Vis mig min hjerne

19 elektroder sidder på mit hoved. Sat fast med gele på hovedbunden giver de små beskeder til computeren foran mig. På skærmen er der 19 linjer, en for hver af de elektroder, som er sat fast på hjernen. Linjerne bevæger sig, tegner en fortløbende bevægelse.

På samme måde som jeg, når jeg går til lægen og får taget et kardiogram, kan læse mit hjertes frekvens, kan jeg - her på skærmen - læse min hjernes bevægelser.

Bevægelserne er forskellige, når jeg har lukkede og åbne øjne. Når øjnene er lukkede, går jeg mere ind i mig selv. Så stiger alfabølgerne, de bølger, som fortæller, at jeg er i en tilstand af indadvendt opmærksomhed. Når jeg åbner øjnene, falder alfa'en, og beta'en, der viser min udadvendte opmærksomhed, stiger. Sådan er det for alle mennesker. Men måden, vi veksler mellem alfa, beta (og alle de andre typer af hjernebølger), viser noget om, hvem vi er.

Eller rettere: hvordan vores hjerne fungerer. Et eksempel er Dalai Lama og hans buddhistiske munke, der gennem tusindvis af timers meditation har trænet deres hjerner til at ramme de højfrekvente - og spirituelle - gammabølger. De har også meget høj aktivitet specielt bag den venstre pandelap. Det er her, følelsen af glæde og medfølelse sidder.

Hvis munkene kan træne sig til at blive gladere mennesker, kan jeg vel også? Hvis jeg kan bruge dette blik ind i min hjerne til at lære noget om mig selv, hvordan jeg fungerer, og om jeg eventuelt kan lære at slappe mere af, blive mindre stresset, mere årvågen og måske også tilgive? Netop det at tilgive, har jeg nemlig hørt, hænger sammen med alfabølgerne. For at lære din hjerne at ramme alfabølgerne, skal du lære at give slip. Når du giver slip, ja, så giver du også slip på gammelt nid og nag. Når den slags er væk, er det alt andet lige lettere at tilgive.

SLAP AF

Efter en lille time med elektroderne på hovedet ligger resultatet nu foran mig. Sort på hvidt og med grønne og blå farveladetegninger. Min alfa er god nok, bortset fra at den enkelte steder er lidt højere i venstre side end i højre. Det kan være tegn på anlæg for depression, men det - trøster jeg mig med - gælder vel en stor del af Danmarks befolkning. Værre står det til med min delta- og theta-aktivitet - den er lidt for lav, og dermed et tegn på, at jeg har svært ved at slappe af. Sådan rigtigt tungt og dybt, og helt nede, hvor det underbevidste ligger og ulmer. Og selv om det sikkert også gælder for samme store del af Danmarks befolkning, så skal det trænes!

Derfor sidder jeg nu med lukkede øjne, og denne gang kun med tre elektroder mellem min hjerne og computerens skærm. Når det lykkes mig at holde alfa'en konstant, og når det samtidig lykkes mig at holde theta'en lidt oppe, vil der komme en belønnende lyd fra computeren.

Det tager tid. Lang tid. I lokalet er der en flue, der summer, og selv om jeg forsøger at holde hovedet helt tomt for tanker, dukker der hele tiden billeder op. En vej, jeg engang gik på. En dør, jeg engang stod over for. Et menneske, jeg har skændtes med. Et menneske, jeg har elsket. Det kommer frem, og med lukkede øjne og med denne næsten tomme hjerne kan jeg kigge på det og derefter lade det fare. Nogle af billederne forsvinder villigt. Andre dukker op, igen og igen. Som fluen i lokalet. Og hele tiden er der denne tone. Når den er der, er det godt. Når den ikke er der, viser det, at jeg ikke er lykkedes med at slappe af. Dybt af.

Træneren sidder ved siden af mig, og mens jeg selv har lukkede øjne, sidder hun og kan følge min hjernes bevægelser.

Se, hvordan jeg kæmper for at holde alfa'en konstant og theta'en oppe. Det tager vel en times tid. Så får jeg besked på at åbne øjnene, jeg ryster det hele af mig, og resten af dagen er det lidt, som om jeg er mindre stresset, lidt mere årvågen og - måske - lidt mere tilgivende.

Så måske er der noget om snakken. Måske kan jeg træne min hjerne op, så jeg kan blive det menneske, jeg gerne vil være. Lidt mere afslappet, mindre stresset, og med lidt større tilgivelse og medfølelse. Problemet er bare, at jeg ikke lige har 30.000 kr. at putte i det projekt. Så jeg må vente, til hjernetræning kommer ind under den offentlige sygesikring. Indtil da må jeg stille mig tilfreds med den hjerne, jeg nu engang har skabt mig. Det går nok endda! 

Mere forskning nødvendig

Især inden for de sidste 10 år er der forsket en del i hjernetræning. På trods af det er der endnu ikke tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for virkningen. Hjernetræning er dog meget udbredt i USA. Her benyttes det blandt andet som et middel mod stress og mod ADHD, og en række af de amerikanske sundhedsforsikringer har accepteret behandlingen.