Sådan går du kapgang

Kapgang er en sport, du får pulsen op af. Hvis du har lyst til at prøve at gå kapgang, viser kapgænger Thomas Christensen dig nogle råd til, hvordan du gør. Husk at starte i det små, og lyt til din krop, så du undgår skader.

5 ting, du skal være opmærksom på ved kapgang

Start i et roligt tempo

Vent med at gå langt, til du har fundet teknikken ved kapgang. Lad dig ikke forblænde for meget af videoer, hvor du ser, hvordan andre går kapgang, men tænk mere over at finde den teknik, der føles naturlig for dig. Udgangspunktet er almindelig gang, hvor især armbevægelserne hjælper til et hurtigere tempo.

Brug armene

Da du ikke som ved løb må slippe underlaget i kapgang, skal du bruge armene mere aktivt. Det hjælper til at få mere fremdrift. Sørg for at svinge armene kraftigt og at holde albuerne i en nogenlunde vinkelret position. Det vigtigste er at svinge albuerne langt tilbage.

Få en god rytme

Når du har fundet teknikken, gælder det om at få en god rytme. Det skal føles som hurtig, fremadrettet gang. I modsætning til løb, hvor du vil hoppe lidt mere op og ned. 

Hold kontakten med underlaget

Når du løber, skifter du mellem at have kontakt til underlaget og at »svæve«. I kapgang skal én fod altid røre jorden. Du må derfor ikke springe afsted.

Stræk det forreste ben

Sæt dit forreste ben udstrakt frem med hælen i jorden, når du tager et skridt i kapgang. Det giver lidt længere skridtlængde, mere fart og giver et godt udgangspunkt for det næste skridt. Det er også med til at sørge for en god holdning, hvor man ikke kommer til at »kravle« afsted.

Læs mere om