Twilight-sagaen forvandler voksne kvinder til vampyrjunkier

Kvinder uanset uddannelse og alder lader sig opsluge af vampyruniverset i de amerikanske bøger og film om Twilightsagaen. Især når en ny film fra sagaen har premiere, er der en tendens til, at flere kvinder udvikler sig til rene vampyrjunkier - så vær advaret: The Breaking Dawn 1 er i biograferne den 17. november.
Af Didde Rishøj | Foto: Nordisk Film | 10. november 2011
Robert Pattinson som vampyren Edward
Skuespilleren Robert Pattinson spiller rollen som vampyren Edward - de kvindelige fans af Twilight har svært ved at skille skuespilleren fra karakteren

Veluddannede kvinder bliver til vampyrjunkier

Går du rundt med en voldsom trang til at blive bidt – altså af en vampyr? Overvejer du at flytte permanent til lille, disede amerikanske by Forks? Hører du dig selv referere til karaktererne Edward og Bella, som om de var en del af din vennekreds? Og har du for længst passeret teenageårene og burde egentlig hellere koncentrere dig om dit job og dine børn?

Bare rolig – du er ikke alene. For det er ikke kun teenagepiger, som lader sig opsluge af vampyruniverset i Twilightsagaen af den amerikanske forfatter Stefanie Meyer. Også veluddannede kvinder godt oppe i trediverne bliver til virkelighedsfjerne vampurjunkier, som sluger bøgerne og ser filmatiseringerne til hudløshed for at få stillet deres abstinenser, konstaterer specialet ”Kvinden, klasse og kærlighed” af Paulina A. Frederiksen fra RUC.

Twilight er en flugt fra hverdagen

Specialet fra RUC har kigget nærmere på fænomenet og konstaterer, at selvom kvinderne selv vurderer bøgerne om teenagepigen Bella, som bliver forelsket i vampyren Edward, til at være dårlig smag, kan de ikke modstå det fix, som vampyruniverset tilbyder dem.

Paulina A. Frederiksen har interviewet 11 kvinder i alderen 21-35 år til sit speciale og konkluderer, at kvindernes forbrug af Twilight blandt andet er en form for flugt fra hverdagen og verdens problemer.

Singlekvinderne bruger især bøgerne til at drømme sig hen i et ideelt parforhold, og når de befinder sig i den drømmeverden, får de også fri for det pres, som omgivelserne lægger på dem for at finde en mand.

Kvinderne, som er i forhold, inspireres både af bøgerne til at pleje deres forhold, men kan også bruge kærlighedshistorien til at flyde væk fra den kvinderolle og det forhold, hvis idealer i hverdagen kan være svære at leve op til.

Vampyren Edward er idealmanden

Den mandlige hovedperson i sagaen, vampyren Edward, er for kvinderne indbegrebet af den perfekte mand, som de gerne vil være sammen med – også fordi det vil give stor social status.  

Alle de interviewede kvinder har svært ved at skelne den fiktive figur i romanerne/filmene fra filmskuespilleren Robert Pattinson, som spiller hovedpersonen i filmene. Det får kvinderne til at dyrke ham som teenagere typisk dyrker et idol; ser klip på you-tube, læser om ham og ønsker at møde ham.

Dyrkelsen af vampyrsagaen kan godt være en ensom affære, fordi kvinderne er meget bevidste om, at det ikke er velanset i deres omgivelser, og derfor mødes nogle af dem med andre Twilightafhængige på diverse fanhjemmesider og -fora. Her er der for tiden en hektisk aktivitet; næste film i sagen ”The Breaking Dawn 1” har premiere den 17. november.

Kommentarer til artiklen

Er det bare mig, eller er 11

Er det bare mig, eller er 11 deltagere et meget lille antal at bygge en undersøgelse på. Jeg er sikker på, at det er en god afhandling alligevel, men min pointe er måske nærmere, at fra 11 kvinder til en overskrift/ et indlæg i Samvirke.dk !??!

- Alba - 17. nov 2011 15:19

Kvinder og twilight

Hej Alba
Tak for din kommentar. Du har da helt ret i, at en undersøgelse af 11 kvinders vampyrpassion umiddelbart er et lidt tyndt grundlag for at konkludere bredere. Men disse 11 kvinder er ikke alene; det amerikanske fænomen "twimoms" dækker over samme fænomen, nemlig voksne kvinder som lever sig langt ind i Twilightuniverset. Prøv at lave en hurtig googlesøgning på fænomenet - der findes overraskende mange fora og endda deciderede klubber, hvor kvinderne deler deres besættelse. Vi har taget udgangspunkt i det danske speciale, både fordi det er dansk og altså viser, at fænomenet ikke blot er amerikansk, og fordi det er gået tæt på kvinderne for at analysere, hvad der får dem til at blive så optaget af vampyrsagaen.
Venlig hilsen
Didde Rishøj, journalist på Samvirke

- Didde Rishøj, journalist, Samvirke - 21. nov 2011 12:15

Kommenter artiklen

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

LÆS SENESTE SAMVIRKE