Samvirke samvirke@fdb.dk

Pas på tandremmen ved brugte biler

Kun et trænet øje kan se, om tandremmen i en brugt bil er mørnet og bør skiftes. Springer tandremmen, kan det blive en bekostelig affære.
Af Rie Jerichow | 20. august 2008

Hvor morsomt er det egentlig at købe en flot, brugt bil, hvis motoren kort efter bliver smadret, fordi tandremmen springer. Og netop problemer med tandremmen optræder i mange sager om brugte biler, viser en opgørelse fra Forbrugerklagenævnet.

»Som forbruger kan du spare dig selv for bøvlet med at køre en klagesag, hvis du undersøger, hvornår tandremmen bør skiftes, inden du køber bilen – og får den skiftet, hvis det er tid,« siger Mikkel Kay Petersen, jurist i Forbrugerklagenævnet.

At få skiftet en tandrem er en relativt lille sag, der højst beløber sig til et par tusinde kroner for en almindelig familiebil.

»Men hvis skaden sker, risikerer man at skulle skifte hele motoren,« tilføjer han.

En defekt tandrem er ikke sådan at spotte.

»Det kræver et meget trænet øjet, så det bedste, man kan gøre, er at tjekke servicebogen for at se, om det er tid til et skift. De enkelte biler har nu meget forskellige intervaller – lige fra 40.000 til over 100.000 kilometer, så man kan ikke angive en fælles tommelfingerregel,« siger faglærer Hans Thomsen fra mekanikeruddannelsen på Auto College i Aalborg.

Hvis man vil være på den helt sikre side, er hans bedste råd af mere kontant karakter.

»Når det handler om brugte biler, anbefaler jeg næsten altid køberen, at man som det første skifter tandremmen. Det er en udgift, som man lige så godt kan lægge til prisen, for der er alt for stor risiko for, at tandremmen skaber ravage, hvis den springer,« siger han.

Slip for problemer med tandremmen, når du køber brugt bil

Få styr på, hvornår tandremmen skal skiftes.

Tjek, om servicebogen er ajourført – ellers kan du ikke stole på den.

Tjek, at slutsedlen stemmer overens med det, sælger har sagt.

Lyt til sælgeren, hvis han anbefaler at få tandremmen skiftet.

Hvis tandremmes skal skiftes, så få sælger til det, inden du kører af sted med bilen.

Gode råd til køb af brugte biler:

Forbrugerstyrelsens guide »Ren besked om køb af brugte biler«. Find den på www.forbrug.dk - søg på »Brugte biler«

www.fdm.dk - søg på »Tjeklisten ved køb af brugt bil«

Samvirke samvirke@fdb.dk

Til kamp mod plastikposerne

I mange lande går forbrugere og politikere til kamp mod plastikposer, men ikke i Danmark.
Af Tommy Heisz | 20. august 2008

Briterne er i stor stil begyndt at takke nej til plastikposer, når de køber ind. Supermarkedskæden Tesco deler 40 procent færre poser ud end for to år siden, og flere engelske byer kan nu kalde sig fuldstændig plastikposefri.

PLASTIKPOSEN HAR FÅET FRED

Men i Danmark er der stille. Hvis man ser bort fra nogle enkelte politiske kvæk, har plastikposen fået lov at være i fred. Ifølge Flemming Birch fra analysevirksomheden Retail Institute Scandinavia, der følger forbrugertendenser i detailbranchen, er der en god grund til det.

»Den store forskel er, at poserne hele tiden har kostet penge i Danmark. Så hvor forbrugerne i andre lande har kunnet kræve af supermarkederne, at de stoppede med at udlevere dem, ligger ansvaret herhjemme i højere grad hos forbrugeren selv.«

BLANDER SIG I SORTIMENT

I Danmark er posen altså en vare, man køber – ikke en ekstra serviceydelse, man får foræret. Hvis danske politikere lovgiver mod plastikposer, blander de sig samtidig i, hvilket sortiment butikkerne skal have, og det vil være svært at komme igennem med, vurderer Flemming Birch.

Samtidig har flere danske eksperter peget på, at det er tvivlsomt, hvor stor miljøgevinsten er ved helt at afskaffe plastikposerne. Den helt store forskel kan man derimod gøre, hvis forbrugerne bliver bedre til at genbruge dem, lyder vurderingen.

Links:

www.plasticbagfree.com
Officielt site for Modbury, der blev den første plastikposefri by i Storbritannien.

www.messageinthewaves.com
Her kan du blandt andet se BBC-dokumentaren om plastikaffald i Stillehavet, der fik briterne frem i skoene.

www.wearewhatwedo.org
Britisk forbrugerbevægelse, der fokuserer på de små forandringer, vi hver især kan gøre i vores hverdag, for eksempel at takke nej til plastikposer.

www.reusablebags.com
Amerikansk organisation, der kæmper for at komme plastikposen til livs. Her kan man også købe en moderigtig og miljøvenlig mulepose.

www.plasticsindustry.org
Den amerikanske plastindustris bud på myter og sandheder om plastikposen.


Samvirke samvirke@fdb.dk

Manden, der kunne for meget

Opfinderen Thomas Midgley Junior har haft større virkning på atmosfæren end noget andet enkeltindivid. Han er manden bag stoffet freon og fandt også på at tilsætte bly til benzin - to opfindelser, som har slået mange ihjel og forpestet livet for endnu flere
Af Uffe Andersen | 31. juli 2008

Thomas Midgley blev født i Pennsylvania i USA i maj 1889. Eftersom han fik sin fars navn, kom der et »junior« på. Faderen var opfinder - en beskæftigelse og drift, som sønnen også arvede. Med en uddannelse som teknisk ingeniør fra Cornell University i Ohio blev han i 1916 ansat ved et laboratorium, der arbejdede for General Motors.

Her gjorde han i 1921 sin første store opdagelse: Når man tilsætter bly til benzin, undgår man, at motoren »banker« - et fænomen opkaldt efter lyden, der opstår, når brændstof i en eksplosionsmotor detonerer »ude af takt«, altså under udstødningen. Der fandtes dengang allerede andre midler til at forhindre »banken«, men General Motors - der ejede patentet på opdagelsen - promoverede kraftigt benzinen med bly i. Allerede dengang var bly kendt som stærkt skadeligt for mennesker og miljø, så i stedet døbte man stoffet »etyl«. Mere præcist var der tale om (CH3CH2)4Pb eller tetraetylenbly, men i reklamer blev ordet »bly« aldrig brugt. Midgley selv vidste dog godt, hvor farligt stoffet var:

»Efter et års arbejde med organisk bly er mine lunger blevet ramt, og jeg er nødt til at lægge alt arbejde fra mig og få en masse frisk luft,« skrev han i januar 1923 og tog kort efter på ferie i Miami.

Femten mennesker døde i løbet af et års tid i forbindelse med produktionen af den blyholdige benzin, og mange andre blev forgiftede - med hallucinationer og sindssyge til følge. Da fem arbejdere med kort mellemrum døde, optrådte Midgley på en pressekonference for at »bevise«, at det var helt ufarligt at håndtere stoffet. Han hældte »etyl« over hænderne og satte en flaske af stoffet under næsen, indåndede et minuts tid og forklarede, at sådan kunne han gøre hver eneste dag uden nogen form for problemer.

DET FARLIGE BLY.

Sandheden er, at bly er et grundstof, der ødelægger nervesystemet. Opløst i luften er stoffet uden lugt, farve og smag og opdages kun via en kemisk analyse. I modsætning til gift fra eksempelvis landbruget, spildolie eller endda radioaktive stoffer nedbrydes bly ikke med tiden. Det forsvinder aldrig.

Børns nervesystem er mere sårbart over for bly, fordi de endnu ikke er fuldt udviklede. Er børn udsat for bly, kan det give sig udslag i lavere intelligens, indlæringsproblemer, dårlig hørelse og koncentrationsbesvær. Der er også påvist en sammenhæng mellem blyholdig benzin og voldelig adfærd. Voksne, der er udsat for store mænger bly, får ofte hjerte-kar-sygdomme og hjerteslag. I USA døde cirka 5000 hvert år på den måde.

Derfor begyndte amerikanerne at udfase brugen af blyholdig benzin i 1973, og i 1996 blev det forbudt at bruge i personbiler. Følgen var, at mellem 1978 og 1991 faldt blyindholdet i folks blod med 78 procent. I dag kan man få blyfri benzin over hele verden, men i visse dele af den tredje verden kører man stadig mest på blyholdig, som også fås i dele af Europa. EU udfasede blyholdigt brændstof pr. 1. januar 2000.

LANGTIDSSKADELIG FREON.

Thomas Midgley Junior tog i løbet af sit liv et par hundrede patenter, men sin anden store opfindelse gjorde han, da General Motors i 1928 bad ham udvikle en erstatning for de giftige og/eller eksplosive stoffer, som på den tid blev brugt i varmepumper og køleapparater, men som tit slog folk ihjel, når de lækkede.

På kun tre dage udtænkte Midgley stoffet dichlorodifluoromethan. Det er bedre kendt som CFC eller freon, der senere også skulle blive brugt blandt andet som drivmiddel i spraydåser. Varemærket freon ejes i øvrigt af firmaet DuPont, som også var en stor spiller i produktionen af tetraetylenbly.

Det viste sig, at CFC også var særdeles effektivt til at ødelægge laget af ozon (O3) i Jordens atmosfære, som beskytter os - og alt andet liv - mod skadelig stråling fra solen. CFC er en hel familie af stoffer opbygget af klor, fluor og kulstof i forskellige sammensætninger, og det er kendetegnende for stofferne, at de er uvillige til at reagere med andre stoffer. Den egenskab gør, at molekylerne holder meget længe i atmosfæren - i gennemsnit 100 år - og gennem hele den periode piller de ozon-molekyler fra hinanden. Det svækkede ozonlag har blandt andet ført til mange tilfælde af hudkræft.

HÆDER OG MEDALJER.

Den bredere offentlighed hørte første gang om faren ved CFC, da det indflydelsesrige videnskabelige tidsskrift Nature i 1974 trykte en artikel af Mario Molina og Sherry Rowland. De modtog senere nobelprisen i kemi for deres arbejde, og da målinger i 1985 viste en foruroligende mangel på ozon over Antarktis, handlede selv politikerne hurtigt. To år senere oprettede man Montreal-protokollen, der forbyder underskriverne at fremstille CFC, og det er planen, at produktionen skal stoppe i hele verden i 2010.

CFC produceres altså stadig. Varianten HCFC er mindre skadelig og skal efter en aftale fra 2007 være udfaset i 2030.

Thomas Midgley Junior opdagede aldrig selv, hvilke katastrofer hans opdagelser førte til. Tværtimod fik han en række prestigefyldte medaljer og blev også medlem af det amerikanske Videnskabernes Akademi. I 1940 fik han polio, hvilket gjorde ham stærkt handicappet , og han fandt på et indviklet system af reb og løftemekanismer til at hjælpe sig ud af sengen om morgenen. Netop den sindrige konstruktion endte med at tage livet af ham: Som 55-årig blev han en morgen i november 1944 viklet ind i rebene og kvalt.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Samvirke samvirke@fdb.dk

Den akavede

Ginger Rogers og Ove Sprogøe har været vigtige biroller i Audrey Castañedas liv. Som barn drømte hun meget om pailletter og passede hverken ind i skolen eller familiens drømme. Nu har hun valgt at gøre det utilpassede til sin levevej
Af Kristian Herlufsen | 31. juli 2008

»Det er Ove Sprogøe,« lød det ud af telefonens rør.I den anden ende sad en 10-årig pige, der ville være skuespiller, men bare ikke vidste, hvordan man blev det.

Hun havde set ham i fjernsynet, i sketchshows, revyer og Olsen Bandenfilm. Han virkede jo som en, der vidste, hvordan man gjorde sådan noget. Altså kom på scenen, ikke amatørteatrene, men blev ligesom Liza Minelli.

»Jeg tænkte jo ikke på konsekvenserne, så jeg tog en telefonbog og slog ham op. Han gjorde det enormt tilgængeligt for mig, fortalte, at man kunne bestille manuskripter på biblioteket. Så der stod jeg med en liste skrevet med kæmpe barneskrift.«

Til studievejlederen og moderen sagde hun, at nu ville hun være skuespiller, og hun havde talt med Ove Sprogøe om hvordan. Den lille pige med de store drømme hed Audrey Castañeda.

Samvirke møder den voksne Audrey 30 år senere en strålende sommerdag til hyldeblomstsaft og burgere på Pussy Galore - en café på Skt. Hans Torv på det indre Nørrebro i København.

Audrey bor selv lige rundt om hjørnet og tror aldrig, hun forlader Nørrebro for at flytte i parcelhus på landet. »Her er folk entreprenører og åbner deres egne, små butikker. Jeg tænder på folk, der udlever deres drømme.«

Selv har Audrey Castañeda indædt forfulgt sin drøm. Da hun var lille, handlede stort set alt om at stå på scenen eller at koreografere. I dag er hun kendt som en af de første kvinder, der slog igennem som komiker - noget hun gjorde som 32-årig.

 

GINGER RONGERS.

Som femårig kom Audrey Castañeda til Danmark fra USA. Hendes forældre - faderen er fra Guatemala i Mellemamerika og moderen fra Danmark - var blevet skilt, og mens faderen blev boende i USA, flyttede hun med moderen til Taastrup.

 

Audrey var lidt af en »pige-pige«, der elskede dans og ikke helt passede ind - hverken hos de andre børn eller i moderens forestilling om, at pigen skulle gå efter et godt job i Forstædernes Bank.

»Det var ikke fedt at komme til det her land, hvor jeg stak ud. I USA var jeg jo bare en blandt alle andre.«

I skolen »var skuffen helt tom« i faget matematik. Ligninger blev for eksempel løst særdeles kreativt ved at se på, om det var længe siden, der havde været et ottetal forbi, eller om der ikke lige skulle listes en decimal ind.

Hendes hoved var fyldt med fantasier om show, pailletter, amerikanske musicals og Ginger Rogers. Audrey begyndte derfor på den lokale danseskole.

»Det var i den verden, jeg kunne være mig selv. Jeg havde den her kærlighed til noget, jeg havde fundet tidligt i livet. Jeg vidste, hvad jeg skulle, og var glad i den verden, hvor man kunne være noget, man ikke var til daglig.«

Et vidunderligt sted helt modsat den verden udenfor, hvor vi ifølge den voksne Audrey Castañeda ikke kan have, at utrygheden bliver alt for sto »Danskerne bliver bange, hvis vi bare har et navn og selv skal opdage resten. Vi stopper folk i en ramme, så vi bedre kan læse hinanden.«

Rammerne bliver sat allerede tidligt i en samtale med et menneske, man ikke kender. Først spørger danskerne nemlig om navnet, og hvad man laver.

»Dengang havde de regnet med, at de bare skulle gribe et Marianne i luften, når de spurgte om mit navn. Jeg passede ikke ind i kassen. Jeg var den akavede,« siger Audrey Castañeda.

 

BITTERHEDSRYGSÆKKEN.

Moderen forstod hende vel egentlig ikke, og derfor søgte Audrey længere og længere ind i danseverdenen, hvor der ikke var nogen, der rettede på hende.

 

Til sidst fik moderen besked på, at hun ikke skulle tage med til turneringer i dans mere.

»Hun fattede alligevel ingenting, syntes jeg dengang. Vi spillede ikke på samme hold og lod aldrig vores forsvarsparader glide lidt ned. I stedet fyldte vi mere og mere i bitterhedsrygsækken.

Efterhånden fjernede de sig mere og mere fra hinanden. Så langt, at de ikke taler sammen i dag.

»Jeg følte, hun var meget facadeagtig. Man skulle se ordentlig ud i skolen, have et fint hjem. Det var en stiv og larmende tavshed.

Jeg ville jo have én, der kunne klappe ad min cha-cha-cha.«

»Jeg elsker hende over alt på jorden og kan glæde mig over, at hun har et godt liv. Når vi ikke er sammen, kan jeg godt se hendes kvaliteter. Vi har bare ikke passet ind i hinandens billeder. Man kan blive ved med at løbe med hovedet ind i en mur, men murstenen bliver ikke blødere - det gør hovedet. Når vi smækker de der skilte på hinanden, skuffer vi hinanden.«

Audrey Castañeda tvivler ikke på, at hendes mor har været den bedste mor, hun kunne være, ligesom hun selv har været den bedste datter, hun selv formåede. »Der er ikke nogen, der skylder hinanden noget, man har for fanden gjort det bedste, man kan.«

 

JUHU-PIGE.

Et pardage før sidste skoledag i 9. klasse på Rønnevangsskolen i Taastrup havde Audrey koreograferet et modeshow i Taastrup Stationscenter.

 

Til øvetimerne havde hun hentet nøgle til gymnastiksalen på rektors kontor, og hjemme holdt hun auditions, talte takter og fandt musik på rejsegrammofonen, mens moderen sad i stuen. Dagen efter showet ringede de to konferencierer. Audrey skulle være danselærer og koreograf på deres danseskole, og hurtigt flyttede hun hjemmefra og til Amager. Hendes mor og stedfar grinte.

Livet på Amager bragte hende tættere på scenelivet end nogensinde før. Hun lavede modeshows og var juhu-pige for Bjarne Liller, der havde en tjans som musiker på Gedser-Travemündeoverfarten, ligesom hun fik jobs i Norge.

»Jeg sad alene på et værelse i Norge på min 18-års fødselsdag og havde bare lyst til at blive fejret med taler og alt det. Jeg havde jo revet mig løs fra familiebåndene, men på mærkedagene ville jeg gerne have opmærksomhed.

Det var også på det tidspunkt, at hun begyndte at komme på den københavnske natklub Madame Arthur, hvor primært bøsserne og folk fra showbiz kom. I en verden af dragqueens og livsglæde følte hun sig hjemme.

»De havde samme drømme som mig, de elskede også Liza Minelli. Og de rakte også ud efter stjernerne.«

Audrey Castañeda begyndte at komme på Madame Arthur i de tidlige 80'ere - hvor hiv og aids første gang viste sit ansigt i Danmark. Og blandt vennerne blev flere ramt - nogle bare 17 år gamle.

»Det var som en tsunami, der væltede ned over os. Det var en sygdom, der fjernede al deres værdighed. De lignede kz-fanger, helt afpillede. Jeg havde 17-årige venner, der måske havde haft én seksuel oplevelse og var blevet smittet. Så gik de op på taget af Illum og sprang ud, fordi de ikke kunne bære det. De var rædselsslagne.«

20 år senere gav Audrey sine gamle venner en stemme i DR2-dokumentaren Da døden kom til Madame Arthur. Mest fordi »død og ødelæggelse kræver tid, før man går tilbage

Men måske handlede det også om modenhed, en modenhed, der kom, da Audrey blev 30 år og opdagede, at der var kommet mere bund i hende. Hun var blevet en pige, der ikke havde brug for at være så yndig længere.

»Jeg kunne få hende frem gennem humor, og derfor skrev jeg seks minutters stand-up og tog ned på Kulcaféen. Folk køber det jo ikke, hvis man står og spiller.«

Derefter pillede Audrey humoren af - nu ville hun fortælle sandheden, og det blev til tv-dokumentaren, der samtidig er en fortælling fra hendes eget liv.

 

MEJSLET I TRADITIONER.

Sandheden måtte hun også tage stilling til, da hun på sin 19-års fødselsdag fik et brev fra sin far. Han kaldte hende »hjem« til San Francisco, så hun kunne få en uddannelse. Helst noget med computere.

 

Hendes far er ud af en velhavende slægt i Guatemala - et land, hvor traditioner og familiens anseelse betyder meget. Derfor havde der altid været en forventning om, at Audrey skulle på universitetet og have en »ordentlig« uddannelse. For hendes far var dansen et tegn på uregerlighed:

»Jeg kunne mærke farverne sive ud af alle porer i min krop. Nu strammede løkken om halsen. Jeg var bange for, at jeg ikke så min røv lette, før jeg sad i et nonnekloster i Mexico City.«

Derfor endte det i et skænderi, da hun insisterede på at læse dans på universitet.

De gloede olmt på hinanden, faren ville ikke finansiere en uddannelse i dans. Det afskrækkede dog ikke Audrey, der allerede første weekend tog flyet videre til Los Angeles for at læse dans. Hun fik et værelse hos nogle af familiens venner, et job som receptionist i et advokatfirma og levede for fem dollars om dagen, så hun kunne betale studieafgiften med resten af lønnen.

»Underviserne var blandt de bedste i verden, og pludselig var jeg i himlen og gjorde alt det, jeg altid havde drømt om.«

Men drømmen om faderlig opbakning blev for alvor knust til afskedsceremonien på skolen. Faderen dukkede ikke op, og det at være danser og scenemenneske var ikke noget, hun talte

om med familien fra Guatemala. Og slet ikke med farmoren, der altid havde set hende som en lille rebel:

»Min farmor var helt skeløjet af forargelse, når jeg ville danse disco og vrikke med numsen. Men jeg var født ind i en pæn familie, så der lærte jeg, at tingene er mejslet ind i traditioner. Jeg lærte derfor hurtigt at holde min kæft. Jeg sagde det ikke til nogen, men gjorde det alligevel.«

I dag er forholdet til bedsteforældrene bedre. Hun besøger dem hvert år i Guatemala, og inden sidste besøg besluttede hun sig for at charmere bedstemoderen, der aldrig har været vild med hendes kjoler og sigøjnerhår. Hver morgen gik hun til frisøren og fik det glattet for at score point. Og det virkede. Hun fik noget af den ros, som hun selv mener, at hun ikke altid har fået, selv om hun har fortjent det.

»Jeg har måttet hente mit liv. Uanset om man har været så meget udenfor, som jeg har været, har jeg levet det mest ærlige liv. Jeg har vredet mine fem brikker for, hvad der var.«

Men når hun kigger tilbage i dag, er hun i egne øjne måske den mest kedelige af alle.

»Ham, der dengang var bølle i Taastrup, er i dag pilot. Jeg laver jo bare det, jeg altid har sagt, jeg ville.«om med familien fra Guatemala.

Og slet ikke med farmoren, der altid havde set hende som en lille rebel:

»Min farmor var helt skeløjet af forargelse, når jeg ville danse disco og vrikke med numsen. Men jeg var født ind i en pæn familie, så der lærte jeg, at tingene er mejslet ind i traditioner.

Jeg lærte derfor hurtigt at holde min kæft. Jeg sagde det ikke til nogen, men gjorde det alligevel.«

I dag er forholdet til bedsteforældrene bedre. Hun besøger dem hvert år i Guatemala, og inden sidste besøg besluttede hun sig for at charmere bedstemoderen, der aldrig har været vild med hendes kjoler og sigøjnerhår.

Hver morgen gik hun til frisøren og fik det glattet for at score point. Og det virkede. Hun fik noget af den ros, som hun selv mener, at hun ikke altid har fået, selv om hun har fortjent det.

»Jeg har måttet hente mit liv. Uanset om man har været så meget udenfor, som jeg har været, har jeg levet det mest ærlige liv. Jeg har vredet mine fem brikker for, hvad der var.«

Men når hun kigger tilbage i dag, er hun i egne øjne måske den mest kedelige af alle.

»Ham, der dengang var bølle i Taastrup, er i dag pilot. Jeg laver jo bare det, jeg altid har sagt, jeg ville.«

»Nu strammede løkken om halsen. Jeg var bange for, at jeg ikke så min røv lette, før jeg sad i et nonnekloster i Mexico City«

 

Blå bog

 

  • Audrey castañeda
  • Født i Guatamala i 1968, og opvokset i USA og danmark Uddannet med hovedfag i dans og bifag i skuespil fra SMc og UclA
  • Komiker, klummeskribent og manuskriptforfatter til Regel nr. 1 og Af banen og tilrettelagt dokumentaren Da døden kom forbi Madam Arthur.

 

Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6

Samvirke samvirke@fdb.dk

Print dit eget bestik

Hvornår kan man printe sit eget tøj og sine egne tallerkner - og tør vi? Samvirke leder efter fremtidens design
Af Henrik Lund-Larsen | 31. juli 2008

Jeg sidder med et spisebestik mellem hænderne. Bestikket er lavet på samme måde, som når jeg laver kopier af mine feriebilleder - det er printet! Men bestikket er ikke af papir som mine billeder. Det er printet i aluminium. Det minder om et engangsbestik, men er stadig bare en model, som designeren kan arbejde videre med.

Det får fremtiden til at synes lige om hjørnet. Den dag, hvor alle vores varer vil kunne printes ud hjemme på skrivebordet. Bestil et par gummisko på nettet, tegn nogle seje symboler på dem, tryk print, og der står de. Intet CO2-udslip fra en postbil med forsinket forsendelse, ingen udnyttelse af kinesiske arbejdere, intet grimt design, for det har jeg selv bestemt! Det hele bliver så let, når det kan lade sig gøre om lidt ...

Men er det snart? »Nej, nej,« siger Brian Christensen, der er konsulent for Damvig Develop A/S, »maskinerne er meget dyre, og det vil de være mange år endnu.«

Brian Christensen viser rundt i værkstedet i en forstad til København. Høje slanke maskiner står og sender små lysglimt ned i et badekar. Lysglimtet får plastic til at stivne lag for lag. Nede i væsken anes modellen af en moské. Minareterne i hjørnerne er prydet med de fineste halvmåner, og bag vinduesgitrene aner man den indvendige kuppel. Modellen er på størrelse med en tændstikæske.

Virksomheden, Damvig Plast, har lavet Rapid Prototyping - hurtig modelbygning - i de sidste 13 år. Næsten lige så mange år som teknikken bag disse print har eksisteret. Med Rapid Prototyping kan designerne og ingeniørerne se, om deres produkter har den rette form, og om de forskellige dele passer sammen. Hurtigt, effektivt - og ganske kostbart.

»Du synes måske, at printerpatroner til din hjemmeprinter er dyre?«

Brian Christensen rækker mig et færdigt print i nylon af moskeen.

»Patronen, der printer her, koster 10.000 kroner, men den holder dog til flere print.«

Så selv om en farvekopimaskine nu kan fås for 500 kroner, tror Brian Christensen, at der vil gå mange flere år, før tredimensionelle print bliver folkeeje.

Han er overbevist om, at mulighederne for at printe modeller ud på denne måde får vidtrækkende konsekvenser for designere og deres måde at arbejde på:

»Arkitekter har i længere tid kunnet lave spændende former på computerskærmen, de har bare ikke kunnet få det ud i virkeligheden.«

Brian Christensen viser mig en fodgængerbro, som ligner en krusedulle. »Design rykker sig på grund af denne teknik, hvor man ret hurtigt kan sidde med sit design i hænderne, « siger han og vender broen rigtigt. Broen ligner nu mere en bro.

DeSiGnerenS VærKTØj. Industriel designer Steffen Schmelling er manden bag det printede bestik. Han har egen tegnestue og arbejder for et dusin fabrikker, herunder B&O.

»Man kan ikke tegne sig hele vejen igennem på computer,« erkender Steffen Schmelling. Man rammer 30-40 procent forkert med størrelserne, når man blot kigger på sin skærm. Skitseringsprocessen går hurtigere for ham med en printet model til rådighed. Når han har lavet et formforsøg i noget modelmateriale, overfører han skitsen til en computertegning. Her raffinerer han formen, og så printer han ud for at tjekke former og vægtfordeling. Derefter kan computerfilen afleveres til en almindelig produktion, hvor bestikket produceres traditionelt og billigst muligt.

Men er designeren så på vej ud som skabende kunster vil folk selv skabe ting, når de får muligheden? Det mener Steffen Schmelling ikke:

»Folk er ikke vant til at tænke anderledes. De tør ikke,« siger han og fortsætter:

»Der ligger ret meget energi i selv at tage stilling til form. Der er utroligt langt mellem folk, der kan finde på en ny form.«

Men ligesom digitalkameraet har gjort fotokunsten folkelig med utallige udstillingssteder på nettet, således må 3D-printeren også have sin berettigelse. Måske hos det fanatiske hobbyfolk, der kan printe sig et helt specielt modeltog eller genskabe et bestemt middelaldervåben.

prinT Med SUKKer. Også andre printere er på vej væk fra det flade udtryk med bare én dimension. For det hollandske firma Freedom of Creation har unge designere skabt en lampekollektion og tøjkollektion, som bare venter på en ordre, så går printeren i gang. Om dagen arbejder maskinerne på specialmodeller, og når mørket sænker sig, printer de lamper og andet til kunder, der bestiller via nettet. Det kaldes digital fabrikation, hvor al produktion foregår gennem en computerfil. Intet værktøj skal produceres til en start, intet lager skal vedligeholdes og binde kapital. Og transportomkostninger ville endda kunne minimeres, ved at man sender filen over nettet og printer lokalt. Hvis det bare ikke var så dyrt...

I USA har mega-nørden Windel H. Oskay skabt en 3D-printer, der printer med sukker i stedet for plastic. Ud af en gammel farveprinter, som han har skilt ad, har han lavet en sukkerkageprinter.

I et stort kar ligger almindeligt stødt melis. Når han rammer det med en varmestråle, størkner det og bliver til figurer. Han kan printe kæmpestore print ud for en brøkdel af, hvad andre 3D-print koster - samtidig kan det spises. Bevares, det er stadig en prototype. Men netop det at designe sin egen kage på computeren, for derefter at få den printet ud, kan måske blive grundlaget for, hvordan fremtidens industriproduktion kommer til at blive.

Se mere på freedomofcreation.com - med deres tekniske moderselskab fkm - sintertechnik.de - kig ikke på priserne! Skandinaviens største udbyder er: damvig.com De, der tør se fremtiden i øjnene, kan fortsætte på evilmadscientist.com Hvis man ikke tror på mine forudsigelser, kan gå man gå ind på paleofuture.com og mindes fremtiden, der aldrig blev til noget.

Rapid Prototyping - hurtig modelbygning - har eksisteret i cirka 15 år. I de senere år er modellerne blevet stærkere og stærkere. I de sidste 1 ½ år har man kunnet printe i rustfrit stål og aluminium.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Savner argumenter

31. juli 2008

Erwin Sandvej-Thomsen, Grindsted:

Samvirke samvirke@fdb.dk

Smiley: Bag om smilet

Efter fortjeneste uddeler hun de eftertragtede, glade »Smiley'er«, men snupper dem også med samme selvfølgelighed igen. Samvirke har været på job med en fødevarekontrollant for at se, hvad der gemmer sig bag smilet
Af Rie Jerichow | 31. juli 2008

Det er torsdag formiddag i Svendborgs Kvickly. Alt ånder sydfynsk ro og sommer. Ingen kø ved kasserne. Hylderne er fyldt med varer. Og unge mødre på barsel har god plads til til at handle og pensionisterne tid til en sludder.

Det er nu ikke en hvilken som helst formiddag, men det er hverken varehuschefen eller slagtermesteren klar over. Endnu.

Det er dagen, hvor Fødevarestyrelsen vil gennemføre et af sine uanmeldte kontrolbesøg for at tjekke, at alt står rigtigt til. At forbrugerne kan være trygge ved at handle her, så de for eksempel ikke bliver syge af maden og ikke køber katten i sækken, fordi varedeklarationerne er forkerte.

Men det er også dagen, hvor både varehuschefen og slagtermesteren nær havde fået ødelagt både nattesøvn og sommerhumør. Mere om det - senere.

Bodil Veber - med mere end 25 år på bagen som agent i fødevaresikkerhedens tjeneste - er denne torsdag vendt tilbage til Kvickly i Svendborg Storcenter for at tjekke, om varehuset efter en ombygning i forbindelse med en større brandskade i vinter nu også har produktionsforholdene i orden i den store slagter- og delikatesseafdeling.

Supermarkedet kan ellers godt være stolt af sine hidtidige resultater. Fire glade »smiley'er« fra de sidste fire kontrolbesøg fortæller, at der er styr på tingene. Tilsammen har de fire smil givet varehuset en af de eftertragtede »elite-smiley'er«, der ikke er så lette at få, men meget lette at miste igen. Blot en enkelt anmærkning, og elite-smiley'en ryger. Herefter kræver det igen fire kontrolbesøg uden ridser i lakken, før elitesmiley'en er tilbage. Det forklarer måske, hvorfor både varehuschefen og slagtermsteren hilser en kende anspændt på Bodil Veber. For selv om de føler sig nok så sikre på, at alt er i skønneste orden, så ved man jo aldrig...

Bodil Veber er smilende og afvæbnende. Hun er vant til det stille drama.

»Man skal have temmelig meget hår på brystet nogle gange, især når man træffer en ubehagelig afgørelse. Vi kan godt risikere at blive opfattet som bussemænd, når vi uddeler anmærkninger eller egentlige bøder,« fortæller hun.

Og bøderne for klare brud på reglerne er blevet større - den mindste er nu på 10.000 kroner. Det kan for eksempel udløse en bøde, hvis der ikke foreligger dokumentation for den såkaldte egenkontrol, hvis man falder over hunden, når man går ind i slagterafdelingen, eller hvis der er noget ravende galt med hygiejnen.

»10.000 kroner er mange penge, og sådan en bøde tænder nogle butiksindehavere helt af. Så det er blevet lidt farligere at være tilsynsførende,« siger Bodil Veber.

Hendes vigtigste våben er øjnene og et lille temometer, der på få øjeblikke med decimaler kan fortælle, hvor varmt eller rettere koldt der er i fryserum og kølebokse.

»I dag vil jeg særligt koncentrere mig om temperaturkontrollen. I denne sommervarme er det vigtigt, at forbrugerne ikke køber en fødevare, der burde være fem grader varm, men i virkeligheden er meget varmere, enten fordi køleanlægget ikke er effektivt, eller fordi varerne er blevet stablet for højt. Så bliver de måske fordærvet længe inden sidste salgsdag, og herefter har vi balladen,« fortæller hun.

Så det er frem med termometeret, når hun tjekker de frysende kolde frostrum og det vinterkolde kølerum, hvor svinekroppe bare venter på at blive skåret op til koteletter.

Alt er i skønneste orden. Her er koldt nok. Emballagen bliver også kigget efter med lup. Er listen over ingredienser korrekt? Er der rejer i rejesalaten - er mulige, allergifremkaldende indholdsstoffer korrekt angivet? Og får forbrugerne nu også ordentlig besked om, hvor oksen er født, opvokset, slagtet og opskåret?

»Se - den her skal du lige lave om. Alt skal stå på dansk. For fru Andersen på 82 ved måske ikke lige, at »slaughtered« betyder slagtet,« siger hun til slagtermesteren.

Ellers er der ikke meget at komme efter. I den nyrenoverede slagterafdeling er der ingen snavs i hjørnerne og kun rene aftrækskanaler.

Men idyllen varer ikke ved - ude i kølemontrerne er den gal.

»Hør, det her er vist ikke for godt,« siger Bodil Veber efter at have tjekket montrerne med røget hamburgerryg og pålægssalater. »Har du styr på, hvornår de afrimer?« spørger hun slagtermesteren, der forsøger at bevare fatningen, men desværre ikke kan svare bekræftende. Stemningen bliver ikke mindre anspændt, da det viser sig, at et par af de andre kølemontrer også viser lidt for høje temperaturer.

Kontrolbesøget forsætter på slagtermesterens kontor, hvor Bodil Veber tjekker, om afdelingen har foretaget de daglige, regelmæssige temperaturkontroller som foreskrevet. Her er alt efter bogen, dag for dag.

»Jeg har nogle gange været på uanmeldt besøg i virksomheder, der var en hel uge foran i deres temperaturkontroller. Det er jo fantastisk,« siger hun med et grin.

Slagtermesteren ved godt, at der ikke er noget at grine ad lige nu. Og da Bodil Veber konkluderer, at hun nok bliver nødt til at give varehuset en anmærkning på grund af de lidt for høje køletemperaturer, går der triste, grå sommerskyer for mesterens ansigt. Hans elite-smiley hænger i en tynd tråd.

»...medmindre altså, at I kan skaffe dokumentation for, at jeres kølesystem lige netop i denne time er ved at afrime. For så er det klart, at den stiger ganske kortvarigt,« siger Bodil Veber.

Så får varehuschefen og slagtermesteren travlt. En telefonopringning til det kølefirma, hvorfra butikkens køleanlæg styres centralt, skaffer dokumentationen og løser problemet. For ganske rigtigt. Lige i denne time er anlægget ved at afrime.

Sagen er bøf, og elite-smiley'en hænger stadig og smiler ved indgangen til Kvickly Svendborg.

FIND DINE BUTIKKER MED ELITE-SMILEY'ER

Nu kan du finde alle de bagere, slagtere, supermarkeder eller restauranter i dit lokalområde, der har gjort sig fortjent til en elite-smiley. Klik på findsmiley.dk og brug supersøgeren eller danmarkskortet. Du kan også abonnere på dine favoritbutikkers kontrolrapporter. Så får du automatisk og gratis besked hver gang, fødevarekontrollen har været på besøg.

FIRE KENDTE OG EN NY

Fire storsmilende smiley'er i træk belønnes med den nye elite-smiley. For at få en elitesmiley skal alle virksomhedens smiley'er de seneste 12 måneder være storsmilendeIngen anmærkninger Indskærpelse Påbud eller forbud Bødeforlæg, politianmeldelse eller autorisation eller registrering frataget

Virksomheder, som får elite-smiley'er, fordi der er orden i tingene, får færre kontrolbesøg. Tiden bruges til mere kontrol af de steder, som ikke har været gode nok til at følge reglerne. Opdager fødevarekontrollen fejl i en elitevirksomhed, mister den straks sin elite-smiley, og antallet af kontrolbesøg sættes op igen.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hun er da i hvert fald ikke undervægtig!

Det skulle et par hentydninger til, før Karina Hansen blev klar over, at hendes datter Mathilde var i farezonen for at blive overvægtig
Af Birgitte Svennevig | 31. juli 2008

Da Karina Hansen har sin toårige datter med hos den praktiserende læge til sundhedstjek, siger han: »Du behøver i hvert fald ikke være bange for, at hun bliver undervægtig!«

»Og så sagde han ikke mere. Det kan jeg godt være lidt gal over i dag - jeg synes, han skulle have fortalt mig noget mere om, hvad det indebar.«

I dag er Mathilde lige knap fire år. Hun har aldrig været så rund, at hun måtte betegnes som overvægtig og slet ikke fed - men hun har hele tiden ligget på grænsen mellem normalvægtig og overvægtig.

»Da lægen første gang nævnte hendes vægt, blev jeg faktisk chokeret. Jeg har aldrig tænkt på hende som tyk. Hun er stor, ja, men hun er også høj, så jeg har bare altid opfattet hende som et stort barn,« husker Karina.

Senere blev hun kontaktet af en projektmedarbejder fra Faaborg-Midtfyn Kommune, der tilbød alle børn født i 2004 et forebyggende besøg i hjemmet for at opdage eventuel overvægt så tidligt som muligt. Filosofien var og er, at jo tidligere man griber ind, jo nemmere er det at holde børnene fri af overvægt.

»Jeg sagde ja til tilbuddet, fordi det var en mulighed for et ekstra tjek af Mathilde, som ikke længere fik besøg af sundhedsplejersken. Igen viste det sig, at hun lå lige på grænsen - og igen blev jeg overrasket. Det havde jeg slet ikke ventet!«

Karina havde nu fået to hints om, at Mathilde var i fare for at blive overvægtig, og hun besluttede at handle. Målet er nu, at Mathilde ikke skal være overvægtig, når hun starter i skolen.

Sjældnere pizzA. »Da jeg var barn, blev jeg mobbet for at være tyk. Det skal hun ikke udsættes for«. Små ændringer i hverdagen har gjort, at Mathilde nu fjerner sig fra den kritiske grænse. Tre måneder efter projektmedarbejderens første besøg vejede hun det samme - men var også vokset et par cm i højden.

Da Samvirke besøger Karina og Mathilde i parcelhuset, som deles med kæresten Bo og lillesøster Mille, er klokken ni, og Mathilde sidder med en kop minimælk. Til morgenmad har hun fået havregryn med minimælk og lidt sukker på. Aftenen før stod den på frikadeller med kartofler og gulerødder.

Til frokost var der leverpostejmadder i børnehaven, der også serverede koldskål som mellemmåltid. Ellers er mellemmåltiderne derhjemme et æble, en gulerod, et stykke agurk eller andet frugt/grønt. I drikkeglasset er der vand eller nogle gange saftevand.

»Det sker stadig, at vi snupper en pizza til aftensmad, hvis det skal gå hurtigt. Men det er sjældnere end før. Vi er mere bevidste om, hvad vi spiser i dag,« siger Karina.

I dag er det også op på cyklen, når Mathilde skal i børnehave, eller der skal købes ind. Mathilde cykler selv nu - triller af sted ved siden af sin mor morgen og eftermiddag. Når hun kommer hjem fra børnehaven, er hovedreglen, at hun skal ud i haven og lege i stedet for at sidde inde.

Små ændringer - men ændringer, som har gjort, at Mathilde aldrig nåede op over grænsen og fik betegnelsen »overvægtig«.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Månedens drue - Riesling

Vinentusiasten udfordres af dens hårfine balance mellem syre og sødme,der kalder mindelser om abrikoser, ananas eller stikkelsbær frem
Af Merete Munk | 31. juli 2008

Rieslingdruen er at finde i verdensranglistens top fire sammen med Pinot Noir, Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Vinentusiasten udfordres af dens hårfine balance mellem syre og sødme, der kalder mindelser om abrikoser, ananas eller stikkelsbær frem.

Navnet stammer måske fra det tyske ord rieseln, der betyder at drysse. Det hentyder til vinstokken, som under visse forhold har problemer med at blomstre.

Riesling er en krydsning mellem Gouais Blanc fra Kroatien og en vilddrue krydset med Tramineren. Netop fra Tramineren kommer det parfumerede, blomsteragtige.

Man lægger sjældent Riesling på nye fade. Da man prøvede i begyndelsen af 1980'erne, var det ingen succes, den kniplingsfine sprødhed overdøves af vanilje. Gamle Rieslingvine kan få en duft af petroleum.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Parterapi på statens regning

31. juli 2008
2007 bød på 14.066 skilsmisser, for det er hårdt arbejde at være par – måske især når der er mindre børn.
Derfor er der for tiden afsat penge på finansloven til parterapi på statens regning. Forsøget fortsætter frem til udgangen af i år, hvor Folketinget skal vedtage, hvorvidt ordningen skal fortsætte.
Familier med børn under 18 år har mulighed for at få fem sessioner psykologhjælp eller parterapi for blot 300 kroner. En session svarer til cirka to timer.
Forsøget er for nylig blevet evalueret, og det foreløbige resultat viser, at 90 procent af de par, der har deltaget, stadig er sammen. Projektet har givet lange ventelister hos psykologerne, og mere end hvert tredje par, der har ønsket hjælp, har måtte vente mere end fire måneder på at komme i gang med terapien.
Find flere oplysninger på familiestyrelsen.dk