lå der i det høje græs, fik jeg tårer i øjnene.« »I skulle have set ham. Han rystede som et espeløv, da han kravlede ned fra skydetårnet. Den var ramt rigtig fint,« fortsætter Niels Erik og skubber lidt til eleven. Alex må indrømme, at han havde ret svært ved at sove den aften fordi han var så glad.

RÆVENS BAGDEL. 

Selv om et nedlagt rådyr er mange af efterskolejægernes store drøm, så kommer de ikke nærmere det mål i dag, nu gælder det nemlig ræve. Den ene halvdel af jagtholdet er blevet placeret med 30 meters mellemrum rundt om en gylden majsmark, hvor en kæmpestor hanræv er blevet set luske ind. Drengene har sat de rigtige bismuth-patroner i haglgeværet og løfter lidt på hatten som hilsen til naboskytten. Spændingen hænger i luften, da skytterne fra deres pladser kan høre Niels Erik blæse jagten i gang med jagthornet og driverne mase sig larmende igennem den tætte majsmark. Driverne er den halvdel af jagtlinjens elever, der endnu ikke er fyldt 16 og derfor ikke har jagttegn. I stedet er det deres vigtige opgave at drive dyrene ud til skytterne.

»Hep, hep, hep, hep,« råber de inde mellem de høje majsplanter, og pludselig kommer den store ræv susende ud på marken. Jannik har det røde dyr med den buskede hale lige på kornet. Men hvis han trykker på aftrækkeren, rammer han ræven bagfra. »Jeg ville have ramt den lige i røven. Det var godt nok ærgerligt. Den kunne da godt have vendt siden til,« siger Jannik muntert, da elever og lærere igen er samlet, og Jannik underholder med sin oplevelse.

»Det var den helt rigtige beslutning at lade ræven løbe, når du ikke kunne ramme den ordentligt,« roser Niels Erik, mens drengene lavmælt konstaterer, at det nok var samme ræv, der stak fra dem, sidste gang de var på jagt på stedet. »Ja, nu løber den rundt ovre i skoven med et skilt rundt om halsen, hvor der står: Jeg har taget røven på jægerne fra Aalestrup Naturefterskole igen,« siger Jannik til de andres store fornøjelse, da de igen trasker hen over græsmarken.

Denne gang mod skoledagens sidste punkt: Hjemmetrillede romkugler, juice og en gang repetition af, hvilke størrelser patroner der findes, og hvornår man bruger dem. Og så skal dagens skytte, Jakob, jo lige fotograferes sammen med sin allerførste nedlagte fasankok, før turen igen går hjem til kammeraterne på efterskolen.

Faktaboks:



Aalestrup Naturefterskole har 120 elever fra hele landet i 9. eller 10. klasse. Linjefagene er: Jagt, fiskeri, landbrug, heste og MTM (musik, teater og medie). Som valgfag kan eleverne vælge jagttegnskursus, traktorkørekort, fluebinding m.m., og de kan have deres hest opstaldet på skolens gård. På jagtholdet lærer eleverne jagtens vigtige regler, skydekursus, forlægning af vildt og tilberedning, vildtpleje og pasning af et jagtareal.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6

Samvirke samvirke@fdb.dk

Svindel med brasiliansk kød

Hverken USA, Japan, New Zealand, Australien, Canada eller Sydkorea tillader import af oksekød fra Brasilien af frygt for mund- og klovsyge. Men det gør EU og dermed Danmark. En ny video afslører, at der er store problemer med kontrollen af det kød, der kommer fra Brasilien. EU-kommissionen afviser kritikken og vil ikke gribe ind
Af Morten Hansen & Tom Heinemann | 1. december 2007

Der er ikke styr på produktionen af oksekød i Brasilien. Landet plages af mund og klovsyge. Der snydes med øremærkningen. Og der bruges vækstfremmere og antibiotika, som er ulovligt i EU.

Det er konklusionen i en rapport, som den irske landbrugsorganisation, Irish Farmers Association (IFA), har lavet efter en rundrejse i Brasilien i maj måned i år.'

For at dokumentere sin påstand lavede IFA en video, hvor man blandt andet kan se køer med huller i ørerne efter øremærker, der var flået ud og lå og flød rundt omkring. De gule identifikationsøremærker er angiveligt fjernet for at sløre, hvor dyrene reelt kom fra.

Samvirke har fået videoen oversat, og vi har lagt den på vores hjemmeside: www.samvirke.dk så du selv kan se og bedømme den.

UHYGGELIG VIDEO.

Irerne filmede, hvordan den ene kvægtransport efter den anden totalt uhindret krydsede grænserne til de delstater i Brasilien, som EU har nedlagt forbud mod at importere kød fra på grund af den stærkt smittefarlige mund- og klovsyge.

Men det var langtfra de eneste overraskelser, der var i vente for de irske landmænd.

I Brasilien kan du gå ind og købe antibiotika og vækstfremmere direkte fra gaden, og mange af dem, vi så, er forbudt i EU. Du skal hverken bruge recept eller have tilladelse for at købe dem,« siger Kevin Kinsella fra IFA.

Den danske landbrugskommissær i EU, Mariann Fischer Boel, har taget sagen op og skrevet et brev til sin kollega, Markos Kyprianou, der er kommissær for fødevaresikkerhed.

»Den irske rapport og den medfølgende video dokumenterer, hvordan sporbarheden af kvæg er ikke-eksisterende eller utroværdig, og hvordan der foregår en omfattende ulovlig fjernelse af øremærker,« skriver Mariann Fischer Boel og beder indtrængende sin kollega om at finde ud af, hvad der er sandt, og hvad der er ubegrundede påstande.

Når sagen kommer op i pressen, skal kommissionen være klar til at tage debatten, skriver Mariann Fischer Boel. »(…)det er ikke alene vores troværdighed, der står spil, men hele EU-Kommissionens, « slutter hun.

KOMMISSÆR AFVISER KRITIK.

Men fødevarekommissær Markos Kyprianou afviser imidlertid kritikken fra irerne. I stedet siger han, at de køer, som irerne har filmet, er til indenlandsk brug i Brasilien, og at de derfor ikke er omfattet af EUs regler.

EU HOLDER ØJE MED BRASILIEN.

Selv om forholdene i Brasilien ifølge EUkommissær Markos Kyprianou er tilstrækkeligt gode, har han alligevel givet de brasilianske myndigheder frist frem til årsskiftet 2007/2008 til at dokumentere, at der ikke foregår ulovlige transporter af kvæg mellem delstater, hvor der er konstateret udbrud af mund- og klovsyge.

SPORBAR HED ER VIGTIG.

Ifølge EUs regler skal man kunne følge det enkelte dyr gennem det officielle øremærke, som alle dyr til eksport skal have banket fast i ørebrusken.

Men når dyrene kan transporteres frit omkring, og når øremærkerne tages ud, så lever Brasilien ikke op til reglerne om sporbarhed, og dermed skal der formelt set udstedes et EU-importforbud, forklarer seniorkonsulent og ekspert i handelspolitik, Ole Meland fra Danish Meat Association.

»Men så let er den globaliserede handel med kød ikke. EU-kommissionen har jo erkendt, at der ikke er styr på sporbarheden på kvæget i Brasilien. Men da alle ved, at de brasilianske myndigheder ville råbe handelskrig, før vi kunne nå at trække vejret, er det tilsyneladende mere et spørgsmål om kroner og øre, frem for fødevaresikkerhed,« siger Ole Meland, og peger på risikoen for at overføre mund- og klovsyge fra Brasilien til Danmark.

»Når virus tilsyneladende kan slippe ud fra et topsikret laboratorium i England, som vi så det i sommer, så kan man ikke udelukke noget som helst. Slet ikke efter de optagelser, vi så fra den irske landbrugsorganisations tur til Brasilien,« siger Ole Meland.

Sporbarheden er vigtig, fordi det på den måde er muligt at følge det enkelte dyr fra fødsel til køledisk. Øremærkningen gør det blandt andet muligt at vide, hvilke og hvor meget antibiotika det enkelte dyr har fået gennem sit liv.

Præsidenten for Landbrugsraadet, Peter Gæmelke, er rystet over de irske afsløringer af den manglende sporbarhed.

»Det ville klæde de kompetente myndigheder i Danmark og EU at stille de samme krav til de brasilianske kødproducenter, som de stiller til de europæiske, « siger han.

»EU-kommissionens særlige udvalg, der ofte har været i Brasilien, burde måske overveje at åbne øjnene, når de er på kontrolbesøg i Brasilien,« tilføjer han.

De brasilianske kødproducenters organisation, ABIEC, er naturligvis heller ikke begejstrede for irernes videofilm.

I et brev til de europæiske kødproducenter skriver ABIEC, at irernes kritik ikke stemmer overens med virkeligheden.

»I to tilfælde har folk fra nyhedsavisen Irish Farmers Journal været på besøg i Brasilien uden lovlige tilladelser. De har udnyttet gode menneskers intentioner og undertiden afsløret naiviteten hos de mennesker, de har interviewet, « skriver de brasilianske kødproducenter.

Princippet om varernes frie bevægelighed og internationale handelsaftaler, der er vedtaget gennem for eksempel WTO, er med til at øge importen af kød fra en række såkaldte tredjelande dem uden for EU. Og de danske forbrugere elsker tilsyneladende det billige kød fra lande, hvor fødevaresikkerheden er langt ringere.

Men man får også, hvad man betaler for, siger Venstres medlem af Europaparlamentet, Niels Busk.

»Det skriger til himlen med den kontrol, der er i Danmark og EU, kontra den kontrol, der er i de tredjelande, som vi importerer fra,« siger han.

»Når det gælder kvalitet, så er forbrugerne nødt til at passe på med kun at se på prisen. Man er også nødt til at se på, hvordan produktionen foregår. Det hænger jo altid sammen med prisen «, siger Niels Busk.



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Samvirke samvirke@fdb.dk

Lily Electric

For godt et år siden rykkede det danske band Lily Electric fra København til Berlin. Dels for at få bedre råd til at leve og bo, dels for at komme fri af dagligdagen.
Af Peter Krogholm | 1. december 2007

DIY DO IT YOURSELF

For godt et år siden rykkede det danske band Lily Electric fra København til Berlin. Dels for at få bedre råd til at leve og bo, dels for at komme fri af dagligdagen. En fysisk manifestation af de fire drenges dedikation til karrieren, som for alvor vil blive skudt i gang med udgivelsen af deres debut i februar 2008. Et album, de selv har finansieret, indspillet og produceret i deres studie i det gamle DDRs statslige radio/tv-kompleks. »Vi gør meget ud af at gøre tingene selv, for så er tilfredsstillelsen så meget større, når det går godt. Og det har det heldigvis gjort indtil nu,« fortæller sanger Bjarke Porsmose.

DET VIGTIGSTE JOB NOGENSINDE


I begyndelsen af oktober drog Lily Electric fra Berlin til London i deres udtjente Ford Transit minibus for at møde stjerneproduceren Dimitri Tikovoi, der har sagt ja til at mikse debutalbummet, og spille »det vigtigste job, vi nogensinde har spillet!« for det anerkendte pladeselskab Bella Union. Det gælder en kontrakt i England, og efter koncerten kan de ånde lettet op: Chefen, Simon Raymonde, er begejstret. Nu skal der snakkes detaljer.

LILY ELECTRIC


Hvem: Bjarke Porsmose (vokal/guitar), Tobias Mynborg (guitar), Morten Dybdal (bas) og Rasmus Valldorf (trommer) Hvad: Indie-artrock Hvor: Berlin og København Udgivelser: »lily electric« (EP, 2005) og »8 Song Minialbum« (2006). Debutalbummet udkommer februar 2008

HYRE FOR TO LONDONGIGS 20 ØL


Der bliver grinet højt, da Rasmus kommer med lørdag aftens hyre på det lille spillested The Fly: To øl per bandmedlem! Deres medbragte lydmand Jochen må selv betale. »Men det er vi nu vant til. Danske bands er meget forkælede, når det kommer til forplejning på spillestederne,« konstaterer guitarist Tobias Mynborg. Til den vigtige koncert for Bella Union om mandagen er der lønforhøjelse på Hoxton Square Bar: 12 kolde til bandet. Jochen må selv betale.

LANGT FRA STJERNERNE


Det er næsten umuligt at komme længere væk fra forestillingerne om det søde stjerneliv end på vandrehjemmet Journey's Waterloo. Som alt andet i Lily Electrics levetid er turen til London finansieret af bandet selv, og det betyder blandt andet at skulle dele cirka 20 kvadratmeter med storsnorkende fremmede.

EN MILLION DURACELL KRONER


Lily Electric vandt i oktober en million kroner til markedsføring af deres kommende debutalbum i en konkurrence udskrevet af Duracell. Tre danske artister kæmpede om folkets stemmer, og der trak Lily Electric det længste strå foran rapperen Troels Boberg og beatrockerne The Bronson Brothers.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6
Artikel side 7
Artikel side 8
Artikel side 9
Artikel side 10

Samvirke samvirke@fdb.dk

Giv og byt med samme sind

Se dig godt for, når du køber julegaver, og læg dine indkøb dér, hvor du får maksimal service. Ifølge loven har du hverken automatisk krav på at bytte eller returnere en vare, der er købt i en butik.
Af Rie Jerichow | 1. december 2007

Når teenageren begejstret pakker ud og åbenbarer en lilla striktrøje, så er det lidt surt, hvis der ligger endnu en lilla trøje magen til under træet. Og øv, når den røde bh fra gemalen er den helt forkerte størrelse, og når de ellers rigtige kameluldssutsko viser sig at være alt for store.

Helt ærgerligt bliver det dog først, når de fejlslagne julegaver ikke kan returneres eller byttes til noget mere brugbart, for det er ikke altid en mulighed.

Loven giver hverken fortrydelsesret eller bytteret ude i butikkerne. I det øjeblik, du har betalt for varen, er købet juridisk bindende; bordet fanger. De fleste butikker og store kæder yder dog den service at tilbyde en bytteret og mange også en fortrydelsesret, men der er stadig butikker, som ikke gør det.

»Det kommer bag på mange forbrugere, som midt i juletravlheden måske har glemt at spørge til det. Sandsynligvis havde de handlet i en anden butik med bedre service, hvis de havde vidst, at de ikke engang havde en bytteret,« siger Tina Dhanda, jurist i Forbrugerrådet, som hvert år efter jul modtager mange henvendelser især fra forbrugere, der ikke kan få pengene igen, når de bytter deres julegaver.

Ofte handler det om »de bløde pakker «, men en egentlig statistik over forbrugerklagerne eksisterer ikke, fordi lovgivningen er så klar, at de fleste umiddelbart kan afvises og derfor aldrig registreres.

Vanskelighederne opstår ikke kun i julen, men hele året.

»Det er især en udbredt misforståelse, at forbrugerne tror, de har en fortrydelseret. Vi har dagligt mange forespørgsler om emnet i vores telefoniske hotline,« fortæller afdelingskonsulent Marie Hummeluhr fra Forbrugerstyrelsen.

»Spørgsmålet er, om ikke tiden er ved at være moden til en lovændring, så butikkerne er forpligtet til at give en generel fortrydelsesret, som vi ser ved postordresalg og internethandel. Mange butikker har jo allerede valgt at give forbrugerne den mulighed i forvejen,« siger Tina Dhanda.

Danskerne er blevet vilde med at juleshoppe i de virtuelle butikker. Sidste år for 1,5 milliarder kroner. Det er især digital underholdning som dvd-optagere, pc'er og digitalkameraer, der købes online, og her giver lovgivningen altid 14 dages returret. Mange butikker tilbyder derudover at bytte varerne til ind i januar, men det gælder ikke dem alle.

»Især ved juletid er 14 dages returret ikke tilstrækkeligt. Både set fra forbrugernes og de handlendes synspunkt, « siger direktør Morten Kamper fra Foreningen for Distance- og Internethandel.

»Butikkerne vil gerne undgå flaskehalse og vil typisk helst sende julevarerne af sted i slutningen af november eller tidligt i december. Og hvis kunderne skal have mulighed for at bytte gaverne i januar, bør internetbutikkerne tilbyde en bytteret på mindst halvanden måneds tid,« siger han.

Foreningen opfordrer sine medlemmer til også at udstrække bytteadgangen til at omfatte andre end den registrerede køber for netop med julegaver er modtageren ikke den samme som den person, der købte gaven.


 

ORDBOG

  • Returret eller fortrydelsesret:

    Du kan få dine penge igen.
  • Bytteret:

    Du kan ikke få dine penge igen, men bytte til andre varer af en tilsvarende pris.
  • Reklamationsret:

    Alle har ifølge købeloven 24 måneders reklamationsret. I de første seks måneder skal forhandleren bevise, at en eventuel fejl ikke var til stede på købstidspunktet. I de næste 18 måneder er det dig, der har bevisbyrden.


Læs også: »Gode julegaveråd«


Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

Manden, der opfandt munkemarxisterne. Interview med Ole Hyltoft

I det frygtsomme danske kulturmiljø må man betale dyrt for at have sine egne holdninger, mener forfatteren Ole Hyltoft. Han har oplevet at blive lagt på is af kulturklikerne.
Af Inger Abildgaard | Foto: Jasper Carlberg | 1. december 2007
»Måske var det mit livs dumhed, at jeg både ville være forfatter og være lidt med i politik,« siger Ole Hyltoft, der blev en fremmed fugl i både den politiske og litterære verden.

Ole Hyltoft taler om Anna Castberg med en slags kærlighed

Ole Hyltoft fik fyret direktøren for kunstmuseet Arken, Anna Castberg.

Han taler om hende med en slags kærlighed. De to har fiktionen til fælles. Han er forfatter. Hun opdigtede eksamensbeviser fra et fint institut i London og nåede at være Arkens gådefulde kunstdronning igennem to år. Ole Hyltoft, der var medlem af Arkens bestyrelse udløste fyringslavinen ved at sige til en journalist: »Jeg har aldrig set de eksamenspapirer. Har du?«

På sin egen sarte måde er hun stadig til stede under de trondhjemske bjælker i Ole Hyltofts bjælkehytte i Tisvilde. Hun besjælede engang det lille arbejdsværelse, hvor han skrev romanen »Mordet på museet«. Romanen gav ham afløb. Arken havde været tæt på at lide skibbrud, fordi der under den spektakulære direktør reelt ingen ledelse var. Det var alvorligt. Ole Hyltoft tager kultur alvorligt.

Smilet spiller på læberne, fabelen om Castberg har det med at frigøre sin egen muntre energi nu 11 år efter. Bare et ord om Arken og Castberg plejer at få opstrammende effekt på et ellers halvtræt forsamlingshus. Det oplever Ole Hyltoft, når han tager rundt i landet som foredragsholder. Arkens dans med Anna er for længst gledet ind i folkestammens samling af fælles anekdotegods.

Ole Hyltoft gik ind for fri kærlighed og prioritering af den kollektive trafik

Ole Hyltoft fortæller, at han er ophavsmand til udtrykket munkemarxister om venstrefløjens Karl Marx-tro, som han aldrig er blevet gode venner med.

Ole Hyltoft havde i foråret 1968 blæst sin egen fanfare for et oprør mod tidens bornerte borgerlighed. Det skete i hans eget parti, Socialdemokratiet, hvor den hjemmegående kone, den otteværelsers lejlighed og det kongelige porcelæn var kendetegnende for en god socialdemokrat. Ole Hyltofts fanfare var bogen »Tør du være fri?«, som blev oversat til flere sprog og læst som diskussionsoplæg i de politiske ungdomsbevægelser, blandt studerende og pædagoger. Han ville tilføje den socialdemokratiske tradition en politik, der hverken tog udgangspunkt i planøkonomi eller marxisme, men noget kulturelt, der greb ind i, hvordan vi indretter os, planlægger, bygger huse og underviser. Han gik ind for fri kærlighed, prioritering af den kollektive trafik, og at man ikke skulle arve store formuer, fortæller han.

»Jeg lavede en forskrift for, hvordan en frigjort og solidarisk tilværelse og en kulturel højnelse kunne gøres til praktisk politik. Forskriften var ikke-marxistisk. Marxisme har jeg aldrig haft tiltro til. Den trækker friheden ud af mennesker.«

Marxisterne skulle kort efter overdøve Ole Hyltofts bogoprør, da studenteroprøret i sommeren 1968 gik gennem Europa. Vendepunktet skete på få måneder.

Venstrefløjen gad ikke beskæftige sig med borgerskabets kultur

»Før sommeren 1968 blev jeg anset for at være rød. Nu talte jeg imod det nye marxistiske universitetskleresi og fik mine gamle studiefæller på nakken. Thomas Bredsdorff for eksempel (professor i nordisk litteratur). Han var indtil 1968 en studiefælle af god borgerlig- kristelig observans. Nu blev han over en nat glødende marxist,« siger Ole Hyltoft.

Skarpt på marxisternes lysende himmel stod kampen om produktionsmidlerne og afskaffelsen af det kapitalistiske samfund. Ole Hyltoft så kulturen som den frigørende og forløsende kraft, som han beskrev i den historiske roman »Københavnerpigen og Kongemaleren « fra 2005. Romanen foregår i 1905 og skildrer arbejderklassens higen mod et større fællesskab. Man vil have bedre levevilkår, men også blive en del af den gode kultur. Arbejderpigen Julie i romanen har en længsel efter »noget højere«, kunsten måske. Den længsel forløses, da hun møder en dansk kongemaler, der er berømt i Europa.

Venstrefløjen gad ikke beskæftige sig med borgerskabets kultur. Ole Hyltoft ville gøre den nedarvede kultur tilgængelig for alle.

"Dejlig er jorden" er bedre end "Vi voksne kan også være bange"

»Jeg troede på civilisationen, jeg mente, at den skulle med ind i den nye tid, og alle skulle have del i digtere som Ewald og malere som Købke. Venstrefløjen havde ingen kvalitetsbevidsthed, de var fuldstændig ligeglade, bare det politiske indhold var det rette. De hyldede »Vi voksne kan også være bange...« Og det er der ikke noget ondt i. Men Ingemanns »Dejlig er Jorden« er bare meget bedre. Og Shakespeare er bedre end dilettantteater. Det gælder ikke om at hælde ud, hvad der ikke lige er smart og moderne. Det gælder om at have menneskehedens bedste resultater samlet og give dem videre til næste generation.«

Efter 49 år i Socialdemokratiet meldte Ole Hyltoft sig for få år siden ud i protest mod partiets indvandrerpolitik, som efter hans mening ikke dæmmede op for islamisme. Da havde han længe været på afstand af partiets inderkreds. Skarpe økonomer var på vej op i partiet. Kulturen var på vej ned.

»Det begyndte med Jens Otto Krag og fortsatte med Svend Auken, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Økonomitankegangen sejrede. Jeg var imod den. En økonomisk bevægelse uden filosofi vil være tømt, den dag det økonomiske mål er nået. Det er det, der er sket med Socialdemokratiet.

Ole Hyltoft oplevede, at han blev sat udenfor af kulturklikerne

Ole Hyltoft har set sig selv udråbt af aviserne som kommende kulturminister og radiorådsformand.»De opgaver kom ikke på tale. Men dybest set havde jeg ikke noget ønske om at »blive til noget «. Det var vigtigere for mig at skrive gode romaner og noveller. Måske var det mit livs dumhed, at jeg både ville være forfatter og være lidt med i politik. Men det er jo, fordi jeg synes, fællesskabet er vigtigt,« siger han.

I politikerkredse blev han opfattet som en fremmed litteraturfugl. Han oplevede, at litteraturkredsene holdt ham på afstand ved at se ham som politiker, og at han blev sat udenfor af klikerne i Danmarks Radio og på Gyldendal, når han hævdede, at munkemarxisterne var den nye, herskende klasse.

"Jeg har fået bank, men jeg klager ikke"

»Opfattelsen var, at Ole Hyltoft var en værre skiderik. Nu kan man grine ad det, men det havde sine omkostninger, også økonomisk. Jeg har virkelig levet på en lille fod livet igennem, og jeg anses vist stadig som en betænkelig personage. Men jeg har klaret mig . Jeg har taget mig friheden til at mene det, jeg synes, og ikke det, man bør synes. Modsat de 12 blegnæbbede forfattere med Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger i spidsen, der kritiserede tonen under Muhammedkrisen. Som om tonen betyder noget, når ytringsfriheden står på spil. I det frygtsomme danske kulturmiljø må man betale dyrt for ikke at gå i gåsegang. Det måtte forfatterne Henrik Stangerup, Per Stig Møller og Elsa Gress også i 1970'erne. Vi var en lille gruppe, der gik op imod venstre- fløjen, og vi fik bank, men jeg klager ikke. At turde sige, hvad man synes er vigtigt, er en rigdom. Det er næsten en forkælelse at kunne gøre det og slippe levende ikke helskindet men levende fra det.«

 

Savner Liva Weels og Oswald Helmuths stemmer i radioen

Posten i Danmarks Radios bestyrelse kom fra Dansk Folkeparti og ikke Socialdemokratiet.

 

»Nu er jeg oven i købet sat ind i Danmarks Radios bestyrelse af de slemme folk i Dansk Folkeparti. Uha, uha! Danmarks Radio har interesseret mig hele livet. Det er gået mærkeligt tilbage de sidste 20 år. Det er, som om Danmarks Radio ikke rigtig forstår sit ansvar for vort lands kulturelle udvikling, og som om Danmarks Radio har glemt, at der skrives romaner, digte og noveller herhjemme,« siger Ole Hyltoft, der gerne vil høre højskolesange i P3 og også genhøre Liva Weels, Kim Larsens og Oswald Helmuths stemmer.

Ole Hyltoft har flittigt skrevet kronikker, siden han var 19 år. I de senere år om det nationale fællesskab og den side af islam, han finder antidemokratisk og antihuman. Det gør ham ikkesalonfähig. Men han er ligeglad. Hvis vi ikke i Danmark vender os mod den totalitære islamisme, går vores samfund i stykker i en totalitær del og en demokratisk, mener Ole Hyltoft. Han ser et slægtskab mellem sine gamle uvenner, munkemarxisterne, og de nye, islamisterne.

"De politiske korrekte korrekser mig og holder mig uden for debattten på tv"

»Den dogmatiske religion bliver som marxismen en ond tvang. Når det iranske og saudiarabiske styre hænger unge homoseksuelle i kraner, er vi der, hvor nazisterne Goebbels og Göring også var, i djævelens klør. Dumhed forvandlet til ondskab. Vi må sige hertil og ikke længere. Det har jeg sagt siden 1988-89, hvor de politisk korrekte har korrekset mig, og hvor jeg er blevet holdt uden for debatten på tv.«

"Jeg håber Anna Castberg har fundet en milliardær og lever under nyt navn"

 

Hyltoft er vant til modstand. Han stod også alene, i hvert fald i begyndelsen, da han kæmpede for at få fyret Arkens nyansatte direktør, Anna Castberg. Journalister ringer stadig hjem til bjælkehytten i Tisvilde og spørger Ole Hyltoft, om han ved, hvor i verden Anna Castberg bor. Det kan han ikke hjælpe dem med.

»Jeg håber, at hun har fundet en milliardær og lever i Florida under et nyt navn. Det under jeg hende virkelig, jeg blev egentlig aldrig rigtig vred. Der var jo ikke noget ondt i hende. Hun var bare en drømmer som jeg selv.

 

Forfatter Ole Hyltoft

Født i København 1935. Cand. mag. Københavns Universitet 1961.
Ansat i Danmarks første kulturministerium under Julius Bomholt, formand for Socialdemokratiets kulturudvalg 1975- 86, kulturredaktør ved Aktuelt 1964-1981. Har skrevet 23 romaner, digt- og novellesamlinger fra 1968 til 2007.