Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Stikkontakter

1. april 2008

Thorleif Hasselgren, Gistrup:

Angående elartiklen i marts 2008: Af artiklen fremgår det, at man må skifte en stikkontakt, hvis man ved hvordan. Nej og atter nej, hvis der er jordledning i stikkontakten, skal det foretages af en autoriseret elinstallatør.

Svar fra Lotte Malmgren, redaktør, Samvirke:

Vi har bedt Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen om at svare på din kommentar, og han præciserer:

»Enhver må udskifte en stikkontakt med jordkontakt inde i en bolig, hvis installationen er beskyttet med HPFI- eller HFI-afbryder. Siden 1/1 2007 (overgangsordning til 1/7 2008 for eksisterende installationer) har der været krav om HPFI- eller HFI-afbryder i alle installationer.«


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Jalousiens...gule rose

Følelserne kommer i oprør i en suppedas af skuffelse, skam, sorg og svigt. Sådan er det, når utroskaben lurer, og skinsygen bryder ud
Af Jens Kerte | 1. april 2008

J-a siger »sja«, l-o-u siger »lu«, »sjalu«, s-i siger »si«, »sjalusi«. J-a-l-o-u-s-i. Ordet er næsten ikke til at stave, og alligevel optræder det ustandselig i avisernes overskrifter. Sædvanligvis i reportager om raseri, vold og pludselig død. Forsmåede følelser går også op i pop, rock og poesi. I tekster så kønne og melankolske som det rene digt.

Ikke for ingenting rimer »hjerte« på »smerte«, men når skinsygen slår over i slå-på-tæven, er det slut med lyrikken, og politiet rykker ud med blå blink og horn. I fjor blev otte kvinder ofre for jalousimord i Danmark.

Kroppen ryster, øjnene lyner, og hænderne sidder løst, når vreden skummer over, og mændene ikke længere kan klare rifterne i sjælen fra jalousiens gule rose.

Bare tanken om kæresten eller konen i hed omfavnelse med en anden mand er dem et nummer for heftig. Utroskaben eller sidespringet være sig sandt som indbildt. »Har du været i seng med ham?« lyder standardspørgsmålet fra den usikre mand med den korte lunte.

Kvinder har det oftest på en helt anden måde. De lader sig sjældent hyle ud af den af mandens eventuelle erotiske eskapader. Til gengæld har de sværere ved at takle et følelsesmæssigt engagement uden for parforholdet.

»Elsker du hende?« spørger de. Hvis »ja«, overvinder de forsmåelsen ved at trøste sig hos veninderne, mens de slikker sårene.

Sådan har psykologer og psykoanalytikere siden Sigmund Freud de seneste 100 år pindet nogle af forskellene ud mellem den jaloux mand og den jaloux kvinde.

I 1995 brød børnelægen Elisabeth Wæver med sædvanen, da hun i jalousi koldt og kynisk dræbte sin elskers kone og hendes to drenge på fire og syv år i Rønne på Bornholm. Hun blev idømt livsvarigt fængsel for tredobbelt mordbrand.

Så er det mere efter poesibogen i Tove Ditlevsens over 50 år gamle digtsamling Kvindesind, hvori hun med »en skygge over panden« sidder helt alene om aftenen. Hendes udkårne er ude at danse med en anden, og sørgmodigt spørger hun sin læser.

»Ser du ikke, hvor han smiler / blidt forløst og ungt til hende? / Sådan har jeg aldrig set ham / smile til en anden kvinde.«

Digtet hedder Jalousi, og senere sivede stroferne ind i titusinder af ungpigesind, da Anne Linnet lancerede dem på hitlisterne med sin helt egen melodistemme.

MORD MED RABAT.

Når jalousien tager plads i sjælens inderste dyb, er det en reaktion på truslen om tab. Følelserne kommer i oprør i en suppedas af desperation, vrede, skuffelse, skam, sorg, ydmygelse og lidenskab.

Selvværdsfølelsen lider et knæk, og grundangsten kommer i spil som afmagt. Undertiden stærkere end kærligheden selv. Mange har prøvet det, og jalousi betragtes som en almenmenneskelig følelse, så længe den holder sig til indre splid og ydre splittelse.

Umenneskeligheder som vold og mord fik tidligere prædikatet »crime passionel« i Frankrig og blev pr. definition bedømt mildere, når den »lidenskabelige forbrydelse« var begået i blind affekt på grund af forsmået kærlighed.

Typisk kunne en mand helt slippe for straf, hvis han havde dræbt sin kone i seng med en anden.

Trekantsdramaer har til alle tider været omgærdet af romantiske forestillinger. Men nu om dage har selv franskmændene fået nok, hvis jaloux mordere slipper lige lovlig billigt.

Begrebet »crime passionel« og den dermed automatisk forbundne mildere bedømmelse af drab eller vold begået under rasende skinsyge blev fjernet fra landets straffelov i 1975.

Så flere kvindegrupper kom i oprør for nylig, da den 43-årige rockstjerne Bernard Cantat fra kultbandet Noir Désir blev prøveløsladt fire år før tid for jalousidrabet i 2003 på sin elskerinde, den to år yngre skuespiller og mor til fire Marie Trintignant.

Hun havde været på filmoptagelse i Vilnius i Litauen, da han bankede hende til døde under et skænderi i et hotelværelse på grund af skinsyge over hendes tidligere kærester.

Ved retten i Litauen blev han idømt otte års fængsel, som han afsonede i Frankrig. Nu er Bernard Cantat genforenet med sin hustru, der har tilgivet sin »iltre« husbond hans utroskab. Dommen lød ligeledes på otte års fængsel, da en 22-årig dansker samtidig med franskmandens løsladelse i slutningen af 2007 stod til regnskab ved retten i Herning for jalousidrabet på sin jævnaldrende ekskæreste. Mordvåbnet var en køkkenkniv, han havde stukket i hende 11 gange foran hendes nye kærestes lejlighed i Ringkøbing.

Dommerens begrundelse for den relativt milde dom lød, at der var tale om drab »inden for samliv«. Der er populært sagt stadig »rabat for konedrab« hertillands.

Anklageren havde krævet 12 års fængsel og ankede dommen, mens debatten om rabatten for jalousidrab rasede.

FRA KÆRLIGHED TIL HAD.

Jalousi inddeles i tre hovedgrupper. Den »normale« jalousi, den »projicerede« jalousi og den »forrykte« jalousi.

Til den såkaldt normale jalousi henregnes reaktioner på noget, der rent faktisk finder sted i virkeligheden. Utroskab for eksempel.

På den måde er det normalt, at den 22-årige drabsmand fra Ringkøbing var jaloux. Kæresten havde forladt ham, og han elskede hende stadig. Til gengæld var hans reaktion dybt unormal og uantagelig.

Den type morder har Johannes Møllehave som tidligere fængselspræst tilegnet en hel bog ved navn Kærlighed og dæmoni med undertitlen Hvorfor fejludvikler kærligheden sig?

Bogen er dediceret hans ungdomsbekendt »N.A. som sad i Vridsløse i 1960'erne« for jalousimordet på sin højt elskede kone, som han havde dannet par med siden gymnasiet. I cellen stod der et billede af den myrdede hustru, mens han dybt angrende førte samtaler med digterpræsten om, »hvordan kærligheden kan slå over i sin modsætning og blive til had og destruktion«.

Detaljerne om drabet og udspringet for jalousien kom han ikke ind på. Han skammede sig, men elskede stadig sin kone.

Til forskel fra den »normale« jalousi er der ingen logisk begrundelse for hverken den »projicerede« eller den »forrykte« jalousi.

Angreb er det bedste forsvar, så når manden eller kvinden i et parforhold ud af den blå luft pludselig stiller sig jaloux an, kan det skyldes, at det i virkeligheden er ham eller hende, der er den anden utro i tanke eller handling. Men ikke kan acceptere det.

Den type projiceret jalousi er typisk et maskeret ønske om utroskab og siger altså mere om den jaloux person end om partneren, mener psykologerne.

Det har chefpsykolog Bo Møhl ved Psykiatrisk Klinik Rigshospitalet skrevet videnskabelige artikler om.

Jalousiparanoia eller den forrykte jalousi er benævnelsen for den tredje og mest alvorlige grad af skinsyge. Ifølge Bo Møhl rammer denne sygelige tilstand »næsten udelukkende mænd, som totalt mangler erkendelse af det urealistiske i deres vrangforestillinger om partnerens utroskab«.

TOTAL KONTROL.

I en tilstand af patologisk jalousi ødelagde en af psykologens tidligere patienter sit mangeårige ægteskab på grund af evindelige anklager, mistanker og andre urimeligheder over for konen. Hans kontrolforanstaltninger blev hen ad vejen mere og mere ekstreme.

Det begyndte med, at den 38-årige mand på et tidspunkt forbød hustruen at deltage i den årlige julefrokost på hendes arbejdsplads.

Senere ringede han hver dag til hende i spisepausen for at kontrollere hendes færden, gøren og laden. Han krævede, at hun skiftede arbejde til et firma med udelukkende kvindelige medarbejdere.

Hun skulle i detaljer redegøre for hvert enkelt minut, de ikke var sammen i løbet af dagen.

Han ændrede parrets telefonnummer i hjemmet, så ingen overhovedet kunne komme i kontakt med hende. Heller ikke veninderne. Hans hensigt var totalt at isolere hende fra kontakt med andre mænd.

Alt sammen fordi hun engang efter otte års ægteskab i beruset tilstand flygtigt havde kysset en fælles mandlig bekendt til en fest.

Den relativt sparsomme videnskabelige litteratur om jalousi er fyldt med den slags eksempler på mænds overdrevne reaktioner på skinsyge. Alligevel opfatter Bo Møhl generelt ikke mænd som mere jaloux end kvinder.

»Når det kunne se sådan ud, kan det bero på, at mænd reagerer udadrettet, når de reagerer. Mænd bliver gale og måske ligefrem voldelige, mens kvinder retter aggressiog bliver depressive,« siger chefpsykologen. Han understreger, at dette dog ikke er en regel, men en tendens.

LIG I LASTEN.

Hudløse sjæle som forfatteren August Strindberg og maleren Edvard Munch martredes livet igennem af sygelig jalousi, som de undertiden omsatte til kunst.

Det kan læses i svenskerens selvbiografiske romaner og aflæses i flere af nordmandens ekspressive billeder. I Berlin i slutningen af 1800-tallet havde de begge et nært forhold til den norske forfatter, pianist og muse Dagny Juel. Sit korte, intense liv igennem efterlod hun sig stribevis af flåede mandehjerter ned gennem Europa.

Strindberg portrætterer hende med lidenskabelig galde i Inferno, mens hun i al sin forførende nøgenhed optræder i både ildrød og sort/hvid skikkelse i flere af Munchs billedlige variationer med titlen Jalousi.

Senere giftede hun sig med en omsværmet polsk forfatter, men endte med at blive skudt af en ung beundrer i Georgiens hovedstad, Tbilisi. Der blev hun begravet på sin 34-års fødselsdag.

Jalousien har mange lig i lasten, men i al sin destruktive smertelighed hører følelsen til blandt de mere »smarte« af menneskets medfødte egenskaber.

Det siger den hollandske professor i socialpsykologi Abraham Buunk, som for nylig besøgte Danmark i forbindelse med den internationale konference Human Mind - Human Kind om menneskelige egenskaber ved Aarhus Universitet.

»Som alle andre hanner i dyreriget vil mænd nødig investere for megen tid og energi i afkom, der ikke er hans eget. Derfor vogter manden i kernefamilien over sin kone. Han vil være sikker på, at hendes børn også er hans,« lød hollænderens budskab under symposiet.

»Derfor har jalousi gennem evolutionen vist sig at være en smart mekanisme, der i sidste ende sørger for, at mænd tager sig af deres familie, og arten overlever.«

Nutidens ligestilling betyder til gengæld, at de traditionelle forsørgermænd ikke er så nødvendige for kvinderne længere. Derfor er den slags mænd blevet sjældnere, og jagten på de tilbageværende mere intensiv.

Kampen om den trofaste mand er blevet hidsigere. Med flere jaloux kvinder som resultat.

MAKE LOVE NOT WAR.

I den sidste tredjedel af 1900-tallet forsøgte mange unge i Vesten at udrydde jalousien ved at fokusere mindre på de nære forhold og i stedet byde sig til på det erotiske marked med »fri kærlighed «.

»Make love not war,« lød feltråbet. Kollektivernes storfamilier nedprioriterede konkurrencen og opløste det traditionelle familiemønster i forsøget på at ændre samfundet i en mere kooperativ retning.

Men hverken kernefamilien, tosomheden eller jalousien lod sig udrydde. Ifølge fagfolkene vil skinsygen til alle tider være en del af menneskets mentale bagage under grupperejsen gennem arternes udvikling.

Den giftige følelse har også sin egen fascination, og i 1925 skrev den danske komponist Jacob Gade melodien Tango Jalousie til den amerikanske stumfilm Don Q - Zorros søn.

Lige siden har de fængende ryter angiveligt været spillet en gang i minuttet et eller andet sted på kloden.

Så populær er stumfilmsmelodien, at den meget ordrige popgruppe Shubidua ikke har kunnet nære sig for at tekste takterne, som de slutter med et verbalt skrig: »Den driver mig til vanvid denne tango - jalousi.«


Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Samvirke samvirke@fdb.dk

Lækkersultne turister

1. marts 2008
Samvirke samvirke@fdb.dk

Landsbyen Aidt vil ikke dø

Samvirke skrev i november sidste år, at 53 landsbyer vil dø i løbet af de næste 30 år. Blandt dem landsbyen aidt mellem århus og viborg. Men det vil borgerne i byen ikke finde sig i, og de har derfor holdt møde om byens fremtid
Af Bente Schmidt | 1. marts 2008

Aidt skal være et attraktivt sted for børn, og beboerne vil arrangere flere af de populære aktiviteter som fællesspisning og sommerfest. Det blev de enige om, da de holdt borgermøde 7. februar. Omkring 40 af Aidts 232 indbyggere mødte op, og de havde mange ideer og forslag til, hvordan byen kan blive mere attraktiv.

En ny legeplads, nyt tag på forsamlingshuset og »gadekærskaffe « var blandt forslagene. Byens borgere vil undersøge muligheden for at købe en grund centralt i byen og selv etablere en legeplads. Gerne med plads til bænke, borde og bålplads, så hele familien kan få glæde af stedet.

Også forsamlingshuset, der er byens nerve, trænger til en opgradering, og flere frivillige melder sig til at give en hånd med, når der senere på året skal lægges nyt tag på forsamlingshuset.

AIDT TRODSER SAMVIRKES FORUSIGELSE.

I Samvirkes tema om landsbyer i november sidste år erklæres Aidts status som landsby for død 21. december 2010. Men beboerne er enige om, at der er meget at være stolte af i Aidt, og de vil værne om det fællesskab og engagement, der findes i byen. Derfor tror de ikke på Samvirkes dystre forudsigelse om deres bys skæbne.

»Der bor mange børnefamilier i Aidt, og så ligger byen centralt i forhold til større byer som Viborg, Randers, Silkeborg og Århus,« siger Rikke Mørup, der er formand for borgerforeningen.

Hun er derfor overbevist om, at Aidt også i fremtiden vil have status som landsby. Ligesom flere af deltagerne til aftenens møde peger hun på, at kommunen for nylig har udstykket 15 store grunde, hvor det er tilladt at have mindre erhverv samt holde heste. Grundene er alle solgt, og byens nye tilflyttere er primært børnefamilier, der forhåbentlig kan være med til at skabe liv i byen.

NÅR IDYLLEN DRUKNER I SKRAMMEL.

Ankommer man til Aidt med bus, bliver man sat af ved den smukke landsbykirke. Vejen fra kirken til forsamlingshuset går forbi det idylliske gadekær. Her er smukt og stemningsfyldt, men så stopper idyllen også. Længere nede ad vejen ligger et nedlagt landbrug. Staldbygningen ligger helt ud til fortovet, og i vinduerne står gammel elektronik stablet op. Rundt om bygningen flyder der med brugte biler og skrammel. Det fremmer ikke landsbyidyllen, og det ved deltagerne på borgermødet godt.

»Det ligner en svinesti, og det giver et dårligt indtryk af vores by,« siger en beboer. Han ønsker, at der bliver gjort noget ved øde og forsømte huse.

Og det er relevant. Eksperter har over for Samvirke, i temaet om landsbyer, påpeget, at misligholdte huse eller arealer omkring husene, der flyder med skrot, kan give en landsby dødsstødet. Flere beboere ønsker ny belægning på fortove og veje. Det skal sammen med oprydning rundt om husene give byens udseende et løft.

NØDVENDIGT MED HJÆLP FRA KOMMUNEN.

Borgerne i Aidt tager aktivt del i deres by. Sidste gang der blev afholdt fællesspisning i forsamlingshuset, bakkede mere end 90 mennesker op om arrangementet. På aftenens møde er det heller ikke svært at finde frivillige, der skal undersøge, hvor mange af byens beboere der er interesserede i at få installeret fibernet.

Borgerne er enige om, at Aidt også i fremtiden skal være et attraktivt sted for børn at vokse op. Men for at gøre byen børnevenlig er der brug for hjælp fra kommunen. Borgerne vil have forbedrede forhold for cyklister, fartdæmpning i byen og en cykelsti fra Aidt til Thorsø, hvor byens børn går i skole. »Børnene har en kilometer til skole, og mange af dem cykler. Men de skal over en mindre bakke, og modkørende kan ikke se dem. Desværre er der mange bilister, der ikke holder fartbegrænsningerne, og det skal vi have gjort noget ved« siger Claus Mørup.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

En tung dans på roser

Avantgarde Dating. To kvinder mødes. En uge. Et galleri. Berlin. Afmagt. Frustration. Stor kunst. og afsked. Det er ingredienserne i følgende artikel. Den handler om en date, der gik godt og gik galt
Af Simon Høgsberg | 1. marts 2008

PROJEKTET.

I Berlin Mitte ligger et galleri. Galleriet hedder New Life Shop og er ejet af to danskere, Martin Rosengaard og Sixten Kai Nielsen.

I marts 2007 opfordrede de to danskere på deres hjemmeside (wooloo. org) kunstnere fra hele verden til at deltage i et projekt, som de to, Martin og Sixten, ville realisere. Projektets titel: Avantgarde Dating.

Formålet med projektet var at matche kunstnere, som havde det til fælles, at de savnede en partner at dele erfaringer og evt. seng med. Eneste forudsætning for at deltage i projektet var, at hver kunstner oprettede en profil på wooloo.org. Profilen skulle angive kunstnerens køn, alder, arbejdsområde og seksuelle orientering. Alle, der oprettede en profil, ville få en partner.

Den største belønning for at deltage i avantgarde-date-projektet var dog at blive udpeget til at komme til Berlin og leve, sove, spise og lave kunst med sin partner i en uge i New Life Shop. Galleriet ville være åbent for offentligheden imens.

150 kunstnere fra 30 lande oprettede en profil på wooloo.org. To kunstnere blev udpeget og inviteret til Berlin.

Det er tyske Tanya Ury (56) og amerikanske Laurel Jay Carpenter (40).

LAUREL.

Jeg møder Laurel på en café i Berlin om morgenen på den første af de syv dage, hun og Tanya skal bo sammen i New Life Shop. Laurel er kommet til byen to dage tidligere, men hun har ikke mødt Tanya endnu. Aftalen er, at de først mødes samme aften klokken syv i galleriet til den fernisering, Martin og Sixten har planlagt.

Laurel arbejder til daglig som underviser i kunst og litteratur på Alfred University i landsbyen Hornell 500 kilometer fra New York.

I de sidste fem år har hun lavet seks performance- kunstværker, som hun har dokumenteret på video. Et af værkerne er »Lick« fra 2002.

I »Lick« ligger Laurel på maven i syv timer i træk og slikker hver flise i en seks meter bred og 40 meter lang flisebelagt korridor på det college, hun studerede på, da værket blev til.

Værket er en reaktion på den betagelse, hun følte ved synet af kunst lavet af en buddhistisk mentor på hendes college, som hun var brændt varm på.

Laurel er bisexuel, single og barnløs. Hun har ikke haft mange partnere i sit liv. Jeg spørger hende: Hvad fik dig til at oprette en profil på wooloo.org?

»Personligt har jeg altid været uheldig med forhold. Selv da jeg boede i New York, følte jeg aldrig helt, at jeg havde heldet med mig. Og så så jeg annoncen for Avantgarde Dating på nettet, og jeg tænkte, o.k., det her er interessant. Jeg kunne godt lide, at wooloo-drengene henvendte sig til et internationalt publikum.

Så jeg lavede en profil, jeg var virkelig ærlig i min ansøgning, jeg skrev, jeg har altid været meget dygtig til kunst og forretningen bag, jeg er organiseret, jeg er ambitiøs. Men kærligheden har jeg altid været skrækkelig, skrækkelig, skrækkelig dårlig til.

Jeg kan ikke holde øjenkontakt, jeg kan ikke læse signalerne. Det var det, jeg sagde i min profil det her projekt er som skræddersyet til mig, kombinationen af arbejde og kærlighed.«

DEN FØRSTE UOVERENSSTEMMELSE.

Laurel er en stor og fyldig kvinde med skulderlangt, gulerodsfarvet hår og en ro i kroppen som en jordbunden kvinde, der kender sit eget værd. Når hun taler, taler hun med eftertryk. Når hun ler, ler hun igennem. Hun er lattermild og højrøstet og vældig ligetil.

Men her til morgen er hun i underskud. I de to måneder op til ferniseringen har hun og Tanya været i hyppig kontakt via e-mail.

Formålet: at lære hinanden at kende og at blive enige om, hvordan ugen gribes an. Undervejs har de fundet ud af, at de har en masse til fælles fagligt. Men korrespondancen er ikke problemfri. Laurel har grund til at være bekymret.

Tanyas mails til Laurel viser, at Tanya er meget nervøs for at bo offentligt.

Hun har altid følt sig sårbar foran et publikum, og det gør hende angst ikke at vide, hvad der forventes af hende under opholdet i Berlin. I et forsøg på at dæmpe sin angst sender hun et stort antal mails til Laurel med forslag til projekter, de kan fylde tiden med under opholdet i New Life Shop.

Laurel er ikke vild med at føle sig presset til at afgøre på forhånd, hvilke projekter hun vil lave, når hun kommer til Berlin. Laurel er vant til at arbejde stedsspecifikt og ønsker at vente med at beslutte, hvad hun og Tanya skal lave i løbet af ugen, indtil de mødes og har lejlighed til at se hinanden og galleriet an.

Når Laurel taler om Tanya, gør hun det i yderst diplomatiske vendinger. Men budskabet er til at forstå: Tanya vil have tingene på sin måde, og man gør bedst i at føje hende.

TELEFONSAMTALEN.

Aftenen forinden havde Laurel en telefonsamtale med Tanya, som gjorde Laurel så nervøs, at hun havde svært ved at falde i søvn. Samtalen drejede sig om, hvad de skulle bidrage med af indslag til ferniseringen.

Laurel: »Tanya virkede afklaret, mens jeg stadig sad med en række ubesvarede spørgsmål. Jeg havde ventet på, at vi skulle diskutere spørgsmålene i fællesskab, og nu ser det ud til, at hun vil gennemtrumfe sine ideer, og hvad så end mine ideer er whatever.
Du ved: realiser dem eller lad være.«

Tanya vil vise en lang video af sit arbejde og insisterer på, at lyset er slukket i galleriet, mens filmen bliver vist. Laurel er imod.

Laurel: »Når jeg tænker video til en fernisering, tænker jeg en film, der kører i loop, og som folk kan kigge på eller lade være, men hun (Tanya, red.) ønsker virkelig, at folk koncentrerer sig om filmen i en halv time, så jeg blev bange for, at folk ville falde fra, fordi det ville gå imod deres forventninger.

Så det forsøgte vi at tale os til rette om, og hun lod faktisk ikke til at. jeg følte ikke, hun lyttede til mig uanset om det skyldes, at jeg projicerer, eller om hun befandt sig et sted, hvor hun faktisk ikke kunne høre så godt.

Jeg føler faktisk lidt, at jeg lader hende få sin vilje, men jeg tror, at det har været tilfældet hele tiden.«

Laurel og jeg tager afsked. Hun går ned til galleriet for at hænge sin og Tanyas 150 A4-sider lange e-mail-korrespondance op på væggen før ferniseringen.

Jeg tager hen og møder Tanya på en café.

TANYA.

Tanya Ury er født i England som barn af tysk-jødiske forældre.

Mange mennesker blev dræbt under Anden Verdenskrig, og nogle havde held til at flygte. Tanyas forældre overlevede, fordi de tog til England i tide.

Men mindst fire medlemmer af hendes familie blev myrdet i tyske koncentrationslejre.

Tanya har altid været knyttet til Tyskland hendes identitet er tysk, hun kender kulturen godt og taler sproget flydende.

Men så er der Holocaust. Bare ordet gør hende synligt forbitret.

I 1993 forlod hun England og bosatte sig i Köln og begyndte at lave kunst om Holocaust og den måde, Tyskland i dag forholder sig til sin egen historie.

I et af sine projekter Who's Boss (fra 2004) gør hun tøjfirmaet Hugo Boss til målet for sin politiske indignation.

Titlen dækker over mange værker, der på forskellig vis forholder sig til det faktum, at tøjfirmaets grundlægger Hugo Ferdinand Boss spandt guld på at producere SS-uniformer til nazisterne under Anden Verdenskrig.

Tanya beskæftiger sig med Hugo Boss ikke kun fordi tøjfirmaet pro- fiterede på at få krigsfanger til at lave uniformer til nazisterne. Men fordi firmaet aldrig har kompenseret fangerne og deres familier tilstrækkeligt.

Tanya har gråt, krøllet hår og en behageligt blød stemme. Hun er forsagt, lyttende og en anelse selvudslettende, lige indtil hun giver sin mening til kende. Fysisk virker hun en anelse nervøs, som om et fravær af menneskelig nærhed eller fortidig smerte har sat sig i hendes knogler og er blevet en del af hendes væsen. Hun er bisexuel og har haft mange elskere i sit liv.

Jeg spørger hende: Hvorfor oprettede du en profil på wooloo.org?

Tanya: »Når man som kvinde kommer op i 50'erne, ændrer hele datingsituationen sig. Jeg læser nogle gange for sjov datingannoncer i magasiner, og medmindre der er tale om et New Age-magasin, er kvinderne i annoncerne altid under 50 år.

Ingen vil have en kvinde over 50. Ældre mænd er altid ude efter yngre kvinder. Og yngre mænd er ikke interesseret i ældre kvinder. Jeg oprettede en profil på wooloo.org, og jeg regnede ikke et øjeblik med, at jeg blev valgt. De sagde, alle med en profil får en partner. Jeg ønskede mig faktisk ikke andet end at blive matchet med en i Australien, og måske kunne vi bare e-maile og snakke sammen.«

MØDET.

Ferniseringen i New Life Shop samme aften går fint. Laurel og Tanya møder hinanden for første gang, og der er en fintspillende, kvidrende kemi mellem dem. Det lille galleri er halvfuldt af gæster, som troligt ser Tanyas halvtimes videoværk til ende, og som klapper høfligt ad den performance, Laurel og Tanya laver klokken ni.

Efter ferniseringen tilbringer Laurel natten i New Life Shop. Hun har sat sig for at sove i galleriet hver nat hele ugen. Der er intet bad i galleriet, og det er vigtigt for Tanya, at hun kan gøre sig i stand. Derfor har hun, inden hun ankom til Berlin, booket et værelse på et hotel nær galleriet. Hun overnatter på hotellet fire af de syv nætter, avantgardedaten varer.

PLANLÆGNINGEN.

Morgenen efter ferniseringen mødes Tanya og Laurel på en café ved siden af hotellet og får morgenmad. Efter morgenmaden begynder de to kvinder at diskutere, hvilke af de ideer, de har udvekslet per mail, de har lyst til at realisere.

Følgende dialog er fra morgenmaden:

Laurel: »Jeg kan godt lide tanken om at lave noget nyt hver dag, men jeg synes heller ikke, vi behøver træffe alle de her beslutninger her ved morgenbordet.

Lad os sige, vi vågner på tirsdag og siger, ha, lad os bare læse historier for hinanden hele dagen eller, nej lad os gå ud og finde nogle fjerboaer og lege kunstludere.« Tanya: »Jeg har alvorlig talt på fornemmelsen, at folk har en forventning om, at vi laver noget, hvor vi er nøgne og dyrker hård sex.«

Laurel: »Tror du virkelig?"

Tanya: »Det tror jeg."

Laurel: »Hvor har du fået den opfattelse fra, at det er folks forventning?"

Tanya: »Sikkert fra indersiden af mit eget hoved.«

DEN FØRSTE PERFORMANCE.

Ugen byder ikke på hård sex, og kun en anelse nøgenhed. Til gengæld laver de to kvinder tre store performances, som er spændende.

Den første performance kalder de List of Lovers. Den går ud på, at begge kvinder laver en liste med navnene på de elskere, de har haft gennem årene. Derefter får Laurel Tanyas liste, og Tanya får Laurels liste, og hver af dem taler på skift i fem minutter om den elsker, modparten har lyst til at høre om. Så bliver der råbt »tid«, og uanset om den, der taler, er midt i en sætning, stopper fortællingen, og ordet bliver givet til modparten.

Laurel går amok. Hun er en eminent historiefortæller. Hendes liv er brolagt med knuste hjerter først og fremmest hendes eget. Men performance nummer to er den, der gør størst indtryk. I den performance sidder Tanya i en sofa i galleriet i en hvid kjole i halvanden time og fortæller uafbrudt historier om de mange ar, hun har på kroppen. Imens sidder Laurel på en stol med en rød vandbaseret pen og illustrerer Tanyas historier på sin egen hud.

En af de historier, Tanya fortæller, handler om den tatovering, hun har på højre hofte. Tatoveringen viser tallet 4711, og over tallet er der tegnet streger som i en stregkode.

TANYAS HISTORIE.

I 1993 besluttede Tanya, at hun ville have en tatovering. Tatoveringen skulle være en nummertatovering a la den, hendes fars kusine, hendes bedstemor og bedstefars to søstre fik i de tyske koncentrationslejre, før de blev myrdet.

Tallet, Tanya ville have tatoveret på sin hud, var 4711. Tallet har hun fra »4711 Kölnisch Wasser«, som er en eau de Cologne fra Köln, hun husker fra sin barndom.

Tallet 4711 har en historie, der går tilbage til tiden under Napoleon. Da franskmændene besatte Köln, ændrede de alle byens gadenavne og numre. Firmaet Mühlen, som lavede Kölnisch Wasser-parfumen, fik nummeret 4711 og promoverer i dag parfumen med sloganet 4711 - »Die Zahl der Welt«. Verdens tal.

Da Tanya var barn, kørte hun og hendes forældre hvert år fra England til Tyskland for at besøge hendes bedsteforældre, som boede i Köln. Tanya blev tit køresyg på turen, og når hun kastede op i bilen, brugte hendes mor altid »4711 Kölnisch Wasser« til at fjerne lugten af opkast.

Tanya: »Det er et vigtigt tal. Der er tal, som ingen glemmer ligesom 007. Jeg valgte nummeret 4711, fordi det repræsenterer Köln, hvor en stor del af min familie er fra, og for mig repræsenterer det Tyskland.«

MILENA.

Da Tanya får ideen til tatoveringen, bor hun i England. For at tilføre sin beslutning en vis symbolik, vælger hun at tage til Köln for at få lavet tatoveringen. Før hun tager af sted, sætter hun videoen til at optage en dokumentar- film om Milena Jesenská en tjekkisk kvinde, som i to år fra 1920 havde et romantisk forhold til Franz Kafka. Tanya: »Jeg kendte til hende, fordi jeg havde læst Kafkas Breve til Milena.

Jeg tænkte, hun må have været en ret vidunderlig kvinde, siden Kafka skrev alle de smukke breve til hende. Og så var der den her dokumentarfilm om hende i fjernsynet, og jeg tænkte: Nu har jeg muligheden for at lære hende at kende. Derfor optog jeg filmen.«

Milena Jesenská var det første menneske, der oversatte Kafkas bøger til tjekkisk. Hun kom fra Prag. Senere i livet blev hun journalist, og siden redaktør af en avis, der hed Narodni Listy. Hun var frihedskæmper og udgav en række antifascistiske artikler i sin avis, mens Prag var besat af nazisterne.

Hun hjalp mange mennesker med at komme ud af Prag. Og på grund af hendes rolle i modstandsbevægelsen sendte nazisterne hende til Ravensbrück, en koncentrationslejr for kvinder.

Milena døde i lejren i 1944.

MEDDELSE FRA DET HINSIDES.

Tanya får lavet tatoveringen i Köln 6. februar. 8. februar er hun tilbage i England. Samme aften tænder hun for fjernsynet og begynder at se dokumentaren om Milena Jesenská, som videoen har optaget, mens hun var væk.
Fem minutter inde i filmen sker der noget mærkeligt. Tanya får at vide, at Milenas nummer i Ravensbrück var 4714, og at det nummer var så tæt på 4711, at alle hendes veninder i lejren kaldte hende »4711 Kölnisch Wasser«.

Tanya: »Jeg opdagede det her to dage efter, at jeg fik min tatovering. Pludselig vidste jeg, at det, jeg lavede, gav mening. Der var intet at tage fejl af. Intet. Pludselig var jeg koblet op til historiens store dimensioner.«

BEGEJSTRINGEN.

Tanya og Laurels første performance List of Lovers fandt sted på dag tre. De var begge Oh-my-God-wooouuw-ekstatiske over det, de lige havde oplevet sammen, da der blev råbt 'tid', og performancen sluttede.

Dagen før havde Laurel sagt til Tanya, at hun mente, at der var et mor/ datter-element i deres forhold, og at wooloo-drengene, idet de valgte at matche hende og Tanya, ubevidst eller bevidst genetablerede en forbindelse mellem dem, som havde eksisteret siden tidernes morgen. Hun sagde: »Hvor den gensidige kvindelige forståelse mellem os kommer fra, ved jeg ikke. Jeg tror bare, at det her projekt banede vejen for, at større ting kunne finde sted. Og jeg elsker det sted.«

SYVÅRSKRISEN.

Da performance nummer to slutter det er dag fem er forholdet mellem de to kvinder væsentligt mere anspændt. Tanya er ikke nem. Hendes rigide insisteren på værdien af planlægning og uvilje mod at gøre noget spontant gør Laurel afmægtig og i en vis grad resigneret.

I ugens tredje og sidste performance dag syv illustrerer Laurel og Tanya med nål og rød tråd, hvor ukonstruktivt deres samarbejde har udviklet sig til at blive.

Settet: et firkantet bord med dug. Laurel og Tanya sidder ved siden af hinanden ved bordet, tavse. Laurel stikker den trådede nål op og ned gennem dugen. Trådens bane former en del af en cirkel. Men Laurel når aldrig at danne en cirkel med tråden, for lige så hurtigt hun syr, lige så hurtigt trækker Tanya tråden op af dugen. Halvvejs rundt om bordet bytter de to kvinder plads, sådan at Tanya fører nålen, og Laurel fjerner Tanyas arbejde.

Hvis dage var år, har Tanya og Laurel på denne dag ramt syvårskrisen. Deres forhold har været berigende en tung dans på roser. Men nu er det slut. Da de rejser sig fra bordet, gør de det uden glæde og med bevidstheden om, at der skal mere end nål og tråd til at lappe på deres forhold.

En time senere tager Tanya afsked med Laurel og mig og går ud og spiser med venner. Min bus mod København går to timer senere. Laurel og jeg spiser indisk før afgangen. Det er det sidste, jeg ser til de to sympatiske og aldeles forskellige kvinder.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6
Artikel side 7
Artikel side 8
Samvirke samvirke@fdb.dk

Stop fusk med el

Af Flemming Jørgensen | 1. marts 2008

Vi danskere er ganske simpelt for sjuskede, når det gælder el. I 2006 opstod 3400 brande på grund af el, og 13 mennesker omkom i Danmark som følge af en elbrand.

Tal fra Sikkerhedsstyrelsen viser, at i to ud af tre nybyggede huse er der fejl i elinstallationen, fordi fagfolkene sjusker eller ser stort på loven. Noget tyder på, at det er langt værre i de eksisterende huse, hvor lidt for ivrige gør-det-selv folk har haft fat. Vurderingen lyder, at der er ulovlige installationer i op til ni ud af ti ældre boliger. Og det er let at fuske. I kun to ud af ti byggemarkeder fik Samvirkes medarbejder at vide, at det var en klart ulovlig opgave, som Samvirkes medarbejder bad om råd til, for selv at kunne udføre den. De øvrige steder var der masser af hjælp at hente. Efterfølgende blev ti tilfældigt udvalgte el-installatører spurgt, om de med deres stempel ville godkende den ulovligt udførte installation. Alle svarede ja - uden en reel chance for at kunne kontrollere, hvad der var udført.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er undersøgelsen langt fra enestående. 66 procent af alle danske boliger har efter Styrelsens vurdering ulovlige installationer, som en autoriseret elinstallatør har godkendt - uden at vide, hvad han eller hun reelt har givet grønt lys til. I 20 procent af tilfældene er der direkte livsfarlige installationer, som en elinstallatør har sagt god for.

Enten må reglerne følges og de ansvarlige i byggemarkederne og hos elinstallatørerne have en solid bøde - eller måske ligefrem fratages deres autorisation - hvis reglerne overtrædes. Eller også må reglerne ændres, så elinstallatører får lov til at godkende forsvarligt udført gør-det-selv arbejde. De gnistrende stikdåser og andre tvivlsomme installationer skal ud af verden. Alt andet er uholdbart.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Fagfolk rådgiver ulovligt

Når du henvender dig til en salgsmedarbejder i et byggemarked eller en autoriseret elinstallatør, risikerer du at komme i hænderne på fagfolk, der enten ikke kender eller ser stort på loven
Af Mette Iversen og Jacob Sejer Pedersen | 1. marts 2008

Går du ind i et byggemarked og beder om råd til at udføre ulovligt gør det selv elarbejde, er den gennemgående reaktion hos salgsmedarbejderne i Silvan og Bauhaus straks at rådgive dig om valg af materialer. Det viser Samvirkes undersøgelse, hvor vi sendte en fiktiv kunde ind i ti Silvan- og Bauhaus-byggemarkeder.

Kun to ud af ti steder frarådede salgsmedarbejderen, at undercoverkunden selv leger installatør, og påpeger at det efter loven kun er autoriserede installatører, der må løse opgaven. Meget tyder altså på, at du skal gøre dit hjemmearbejde og selv have styr på lovgivningen, hvis du vil være sikker på at følge reglerne. Det er nemlig langtfra alle professionelle i elbranchen, der holder sig til, endsige kender, loven.

I Silvan og Bauhaus var det først, da medarbejderne blev direkte spurgt, at nogle få af dem oplyste, at kunden var på vej til at overtræde loven. Og flere mente sig sikre på, at enhver frit kan trække kablerne i hjemmet. »Ja, det er fuldt lovligt,« lød det fra en Silvan-medarbejder.

DYBT BEKLAGELIGT.

Det er ifølge Steen Søgaard, der er inspektør i Sikkerhedsstyrelsen, meget uheldigt.

»De burde med det samme vide, at det er ulovligt. Vi har dem på kurser og deler pjecer ud, hvor det tydeligt fremgår. Det er altså ret banalt det her,« siger han.

Men en ting er uvidenhed. Noget andet er de medarbejdere, der godt ved, at det er ulovligt selv at trække kabler hjemme i parcelhuset. Og som alligevel råder folk til at gøre det selv. I to tilfælde vidste sælgeren udmærket, at private ikke må trække kabler, men bemærkede, at det sagtens kunne gøres på amatørvis.

»De gør det mod bedre vidende. Det er uacceptabel og dybt beklageligt,« mener Steen Søgaard.

Samvirke testede også 10 elinstallatører og bad som fiktiv kunde installatøren om at forbinde de kabler, som kunden på ulovlig vis havde trukket i sin stue.

Autoriserede installatører må ikke godkende eller færdiggøre elarbejde, som ikke er udført af en fagmand, men samtlige ti elinstallatører indviligede uden tøven at påtage sig opgaven. Nogle enkelte betingede sig dog at få lov til at levere kontakterne for at færdiggøre det ulovlige amatørarbejde.

»Det er så simpelt, at enhver elinstallatør bør vide det. Jeg havde regnet med, at en del ville sige ja for at tjene pengene. Men at alle ti siger ja det overrasker mig,« siger Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen.

TJEK DIN EL

På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside kan du finde et eltjekskema, der hjælper dig med at gennemgå dit hjem for mulige elfælder. Er du i tvivl, om dit hjems el er i orden, kan du også få et eltjek hos en elinstallatør. Kig på www.sik.dk

Læs som PDF:


Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Koldt vaskemiddel

1. marts 2008

Erling Asp, Roskilde:

Samvirke samvirke@fdb.dk

Buræg hitter

Antallet af buræg, der passerer kasseapparaterne, er vokset med 20 procent siden år 2000. Danskerne giver op, når det gælder dyrevelfærd, og tager i stedet de billigste æg.
Af Kristian Herlufsen | Illustration: Tomas Björnsson | 1. marts 2008
Buræg hitter
Danskerne kigger tilsyneladende mere på prisen end på dyrevelfærden, når de køber æg.

Vi vil have buræg

Salget af buræg i danske supermarkeder er vokset med lidt mere end 20 procent siden 2000. Det viser tal fra Danish Meat Association, der varetager kød- og fjerkræbranchens interesser.

Omsætningen af økologiske æg og skrabeæg også er steget, for vi spiser generelt flere æg end tidligere, men seks ud af ti æg på morgenbordene er stadig buræg. Produktionen af frilandsæg er i samme periode gået lidt tilbage.

Det stigende forbrug af buræg betyder, at hver dansker i gennemsnit sætter ti buræg mere til livs om året end i 2000, hvilket igen giver flere burhøns.

Burhøns lider

De såkaldte burhøns er de høns, der har det absolut mindst godt, siger Birte Lindstrøm Nielsen, der er forskningsleder på Institut for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring på Forskningscenter Foulum:

»Burhøns mangler siddepinde og har ikke mulighed for at undslippe aggressive eller fjerpillende artsfæller. Samtidig er der ingen mulighed for støvbadning, hvilket er naturlig adfærd for hønerne.« 

Øko-æg er uoverskuelige

Stigningen i salget af buræg er sket i en periode, hvor danskerne ellers har taget økologi, specialøl og dyr chokolade til sig. Det er nemlig svært for forbrugerne at overskue, hvem det gavner at vælge de dyrere frilands- eller økologiske æg, mener Thyra Uth Thomsen, der er lektor i forbrugerforskning på Copenhagen Business School.

»Forbrugeren vælger ved køledisken og møder her et dilemma: Skal jeg være økonomisk rationel eller moralsk ansvarlig? Penge op af lommen er meget her og nu, hvorimod for eksempel dyrevelfærd, sundhed og økologi er konsekvenser længere ude i det fjerne.«

Butikkerne har et ansvar – for vores valg

Helt omvendt forholder det sig med mælk og grøntsager, hvor økologien er vokset voldsomt de seneste par år. Forældre har fået mange gode motiver til at vælge økologien.

»Man er en god forælder og tænker over, hvad ens børn spiser. Forbrugerne gør det, der giver mening, og ved mælk er der tydelige egoistiske motiver som sundhed og smag,« siger Thyra Uth Thomsen.

Det er sværere, når det gælder æg. Hun kender ingen store undersøgelser, der peger på, at økologiske æg er sundere, indeholder færre skadelige stoffer eller i det mindste smager bedre. Heller ikke de dyrevelfærdsmæssige motiver er nødvendigvis tydelige for forbrugerne, mener Thyra Uth Thomsen.

»Butikkerne har et ansvar for at påvirke motiverne til forbrugerens valg. Det kan være ved – som i mine børns fritidshjem – at tegne firkanter, der viser, hvor meget plads den enkelte høne har. Så er et argument for at fravælge buræg blevet meget tydeligt,« foreslår Thyra Uth Thomsen.

Hvad er et skrabet æg?

Navnene på de forskellige æggetyper – skrabeæg, fritgående og økologisk – kan være åbne for fortolkninger, der kan påvirke forbruget, og som ikke gør det nemmere at vælge buræg fra, mener Thomas Roland, der er landbrugspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

»Ordet »Skrabeæg« lyder jo, som om hønsene har naturlige muligheder for udfoldelse. Det er en direkte henvisning til noget med velfærd og noget, der er godt – selv om hønsene primært kan gå på stengulv,« siger Thomas Roland.

Valget er ikke sort/hvidt

Er man som forbruger på jagt efter de æg, der er bedst for dyrevelfærden, er der ikke et valg, der entydigt er bedst. Thomas Roland peger på, at burhøns for eksempel færdes i flokke på oftest seks høner – godt nok i bur – men at størrelsen er naturlig i forhold til de flokke på op til 10.000 høns, der kan findes hos procenterne af skrabeæg og æg fra fritgående høns. Samtidig er det nemt at sikre besætningen mod sygdom.

Bur-, skrabe- og fritgående høns får næbbene trimmet, hvilket begrænser den naturlige fødesøgning. Det er forbudt at næbtrimme økologiske høns, hvilket medfører, at der oftere ses fjerpilning og kannibalisme blandt økologiske høns.

»Dødeligheden har gennem flere år været højest hos de økologiske producenter. Den er faldende nu,« siger Thomas Roland.

Burhøns skal i ”berigede bure”

Rent formelt er høns i bure forbudt i Danmark ifølge Dy- reværnsloven §6, stk. 1. Ønsker man at holde høns i bur til for eksempel at producere æg, kan man søge dispensation hos Fødevarestyrelsen, der uddeler tilladelse for fem år ad gangen.

For burhønsene er der dog forbedringer på vej. Fra 2012 skal alle producenter af buræg gå over til at holde høns i »berigede bure« – det vil sige bure, hvor der bliver mere plads til den enkelte høne, og hvor alle høns skal have adgang til støvbadning, rede og siddepind.

»Der sker en klar velfærdsmæssig forbedring med berigede bure. Spørgsmålet er, om velfærdsforbedringen i de berigede bure er stor nok, og hvorvidt muligheden for bedre sygdomsbeskyttelse opvejer de andre fordele ved ikke-bur produktionen – såsom at kunne bevæge sig frit,« siger Birte Lindstrøm Nielsen. 

Samvirke samvirke@fdb.dk

PAINTBALL - SOM PROFESSIONEL

De fleste kender paintball til polterabend, firmakomsammen og for sjov. Men for Nikolai og Anders Steenberg er det alvor. De er semiprofessionelle i den europæiske paintball-top
Af Tekst: Dennis Drejer | 1. marts 2008

DET ER IKKE SJOV.

Lige siden de prøvede paintball for første gang for 18 år siden, har de ment det alvorligt. Nu er Nikolai og Anders Steenberg halvprofessionelle på copenhagen Ducks i den europæiske champions League The Millennium Series. »Vi har aldrig dyrket det bare for sjov. Andre tænker måske, at vi er nørder, men vi ser det i dén grad som sport og alvor. Vi bruger stort set alle feriedage på det,« fortæller tvillingerne.

FEDTET IND I GRØN, GUL, RØD OG ORANGE.

Det er turneringsdag for Dansk Paintball Liga i de gamle B & W-bygninger på Holmen i København. 5000-6000 farverige skud får de hver fyret af med deres computer- og trykluftstyrede pistol med dobbelt aftrækker 15 skud i sekundet, 360 km/t. »I starten var paintball krigsliderlige psykopater i camouflage- dragt i skoven med skydere, der lignede rigtige våben. Det ry har vi kæmpet imod,« fortæller Nikolai Steenberg.

FULDTIDSPROFFERI USA OG RUSLAND.

Nikolai og Anders træner paintball to gange om ugen og er gæster i den danske 1. division, men de fokuserer på Europa, hvor copenhagen Ducks blev 12'er sidste sæson. Holdets engelske ejere og sponsorer betaler tilmelding, udstyr og delvis transport og overnatning. I USA og Rusland er de fuldtidsprofessionelle med træning to gange daglig, fem trænere, collegehold og tv-shows. »For år siden kunne vi godt tænke os at leve sådan, men vi er for gamle nu,« mener Steenbergtvillingerne.


PAINTBALL

Hvem:

nikolai og anders Steenberg, 36 år, fra københavn, til daglig sikringskonsulent og greenkeeper

Hvad:

et paintball-startsæt med pistol, loader og maske kan købes fra 2000 kr. Mere prof udstyr koster: Pistol 4000-13.000 kr., lader 1000-1200 kr., dragt med polstring på hofte, knæ, albuer og underarme 800-2000 kr., maske 200-1000 kr. og kugler 2000 styk for 230 kr.

Hvor:

Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6