Barberguide: Sådan tager du dit fuldskæg af

Somme tider skal mænd lige se, hvor stort skægget kan blive. Nogle har det længe, andre giver op efter nogle måneder. Men når det ikke er sjovt længere, hvordan kommer man så bedst af med fuldskægget igen? Samvirke har spurgt barber Thomas Kim Nielsen fra Barber Shoppen i Aarhus til råds.

Det kan være en svær beslutning at tage skægget af. Men heldigvis vokser det jo ud igen.

Når du tager skægget af

Har du mere end 1 centimeter langt skæg, er det en god idé at starte med at trimme eller klippe det ned til 1-2 millimeter. Så er det lettere for din skraber at komme igennem hårskoven.

Er du professionel nok til at barbere med kniv, behøver du ikke trimme først. Det er også mere nænsomt for huden, som godt kan irriteres af at blive barberet.

Før du går i gang med barberingen

Thomas Kim Nielsen foreslår, du barberer dig, efter du har været i bad. Varmt vand er nemlig med til at blødgøre hår og hud og åbne porerne. Samme effekt kan du opnå, hvis du lægger et varmt, fugtigt håndklæde eller en vaskeklud på ansigtet, før du går i gang med barberingen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Når du barberer dig, så bruge rene redskaber

Sørg altid for at bruge rene, skarpe redskaber. Huden kan være en sart størrelse, og vi har en del bakterier i næsen og munden, som kan få huden til at rødme og give knopper, hvis ikke du og dit barbergrej er rent.

"Når du barberer dig, får du den tætteste barbering, hvis du barberer en smule skævt på hårenes groretning, men det er altså noget, der tager lidt tid at lære. Jeg vil anbefale, man bare barberer med hårene. Hvis det så skal være tættere, kan man gentage barberingen et par gange," siger Thomas Kim Nielsen.

Gentager du barberingen, er det en god idé at vaske ansigtet med varmt vand indimellem og bruge en blød barberskum hver gang.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Stræk ikke huden ud

"Strammer du huden lidt, kan du få en tættere barbering, men du kan også risikere at få skrab og rifter ved det. Det er tit, folk skyder hagen frem og kigger op, når de skal barbere sig på halsen, men det er bedre at barbere 2 gange end at stramme huden ud," siger Thomas Kim Nielsen.

Sprit af efter barberingen

Når du er færdig med at fælde skægskoven og står fin og glat tilbage, anbefaler Thomas Kim Nielsen, at du bruger en stærk barbersprit til at dræbe bakterier og lukke porerne i huden til igen. Vask af med rent, koldt vand.

Sådan gror skægget

Dit skæg gror i forskellige retninger. Det gror oftest lidt nedad på kinderne og hagen, fremad under hagen og opad til siden henholdsvis højre og venstre på halsen.

Skæg vokser ligesom dit hovedhår 1-2 centimeter om måneden.

Barberens foretrukne redskab

Thomas Kim Nielsen er barber på den gammeldags manér. Han bruger kun ragekniv, når han barberer både i privaten og i salonnen. Det tager lidt tid at lære, men han er ikke i tvivl om, at det giver en bedre barbering.

Læs mere om