Samvirke samvirke@fdb.dk

Drømmen om den glade gris

Af Pia Thorsen Jacobsen | 31. maj 2008

Dyr skal behandles ordentligt, før vi slår dem ihjel og sætter tænderne i dem. Det synes vitrods alt; alle os, der gerne vil have gris på gaflen og bøf til bearnaisen.

Bedst er det, hvis vi ved, at grisen har været glad og har levet et liv i det fri, hvor den harkunnet hygge sig med sine smågrise og haft ro og fred til at gå og rode i jorden... Det lydernærmest som min egen drømmetilværelse - bare sådan at drive rundt med afkommet ogrode lidt i noget jord. Og netop fordi vi tror, at dyr skal leve som mennesker, kører dyrevelfærdsdebattenofte af sporet.

Det er oppe i tiden at føle for dyrene, men før mankaster sig ind i kampen, bør man overveje, hvad deregentlig er godt for grisen og de andre dyr, der enderpå vores tallerkner. Er det liv, vi mennesker synes ernaturligt, i virkeligheden meget kulturskabt? Nogetvi mennesker har fundet på, og som egentlig ikke harså meget med den barske natur at gøre? Skal dyrene nødvendigvis have det som os, før vi synes, de har det godt nok?

En gris bliver f.eks. ikke altidgladere af at leve i det fri. Den kommer nemmere op at slås med de andre grise, bliver nemmere smittet af vildedyr - og soen maser af og til livet af sit afkom inde i de små hytter, der ellers med menneskeøjne ser hyggelige ud.

Denne måneds tema gør os en del klogere på dyrevelfærd, der ved nærmere øjesyn visersig at være en sammensat størrelse.

Groft sagt er der tre opfattelser af, hvad dyrevelfærd er: Landmænd og dyrlæger ser pådyrenes sundhed; er dyrene raske, og er der pænt og rent omkringdem. Dyreadfærdsforskere ser på dyrene gennem deres adfærd og forsøger at måle, hvordan de har det. Forbrugerne er typisk mestoptagede af, at dyrene skal leve så naturligt som muligt. Men det naturlige gør af og til ondt på grisen.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Korrekt dansk

31. maj 2008

Bo Elle:

Tak for gode artikler etc. I virker seriøse. Men skrivefejl forstyrrer indholdet. I artiklen »Madame Terror taler ud« lyder det i underoverskriften: »Stiller spørgsmålstegn«. Man stiller altså et spørgsmål og sætter et spørgsmålstegn. Det var bare det.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Tilbageblikket - Et politisk mord

Af Kristian Herlufsen | 31. maj 2008

Få øjeblikke efter at have erklæret sig som sejrherre ved det demokratiske primærvalg i Californien i juni 1968 blev politikeren Robert F. Kennedy skudt. Kennedy, der var senator i New York, stod til at blive demokraternes kandidat ved præsidentvalget samme efterår. To dage efter Kennedys død bliver hans kiste kørt med begravelsestog fra New York til Washington. Togturen varer fem timer længere end planlagt, da op mod en million amerikanere tager opstilling langs ruten. 8. juni bliver Robert F. Kennedy stedt til hvile - ikke langt fra sin storebror John F. Kennedy - på Arlington Kirkegården i Washington D.C.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Dyrevelfærd: Det skulle være så godt...

De fleste af os vil dyrene det bedste. Men vi opfatter dyrevelfærd meget forskelligt - og ender nogle gange med at komme til at forringe dyrenes vilkår i stedet for at forbedre dem
Af Laura K. Nielsen, Morten Herlev og Didde Rishøj | 31. maj 2008

Rævepoter på tremmegulv. Ikke noget rart billede. Og da en ny lovgivning forbød tremmegulve i rævebure, burde rævens liv være blevet bedre.

Men da den nye bekendtgørelse trådte i kraft i januar 2008, førte det i stedet til, at næsten alle danske ræveavlere søgte om dispensation til at bevare tremmegulvene. De mener, at den faste bund forringer rævens forhold i stedet for at forbedre dem.

Avlerne får støtte fra lektor ved Københavns Universitet og dyreadfærdsforsker Leif Lau Jeppesen.

»Der er ikke nogen saglig grund til det, og flere undersøgelser viser, at rævene ikke har noget imod at gå på tremmegulv.

Og de faste bunde har givet store hygiejniske problemer, fordi rævene går rundt i deres egen afføring,« siger Leif Lau Jeppesen. Justitsministeriet har indset, at der er et problem, og indtil en eventuel ny beslutning er truffet, har ræveavlerne fået lov til at lade deres dyr gå på tremmebund.

I dyreværnsorganisationen Dyrenes Beskyttelse ser direktør Ole Münster anderledes på sagen.

»Jeg bliver rasende, når jeg hører avlernes argument. For avlerne kan jo bare muge ud i burene. Ræven skal slet ikke holdes som husdyr, det er et vildt dyr. For producenterne af dyr generelt handler det mest om penge, så vi skal kæmpe for selv de mindste forbedringer af dyrenes vilkår,« siger Ole Münster.

Konflikten om rævenes bure er meget typisk, når man taler om dyrevelfærd. Det er et vidt begreb, som kan tolkes meget forskelligt.

Groft sagt er der tre grundopfattelser af, hvad dyrevelfærd er: Landmænd og dyrlæger ser på dyrenes sundhed; er dyrene raske, og er der pænt og rent omkring dem. Dyreadfærds- og velfærdsforskere ser på dyrene gennem deres adfærd og forsøger med naturvidenskabelige metoder at måle, hvordan de har det. Forbrugerne er typisk mest optagede af, at dyrene skal leve så naturligt som muligt.

»Alle parametrene er jo vigtige for, om dyrene har det godt, men det er svært at få folk med de meget forskellige opfattelser af, hvad velfærd er, til at tale fornuftigt med hinanden, « siger Marianne Bonde, som er dyreadfærdsforsker på Aarhus Universitet.

 

Et spørgsmål om værdier.

Den danske dyreværnslov er senest blevet revideret gennemgribende i 1991. Målet med loven er at beskytte dyr i menneskets varetægt, og i lovens generelle bestemmelser lyder det blandt andet, at:

 

»Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.« Loven siger også, at enhver, der holder dyr, skal sørge for at tage hensyn til dyrenes fysiologiske, adfærdsog sundhedsmæssige behov.

Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet og formand for Det Dyreetiske Råd, forklarer loven på denne måde:

»Vores dyrevelfærdslov er præget af et bestemt syn på, hvad der er bedst for dyrene. Den taler ikke om, at dyr skal leve naturligt, men alene om, at de ikke må være frustrerede. Deres instinkter skal kunne leves ud, men om det sker naturligt eller kunstigt, er ikke afgørende.

Det vil sige, om en mink svømmer eller roder rundt i halm for at få dækket sit behov for beskæftigelse, er ifølge loven lige fedt.« Han understreger, at det først og fremmest er et spørgsmål om værdier at definere, hvad der menes med et godt dyreliv.

»Man sætter ofte fagpersoner til at løse de politiske konflikter i forbindelse med emner som dyrevelfærd, men deres faglighed er først relevant, når vi har defineret, hvad vi forstår ved det gode dyreliv.

For så kan fagpersonerne gå ind og måle, for eksempel hvor syge dyrene bliver, om de får udlevet deres behov, og hvor naturligt de lever,« siger Peter Sandøe.

Lektor Leif Lau Jeppesen, Københavns Universitet, er en af de velfærdsforskere, som netop ved at se på dyrenes adfærd, måle deres blodtryk, stresshormoner osv. kan måle og veje, hvordan dyrene har det i forskellige situationer. Og han punkterer mange forbrugeres forestilling om, hvad det gode dyreliv er.

»Vi vil selv gerne have plads til at røre os og være ude i det fri, og så tænker vi, at dyrene må ønske det samme.

Men sådan hænger det ikke altid sammen. Det er ikke et spørgsmål om, hvor meget plads dyrene har, snarere hvordan pladsen er udnyttet Leif Lau Jeppesen understreger, at dyrene sagtens kan opleve god velfærd, selv om de er indenfor. For eksempel ved at dyrene får halm ind i stalden eller buret, som de kan rode i, gemme sig i eller bygge rede i.

»Mange har en naturromantisk forestilling om, hvad der er godt for dyrene, og mener, at øko- og frilandsdyr har det bedre. Men at dyrene går frit omkring, er ikke i sig selv lig med højere dyrevelfærd. Det er en misforståelse.

For eksempel fryser en del pattegrise ihjel, og søerne bliver lettere smittet med sygdomme, når de går ude,« siger Leif Lau Jeppesen.

 

Markedet bestemmer.

Dyr og deres vilkår er især gennem de seneste 10 år blevet et stadig varmere emne. Politisk set er det blevet et centralt tema, der kan hive stemmer hjem.

 

Medierne har også fået øje på området, og dyreværnsorganisationerne - både danske og internationale - er blevet professionelle til at lave kampagner og sætte dagsordenen i medierne.

Ønsket om politisk handling fører nogle gange til lovgivning i lodret strid med eksperternes råd, som for eksempel reglerne om, at der skal fast bund i rævebure.

Generelt er det dog sådan, at lovgivningen definerer nogle mindstekrav for dyrenes velfærd, og så må markedet regulere resten.

»Lovgivningen er generelt meget minimalistisk, og markedet bliver stadig mere differentieret - og derfor bliver markedet det sted, hvor forbrugerne kan vælge, hvad de synes er vigtigt. Hvis man for eksempel vil have æg fra høns, som har levet »naturligt«, så kan man købe økologiske æg,« siger Peter Sandøe.

Når markedet bestemmer, bliver meget overladt til den enkelte forbruger. Og risikoen ved det er, at forbrugerne ikke kan overskue det store udvalg og bare køber det, de lige kan få fat i, mener han.

»Noget andet er globaliseringen. Vi får for eksempel meget kød fra Polen, Brasilien og Australien uden at vide, hvordan det er produceret. Og så kan vi sidde nok så meget og diskutere, hvordan vi mener, dyrene skal have det i Danmark, men det er i stadig mindre grad de danske dyr, som ender på vores tallerken.«

Forbrugernes magt via deres pengepung kan også mærkes, når enkeltsager om for eksempel dyremishandling dukker frem i medierne.

»Markedet reager på stærke historier, og det kan jo nogle gange være både overfladisk og uretfærdigt. Men i en verden, hvor billeder bragt i tv har stor magt, er historier om dyremishandling fantastisk godt stof,« konstaterer Peter Sandøe.

 

Øget kontrol med dyrevelfærden

 

 

  • I 2004 blev myndighedernes velfærdskontrol udvidet til at omfatte mindst fem procent af alle besætninger med mere end ti dyr.
  • Fødevarestyrelsen brugte 12,3 millioner kroner på dyrevelfærdskontrol i 2007. Det er ansatte dyrlæger i de enkelte fødevareregioner, der udfører kontrollen.
  • I 2005 førte kontrollen til politianmeldelse af 3,7 procent af de kontrollerede besætninger. I 2006 var tallet faldet til tre procent.
  • I 2006 blev dyrevelfærdsrejseholdet oprettet for at styrke og ensarte kontrolindsatsen, og i år gennemfører Fødevarestyrelsen et nyt egenkontrolprogram for dyrevelfærd i samarbejde med svine- og kvægbranchen.
  • Omkostninger til egenkontrol betales af den enkelte landmand.

Kilde: Undersøgelse af det veterinære område, Fødevarestyrelsen 2008

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hugormen er Danmarks eneste giftslange

Det er sommer og derfor også sæson for hugorme. Hvert år bider hugormen cirka 200 mennesker. Til trods for det har den været fredet siden 1981.
Af Signe Gry Braad | 31. maj 2008

Flere bliver bidt af hugorme

Det kan virke mærkeligt, at vi i Danmark har valgt at frede en giftig slange, som især er farlig for ofrene i børnestørrelse. Forklaringen skal findes tilbage i 1970'erne, hvor hugormen faktisk var blevet så sjælden, at det flere steder virkede, som om den var helt forsvundet. Derfor valgte man at frede den sammen med en række andre krybdyr i 1981.

Det er naturligt at gå ud fra, at der er kommet flere hugorme siden fredningen, men det er svært at sige, hvor mange flere der er tale om, fordi der ikke er nogen sikker statistik.

Tal fra Sundhedsstyrelsen og Landspatientregisteret viser dog, at antallet af patienter, der har været indlagt med diagnosen hugormebid, har været stigende de sidste ti år.

 

Hugorme bider pilfingre

Det er især drenge og mænd, der kommer uheldigt fra mødet med hugormen, og det er der en naturlig forklaring på, fortæller Birgitte Clemmesen With, der er biolog og ansat i Skov- og Naturstyrelsen. »Drengene er nogle pilfingre. De kan simpelthen ikke lade være med at samle hugormen op og lege med den.«

 

Fem ud af seks drenge og mænd bliver bidt i hånden, mens piger bliver bidt i anklen, når de er ude at gå tur eller leger i lyngen og sandet .

Birgitte Clemmesen With har sågar hørt historier om drenge, der har taget en hugorm med ind i bilen efter en gåtur, fordi de vil have den med hjem, og et enkelt tilfælde af en lige lovlig livagtig slangetæmmerleg.

 

Tramp til for at advare hugormen

Hugorme ved også, hvad der er godt. Efter en lang vinter i dvale er de vilde med at ligge og sole sig i klitterne tæt på vandet eller slange sig i lyngen på de danske heder. De er særligt stærkt repræsenterede langs den jyske vestkyst og i Nordsjælland. Det vil sige på steder, mennesker også er glade for at opholde sig om sommeren.

 

Hvis du bor i et område, hvor du ved, der er hugorme, behøver du ikke holde dig inden døre, du skal bare tage nogle forholdsregler, fortæller Birgitte Clemmesen With.

»Tramp godt til, så du larmer, så hugormen ved, at noget er på vej, og beskyt dine ben mod bid med gummistøvler.

Du kan også medbringe en kæp til at rode op i vegetationen.

 

Hvis du bliver bidt

Selve biddet gør ikke særligt ondt. Det er først, når giften begynder at virke, og det ramte område svulmer op, at smerterne kommer. Hvis du skulle blive bidt, er det vigtigt at søge lægehjælp, også selv om du ikke synes, du har nogen bivirkninger, forklarer Birgitte Clemmesen With.

 

»Bevæg dig så lidt som muligt, så giften ikke bliver spredt for meget rundt i kroppen, brug mobilen til at ringe efter hjælp og søg skadestue,« opfordrer hun og fortæller i samme åndedrag om en svensk mand, der blev bidt på en løbetur og tænkte, han bare ville løbe videre den sidste kilometer. Det var mere, end hans krop kunne klare, og han døde af det.

 

Særligt udsatte er astmatikere og folk med hjerteproblemer

Hugormebid er mest farligt for astmatikere, personer med hjerteproblmer og børn. Fem ud af seks, der udvikler alvorlige forgiftninger, erbørn under seks år. Det hænger sammen med deres størrelse. Jo mindre du er, desto hurtigere spredes giften i kroppen.

 

Derfor skal du være ekstra opmærksom, hvis du har børn med ud at gå i områder, hvor der kan være hugorme.

»Vis dem på forhånd billeder af hugorme. Du skal ikke overdramatisere farligheden, men lære dem at have respekt for dyret,« siger Birgitte Clemmesen With.

Også gravide kvinder skal være påpasselige. I Sverige har man set et par tragiske eksempler på gravide kvinder, der blev bidt af hugorme med det resultat, at fosteret døde. Derfor er det vigtigt, at gravide søger lægehjælp med det samme, også selv om de ikke har nogen symptomer.

Ved voldsomme reaktioner er der forskellige former for behandling.

I de mest alvorlige og sjældne tilfælde er det nødvendigt at behandle med slangeserum, ellers behandler lægerne med kortison eller intravenøs væske.

Omkring 30 procent af alle hugormebid er tørbid. Det vil sige, at hugormen ikke har afgivet nogen gift ved biddet. Ifølge Birgitte Clemmesen With er det en af grundene til, at myten om, at hugormebid er helt ufarlige, er opstået.

 

Hugormen

 

  • Lever af mus og firben, men den kan også snuppe en fugleunge
  • Ligger i dvale om vinteren, gerne træstammer eller rævegrave
  • Var nogle steder i Danmark en del af husmandskosten. Man kaldte
  • Det er mest almindeligt, at hugormehannen er grå med zigzagstriber, mens hunnen er brun eller rødlig med mørkebrune tegninger
  • Der findes også hugorme, der er helt sorte eller brune
  • Der er sågar billeder af en rød hugorm dem bakkeål hugorm på Internettet
  • Det er som regel hunnen, der er længst
  • Hvis du vil læse mere, kan du besøge skovognatur.dk, hvor der er artikler og information om hugormen.
Samvirke samvirke@fdb.dk

Nanosensorer fra jord til bord

Fødevarer, der enten er af dårlig kvalitet eller ikke opbevares rigtigt, har både helbredsmæssige og økonomiske konsekvenser. Det vil nye nanosensorer i fødevarekontrollen og -emballagen fremover lave om på
Af Jette Miller | 31. maj 2008

Forurenede hindbær. Salmonella i kyllingefileten. To år gammelt svinekød i køledisken med fornyet datomærkning. Inden for en årrække vil sager som disse være fortid både i dit køleskab og på fødevareministerens bord. Årsagen er, at vi med ny viden og nanoteknologi allerede i supermarkedet vil få klar besked, om pakken med hakket kød er for gammel, fordi varerne fremover vil blive udstyret med intelligente sladderhanke - såkaldte nanosensorer.

Intelligente sladderhanke.

Sensorer kender vi allerede fra vores dagligdag. Det kan for eksempel være elektriske signaler eller lys- og bevægelsessensorer, der tænder lys i indkørslen, åbner døre i supermarkedet eller tyverialarmer, der kan afsløre ubudne gæster. At sensorerne er nanosensorer, betyder i princippet blot, at der her er tale om meget små sensorer, idet en nanometer svarer til en milliardtedel af en meter. De første nanosensorer forventer professor Flemming Besenbacher, leder af nanoforskningscenteret Inano ved Aarhus Universitet, at forbrugerne vil have glæde af inden for en overskuelig årrække.

»De første sensorer vil være udviklet inden for et par år. Så jeg vil tro, at vi vil se dem i supermarkedet inden for tre-syv år alt efter, hvor lang tid det vil tage at sætte dem i produktion,« siger han.

Når nanosensorerne er færdigudviklede, vil der være tale om billige engangssensorer i plast, der sidder i emballagen på stort set alle de varer, du kan forestille dig på fødevareområdet. Og den nanosensor, du vil finde på pakken med for eksempel fiske-, grise- eller oksekød, vil være på størrelse med en lillefingernegl. Når det gælder holdbarhed, vil sensoren via en simpel farveindikator, der skifter grøn til rød, straks kunne fortælle forbrugeren, om varen er frisk eller for gammel.

Fra ko til karton.

Men overvågningen af fødevarerne stopper langtfra her, fordi vi i praksis fremover vil kunne følge varen fra ko til karton. I hænderne på for eksempel fødevaremyndighederne kan sensorerne mere end blot vise holdbarheden. Nanosensorer kan også afsløre rester af for eksempel tungmetaller, sprøjtemidler, antibiotika eller bakterier - alt sammen stoffer, der forringer fødevarernes kvalitet. Og sensorerne vil ikke bare være bedre og billigere end de laboratorietest, der anvendes i dag. De vil også være langt hurtigere, forklarer Flemming Besenbacher.

»Som producent vil du fremover få direkte besked på prøverne. Tag for eksempel den kyllingefarmer, der i dag skal vente et døgn på svaret fra en salmonellaprøve i sin besætning. Det er dyrebar tid. Med tidlig diagnosticering kan han undgå en acceleration af problemets omfang. Det kan nanosensoren bidrage til, fordi den afgiver svar i løbet af ganske få sekunder eller minutter.«

Nyt våben til myndighederne.

Forbrugernes vagthund - tilsynsmyndighederne - får dermed også et nyt våben i krigen mod dem, der snyder, fordi sensorerne også kan bruges i håndholdte testapparater.

»Med mobile sensorer får medarbejderne i fødevarekontrollen nye muligheder, fordi svaret på en prøve enten kan aflæses direkte i et display eller sendes trådløst til en computer,« forklarer Flemming Besenbacher.

Med nanosensorer er døren til en ny teknologisk revolution i supermarkedet dermed åbnet på vid gab, og helt nye muligheder for både producenter, myndigheder og forbrugere ligger ret forude.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - A-kraft, nej tak

30. april 2008

Niels I. Meyer, professor emeritus i fysik, Hørsholm:
Kernefysikeren Bertel Lohmann Andersen argumenterer i martsnummeret af Samvirke for, at Danmark skal tage akraft ind i varmen. Men der er ingen fornuft i det forslag. Det har danskerne også erkendt. Ifølge en Vilstrup-måling i slutningen af januar siger 75 procent nej til at indføre akraft, kun 16 procent siger ja. Til gengæld siger 98 procent ja til at udbygge med vedvarende energi. Økonomien for a-kraft er elendig, sikkerheden yderst tvivlsom, affaldsproblemet ikke løst, og a-kraft passer i det danske energisystem som en elefant i en glasbutik. Samtidig har en række professionelle analyser fra Ingeniørforeningen, Teknologirådet og Greenpeace m.fl. dokumenteret,at Danmark med god samfundsøkonomi kan opbygge en miljøvenlig og sikker energiforsyning baseret på vedvarende energi og energibesparelser.

De påståede lave produktionsomkostninger for a-kraft skyldes, at værkerne har fået urimeligt billige statslån, at staterne dækker det meste af forsikringsudgifterne, og at omkostningerne til deponering af affaldet og til fjernelse af de udtjente værker er stærkt undervurderede.

A-kraft er ikke uden udslip af CO2, når man tager hensyn til brydning af uran, oparbejdning af brændselsstave, bygning af værket, deponering af det radioaktive affald og fjernelsen af det udtjente værk. Desuden er de lødige uranforekomster ved at være opbrugte, så man kommer til at bruge meget mere energi ved brydningen.

Dertil kommer uoverskuelige konsekvenser ved et reaktoruheld, faren for illegal spredning af bombemateriale, reaktorer som terroristmål og uløste problemer ved sikker opbevaring af det højradioaktive affald i mere end10.000 år. For kort tid siden har EUs energikommissær Andris Piebalgs klart og ærligt udtalt, at »problemet med atomaffald er stadig ikke løst«. Derfor: nej tak til a-kraft.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Himmel og især helvede

Når jorden går under, og inferno bryder løs, vil de fleste af os ifølge diverse religioner havne i det sorte hul til evige lidelser. Nogle har dog allerede fundet deres private helvede her på jorden, mens de venter på paradiset hinsides
Af Jens Kerte | 30. april 2008

Helvede er en by meget lig London. Overbefolket og indhyllet i røg. Det mente den britiske lyriker P.B. Shelley for et par hundrede år siden. I Danmark ligger det hede, hule helvede på Als i den østre ende, en halv snes kilometer skråt op til højre fra Sønderborg. I hvert fald står der den dag i dag Helved på landsbyskiltet ved det lille paradis med 70 beboere i Notmark Sogn nær Fynshav. Helvede findes overalt til alle tider. Digteren T.S. Eliot mente, at helvede er en selv, mens det ifølge filosoffen Jean-Paul Sartre er alle de andre. Verdenslitteraturen er spækket med fantasifulde forestillinger og fikse formuleringer om dette hjemsted for fanden og hans pumpestok.

»Helvede er et trangt, mørkt og stinkende fængsel, et tilholdssted for dæmoner og fortabte sjæle, fyldt med ild og røg. Trangheden ved dette fængsel er udtrykkeligt bestemt af Gud for at straffe dem, der ikke ville lade sig binde af hans love.«

Tordentalen stammer fra en af de mange katolske præster, der befolker James Joyces selvbiografiske ungdomsroman Portræt af Kunstneren som Ungt Menneske. Så er der længere mellem snapsene, hvad angår litterært billedsprog om himlen. Den beskrives i alverdens salmebøger og andre hellige skrifter, men den optager ikke kunstnere og tænkere noget videre, selv om vi alle næsten ikke drømmer om andet. Endog meget konkret. Nu om dage betragtes det som noget nær himmelsk at dykke med hajer, springe i elastik og tage på safari eller opleve pyramiderne, Galapagos og Den Kinesiske Mur. Alt sammen er det med på flere lister over 50 ting at gøre inden du dør udarbejdet af den britiske radio/ tv-station BBC og andre internationale mediegiganter.

Men så er der dem, for hvem himmerige er ved jorden at blive. For eksempel i Himmelev nær Roskilde Fjord eller i en af de utallige andre landsbyidyller rundt om i Danmark og ude i verden. Ifølge den østrigsk-britiske filosof Karl Popper kan det dog nemt gå så gruelig galt bag ligusterhækken.

»Forsøget på at virkeliggøre himlen på jorden skaber stadig helvede,« lød hans advarsel i det 20. århundrede. Den gjaldt især drømmene om de totalitære lykkesamfund.

Træer med slangehoveder.

Guider i tekst og billeder til alle tiders hedetur findes der gennem historien rigeligt af. Så der er ingen undskyldning for ikke at kende til lokaliteterne på den yderste dag. Når himmel og hav bryder i brand, suser stort set hele menneskeheden efter Bibelens opfattelse direkte på enkeltbillet til fortabelse og forbandelse i jordens indre. Undtaget er enkelte Jehovas Vidner og scientologer og andre frelste, som gennem deres efter egen opfattelse perfekte livsførelse for længst har reserveret plads i de højere luftlag ved Guds side. Så kan vi andre ryge og rejse.

Faktisk er helvede kun omtalt ganske kort 12 steder i Bibelen, selv om adskillige helvedesprædikanter med stor succes gør sig i eder og forbandelser og med bred pensel maler fanden på væggen. Herhjemme har først og fremmest Indre Mission udstedt rejsepas for de vantro til flammedybet til trods for testamenternes nærmest manglende beskrivelse af destinationen.

Så er der mere schwung over buddhisterne, som opererer med otte detaljerede versioner af helvede. De er igen opdelt i 16 underafdelinger med hver sit speciale. Alt i alt altså 128 steghede underverdener med straffe afpasset til forbrydelsens art. En enkelt variant af den indiske religion byder endda på lige så mange iskolde helvedesdyb, og der er navne på og beskrivelser af dem alle i skrifterne. Skove af knive, kogende vand, glødende metal, maddiker, djævle med hugtænder, horn og dyretræk samt fordømte med kløer af jern hører til buddhisternes mest populære pinsler.

De lutrende flammer er faste ingredienser i de fleste trosretningers straffesteder. Træer med slangehoveder som frugter har islam taget patent på.

Den cool og hotte underverden.

Tonen i den svenske videnskabsmand, filosof og bispesøn Emanuel Swedenborgs klassiske øjenvidneskildring Himmel og Helvede fra 1758 er ganske cool. Han beså underverdenen i en åbenbaring og beskriver, hvordan han gik til bunds med en slags messingelevator. Under nedturen aflagde han visitter i diverse afdelinger af helvede og konstaterer, at den værste sektor er den i vest. Nærmere betegnet den i det nordvestlige hjørne, hvor de romerskkatolske bliver gemt af vejen, pint og plaget.

Deres utilgivelige synd består i, at de i levende live er fyldt af had til dem, der ikke deler deres opfattelse af gudsriget. Ud til vest med dem i samme nabolag som ateisterne, de verdslige, tyve, røvere, mordere, gniere, de grådige og de nådesløse. Swedenborg rapporterer også om områdets allestedsnærværende helvedesild, bål og brand. De hotte omgivelser lader imidlertid ikke til at genere de små, fastboende djævleånder. Svenskeren fortæller, at »djævleånderne hverken ser eller føler ilden, røgen eller tågen, fordi de dér er i deres egen livgivende atmosfære«. Andre og mildere områder i helvede er udstyret med bordeller, som dog ikke lige er Swedenborgs kop te. Han beskriver dem som »afskyelige og fyldt med alskens snavs og ekskrementer«.

Villige kvinder har desuden hjemme i en ganske særlig variant af det himmelske paradis. De bruges i disse år som lokkemiddel, når islamistiske ekstremister hverver unge mænd til at udføre selvmordsattentater. Terrorens bagmænd lover på Koranens vegne, at de muslimske »martyrer « efter døden bliver belønnet i himlen med 72 jomfruer. Andre fortolkninger af islam siger, det er noget vrøvl, og at de hellige skrifter kun taler om en modtagelseskomité af engle og lignende. Andre igen mener, at det hele beror på en fejloversættelse, og at der i virkeligheden er tale om »hvide rosiner« og ikke skønne kvinder.

Men ingen tvivl om, at både den muslimske, den kristne og andre religioners himle er det rene paradis i forhold til livet på jorden. Himlen er typisk guddommens residens og det lyse og fredfyldte sted, hvor menneskene efter døden lever videre i en tilstand af overflod og lykke. Hvis man ellers har ført et korrekt og fortjenstfuldt levned på jorden.

Og så er der dem, som livet igennem kæmper med deres egne indre dæmoner og konstant befinder sig på randen af det rene inferno. Til dem hører den svenske forfatter August Strindberg. På linje med andre internationale, litterære notabiliteter som William Blake, Honoré de Balzac, Charles Baudelaire, William Yeats og Jorge Luis Borges svor han til Swedenborgs mysticisme. Strindberg beskriver indgående sit eget personlige helvede i bekendelsesromanen Inferno fra slutningen af 1800-tallet.

På det tidspunkt dykkede han under et ophold i Paris ned i eksperimenter med okkultisme og alkymi tilsat et skvæt forsøg med opium og hash samt læsning af mystik, mytologi og beretninger om »de usaliges dødsrige«. Han opdagede til sin rædsel, at for megen lærdom og fifleri med Guds skaberværk er den stensikre vej til evig fortabelse. I kapitlet Helvede tilstår han, at det forholdt sig sådan med ham selv:

»Overmod, selvklogskab, hybris - straffet af min Fader og Mester. Og jeg befandt mig i et helvede - styrtet og jaget derned af magterne. Hvem var da min mester? Swedenborg! «

»Der er ingen tvivl mere, jeg er i Helvede!«

Dantes ni kredse.

Ordet »helvede« er sammensat af de oldnordiske gloser »hel« og »viti«, som betyder henholdsvis »underverdenen« og »straf«. Men underverdenens straffesystemer er noget, som især den italienske middelalderforfatter Dante Alighieri er ekspert i. Hans verdensklassiker Den Guddommelige Komedie fra begyndelsen af 1300-tallet går mere end noget andet litterært værk i dybden med de satans torturkamre.

Dantes inferno består af ni kredse, og i selskab med digteren Virgil foretager han en digterisk sightseeing i denne menneskelige kloak, hvor fanden selv inkarneret i den faldne engel Lucifer udgør bundskraberen. Den niende og værste af alle kredsene har til huse i den frosne sø Cocytus. Den er forbeholdt jordens værste afskum af forrædere, og blandt de celebre kæltringer er både Judas og Brutus, som begge må lide den tort at fungere som tyggegummi i al evighed for søens trehovedede uhyre.

Til gengæld har de danske landsbyidyller i Himmelev og Helved intet at gøre med hverken himmel eller helvede. Eller næsten intet. Himmelev var for 900 år siden kendt som Hemeløwe, hvilket bare betyder »Hemis arvelod«. Hemi anses for navnet på en lokal stormand flere hundrede år tidligere. Helved ligger i udkanten af Danmarks største bøgeskov, Nørreskoven. De gamle dialekter forbinder »ved« med træer, hvoraf nogle ansås som hellige, altså »hel«. Voila! Hellige-Ved, Helved.


Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Lyn og torden

30. april 2008

Allan Sørensen, Nørre Alslev:

Vedrørende Æseløret om Lyn og Torden i Samvirke april 2008. Van de Graaf-generatoren laver ikke strøm; den laver spænding. Det er spændingen, der får Pernilles hår til at stritte. Statisk elektricitet, der ikke kan løbe væk; altså ingen strøm. Som gammel fysiklærer har jeg knoklet for at få eleverne til at kende forskel på spænding (Volt) og strøm (Ampere). Spænding svarer til gnistlængden. Jo højere spænding, desto længere gnist. Strømmen svarer til strømmængden per sekund. Jo stærkere strøm, desto tykkere ledning. Hvis man sammenligner med trafikken: Spænding svarer til farten. Strømmen svarer til trafiktætheden. Og man siger da ikke, at bilerne ude på vejen kører med en hastighed af 327 biler i timen.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Lusen der farver

»Naturligt farvestof« kommer ofte fra Cochenillelusen - et lille og overset dyr - der i århundreder er blevet brugt i madvarer og tøj. I dag kender vi det under navnet E120, hvis fremtid som tilsætningsstof skal afgøres i EU i år.
Af Benedicte Boijlén | 30. april 2008

Før de syntetiske farver kom frem i 1800-tallet, var en dyb, rød farve meget efterspurgt og kostbar. Den ledte tanken hen på monarker, aristokrater og kardinaler.

På det tidspunkt havde mellemamerikanske indianere - aztekerne - i århundreder dyrket kaktusser, der husede en speciel hunlus. Cochenillelusen sad som et hvidt pulver, men indeholdt et stærkt rødt farvestof. Den farveholdige Cochenille forblev i århundreder under spansk kontrol, og skibe fra Amerika kun måtte laste i Sevilla. Så lukrativ blev handlen med farven, at Spanien indførte dødsstraf for at afsløre dens oprindelse.

Selv om spanske lærde tidligt blev enige om, at cochenillen måtte være et dyr, så var det ikke almen viden. Oplysningerne var modsætningsfyldte; mange havde »med egne øjne« set, at den var alt fra en orm til en frugt fuld af frø. Og ligeså forskelligt så det ud i samtidens mikroskoper. Ikke engang en detaljeret tegning fra 1704, lavet efter et avanceret mikroskop, kunne anses for endeligt bevis, for der var altid nogen, der så noget helt andet i deres instrumenter.

Når farvestoffet nåede Europa, var det et tørret, brunligt granulat og det var ikke længere til at se, om det stammede fra dyr eller planter. I det 16. århundrede var Biblen det oplagte sted at lede efter en beskrivelse af de mærkelige ting, der kom fra den nye verden. Amerika selv var ganske vist ikke omtalt i Biblen, men man mente, at det var fordi alt nyopdaget havde en parallel i den allerede kendte verden. Plinius´ naturhistorie fra det 1. århundrede var en anden mulighed; her kunne man læse om et rødt farvestof, der kom fra et såkaldt ormebær. I renæssancen var forestillingen om en sammensmeltning af dyr og plante i et ormebær ikke helt fremmed, for naturen bød på metamorfoser af mange slags. Enhver kunne jo se, hvordan fluer pludselig kom ud af kød eller orme fra jord.

Europæerne diskuterede emnet i omkring 200 år, alt imens der både blev spioneret, smuglet og sørøvet. Det sidste gjorde især engelske pirater; de kunne i ly af de mange øer borde spanske skibe med den engelske dronnings stiltiende accept. Gennembruddet kom - i hvert fald hvad viden angår - da en fransk botaniker, de Menonville, tilsidst havde held til at smugle levende lus ud af Mexico og offentliggøre sine opdagelser.

Da han 1777 rejste hjemmefra, vidste han, at Mexico var sæde for den storstilede produktion, men det var ikke et sted, hvor fremmede var velkomne, og spanierne lod ham vente i et halvt år på indrejsetilladelse. Da han endelig fik adgang, blev myndighederne dog så mistroiske, at han blev bedt om at tage med det første skib tilbage. Det var der heldigvis tre uger til, og på den tid lykkedes det ham at skaffe blade fra nopal-kaktussen, dækket af cochenillelus.

På afrejsedagen trættede han tolderne med sin begejstring og beredvillige fremvisning af hundredvis af »botaniske prøver« - kaktusser og andre - og slap mirakuløst igennem. Nogle få lus overlevede sejlturen til Haiti, hvor han anlagde sin egen kaktuslund. Det viste sig, at det spanske monopol var godt hjulpet af lusens sarthed overfor naturlige fjender som myrer, sygdom og ændringer i miljøet. Hvis den var svær at passe i Mexico, så var det intet imod hvad den var, når den blev flyttet. Desuden blev det første parti tørret cochenille, der blev sendt til Frankrig med skib, sænket, men botanikerens observationer blev publiceret - og nærlæst. Sådan gik det til, at englænderne importerede kaktusplanter til Indien, hvor de i årevis bare stod og ventede på lusen selv. Årtier efter at englænderne endelig havde fået fingre i cochenille fra Brasilien i 1795, blev det endelig slået fast; ville man have rød farve af høj kvalitet, skulle den være fra Mexico, hvor den havde været domesticeret længst.

De syntetiske farver, der kom frem i 1870´erne væltede hele læsset og gjorde i løbet af få år cochenillen som tekstilfarve til en sjældenhed. Senere har den fået stor betydning i fødevarer. Især efter 1960´erne, hvor flere studier begyndte at mistænke en sammenhæng mellem visse kunstige farvestoffer og kræft. Derfor ser man idag carmin, naturlig rød eller simpelthen E120 i skinke, is og Campari, men også i læbestift og anden kosmetik. Indtil sjældne allergiske reaktioner har bragt den i unåde.

Set i forhold til de flere hundrede år man diskuterede cochenillen og dens anvendelse i tekstil, maleri og medicin, så er de to år EU snart har været om at behandle E120 ikke lang tid. Men selv hvis lusen ikke bliver et godkendt tilsætningsstof fremover, så har den andre chancer. Efter alt at dømme er den i disse år ved at finde vej tilbage til tekstilerne. De store miljøproblemer, der ofte er forbundet med tekstilindustrien, har banet vej for en fornyet interesse for naturlige farver. Dermed spiller den stadig en rolle på et uforudsigeligt verdensmarked.