Samvirke samvirke@fdb.dk

Nemmere vej til indflydelse

FDBs nuværende struktur er uoverskuelig, og det er svært for medlemmerne at få indflydelse. Et strukturudvalg har derfor lavet et nyt forslag til en struktur, der sætter medlemmet i centrum
Af Kristian Herlufsen | 1. maj 2008

Butiksråd, formandsråd, repræsentantskab, bestyrelse og kongres. Der er mange niveauer for indflydelse í FDB, og for almindelige medlemmer af FDB kan det være svært at gennemskue, hvem der bestemmer hvad, og hvor man selv kan gå hen for at få indflydelse. Derfor har et strukturudvalg de seneste måneder arbejdet på at slanke FDBs struktur.

»Vores struktur passer ikke til den forening, vi er i dag. Medlemmerne skal i centrum, og det skal være nemmere, hvis man ønsker at være aktiv og gøre sin indflydelse gældende, « siger Torben Larsen, der er næstformand for FDB og formand for det strukturudvalg, som siden oktober har arbejdet med at forenkle strukturen i FDB.

Og en revision er der brug for, siger Teddy Wivel, der er selvstændig virksomhedsrådgiver, og som i mange år har beskæftiget sig med andelsselskaber. Han har været konsulent for FDBs strukturudvalg.

»FDBs struktur er kompleks, magten er delt, og dem, der kontrollerer bestyrelsen, kan ikke afsætte den,« siger han om nogle af problemerne med den nuværende struktur. Samtidig peger han på, at strukturen har været en hæmsko.

»Hvis man ikke kan være effektiv, så bliver man ikke taget seriøst som ejer. Andelsselskaberne skal forny sig - ikke mindst fordi færre og færre unge interesserer sig.«

Stærkere muligheder.

Men fødslen af en ny struktur i en forening med mere end 100 år på bagen har ikke været nem. Derfor har både medlemsvalgte i FDB, repræsentanter for butikslederne og butikspersonalet og for FDBs administration deltaget i arbejdet.

»Da jeg gik fra første møde, tænkte jeg: Hvordan lander vi det her? Vi er endt med et forslag, som alle kan bakke op, og hvor det for alvor har spiret fra græsrødderne,« siger Torben Larsen.

I fremtiden skal - som sagt - de enkelte medlemmer i centrum. Hvor man i dag først vælges til medlemsrådet ved den lokale butik og derefter videre op i organisationen, kan man - hvis strukturforslaget vedtages på FDBs kongres i juni - komme direkte i FDBs Landsråd, der bliver foreningens øverste myndighed, og som udpeger bestyrelsen. Også selv om man ikke i forvejen er valgt i foreningen, eneste krav er, at man skal indstilles af medlemsrådet omkring en af de næsten 800 medlemsbutikker.

»Den ny struktur vil sikre foreningen stabilitet og medlemmerne stærkere muligheder. Vedtager kongressen forslaget, vil FDB måske være det af andelsselskaberne, der har den bedste og mest moderne struktur,« siger Teddy Wivel.

Ud over muligheden for at blive valgt ind i Landsrådet er det stadig muligt at være med omkring de lokale butikker. Alle butikker får et medlemsråd eller en bestyrelse, der er i dialog med uddeleren og blandt andet har ansvaret for lokale aktiviteter. Samtidig kan medlemsråd gå sammen i uformelle netværk om konkrete emne som økologi eller sunde og sikre varer.

»Foreningen skal emme af inspiration og videndeling. Samtidig er vi glade for, at butikslederne i fremtiden bliver målt på deres samarbejde med foreningen. Det giver dynamik, når forening og forretning samarbejder,« siger Torben Larsen.

Indflydelse og indsigt.

Torben Larsen har en helt klar drøm om fremtiden:

»Om to år har vi en mere dynamisk forening med et landsråd, der arbejder med vores mærkesager og gode, aktive bestyrelser og medlemsråd ved hver butik i hele landet.«

Også Teddy Wivel har et klart bud på, hvad du som medlem af FDB og brugsforeningerne kan forvente:

»Der kommer to væsentlige forandringer. Man kan gå ned i sin butik, komme med i medlemsrådet, der har fået øget indflydelse efter aftale med Coop. Medlemmerne får i fremtiden reel indflydelse og indsigt i deres egen butik. Samtidig kan man blive valgt direkte til FDBs øverste organ Landsrådet, hvis man bliver indstillet af et medlemsråd eller en bestyrelse.«

Det nye strukturforslag bliver sat til afstemning på FDBs kongres, der bliver afholdt 14. juni i Odense.

FDB's nuværende struktur har fem niveauer:


  • Ved hver butik er der et butiksråd eller en bestyrelse. Formanden repræsenterer butikken i et formandsråd, der igen sender sin formand til FDBs repræsentantskab.
  • Repræsentantskabet, der består af 40 medlemsvalgte repræsentanter fra koncernens ansatte og fra Grønland og Færøernes brugsforening, godkender FDBs regnskaber og høres af bestyrelsen i en lang række sager.
  • FDBs bestyrelse vælges i syv distrikter rundt i landet.
  • Endelig kommer kongressen, som blandt andet vælger formand og godkender vedtægtsændringer, og som er FDBs øverste myndighed. De delegerede vælges blandt medlemmerne af formandsrådene.

Det nye forslag:


  • Hvis kongressen vedtager forslaget, vil en ny struktur i fremtiden se sådan ud:
  • Ved hver butik er der et medlemsråd eller en bestyrelse. Medlemsrådet eller bestyrelsen udpeger og vælger kandidater til FDBs Landsråd. Det er ikke et krav, at vedkommende i forvejen er valgt i foreningen.
  • FDBs Landsråd udpeger en daglig bestyrelse af FDB blandt sine medlemmer.

Spørg om kongressen


FDBs ordinære kongres afholdes lørdag 14. juni 2008 i Odense. Kongressen skal blandt andet tage stilling til ny struktur og vælge ny formand for FDB. I den forbindelse har Samvirke oprettet en særlig brevkasse. Så hvis du har spørgsmål om kongressen eller FDBs medlemsdemokrati, er du velkommen til at skrive til: kongres2008@fdb.dk eller sende et brev til: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Kongres 2008«.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

På nettet ejer du ikke dit liv alene

Ytringsfriheden har vide rammer på internettet. Andre må gerne fortælle om dit liv, din skolegang og din hund
Af Kristian Herlufsen | 1. maj 2008

Du er blevet godt sur på kommunen. Hende din socialrådgiver begår også den ene fejl efter den anden, synes du, og derfor laver du en hjemmeside, hvor du fortæller, hvor utilfreds du er. Og du skriver for resten også lige, hvad hende den stramtandede klidmoster hedder.

Det er faktisk helt lovligt. For både borgere og myndigheder har stor ytringsfrihed på internettet, fortæller Lena Andersen, der er kontorchef i Datatilsyne

»Vi bliver særligt opmærksomme, hvis man offentliggør følsomme oplysninger om andre. Men navnet på en socialrådgiver er ikke følsomt.«

På samme måde har for eksempel kommunens tekniske forvaltning frihed til at offentliggøre, at du har søgt om tilladelse til at gøre garagen større. Og hvad de har svaret dig. Her har oplysningerne blandt andet en saglig interesse for naboer og andre, der søger om lignende projekter.

Ingen billeder af overtrædelser.

Grænserne sættes først for alvor, når oplysningerne bliver personfølsomme.

Indsamling, behandling og offentliggørelse af oplysninger om for eksempel etnisk baggrund, politisk overbe-

visning eller helbredsmæssige forhold er forbudt. Det samme er det, hvis en person tager et billede af dig, mens du overhaler indenom på motorvejen.

»Det er strafbart forhold og derfor en personfølsom oplysning,« fortæller Lena Andersen.

Fisketuren er okay.

Har du derimod været på fisketur med en kammerat, er det ikke ulovligt, hvis han på sin private hjemmeside fortæller om den og bringer et billede af dig og din hund. For når du har accepteret, at han tager et billede, har du givet samtykke, fortæller Oluf Jørgensen, der er ekspert i mediejura og afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole.

»Så længe billedet indgår i en lovlig sammenhæng, og du har givet samtykke, må andre gerne offentliggøre billeder af dig.«

Det er også lovligt, at andre tager billeder af dig, når du går på gågaden, spiller fodbold eller ligger ved stranden. Helt uden dit samtykke.

»To forhold kan gøre det ulovligt. Billederne må ikke have karakter af overvågning, ligesom billederne ikke må bringes i en sammenhæng der er injurierende eller krænker privatlivet,« fortæller Oluf Jørgensen.

Kommuner er de store syndere.

Men selv om internettets udbredelse har betydet, at flere danskere får hjemmesider og blogs, hvor de fortæller om deres liv og offentliggør billeder, er det ikke her, de største problemer med offentliggørelsen af personfølsomme oplysninger er.

»Vi har grove sager, men den største tendens lige nu er ikke private, der offentliggør oplysninger om andre, men derimod kommuner og andre dataansvarlige, der ganske uforsigtigt kommer til at lægge for mange oplysninger ud - i et grelt tilfælde 25.000 personnumre ud på borgere,« siger Lena Andersen.

Her er et udpluk af, hvad man må og hvad man ikke må på internettet:

Må:

  • Offentliggøre oplysninger om navn, stilling og ansættelsesperiode i et firma
  • Offentliggøre oplysninger, som du selv har indtastet på for eksempel datingsites
  • Tage harmløse billeder på offentlige steder af dig i en harmløs situation
  • Bringe situationsbilleder fra en fritidsklubs aktiviteter, fra en kommuneskoles juleafslutning eller fra en efterskole
  • Offentliggøre informationer, såfremt andre kan forfølge en berettiget interesse og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse


Må ikke:

  • Indsamle og offentliggøre oplysninger om dig, når det kommer til: racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforenings-mæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold
  • Offentliggøre portrætbilleder af dig uden dit samtykke
  • Uden samtykke offentliggøre billeder af dig, hvor du befinder dig i en forretning, posthus, bank, bar eller diskotek

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Bananer får os til at præstere bedre

Verdens mest spiste frugt mætter, kvikker op og dæmper depressioner.
Af Inger Abildgaard | Foto: Colourbox | 1. maj 2008
bananer
Bananer hjælper på præstationer både på sportspladsen og ved eksamensbordet

Elvis elskede banansandwich

Der skulle skaffes bananer, når den afdøde popsanger Elvis Presley ville tilberede sin yndlingssandwich: En banan moset med tre skefulde jordnøddesmør og smurt på to stykker hvidt brød. Sandwichen smagte først helt rigtigt, når den var stegt gylden på begge sider i en skefuld smør.

Elvis døde ung - kun 41 år, men det er næppe bananens skyld. Bananen, verdens mest spiste frugt, kan meget: Mætte, give næringsstoffer, kvikke op og dæmpe depressioner. En amerikansk undersøgelse har vist, at den også kan sænke blodtrykket.

Bananer mætter på grund af deres særlige sukkerfordeling

Bananens hemmelighed er dens sukkerfordeling med blandingen af de forskellige kulhydrater, fruktose (frugtsukker), saccharose (almindeligt roesukker) og glukose (druesukker). Alle er letfordøjelige kulhydrater, der giver hurtig energi til fordel for både præstationer på sportspladsen og ved eksamensbordet. Glukose optages hurtigt i blodet, fruktose optages langsomt, og den særlige blanding gør bananen mættende, forklarer Leif Skibsted, der er professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet.

Måske kan vi spise os til bedre humør i bananer

Bananer er gode for humøret og vores mentale og fysiske præstationsevne, fordi de indeholder aminosyren tryptofan i let tilgængelig form. Den er et forstadium til den vigtige neurotransmitter serotonin, et kemisk signalstof i centralnervesystemet. Antidepressiv medicin påvirker serotonin i hjernen, og forskere diskuterer, om mad tilberedt af særlige ingredienser kan have lignende virkning.

»Det er vist ikke bevist, at det er muligt at spise sig til et bedre humør, men sandsynligt,« siger Leif Skibsted.

Bananer har meget mere protein ind for eksempel æbler

Sammenlignet med et æble har en banan fire gange så meget protein, to gange kulhydrat, tre gange fosfor, fem gange vitamin A og jern og to gange andre vitaminer og mineraler, så det er ikke helt ubegrundet, at babyer i Europa har fået deres maddebut med mosede bananer, siden køleskibene fra Mellemamerika og Afrika begyndte at anløbe europæiske havne i begyndelsen af 1900-tallet. Bananen glider uden bøvl forbi babyers følsomme smagsløg og matcher fint nordboernes uskarpe, lidt mælkesøde smagsunivers. Skandinaverne er Europas førende bananforbrugere med svenskerne i spidsen med næsten 20 kg om året per indbygger. Det danske forbrug af bananer er på 11 kg per indbygger. Vi nordboere spiser næsten udelukkende søde bananer i modsætning til tropefolkene.

Madbananen er afrikanernes kartoffel

Der er mere alvor i de solide melbananer, der spises i bananbælterne i Afrika og Mellemamerika. Melbananen er grundføde for mange afrikanere, selv bananøl, der brygges udendørs på få dage, indgår i ernæringen med sit høje vitaminog mineralindhold. Melbananen er en hård og usød frugt, der smager lidt som kartofler. Skrællen hænger fast og skal fjernes med kniv, og så kan den koges i et kvarter eller steges på panden med salt og ingefær, karry og chili. Den bruges som kartofler og anvendes som stivelseskilde på samme måde, som kartofler gør i nordeuropæisk mad. Bananer tilberedes til salater, marmelader, brød, kager, sammen med bønner eller ris, eller for eksempel marinerede som her i en opskrift fra Costa Rica:

Kog fire melbananer (meget grønne umodne bananer kan bruges) i fire minutter i kogende vand med salt. Når de er kolde, lægges de i en lage af 1 dl citronsaft, ½ dl hvidvin, ½ dl vand med lidt salt og hakket stærk chili, løg, peberfrugt, bladselleri og salt.

Ny bananplante laves med et enkelt rodskud, der plantes som i et staudebed

Det amerikanske tidsskrift New Scientist rådede i 2006 sine læsere til at nyde deres sidste banan, fordi bananens genetiske base er i fare.

Bananen er ikke et træ, men verdens største plante. Når den cirka et år gamle plante én gang har leveret bananer, sabler bananarbejderen stænglen midt over med sin machete, og den amputerede stængel står tilbage med sin snitflade af sammenrullede bladskeder og ligner en guillotineret rulle bølgepap. Med macheten hakker han et rodskud af ved jorden og planter det et par meter fra moderplanten så enkelt som i et staudebed. Sådan er bananer blevet formeret, siden de første stenalderfolk i det nuværende Indonesien begyndte at dyrke den for 10.000 år siden.

Bananen er sårbar over for svampesygdomme

Bananplanterne tøjres med barduner og gror stabilt i de samme plantager uden vekseldrift i op til 60-70 år, men den moderne kerneløse banan reproducerer sig ikke kønsligt og får ikke variation ind i arveanlæggene. Det gør planten sårbar over for svampesygdommen black sigatoka. Black sigatoka er en pandemi, der truer alle verdens bananer af typen Cavendish, som er den største eksportbanan fra de bananproducerende lande. Bananproducenterne må beskytte og sprøjte planterne effektivt. Den intensive brug af giftige bekæmpelsesmidler er sundhedsskadelig for arbejderne i bananplantagerne og ødelæggende i naturen. Der er rejst kritik mod bananproducenterne, og nogle af dem har reduceret bekæmpelsesmidlerne siden midten af 1990'erne. Tilbage står, at arvematerialet fortsat er skrøbeligt, og Cavendishbananen er stadig truet. Dog gror en enkelt black sigatoka-resistent bananplante af typen Cavendish i den botaniske have i Calcutta. Den må i værste fald redde Cavendishgenerne.

Hold øje med de fair bananer

Farlige sprøjtegifte og forbud mod, at arbejderne organiserede sig, har skamferet bananens image, og fra 1990'erne begyndte bananbranchen at reproducere sit efterhånden brunplettede ry.

Duksene i klassen er bananer fra Max Havelaar og Chiquita. Max Havelaarmærket sikrer bønderne en fair pris for deres bananer og garanterer, at arbejderne i bananplantagerne får ordentlig løn og arbejdsforhold. Max Havelaar er et mærke, der har sat sig godt fast i de europæiske forbrugeres bevidsthed. I USA er det mærket fra den uafhængige miljøbevægelse Rainforest Alliance på Chiquita-bananer, forbrugerne kender og kigger efter, når de vil være sikre på, at bananarbejderne bliver behandlet ordentligt, har ret til at organisere sig, og at bananerne dyrkes under hensyn til miljøet og naturen.

Den engang mest kritiserede banan, Chiquita, er i dag den mest gennemkontrollerede vare, Coop har, siger Coops direktør for Miljø- og Fødevarepolitik, Mogens Werge.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Usnobbet vin

Vi køber vin-i-pose-i-pap som aldrig før, og udvalget bliver både større og bedre. En fjeredel af al den vin, der kobes i Danmark, er bag-in-box
Af Merete Munk | 1. maj 2008

Det er gerne om lørdagen, at kunderne henter deres boks. Især femlitersboksen er populær. For Ole Madsen, der sælger spansk vin og delikatesser i vinbutikken El Cava i Odense, er det af og til svært at følge med kundernes efterspørgsel.

Under et besøg i butikken for firefem år siden fortalte Ole Madsen mig om sine bag-in-box-vine, som han havde stor succes med. Der var dog lidt usikkerhed om, hvor længe vinen egentlig kunne holde, når man først var begyndt at tappe.

»Åh, en tre-fire uger,« havde Ole forsikret en kunde. Allerede næste lørdag kom kunden på sin cykel for at hente en ny boks.

Fremragende vin, Ole. Men som du kan se, så holdt den kun en uge!« sagde kunden.

Dengang var vin på pap stort set lig med enlitersbrikker med den billigste overskudsvin. Siden er der kommet en pose i pappet og kvalitetsvin i posen. Det er vi mange, der har opdaget. Forleden, da jeg stod og ventede med mine varer på kassebåndet, kom jeg til at se til venstre.

Kunderne før mig havde købt en bag-in-box med Chardonnay-vin fra Australien. Da jeg så kikkede til højre, så stod den samme type baginbox hos den næste kunde.

»Er der tilbud?«, spurgte jeg optimistisk.

Næh, min kone elsker bare den vin, så jeg er blevet sendt herned efter den og har fået lov til at købe lidt guf til,« svarede min medkunde.

 

En fjerdedel af markedet.

Salget af disse vine er vokset støt de seneste år. Kategorigruppechefen for vin og spirititus i Coop, Erik Larsen, mener, at salget af bag-inbox nærmer sig 25 procent, mens indkøbschef Henrik Dahlgaard fra Dansk Supermarked vurderer, at vi er nærmere de 30 procent. I vore skandinaviske broderlande er det omkring halvdelen af markedet.

 

Konceptet med vin, der tappes i en pose, som emballeres på pap, har ikke noget mundret dansk navn, men går under den engelske betegnelse bag-in-box. Den mest populære størrelse er på tre liter, som svarer til fire flasker. Man kan også købe fem og 10 liter, og i vore skandinaviske nabolande to liter. 10-literboksen bruges af restauranter, og to-literboksen bruges til den dyre, klassificerede vin.

 

Uøkonomiske flasker.

»Red planeten og skån miljøet ved at drikke bag-in-box-vine!«

 

Sådan nogenlunde lyder budskabet fra The Wine Group i USA, som er verdens største vinfirma, målt efter salg i mængde.

Når firmaet forsøger at opdrage vindrikkerne til at tænke på miljøet, gør de det blandt andet med baggrund i en rapport, som American Association of Wine Economists udarbejdede for nylig. Rapporten konkluderer, at flaskerne er dyre at fremstille, transportere, at lukke med propper og forsegle med kapsler. Bag-in-boxe er også lette at slippe af med på en miljøvenlig måde, idet man kan adskille dem i pap og pose, klar til genbrug.

Herhjemme har man også set fidusen i de miljørigtige vine. Globus Wine i Brøndby er knap et år gammelt. Her tappes vin på bag-in-box til det skandinaviske marked. Direktør og medejer Nicolas Hammeken fortæller, at efterspørgslen er så stor, at de er gået over til at arbejde i toholdsskift, idet de allerede nu tapper 50.000 til 60.000 liter per dag. De er det tredjestørste firma i Danmark efter V&S og Taster Wine.

 

Usnobbet møde.

Virksomheden ligner en hvilken som helst moderne vinproducent. Her dufter af vin. De 20 temperaturkontrollerede 25.000 liters tanke står side om side, tappekolonnen og lageret ligner noget, som man kan se hvor som hels

 

Her er imidlertid ikke fokus på produktion af vin, men på, at forbrugeren kan nyde vin fra en emballageform, der er billigst mulig at fremstille, uden at den specielle oplevelse ved at drikke et glas vin forsvinder. »Vi skal ikke afmystificere vinen.

Det er jo ikke et standardprodukt som mælk eller sodavand, men et produkt, som er levende, som er skabt af en jordbund, et klima, en eller flere druer og endelig af et menneske, som har forsøgt at understrege produktets specielle egenskaber. Vi skal bare være usnobbede i vort møde med vinen,«understreger Nicolas Hammeken, der selv er vinproducent i Spanien, syd for Valencia. Han restaurerer gamle Monastrellvinstokke og dyrker økologiske druer. Han er vinkyper af uddannelse, og han er optimalt interesseret i at udnytte den mest moderne teknologi, både når han arbejder med sin egen vin, og når han tapper andres.

»Det er vigtigt, at vinen behandles skånsomt, når den tappes, så selv om det kunne tage 1,3 sekunder at fyldeen pose, så lader vi der gå tre sekunder. Vi benytter nitrogen, der trykker vinen igennem anlægget, således at vinen ikke kommer i kontakt med luftens ilt. Der kommer et hul til tappeanordningen i posen på størrelse med en fem-krone. Det er al den ilt, som kommer ind. Vi garanterer i øjeblikket 12 måneders holdbarhed, snart regner vi med 15. Det er ikke lovpligtigt at trykke tappedato, nordmændene ønsker det for eksempel ikke, men danskerne gør generelt,« fortæller han.

Som noget helt nyt er Globus Wine også begyndt at lave køleskabsvenlige bokse. De er smalle i stedet for kvadratiske, således at der er plads til dem i skabslågen. Bag-in-box holder sig nemlig bedst i køleskabet, når de er åbnet.

 

Kvalitet i boksen.

Hvis man tror, at man ikke kan få »slotsaftappet« vin som bag-in-box, så tror man fejl. Enkelte importører tilbyder også klassificeret vin, og det er billigt at fremstille og opbevare som bag-in-box. Man kan ofte få, hvad der svarer til fire flasker for tre flaskers pris. Derfor tør selv mere kræsne vinkendere købe de berømte vindistrikters vine som bag-in-box.

 

Under besøget hos Globus Wine viser Nicolas Hammeken os for eksempel en Barbera DOC (Denominazione d´Origine Controllato) fra Piemonte i Italien og en Chablis AOC fra Frankrig, som han tapper til eksport til Norge. Som noget forholdsvis nyt er også økologiske vine fra eksempelvis Argentina og Spanien på vej ind i boksen til de miljøbevidste danske forbrugere.

 

Næsten kun fordele.

En af de vigtige fordele er, at vinen aldrig kan få propsmag, hvad selv de allerbedste og allerdyreste vine på flaske med prop kan få, således at man må kassere dem. Med en bag-in-box står man aldrig med en knust flaske, og man knækker aldrig proppen i flaskehalsen. Apropos prop, så er det jo også umuligt at glemme proptrækkeren.

 

For mange vindrikkere har der per tradition været en vis æstetisk dimension forbundet med at åbne en smuk flaske med den helt rigtige proptrækker. Denne dimension er umiddelbart til at overse, når man trykker på en knap på et plasticrør i en papkarton.

Men der er allerede flere designfirmaer, som producerer enkle og funktionelle holdere, som opbevarer vinen og letter tapningen. Og der designes desuden elegante bokse i lækre farver for dem, der lægger vægt på den visuelle indpakning af vinen.


 

Lige nu - bobler på bloggen

 

 

Eric Asimov, som blogger om vin og livsstil i The New York Times på www.thepour.blogs. nytimes.com, fik en kanonoplevelse, før han tog på ferie i de europæiske vindistrikter i april. Ikke nok med, at han spiste frokost med adm. dir. Olivier Krug, han fik også - nok for eneste gang i sit liv - lov til at smage Krugs nyeste champagne fra 1995, som koster over 15.000 kroner flasken. Den er fremstillet udelukkende på Pinot Noir-druer fra vinmarken Clos d' Ambonnay, som Krug Champagne (ejes af luksusfirmaet Louis Vuitton) har overtaget fra en af deres leverandører. Der er 3000 flasker i alt i årgang 1995.

Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4

Samvirke samvirke@fdb.dk

Når skyggen er hurtigere end dig selv

Af Karsten Kolding | 1. maj 2008

Verdens mest kendte tegneseriecowboy, Lucky Luke, er »hurtigere end sin egen skygge«. Og det er præcis det, der gør ham til vores helt - bevæbnet med sin seksløber og sin underfundige humor. Men Lucky Luke havde ikke hørt om internettet.

På de følgende sider kan du læse om, hvad der sker, når skyggen i nogle situationer kan blive hurtigere end dig selv. Vi kan kalde det en omvendt Lucky Luke. Hvor din digitale skygge løber foran dig - for eksempel hen til den arbejdsgiver, som du er i gang med at søge job hos. På jobbet, derhjemme eller hvor som helst sætter du dig spor. Du kaster en skygge. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Fodspor, bremsespor, referater, breve, fotos, DNA, fingeraftryk, dufte - eller for den sags skyld din skraldespand er den slags spor, som for eksempel politiet forfølger i deres efterforskning.

Det nye er, at sporene langt mere effektiv kan fastholdes og genfindes. Takket være nettet.

Nu bliver sporene holdt fast, hvor de tidligere var forgængelige og forsvandt - takket være en regnbyge, en makuleringsmaskine, rod på loftet, almindeligt slid eller den effektive skraldemand og forbrændingsanstalten. Nu må du gå ud fra, at alt, hvad andre behøver for at finde det, er en pc med en hæderlig internetforbindelse.

Og det sker. Ikke bare for sjov, men også i alvor. Når du søger job, så regn med, at din arbejdsgiver har mødt din digitale skygge - eller dit spejlbillede - før han møder dig. Seks ud af ti rekrutteringsfirmaer søger oplysninger om dig på internettet, når du søger job. Hver tiende har fravalgt en kandidat på baggrund af det, de fandt.

Pointen er ikke, at du skal gå og være bange. Nu som før skal du selvfølgelige gøre det, du kan stå inde for. Også det skæve og sjove. Du skal bare vide, at skyggen kan løbe foran dig. Så pointen er, at du selv bør gøre, hvad du kan for bevidst at præge skyggen, i stedet for kun at overlade det til tilfældet, hvad der ligger om dig på nettet. Fuldstændig ligesom du sætter håret, lægger makeup eller stryger skjorten, før du går til jobsamtale, skal du pudse din digitale profil af livet igennem.

Læs som PDF:


Artikel side 1
Samvirke samvirke@fdb.dk

Månedens drue - Syrah

Til druen Syrah (eller Shiraz) knytter der sig flere anekdoter, som den moderne dna-analyse desværre endeligt har aflivet
Af Merete Munk | 1. maj 2008

Til druen Syrah (eller Shiraz) knytter der sig flere anekdoter, som den moderne dna-analyse desværre endeligt har aflivet. Det var således ikke korsridderen Gaspard de Stérimberg, som havde druen med hjem fra et korstog.

MAD TIL VINEN

Det er svært ikke at se en rød bøf på grillen og et glas Syrah-vin dertil. Vinen går både til argentinsk oksekød og hollandsk kalvekød, men når vi tænker på australsk Shiraz, så er det først og fremmest lam, der byder sig til. Er det forårslam med spæde grønsager, så pas på alkoholprocenten.

Syrahdruen er perfekt til stærke, modne oste: Cantal, Brie de Meaux, Chambertin eller den lagrede Manchego.

Den let stegte, rosa andelever med frisk rosmarin eller oregano indgår i en perfekt smagssymfoni med vinens blåbær og peber.

Flødegratinerede østers med svampe er en avanceret kombination med den kraftige, bæragtige syre og de kødfulde skaldyr.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Lusen der farver

»Naturligt farvestof« kommer ofte fra Cochenillelusen - et lille og overset dyr - der i århundreder er blevet brugt i madvarer og tøj. I dag kender vi det under navnet E120, hvis fremtid som tilsætningsstof skal afgøres i EU i år.
Af Benedicte Boijlén | 1. maj 2008

Før de syntetiske farver kom frem i 1800-tallet, var en dyb, rød farve meget efterspurgt og kostbar. Den ledte tanken hen på monarker, aristokrater og kardinaler.

På det tidspunkt havde mellemamerikanske indianere - aztekerne - i århundreder dyrket kaktusser, der husede en speciel hunlus. Cochenillelusen sad som et hvidt pulver, men indeholdt et stærkt rødt farvestof. Den farveholdige Cochenille forblev i århundreder under spansk kontrol, og skibe fra Amerika kun måtte laste i Sevilla. Så lukrativ blev handlen med farven, at Spanien indførte dødsstraf for at afsløre dens oprindelse.

Selv om spanske lærde tidligt blev enige om, at cochenillen måtte være et dyr, så var det ikke almen viden. Oplysningerne var modsætningsfyldte; mange havde »med egne øjne« set, at den var alt fra en orm til en frugt fuld af frø. Og ligeså forskelligt så det ud i samtidens mikroskoper. Ikke engang en detaljeret tegning fra 1704, lavet efter et avanceret mikroskop, kunne anses for endeligt bevis, for der var altid nogen, der så noget helt andet i deres instrumenter.

Når farvestoffet nåede Europa, var det et tørret, brunligt granulat og det var ikke længere til at se, om det stammede fra dyr eller planter. I det 16. århundrede var Biblen det oplagte sted at lede efter en beskrivelse af de mærkelige ting, der kom fra den nye verden. Amerika selv var ganske vist ikke omtalt i Biblen, men man mente, at det var fordi alt nyopdaget havde en parallel i den allerede kendte verden. Plinius´ naturhistorie fra det 1. århundrede var en anden mulighed; her kunne man læse om et rødt farvestof, der kom fra et såkaldt ormebær. I renæssancen var forestillingen om en sammensmeltning af dyr og plante i et ormebær ikke helt fremmed, for naturen bød på metamorfoser af mange slags. Enhver kunne jo se, hvordan fluer pludselig kom ud af kød eller orme fra jord.

Europæerne diskuterede emnet i omkring 200 år, alt imens der både blev spioneret, smuglet og sørøvet. Det sidste gjorde især engelske pirater; de kunne i ly af de mange øer borde spanske skibe med den engelske dronnings stiltiende accept. Gennembruddet kom - i hvert fald hvad viden angår - da en fransk botaniker, de Menonville, tilsidst havde held til at smugle levende lus ud af Mexico og offentliggøre sine opdagelser.

Da han 1777 rejste hjemmefra, vidste han, at Mexico var sæde for den storstilede produktion, men det var ikke et sted, hvor fremmede var velkomne, og spanierne lod ham vente i et halvt år på indrejsetilladelse. Da han endelig fik adgang, blev myndighederne dog så mistroiske, at han blev bedt om at tage med det første skib tilbage. Det var der heldigvis tre uger til, og på den tid lykkedes det ham at skaffe blade fra nopal-kaktussen, dækket af cochenillelus.

På afrejsedagen trættede han tolderne med sin begejstring og beredvillige fremvisning af hundredvis af »botaniske prøver« - kaktusser og andre - og slap mirakuløst igennem. Nogle få lus overlevede sejlturen til Haiti, hvor han anlagde sin egen kaktuslund. Det viste sig, at det spanske monopol var godt hjulpet af lusens sarthed overfor naturlige fjender som myrer, sygdom og ændringer i miljøet. Hvis den var svær at passe i Mexico, så var det intet imod hvad den var, når den blev flyttet. Desuden blev det første parti tørret cochenille, der blev sendt til Frankrig med skib, sænket, men botanikerens observationer blev publiceret - og nærlæst. Sådan gik det til, at englænderne importerede kaktusplanter til Indien, hvor de i årevis bare stod og ventede på lusen selv. Årtier efter at englænderne endelig havde fået fingre i cochenille fra Brasilien i 1795, blev det endelig slået fast; ville man have rød farve af høj kvalitet, skulle den være fra Mexico, hvor den havde været domesticeret længst.

De syntetiske farver, der kom frem i 1870´erne væltede hele læsset og gjorde i løbet af få år cochenillen som tekstilfarve til en sjældenhed. Senere har den fået stor betydning i fødevarer. Især efter 1960´erne, hvor flere studier begyndte at mistænke en sammenhæng mellem visse kunstige farvestoffer og kræft. Derfor ser man idag carmin, naturlig rød eller simpelthen E120 i skinke, is og Campari, men også i læbestift og anden kosmetik. Indtil sjældne allergiske reaktioner har bragt den i unåde.

Set i forhold til de flere hundrede år man diskuterede cochenillen og dens anvendelse i tekstil, maleri og medicin, så er de to år EU snart har været om at behandle E120 ikke lang tid. Men selv hvis lusen ikke bliver et godkendt tilsætningsstof fremover, så har den andre chancer. Efter alt at dømme er den i disse år ved at finde vej tilbage til tekstilerne. De store miljøproblemer, der ofte er forbundet med tekstilindustrien, har banet vej for en fornyet interesse for naturlige farver. Dermed spiller den stadig en rolle på et uforudsigeligt verdensmarked.



 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Beskyt dit onlineansigt

Der er firmaer, der lever af at fjerne dine uheldige spor på nettet
Af Signe Gry Braad | 1. maj 2008

»Find ud af alt, der bliver sagt om dig på nettet, og slip af med det indhold, du ikke kan lide.«

Sådan lyder salgstalen fra det amerikanske firma ReputationDefender, der lever af at holde øje med, hvad der bliver sagt om deres kunder på nettet.

Firmaet har eksisteret siden 2006 og har på kort tid opnået massiv omtale både i og uden for USA.

For omkring 50 kroner om måneden gennemsøger ReputationDefender nettet for steder, dit navn bliver nævnt. Det gælder også lukkede fællesskaber som Facebook, LinkedIn og diverse blogs. En gang om måneden vil du så modtage en rapport, der fortæller, hvad de har fundet. Så er det op til dig at tage stilling til, om der er noget, du ønsker fjernet eller korrigeret. Hvis det er tilfældet, skal du betale et vist beløb per oplysning, du vil have slettet. Selvfølgelig er der begrænsninger. Der er både ytrings- og pressefrihed.

Men ukorrekte personskadelige oplysninger kan som regel slettes, fortæller ReputationDefender på deres hjemmeside, www.reputationdefender. com.

Danskerne er bagud.

Thomas Rosenstand er søgemaskineekspert i det danske firma Concept Interest, der, som en lille del af de opgaver, de løser, tilbyder hjælp til firmaer, der kæmper med negativ omtale på nettet. Endnu har de ikke fået henvendelser fra privatpersoner, der ønsker hjælp til at fjerne belastende materiale eller negativ omtale.

»Danskerne er generelt stadig lidt bag efter det store udland, og det er de færreste, der er klar til at betale, hvad det koster,« fortæller han.

Men overvejer du at søge et nyt job og er ked af de oplysninger, din ekskæreste lagde på nettet om dig, da du forlod ham, kan det lade sig gøre at få hjælp af firmaer som Concept Interest.

»Vi arbejder allerede med personnavne, der er tilknyttet firmaer, og det vil derfor ikke betyde det store for os, om det er private eller virksomheder, vi hjælper, hvis de betaler, hvad det koster, « siger Thomas Rosenstand.

Gem det negative.

Et firma som amerikanske ReputationDefender adskiller sig ved at forsøge at fjerne oplysninger helt.

I Danmark arbejder man mere med at få de negative resultater til at dukke op så langt nede på Googles sider som muligt ved at prøve at optimere de sider, der omtaler virksomheden eller dens leder positivt. Undersøgelser viser nemlig, at det kun er 50 procent, der kigger længere end søgeresultat nummer seks.

»Vi forsøger selvfølgelig først at få den negative information fjernet helt, og de fleste virksomheder har også selv prøvet at få det fjernet, før de henvender sig til os, men det lader sig for det meste ikke gøre,« fortæller Thomas Rosenstand, der forudsiger, at der i fremtiden vil være øget fokus på denne form for virksomhed, der kaldes online reputation management. Han tilføjer i en sidebemærkning, at de selvfølgelig også googler alle kandidater, før de ansætter ny medarbejdere.


Online Reputation Management (ORM):

Efterhånden som det går op for både privatpersoner og virksomheder, at det ansigt, de viser på nettet, er lige så vigtigt som det, de viser til den virkelige verden, opstår der et marked for firmaer, der tilbyder at sørge for, at det kun er positive ting, der er at finde om dig i en Google-søgning. Det kaldes online reputation management, og det er et marked i vækst. Oversat til dansk betyder det noget i stil med »omdømmestyring på nettet«.

Det går i alt sin enkelhed ud på at styre de oplysninger, der ligger på nettet om dig eller din virksomhed. Det kan man gøre på forskellige måder. Enten ved at hyre et firma som ReputationDefender eller TigerTwo til at forsøge at fjerne de ting, du er utilfreds med, fuldstændigt eller ved at forsøge at få de gode ting, der bliver sagt, til at stå i toppen, når man googler dit navn. Det sidste kaldes også søgemaskineoptimering og er meget brugt, også af danske firmaer.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Gå med gud

Flere hundrede danskere begiver sig ud på pilgrimsvandring på den jyske hærvej. De får kroppen med i troen og beder med fødderne
Af Karl Jack | 1. maj 2008

At vandre alene sammen med andre. At flytte sig åndeligt ved at flytte sig fysisk. At få sin kristne tro væk fra hovedet og ned i kroppen. At gå med Gud og bede med fødderne. Ti kvinder og en enkelt mand begiver sig i flot sommervejr ud på pilgrimsvandring anno 2007. Uden knortet vandringsstav. Men også uden mobiltelefon. Halvdelen af dagsetapen på 25 kilometer er tilbagelagt, og det er tid til frokostpause i den historiske mindepark Urnehoved sydvest for Aabenraa. Trætte ben bliver strakt ud i græsset, fødder kontrolleret for vabler og vandrestøvler tømt for sten.

Turleder og præst Elisabeth Lidell finder et tørt spansk rundstykke og et trækrus frem. Kruset fyldes med jordbærsaft. Hun brækker et lille stykke af rundstykket og giver det til pilgrimmen på sin side med ordene »dette er Jesu Kristi legeme«. Brødet dyppes ned i kruset med »Jesu Kristi blod«. Hvorpå pilgrimmene efter tur overtager brød, krus og forklaring. Fadervor bliver sagt i kor, og inden afgang siges den hellige Birgitta af Vadstenas bøn: »Herre, vis os din vej og giv os mod til at gå den.«

»Vores moderne liv har nået topmålet af overfladiskhed, larm og zappen rundt. Og folkekirken lider mange steder af ordforstoppelse. Mange har svært ved at bruge kirken til noget åndeligt. Men de længes efter en åndelig dimension, efter Gud, efter at stoppe op, få overblik og bevæge sig indad. Når man vandrer, bevæger man sig horisontalt gennem det ydre landskab og vertikalt gennem det indre landskab. Man når frem til at se livet som en lang vandring og får chancen for at stoppe op og måske lægge en ny kurs,« siger præsten Elisabeth Lidell.

Og flere hundrede danskere, overvejende kvinder, gør som den lille trup. Pilgrimsvandring er nemlig ved at slå an som et supplement til den traditionelle kirkegang. Nogle kommer for at finde sig selv, andre for at finde Gud, men de fleste vel begge dele. Antallet af arrangerede vandringer stiger år for år, og til juni åbner en kæde af pilgrimsherberger langs den jyske hærvej.

Lidt synd er o.k.

På turen sydpå ad hærvejen fortæller de vandrende pilgrimme to og tohinanden om deres møder med barmhjertige samaritanere. Pilgrimmene kender ikke hinanden i forvejen, men måske netop derfor forsvinder de sædvanlige barrierer herude på grusvejen - i Guds høje sal og med gode dufte fra fyr, slåen, kørvel og græssende heste.

»Samtalerne undervejs giver mig ufatteligt meget. En af dagene blev vi sat til at tale om veje i vores liv. Vi var i årenes løb kommet ud for både T-kryds og V-kryds, hvor vi skulle vælge kurs. Det blev til dybe samtaler, hvor vi lagde vort liv, vore sorger og glæder og vor kristne tro frem helt uden forbehold. At vandre som pilgrim er noget helt andet end at sidde passiv i kirken, hvor jeg højst kommer en gang hver anden måned,« fortæller Hilda Hørlyck fra Hedensted.

Hun er 59 år og har i flere omgange siden november 2006 vandret hele vejen fra Viborg - 240 kilometer. Denne vandring er på 100 kilometer fordelt over fire dage.

Et par gange kommer en bil støvende hen ad vejen. Ellers har pilgrimmene hærvejen for sig selv. Stilheden bliver kun brudt af lidt fuglekvidder og et enkelt turistfly med kurs mod Billund.

Kaffepausen burde efter planen bestå af termokander. Men så passeres et skilt om kaffe og kage ved en golfklub. Og de fleste bliver fristet over evne. For som Elisabeth Lidell pænt udlægger det, er vandringen jo ikke nogen bodsvandring, hvor pilgrimmene skal gennem askese for at sone deres synder. Så der bliver syndet igennem med saftig sønderjysk kringle.

Marit Olsen adskiller sig med sit meget korte hår fra de andre vandrende. Hun har bevidst besluttet at signalere, at hun havde været gennem kemoterapi efter et aggressivt kræftangreb i 2006 - hendes andet i seks år.

»Under behandlingen med kemoterapi og stråler besluttede jeg mig for pilgrimsvandringen. På den måde ville jeg sige farvel til sygdommen. Når vi går her, er det, som om en film inde i mig spoler tilbage. Specielt de perioder, hvor vi går uden at sige noget, hjælper mig. Jeg bliver renset ud både fysisk og mentalt. Det her virker så enkelt, og dørene til noget højere åbnersig helt naturligt. Og nu tror jeg på, at jeg bliver rask,« forklarer Marit Olsen.

Tavst fællesskab.

Sidste del af dagsetapen foregår i gåsegang og tavshed. Hver enkelt kan lade sine tanker bundfælde sig - eller stige til vejrs. Der kommer ro på. Indimellem breder Elisabeth Lidell oppe foran armene ud og vipper lidt med dem som en fugl i glidende svæv. Hun har været præst i 25 år og var allerede som ung fascineret af kristne mystikere som Frans af Assisi og Ignatius af Loyola. Elisabet Lidell har flere gange selv gået strækninger af den berømte nordspanske pilgrimsrute mod Santiago de Compostela og har introduceret sine konfirmander for vandringen på ture på Mols. Hun har også stået for et Vorherre til hest-arrangement, hvor pilgrimmene i stedet for at gå red i Frijsenborgskovene nær Århus.

»Jeg tror, at man skal bevæge sig fysisk for at bevæge sig åndeligt. Det, man oplever og tænker over, lejrer sig på en anden måde, når vi bruger kroppen til at lære med,« mener Elisabeth Lidell.

Det sidste stykke vej foregår på asfalt og fortove og forbi transportcentret i Kliplev. Pilgrimsstilen nærmer sig det fodslæbende, og både den rytmiske gang og stilheden er forbi.

»Det, som giver mig mest, er den totale stilhed en time hver formiddag og eftermiddag. Jeg føler virkelig, jeg er del af et tavst fællesskab. I mit daglige job som hjemmehjælper snakker jeg meget. Så jeg har faktisk rigtig meget brug for ikke at sige noget,« siger Karen-Marie Lauterlein, 59 år og fra Virum. Pilgrimsvandringen er hendes første og har også været en fysisk udfordring. Undervejs på vandringen har hun måttet ned på ryggen, strække ud og ligge med stængerne oppe i det blå.

»Jeg vil gerne prøve det igen, men med kortere etaper,« siger hun.

Efter et besøg i landets eneste valfartskirke i Kliplev er ledsagebilen og bagagen nået frem til pilgrimsherberget uden for Kliplev. De støvede støvler og sure sokker ryger af, og der er dømt brusebad.


Kun en vej til gud?


Den eneste vandring, protestanter bør foretage i kristen sammenhæng, er den fra gudstjenesten i kirken og hjem. Så kontant vender Jørgen Kjærgaard, sognepræst i Vestervig, sig mod de moderne danske pilgrimsvandringer.

»Måske kan den moderne pilgrim med sin hat og sin stav opnå noget åndeligt ved at vandre. Men en vandring kan aldrig blive en gudstjeneste, for den begynder og ender i dagligdagens forpligtende fællesskab - ikke i det selvvalgte vandrelaug,« siger han.

Arndt Jessen Hansen er domprovst i Viborg og uenig. Hans domkirke har givet husly for Danmarks eneste pilgrimscentrum. »I det moderne pilgrimsbegreb ligger der ikke noget med bodsgang. Derimod er der tale om at arbejde med sit åndelige liv, mens man går sammen. Og det er vigtigt, at folkekirken er åben for mennesker, der gør tingene på en anden måde end at gå til gudstjeneste søndag formiddag,« mener han.


Overnat på hærvejen


I løbet af juni åbner ti nye herberger på hærvejen, så det bliver muligt at vandre de 240 kilometer fra Viborg til den tyske grænse på små veje og i flot natur og overnatte i alt 14 steder undervejs. Herbergerne er typisk indrettet på nedlagte landbrug med køjesenge, brusebad og køkken. En overnatning koster 60 kroner. Læs mere på www.haervej.dk

»Dette er Jesu Kristi legeme.« Stykker af et tørt, spansk rundstykke og jordbærsaft gør det ud for oblater og vin til nadveren for de vandrende pilgrimme



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6
Artikel side 7
Artikel side 8

Samvirke samvirke@fdb.dk

Det gode råd - Hvis proppen knækker

Hav altid en tjenerproptrækker i reserve
Af pkr | 1. maj 2008