Samvirke samvirke@fdb.dk

Derfor holdes bivirkningerne hemmelige for offentligheden

Der findes en sikkerhedsrapport for hvert medikament - en PSUR - men dem vil lægemiddelproducenterne meget nødigt have ud. De er for tekniske. »Sludder,« siger ekspert
Af Brigitte Alfter | 1. oktober 2008

I 2003 fortalte Ditte Madsen, der dengang var 20 år, hvordan hun havde fået angst og en svær depression, efter hun havde taget bumsemidlet Roaccutan.

»Hvis jeg havde haft nogen anelse om, at jeg skulle blive så syg, ville jeg aldrig have taget de piller,« sagde hun til forbrugerbladet Tænk.

Inden næste nummer af bladet en måned senere modtog Forbrugerrådet 31 henvendelser fra unge med lignende symptomer.

Journalisten Ulrik Dahlin fra Dagbladet Information hørte om historien og bad Lægemiddelstyrelsen om aktindsigt i sikkerhedsrapporterne, PSUR'erne - og dermed blev kampen om bivirkinger for alvor skudt i gang i Danmark.

ADVOKATER IMOD OFFENTLIGHED. Samvirke har fået aktindsigt i de mange advokatbreve, som medicinalfirmaet Roche, der står bag bumsemidlet Roaccutan, brugte på at undgå, at offentligheden får viden om de hemmelige bivirkningsrapporter. Brevene har et enkelt hovedbudskab: Hvis I offentliggør de rapporter, mister vi penge.

»Aktindsigt meddelt i Danmark vil få faktiske virkninger i alle lande, idet der vil være fri adgang til at distribuere og benytte rapporten hvor som helst. Dette moment må indgå i vurderingen af, om aktindsigt vil foranledige væsentlig skadesrisiko for Roche,« skriver firmaets advokat fra Jonas Bruun Advokatfirma i København.

Konkurrenter, argumenterer advokaten, kan bruge viden fra rapporterne til at vejlede, og det »kan svække Roches position på markedet og dermed medføre væsentlig negativ økonomisk virkning for Roche på verdensplan,« lyder argumentet i brevet, der slutter med en klar trussel til Lægemiddelstyrelsen og dermed den danske stat: »Under hensyn til den tabsrisiko, der er begrundet ovenfor, skal jeg på vegne af Roche tage forbehold for at rejse erstatningskrav, hvis et tab realiseres som følge af udlevering af rapporterne.«

Roche er også bekymret for, at bivirkninger, der ikke beviseligt er forårsaget af medicinen, vil blive knyttet til medicinen. »De almindelige erfaringer viser, at offentligheden og i særdeleshed medierne ofte tenderer til den opfattelse, at enhver indrapporteret begivenhed må være forårsaget af lægemidlet. Misforståelser af denne karakter kan medføre væsentlig markedsforstyrrelse og dermed tab for Roche,« skriver advokaten.

Hvis bivirkninger bliver hængt ud i medierne, vil det faktisk betyde en sundhedsrisiko, for så kan det være, at folk holder op med at tage medicinen på grund af frygt, tilføjer han.

Men Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet valgte at prioritere offentligheden, og Ulrik Dahlins kamp for at få indsigt i roaccutan-rapporterne blev en succes for ham og siden også andre ansøgere. Godt nok bliver store dele af PSUR'erne sværtet, eksempelvis var 81 af i alt 186 sider af en sikkerhedsrapport om metylphenidater, som Samvirke har fået aktindsigt i, streget over med sort tusch.

De sorte streger skal dels beskytte patienters sygehistorier, dels industriens hemmeligheder, lyder forklaringen.

»PSUR'er er et teknisk dokument, der ikke er beregnet til offentligheden, det er en faglig dialog mellem virksomheden og myndigheden. Hvis det var rettet til offentligheden, så skulle det være formuleret i et lettere tilgængeligt sprog. Det er vigtigt med denne faglige dialog på højeste niveau mellem myndigheder og lægemiddelvirksomhederne, « siger Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen, Lif.

Men det argument godtager Sine Jensen fra Forbrugerrådet ikke. »Selvfølgelig skal de være tilgængelige, « siger hun. »Der vil altid være særligt interesserede, der vil kunne finde ud af at læse dem.«

FORSKER ANKLAGER INDUSTRIEN

En af dem, der kan læse rapporterne, er forskeren Margrethe Nielsen fra Cochrane Instituttet på Rigshospitalet. Margrethe Nielsen har set på PSUR'er for to præparater - det skandaleramte slankemiddel Letigen og bumsepræparatet Roaccutan.

»Jeg kunne pille dem fuldstandig fra hinanden,« siger hun. Den måde, industrien argumenterede for, at produktet var sikkert, holdt simpelthen ikke i mange af de eksempler, hun så.

PSUR'er er en liste over de indberettede bivirkninger, forklarer Magrethe Nielsen, samt producentens analyse af om bivirkninger har en sammenhæng med præparatet. Og netop denne analyse har været svag i de to eksempler, fortæller Margrethe Nielsen.

Firmae Roche nåede frem til den konklusionen, at der ingen sammenhæng var mellem bivirkningen og produktet. Men ifølge Margrethe Nielsen kan man kun konkludere, at der mangler oplysninger.

»Jeg synes, det er meget problematisk, at den pågældende bivirkning ikke bliver reelt analyseret,« siger Margrethe Nielsen.

Roches kommunikationschef Morten Wiberg ønsker ikke at forholde sig til den konkrete kritik af, at analysen i PSUR rapporterne ikke holder.

»Det er ikke muligt at kommentere kritik, når jeg ikke ved, hvad kritikken går på,« siger han og tilføjer, »når vi har noget konkret, kan vi tage en dialog om det.«

Generelt om rapporterne siger Morten Wiberg, at »det ikke kun er i myndighedernes, men også i firmaets interesse, at oplysningerne i PSUR'erne er gode, fordi de danner grundlag for indlægssedlen, der følger med præparatet.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

Det skal være nemmere at få godkendt ny medicin

Medicinalindustrien i Europa taber markedsandele til USA. Derfor vil EU-Kommissionen hjælpe industrien. Men sker det på bekostning af borgerne? I EU udspiller der sig lige nu en bidsk kamp om bivirkninger, penge og patienternes sikkerhed
Af Brigitte Alfter | 1. oktober 2008

EU-kommissionen vil inden for de næste par måneder fremlægge et forslag til nye regler for godkendelse af medicin. Forslaget vil gøre det nemmere for medicinalindustrien at få godkendt nye lægemidler.

Baggrunden for det nye forslag er, at USA er ved at løbe fra Europa, når det gælder udviklingen af nye medikamenter. Hvis forslaget bliver vedtaget i parlamentet, vil produkterne kunne godkendes tidligere i deres udvikling. Det vil ifølge EU-Kommissionen betyde en hurtigere gevinst på investeringer, og ved at reducere prisen for investeringer bliver de samlede omkostninger for et produkts udvikling reduceret. Alt sammen en afgørende gevinst for patienterne. Men en tidligere godkendelse betyder også, at der slækkes på sikkerheden, mener overlæge, dr.med. Peter Gøtzsche, der er leder af Cochrane Instituttet på Rigshospitalet, hvor man forsker i at finde de bedst dokumenterede sundhedsmetoder.

»Det er ikke for meget at sige, at det er et skræmmende udspil fra EU,« siger han. »Det vil forringe sikkerheden af de lægemidler, vi bruger, og øge muligheden for, at der kommer lægemidler på markedet, der reelt ikke har effekt.« En af hans ansatte, Ph.D-stipendiat Margrethe Nielsen, der tidligere arbejdede som sundhedspolitisk medarbejder for Forbrugerrådet, uddyber.

»Hvis EU's lovpakke kommer igennem som fremlagt i skitsen, ender alle medicinbrugere som forsøgskaniner,« vurderer Margrethe Nielsen, »for så bliver der lempet på godkendelsen af nye præparater.« 

TILFREDSE PRODUCENTER. Lægemiddelindustrien i Europa er glad for kommissionens forslag. Det fortæller direktør for lægemiddelindustriensparaplyorganisation EFPIA i Bruxelles, Brian Ager (UK). »I det store hele går vi ind for kommissionens forslag,« siger han.

»Selvfølgelig støtter vi mere sikkerhed. Men vi støtter ikke ting, som giver mere bureaukrati uden at hjælpe patienterne.« Men den udlægning er helt forkert, mener blandt andre sundhedsorganisationen Health Action International. »Under påskud af at forenkle administrationen og rationalisere systemet underminerer kommissionens forslag det europæiske kontrolsystem for bivirkninger, (...) og det vil udsætte europæiske borgere for medicin, som har været mindre grundigt undersøgt inden godkendelsen,« skriver Health Action International i deres høringssvar til kommissionen. Også de europæiske forbrugerorganisationer og sygesikringer melder sig i koret af kritikere.

At sikre industriens afkast ved en lov, der skal sikre patienters sikkerhed, er simpelthen forkert, mener Illaria Passarani fra den europæiske forbrugerforening BEUC. »Problemet er,« siger hun, »at hovedformålet er en bedre konkurrenceevne for europæisk industri. Men de arbejder med noget, der har en kæmpe betydning for vores sundhed.«  

KOMMISSÆREN VIL IKKE DISKUTERE. Samvirke har forelagt kritikken - og påstanden om, at vi alle bliver forsøgskaniner - for EU's industrikommissær Günter Verheugen, der er ansvarlig for kommissionens lovforslag.

Men Günter Verheugen afviser at diskutere forslaget, før det er officielt fremlagt. Det forventes at ske i oktober eller november i år.

KOMMISSIONEN VIL BL.A...

Fjerne bestemmelsen om, at myndighederne skal trække et produkt tilbage, hvis det er »skadeligt ved normal brug« eller hvis det »mangler terapeutisk effekt«. 

Tilbage står, at: et produkt skal trækkes tilbage, hvis »balancen mellem risiko og fordele ikke er favorabel«. 

Det betyder - ifølge kritikerne - at offentligheden ikke længere kan lave en afvejning mellem effekt og risiko, og at medicin i fremtiden kan godkendes, selv om det ingen dokumenteret effekt har. eller november i år. n



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

Tilbageblikket - Det Andet Vatikankoncil

Af Kristian Herlufsen | 1. oktober 2008

I 1959 indkalder den nyvalgte pave Johannes biskopper og overhoveder fra den katolske kirke til stormøde - Det Andet vatikankoncil - for at åbne kirken mod omverdenen.

Et koncil er stedet, hvor vigtige kirkelige spørgsmål drøftes, og da koncilet træder sammen første gang 11. oktober 1962, deltager ikke færre end 2540 gejstlige. Historikere har senere kaldt dette koncil for den vigtigste kristne begivenhed siden Reformationen - blandt andet fordi man med vedtagelsen af dokumenterne »Håb og Glæde« og »Folkenes lys« giver kirken en ny rolle som favnende og udadvendt i den moderne verden - i modsætning til tidligere, hvor den katolske kirke fordømte fremskridt og ikke anerkendte andre kristne menigheder som ligeværdige.

Nu kunne messer afholdes på andet end latin, præsten måtte vende sig mod menigheden og ikke kun mod alteret, ligesom kirken anerkender, at det ikke var jøderne, der var ansvarlige for Jesu død. Samtidig anerkendes menneskets religionsfrihed, og den katolske kirke undlader at gøre sig ensidigt synonym med den kirke, som Jesus grundlagde.

Men først i 1992 anerkender paven, at det i 1633 var forkert, da kirken fordømte Galilei for at påstå, at solen var centrum i universet.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Ascii-kunst: Med computeren som pensel

Kan man skabe kunst med sit tastatur?
Af Anders Abrecht | 1. oktober 2008

Punktum, punktum, komma, streg - sådan tegnes Nikolaj. Sådan går den gamle børneremse. Det kunne være opskriften på en smiley. Men de færreste ved, at smileyen i alle sine variationer er Ascii-kunst (Ascii: American Standard Code for Information Interchange). Et over fyrre år gammelt oprør mod kontormaskinernes kedsommelighed. Med alt fra pikant pinup til vovser, der ønsker tillykke med de halvtreds. Ud af de samme 95 tegn på tastaturet har tre generationer kæmpet mod hjemmecomputerens mangel på kunstnerisk udtryk. Dannet billeder med tastaturets tal, bogstaver og tegn, så der opstod linjer, former og skygger.

Det er den ramme, Ascii-kunstnere verden over har vredet til det yderste. Og nogle gange afføder skrappe begrænsninger prægtige ting. Måske er det også derfor, at ægte Ascii-puritanere aldrig har accepteret de nye tegn på tastaturet (som f.eks. æ, ø og å). Ascii-kunst har nemlig ikke bare skabt smileyen. De små bogstavbilleder har spredt sig til chat, e-mail og SMS. I dag er computerskærmen en eksplosion af video, billeder og lyd. Så er Ascii-kunsten passé?

Døm selv, når Samvirke byder på Ascii ad libitum. Både den fine og den folkelige.

DIGITALE STREGMÆND. Søren Lysdal Andersen er fjorten år. Sammen med sin storebror på seksten startede han for knap et år siden hjemmesiden Riddergarn.dk. Her kan man hente Ascii-kunst. Billederne er ofte piktogrammer. Små omrids, der passer til SMS, e-mail og chat. Siden hjemmesiden blev åbnet i december 2007, har den haft over 500.000 besøg. For Ascii er cool: »Det er ofte sjovere at få teksten til at ligne noget end bare at bruge et kedeligt billede,« siger Søren Lysdal Andersen. Men hvorfor oplever de små billeder en sådan opblomstring på nettet? Ditte Laursen, medieforsker ved Statsbiblioteket i Århus, har et bud:

»Alle ved, at kinesiske skrifttegn også illustrerer, hvad de fortæller. Men med chat, e-mail og SMS bliver stilen mere personlig. Her må man godt formidle stemninger og humør med skriftbilleder,« siger hun.

Noget tegner Søren Lysdal Andersen selv. Andet henter han andre steder. For i Ascii er der ikke langt mellem producenter og forbrugere. Mange motiver har årtier på bagen. De stammer fra fjernskriverens storhedstid i 50'erne.

TASTATURETS SKYGGESPIL. Kunstneren Yoshi Sodeoka, der bor i New York, præsenterede i 2003 et vanvittigt projekt. To taler af præsidenterne Bush Senior og Bush Junior konverteret til Ascii. Far og søn, genfødt som skygger i en flimrende sky af blå og røde bogstaver. Og Yoshi er bare en af mange kunstnere, der har udforsket mediet.

I 90'erne var netkunstneren Vuk Cosic pioneren. Cosic omskabte filmhistoriske klassikere til animeret Ascii. Alle filmene var lagret på vinylplader. Linda Lovelace og King Kong rykkede ind i den digitale æra. Søren Pold, lektor og forsker i digital æstetik ved Aarhus Universitet, beskriver projektet som en leg med mediernes begrænsning:

»Vuk Cosic ville presse forældede medier til noget, de egentlig ikke kunne. På den måde udforskede han, hvad forholdet mellem tekst og billede også kan være,« siger han. Siden blev projektet fulgt op med en kunsthistorie for blinde. Vuk Cosic lavede berømte malerier om til tekst. En syntetisk stemme læste dem derefter op.

Søren Pold mener, at der er god mening i at fastholde det unikke i computerens grafik. Særligt i en tid, hvor udviklingen går mod stadig mere realisme:

»Man hævder ofte, at computeren er et multimedie, hvor tekst, billede og lyd smelter sammen. Men Ascii-kunstneren søger tilbage til, hvad der er computerens særegne udtryk, « siger Søren Pold.

Alligevel har Ascii-kunsten aldrig affødt nogen Rembrandt. Den lever ligesom graffiti i undergrunden. Men med jævne mellemrum titter den op. Som i spillefilmen The Matrix fra 1999.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4

Samvirke samvirke@fdb.dk

Kniven er af keramik

Køkkenknive af keramik er begyndt at dukke op i danske butikker. Men selv om knivene er tyve gange hårdere end stål og skarpe, kan de samtidig være skrøbelige
1. oktober 2008

Skarp, slidstærk og let at rengøre. Sådan markedsfører producenter nye køkkenknive af keramik. Keramikknive er lavet af zirkonium oxid. Et meget hårdt materiale, der desværre også er skrøbeligt.

Kniven splintrer, hvis den skal skære igennem ben eller frosne varer. Og netop zirkoniums skrøbelighed er dets akilleshæl, mener Ole Hansen, som er lektor ved Danmarks Tekniske Universitet – Institut for Mikro- og Nanoteknologi.

»Zirkonium har den egenskab, at det er meget sprødt. Det er også derfor, at det endnu ikke er lykkedes at bygge motorer af materialet,« siger han.

NERVØS FOR FLÆKKEDE KNIVE

 Med en keramikkniv i tasken bad vi et par fagfolk kommentere det nye fænomen. Trods keramikkens mange gode egenskaber tvivler også Johnni Andersen, kok og underviser ved Hotel- og Restaurantskolen i København, på, at materialet kan erstatte rustfri stål.

»Den er skarp nok, men den har for stort et faremoment. Jeg gider ikke være nervøs for, at kniven flækker, når det skal gå stærkt,« siger han.

En anden underviser på Hotel- og Restaurantskolen, Bent Haagensen, er især skeptisk overfor knivens tyngde:

»Der er ingen tyngde i kniven. Derfor er den ikke god at arbejde med. For det andet er skæret ikke lige. Det betyder, at man ikke kan bruge hele længden af bladet,« siger han og tilføjer:

»Men vi kokke er jo også ofte lidt konservative.«

Fordele ved keramikknive:

  • Holder sig skarp længere
  • Let at gøre ren
  • Tager ikke mod smag
  • Reagerer ikke på frugtsyre

Ulemper ved keramikknive:

  • Kan gå i stykker, hvis du taber den
  • Kan ikke skære i ben eller frosne varer
  • Kan ikke bruges på hårde underlag

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Man skyder da kalve

Hvert år bliver tusindvis af spæde jerseytyrekalve skudt. Samtidig gror Danmarks unikke engarealer til, fordi de ikke bliver afgræsset. Begge dele kan forbrugermagt være med til at stoppe, mener freddy madsen, der er økologisk landmand og direktør i netbutikken freddy &co.
Af Freddy Madsen | 1. oktober 2008

Det kommer som et chok for de fleste, der ikke bevæger sig i stald og mark til daglig. Det er samtidig noget, som landmænd generelt er meget lidt stolte af. Men virkeligheden er, at næsten alle jerseytyrekalve får en kugle for panden, så snart de har set dagens lys og sat gang i moderens mælkeproduktion.

Mælken skal jo hældes på kartoner, så vi kan købe den i butikkerne, og landmanden har ikke råd til at føde på tyrekalvene, for i dag er de ikke så meget værd på kødmarkedet, som det koster at opfodre dem.

Derfor bliver 25.000 kalve hvert år skudt ved fødslen - de 2.500 af dem er fra økologiske brug.

Paradoksalt nok er der ellers rigelig brug for kvæget i naturen. Her er antallet af husdyr minimeret drastisk over de senere år. Så voldsomt, at enge og overdrev rundt om i landet er ved at gro til. Når de uopdyrkede områder får lov at ligge uberørt, får de stærkeste planter magten, mens andre risikerer helt at forsvinde. Det betyder også, at visse fuglearter mister steder at udruge æg, for de lægger sig ikke i høje græsser, som gør det umuligt at se rovfugle og andre fjender i tide.

Den seneste landbrugsreform har gjort, at det bedre kan betale sig for landmanden at have dyrene på stald end at sende dem ud i naturen. Hvis den udvikling fortsætter, vil der om få år være så få husdyr på græs, at mere end halvdelen af Danmarks 3000 kvadratkilometer særlige naturarealer er i fare for at gro til. Det vurderer flere eksperter.

Ingen i landbrugstoppen eller regeringen kunne være i tvivl om, at landbrugsreformen ville koste lukning af små brug og landbrug, der levede af at have dyr på græs, fordi man bevidst har valgt at støtte produktionen af dyr på stald.

VINDER BLINDSMAGNING. Vi kan vælge i et rigt land at trække på skuldrene ad kalvedrab og tilgroet natur. Ganske vist vil det betyde, at visse dyre- og plantearter helt forsvinder fra den danske flora og fauna, men hvad så?

Konsekvenserne kender vi ikke til fulde, men de forandringer, som allerede har jaget storken bort, gør os i hvert fald fattigere på kulturlandskaber og oplevelsesmuligheder. Samtidig mener jeg, vi har et etisk og moralsk ansvar over for jordens ressourcer og vores efterkommere, så vi skal finde en løsning på problemerne.

Jeg klandrer ikke den enkelte landmand, for han er nødt til at have økonomi i sin bedrift. Men selv om sagen er højt prioriteret i Økologisk Landsforening og har været diskuteret i flere år i de store landbrugsorganisationer og blandt politikere, er der ikke sket noget.

Hvad med at starte hos forbrugeren? Hvad med at fortælle, at jerseykød gentagne gange har vundet blindsmagningskonkurrencer over traditionelle kødracer? Hvad med at give muligheden for at betale tilstrækkeligt for kødet til, at landmanden får en forretning ud af at lade kalvene leve og afgræsse de kønne naturområder? Jeg er ikke i tvivl om, at forbrugere vil betale for kvalitet. De skal bare have muligheden. Jeg er heller ikke i tvivl om, at økologiske landmænd hellere end gerne vil lade kalvene leve, hvis de kan undgå at sætte penge til ved det.

Næsten alle jerseytyrekalve får en kugle for panden, så snart de har set dagens lys og sat gang i moderens mælkeproduktion



Læs som PDF:


Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Vores egen vin

Der er to forskellige spor i dansk vinavl, dels de meget fokuserede avlere, som investerer mange penge, kræfter og megen tid på at nå et internationalt niveau for deres vinproduktion, dels de mange hobbyavlere, for hvem det væsentligste er at opleve druens vej fra stok til flaske og at nyde deres egen vin
Af Merete Munk | 1. oktober 2008

Hvis man tror, at hoveriet forsvandt i 1890'erne, så tror man fejl.

Når man en sommer- eller efterårssøndag i kirketiden kører ud ad Harløsevej vest for Hillerød, så møder man ved nr. 164 som regel ti til tyve aktive andelshavere i Frederiksborg Vin beskæftiget med at luge, fjerne blade, klippe skud af, sætte nettet fast omkring de flotte, modne druer eller fjerne klaser, som ikke er perfekte. De kalder det hoveri.

En af markarbejderne er Otto Jørgensen, som bor i København, men han deltager næsten hver søndag i markarbejdet. Han har været medlem et år, fra han til en konfirmation hørte om sin kones venindes far, som producerede sin egen vin sammen med 320 andre vininteresserede fra Hillerød og omegn.

Han er driftsleder i BUPLs ejendomme, men har trampet druer i sin ungdom.

Nu er han startet i haven, som han siger. Først et par år i marken for at få erfaringer med forskellige beskæringsmetoder, så senere også i vineriet.

»Her er en god ånd omkring det, som skal løses. Det er ikke nødvendigt at presse nogen til noget. Jeg tror ikke, at der er nogen, som føler sig forpligtet til at komme, hvis ikke de har lyst.« Det er hver anden søndag fra juni til september, der er hoveriarbejde, hvor alle andelshavere burde komme. De forkæles så med en god frokost og vin fra vingården. De øvrige søndage er det frivilligt, men det sociale samvær og forpligtelsen over for slutresultatet får en hård kerne til at møde op søndag efter søndag og somme tider hver dag i ugen.

Elmer Christensen er markformand. Han giver råd om, hvordan arbejdet skal udføres. Det er også ham, som har plantet det pragtfulde staudebed ved rækkerne med de grønne druer. Det er planter fra hans egen have, understreger han og fortæller, at han drømte om at blive gartner i sin ungdom. Efter at have prøvet det besluttede han imidlertid at blive ingeniør, men her i sin pensionisttilværelse lever han sin gartnerdrøm ud i eget tempo og med egen produktionsplan. Den indbefatter også nogle rækker med vinstokke i hans egen have.

»Vi kan få vinificeret vores druer her på vineriet, så mange af de eksperimenter, som vi ikke kan udføre her, dem kan jeg udføre hjemme,« siger han.

 

RØDE, GULE OG GRØNNE BÅND

Der foregår et utal af eksperimenter i og omkring marken. Der er ved at blive plantet Bolero-druer. Det er Jens Michael Gundersen på Fejø, som sælger planterne.

Det er også Gundersen, som sammen med nu afdøde Benny Génsbøl har udgivet bogen Vinavl i Danmark, som er den perfekte grundbog for enhver, som har lyst til at plante vinstokke og lave vin. Hver af de 27 rækker med vinstokke har et bånd, som fortæller, hvem der passer den. Dem med de røde bånd skal man holde fingrene helt fra. Det er ofte medlemmer af »onsdagsklubben«, som passer dem. De kommer altså ikke blot om søndagen, men også hver onsdag i vækstsæsonen.

Poul Erik Nielsen har været 36 år i Irmas salgsafdeling. Nu er han pensionist. Han har altid kunnet lide naturen, så da der var en, som prikkede ham på skulderen og spurgte, som han ikke ville være med til at dyrke sin egen vin, ja så sprang han til.

»Er der noget skønnere end at høre køernes brølen eller ændernes rappen. Det her er blevet en af mine yndlingshobbyer «, fortæller han, mens saksen klipper overflødige skud og blade ned i den sammenfoldelige plastbeholder som tømmes over til de forkælede køer på nabomarken.

Ved en række med gule bånd står Birgitte Løvengreen, som har været reklamechef hos Flügger. »Jeg er blevet bidt af det. Jeg havde behov for at få udskiftet mit netværk, da jeg skulle gå på efterløn. Desuden ville jeg være forstkandidat, da jeg var ung, nu lever jeg det ud på denne måde. Jeg er også med på onsdagsholdet, og det er mig, som har lagt stenene ud under Solarisvinstokkene med de grønne druer. Det er for at forhindre, at jorden skrider, når det regner, og for at holde på varmen.«

 

DANSK VINSKUE

Hvert år kan medlemmer af Dansk Vinavlerforening indlevere deres vine til bedømmelse. Der er et panel på 12 professionelle smagere, som uddeler point til vinene, som smages blindt.

 

Ole Troelsø, journalist på Børsen, og Keld Johnsen, som er redaktør for Sommelierforeningens blad og restauratør på The Diplomat, deltog begge både i 2003 og i år. De er enige om, at kvaliteten er hævet gevaldigt.

»Det er et privilegium at få lov til at smage alle danske vine af god kvalitet, « fortæller Ole Troelsø. Han er dog enig med Keld Johnsen i, at der er et stykke vej til det kvalitetsniveau, som kan nås i mange andre vinproducerende lande.

Kvalitetshvidvinene er dog på vej. Af 132 indleverede vine var de 48 hvidvine. Imidlertid kommer vi - som i England - til at se rigtigt gode mousserende vine. Klimaet i Danmark »er såmænd ikke meget værre end i Champagne, og de mousserende vine til 300-400 kroner er allerede nu fremragende,« mener Keld Johnsen.

Og hvorfor er vi egentlig interesserede i dansk vin? »Vi drikker det, fordi det er dyrket lige her, tæt ved. Når vi besøger andre vinområder, så smager vi altid på den lokale vin, som jo passer bedst til den lokale mad,« siger han.

 

RONDO, LÉON MILLOT, BOLERO, REGENT

Druenavnene på de danske vinetiketter er ikke velkendte i de danske hjem. De fleste druer, som vi drikker vin på, er Vitis vinifera, som stammer fra frø af dyrkede vindruer. De modner ikke særligt godt i Danmark, derfor er vinproduktionen først kommet i gang, efter at der er udviklet krydsninger, som er modstandsdygtige over for især råd og skimmel.

 

Jens Michael Gundersen dyrker i dag kommerciel vinavl på vingården Hideaway på Fejø sammen med sin kone Karen Hvidtfeldt.

Det er primært ham, som har importeret de nye druesorter til Danmark og afprøvet dem, og som under stor mediebevågenhed blev udråbt til at være verdens bedste vinbonde af italienske vinproducenter. Det er imponerende, hvad han har præsteret på Rondodruen med hjælp af nye egefade.

Også andelshaverne i Frederiksborg Vin har investeret i nye egefade, som koster over 2.500 kroner. »Det er fade, som kan bruges fire år i træk. Så må de ud,« fortæller Birgit Munch Wissum, formand for andelsforeningen.

»Så giver de ikke længere smag til vinen«, supplerer Birgit Løvengreen, som ser helt salig ud, mens hun nyder en slurk af »sin egen vin«.

 

DELTAG I VINHØSTEN:

Det er muligt at deltage i vinhøsten på Dansk Vincenter. Vinhøsten starter i år i Danmark omkring 1. oktober, men intet er sikkert, det afhænger af vejret.

 

FØLG VINVEJEN I DANMARK: Der er endnu kun etableret en vinvej i Danmark, som består af: Frederiksborg Vin - Annisse Vingård (og naboen Garbolund) - Domain Aalsgaard - Degnemosegaard, samt Skærsøgaard ved Kolding.

ANDELSHAVER I FREDERIKSBORG vIN? Det koster 500 kr. for en andel plus 500 kr. i ekstra omkostninger. Medlemskontingentet er køb af to flasker af vingårdens vin og altså hoveri hver anden søndag i vækstperioden.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Når tyven storsnakker

En gigantisk telefonregning blev resultatet af en stjålen mobiltelefon uden pinkode - men er det så uansvarligt ikke at have pinkode på mobilen, at ejermanden skal betale hele regningen?
Af Signe Gry Braad | 1. oktober 2008

En dansk kvinde tager på et længere ophold i Italien. Hun medbringer sin mobiltelefon, som har abonnement hos et dansk teleselskab. Da hun har været i Italien et par måneder, er der indbrud i hendes kærestes bil i Milano. De melder indbruddet til det italienske politi med det samme.

To måneder senere modtager kvinden pludselig en telefonregning på 13.597 kroner. Og det er først på det tidspunkt, det går op for hende, at hendes mobiltelefon må være blevet stjålet ved indbruddet i bilen. Hun kontakter sit teleselskab, der oplyser, at selskabet spærrede telefonen, da hendes forbrug steg pludseligt og enormt på to dage. Kvinden fortæller teleselskabet, at hun ikke havde nogen anelse om, at hendes mobil var blevet stjålet, fordi hun brugte den så sjældent. Det dokumenterer hun med tidligere regninger, der viser, at hun op til tyveriet ikke havde brugt sin telefon i fem uger.

Men teleselskabet fastholder, at kvinden hæfter for 8000 kroner, som er det beløb, forbrugeren skal erstatte, hvis han eller hun har handlet groft uforsvarligt i forbindelse med et tyveri. Kvinden havde ikke låst sin telefon med en pinkode, og det mener teleselskabet tangerer det groft uansvarlige. Derudover finder selskabet det usandsynligt, at kvinden først opdagede, at mobilen var væk, så lang tid efter tyveriet.

Da sagen synes helt i hårdknude, vælger kvinden at klage til Teleankenævnet, som er et privat klagenævn stiftet af Telekommunikationsindustrien og Forbrugerrådet.

Ankenævnet fastslår, at kvinden selv hæfter for 1200 kroner, som er det beløb, man ifølge loven skal betale, hvis tyven har fået kendskab til pinkoden, eller hvis forbrugeren, som i det her tilfælde, ikke har aktiveret pinkoden på mobilen. Nævnet påpeger, at det er tidspunktet, hvor forbrugeren opdager, at mobilen er væk, og ikke selve tidspunktet for tyveriet, der er afgørende for, hvor meget forbrugeren hæfter for. I dette tilfælde handlede kvinden altså korrekt ved straks at kontakte sit teleselskab.

Og derfor skylder kvinden kun sit teleselskab 1200 kroner og ikke 8000 kroner. Teleselskabet skal desuden betale 14.000 kroner i sagsomkostninger til Teleankenævnet.

VIL DU OGSÅ KLAGE. Dukker telefonnumre, du ikke kender, op på din regning, eller synes du ikke, din teleudbyder lever op til jeres aftale, så kan du klage til Teleankenævnet. Det koster 150 kroner, men du får pengene igen, hvis du får helt eller delvist medhold. Besøg teleanke.dk for at få mere information og læse tidligere afgørelser.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Ikke et ord om bivirkninger

Flemming Jay fra Næstved fik depression af malariapiller. Han mistede sit job og sin kæreste, men vandt efter flere års indædt kamp over medicinalgiganten og fik tilkendt erstatning
Af Anders Abrecht | 1. oktober 2008

En ferietur til Thailand udviklede sig til en depression for Flemming Jay. Ingen havde nemlig fortalt ham om malariamedicinen Lariams bivirkninger. I dag har han byrettens ord for, at producenten ikke informerede ham ordentligt Flemming Jay sad på en restaurant i Bangkok, da det skete. Dagen før var han ankommet med sin daværende kæreste. Flemming havde taget kæresten med på den store drømmetur til Thailand. Natten før havde han sovet i atten timer.

»Jeg sad og kiggede på menuen. Kunne ikke vælge. Det var ellers en fin restaurant. Men det hele var bare noget skidt. Min stemme var som bedøvet. Og så pludselig trillede tårerne bare ned ad kinderne på mig,« fortæller han.

Flemming Jay havde ellers aldrig før haft psykiske problemer. Det ændrede Lariam. Medicinens bivirkninger førte til en depression, der kostede kæresten og karrieren. Bivirkninger, som Flemming Jay intet kendte til.

 

INGEN INDLÆGSSEDDEL.

Før rejsen bestilte Flemming og hans kæreste tid hos deres praktiserende læge. Flemming Jay fortalte om ferieplanerne. En rundtur i Thailand. Det udløste en recept på Lariam. Mod malaria. Men lægen sagde intet om risikoen for depression.

 

Lille Juleaften 1998 skulle Flemming Jayog kæresten spise den første pille. Men da parret åbnede den lille firkantede pakke, undrede Flemming Jay sig. »Der var ingen indlægsseddel i pakken. Jeg plejer altid lige at kigge den igennem. Det kan jo være, at der er noget medicin, man ikke må blande.«

Hvad Flemming Jay ikke vidste, var, at Sundhedsstyrelsen to gange havde givet producenten Roche besked på at putte indlægssedlen i pakken. Uden held. Flemming Jay nåede aldrig at spise mere end to piller. Hen over julen blev han stadig mere nedtrykt. Aftenen før rejsen flød tøjet, husker han. Kufferterne var ikke pakket, da ringede han til Europæiske Rejseforsikring.

»Jeg skulle ordne nogle praktiske ting. Men da jeg kommer til at nævne, at vi tog Lariam, blev der helt stille i røret. «

Flemming Jay blev stillet videre til speciallægen Ralph Kempinski, der fortalte, at malariamedicin slet ikke er nødvendig på en turistferie. Lægen spurgte ind til, hvad medicinen hed. »Jeg fortalte, at det var Lariam, hvorefter lægen sagde: »Dem skal I ikke spise. Smid dem ud ad vinduet,«« fortæller Flemming Jay. Efter telefonsamtalen tog han ikke flere piller. Men da var det for sent.

 

»OH NO, NOT ANOTHER ONE«

. I løbet af ferien blev Flemming Jay mere og mere apatisk. »Jeg kunne knap nok spise eller tale. Jeg lå bare og sov på mit hotelværelse. Samtidig havde jeg de værste, mest vanvittige mareridt. Død og ulykke. Slanger, der spiste mig. Drøm og virkelighed flød sammen,« fortæller Flemming Jay.

 

Han kontaktede Thomas Brink fra Europæiske Rejseforsikring igen. Brink fortalte, at han mistænkte Lariam for at være skyld i Flemmings Jays sygdom. Men for at udelukke hjernesvulst, blev han sendt til skanning på tropeøen Koh Samui.

»Hospitalet havde en engelsk sygeplejerske. Da vi kom ind og fortalte, at vi havde taget Lariam, sagde hun bare træt: »Oh no, not another one«,« fortæller Flemming Jay.

 

RETFÆRDIG HARME

I tiden efter ferien var Flemming Jay sygemeldt. Lænket af mørke tanker. Det kostede ham dyrt.

 

Partnerskabet i Comedy Zoo, en stand-up-klub i København, og kæresten forsvandt.
»Der var ikke meget forståelse for min sygdom. Reaktionen fra mine omgivelser var: Nu må du tage dig sammen,« siger Flemming Jay.

Men han var ikke knækket helt. Han begyndte at undersøge Lariams bivirkninger. Det viste sig, at han langtfra var den eneste, der havde dårlige erfaringer med Lariam.
»Jeg mødte en ingeniør, der havde løbet nøgen rundt på gaden, og et par, hvis søn havde prøvet at begå selvmord. Mennesker, hvis liv var ødelagt. Sammenlignet med dem følte jeg mig heldig,« fortæller Flemming Jay.

I begyndelsen af marts 1999 lagde han sag an mod sin praktiserende læge og producenten Roche. Og selv om det skulle tage over fire år, før han fik Retten i Hvidovres ord for, at Roche ikke havde informeret ham ordentligt, var det besværet værd: »Faktisk hjalp retssagen mig ud af depressionen. Den gjorde, at jeg kunne fokusere min vrede,« fortæller Flemming Jay.

 

ALDRIG SIGE UNDSKYLD.

Men Roche appellerede sagen. Først da retslægerådet 12. okt. 2005 fastslog, at det var sandsynligt, at Flemming Jays depression skyldtes Lariam, bøjede virksomheden sig.

 

Så præcis seks år efter at Flemming Jay havde taget Lariam uden at blive oplyst om bivirkningerne, dumpede et brev fra Roche ind hos hans advokat.

I brevet, der var dateret 23. december 2005, accepterede Roche at betale lidt under 50.000 kr. i erstatning. Ikke på grund af skyldfølelse over ikke at have informeret ordentligt. Men fordi firmaet vurderede, at sagens størrelse: »() ikke står mål med de tidsmæssige og økonomiske omkostninger, som en videreførelse af sagen vil have.«

I dag har Flemming Jay det godt igen. Men når han ser tilbage på sagen, mener han, at Roche har været utroligt arrogante:

»Jeg er ikke tropelæge, så jeg skal ikke bestemme, hvilken medicin folk bør tage. Men når medicin har så voldsomme bivirkninger som Lariam, så skylder man folk at advare dem,« siger Flemming Jay.

 

LARIAM SÆLGES STADIG

I dag sælges Lariam stadig på det danske marked. I indlægssedlen kan man læse om følgende bivirkninger: Kvalme, svimmelhed, søvnløshed, mareridt, opkastning og diarré er de hyppigste bivirkninger.

 

Sjældent ses udslæt, kløe, hovedpine, omtågethed, pludselig forvirring, angst, hallucinationer, søvnforstyrrelser, lavt blodsukker og vanskelighed ved at koordinere fine bevægelser. I sjældne tilfælde ses rytmeforstyrrelser i hjertet, depression, psykoser og kramper. Ca. 3 % af brugerne oplever symptomer, som medfører ophør med anvendelse af Lariam, mens 60 % til 70 % tåler Lariam uden problemer.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Flere kalve får et socialt liv

I juni skrev Samvirke om landmænd, der brød dyrevelfærdsloven og isolerede deres kalve. Ifølge landmændene for at undgå sygdomme. Nye tal tyder dog på, at landmændene nu retter ind efter reglerne
Af Anders Abrecht | 1. oktober 2008

Stadig flere landmænd holder deres kalve to og to eller i kalvehytter, sådan som loven kræver.

Det viser nye tal fra Fødevarestyrelsen baseret på 753 tilsyn af danske kvægbesætninger.

Af hensyn til dyrevelfærden må kalvene ikke opstaldes alene. De skal kunne se og røre hinanden - og det på trods af, at en del landmænd har erfaring med, at kalve, der går sammen, smitter hinanden med forskellige sygdomme.

I 2007 er der registreret 46 indskærpelser til landmænd, der opstaldede kalve enkeltvis. Det er næsten en halvering i forhold til 2005, hvor tallet var 86. I samme periode er antallet af sager, som førte til politianmeldelser, faldet til en tredjedel. »Alt tyder på, at landmændene nu har taget reglerne til efterretning,« siger agronom i Fødevarestyrelsen, Pernille Fraas Johnsen.

Men selv om flere landmænd holder kalvene i kalvehytter eller opstaldet to og to, er loven stadig ikke populær. »Mange af landmændene er stadig utilfredse med reglerne, og vores kontrollører kommer ofte ud i diskussioner.

Faktum er dog, at landmændene ikke kan dokumentere, at kalvene bliver syge af kontakten. De tal findes ikke,« siger Pernille Fraas Johnsen.



Læs som PDF:


Artikel side 1