Talblindhed: Når tal bare er til besvær

Alle har hørt om ordblindhed, men hvad er definitionen på talblindhed? Hvornår er man talblind?

Symptomerne er for eksempel, at man selv som voksen kan have ganske vanskeligt ved simpel hovedregning som for eksempel tre plus otte, men må tælle sig frem til det. Talblinde er ofte utroligt lang tid om at lære klokken, hvis de overhovedet lærer den, og de kan ikke styre og overskue mønter og sedler. De har problemer med at huske og læse tal.

Verdenssundhedsorganisationen WHO og et land som England definerer det som et handicap, men herhjemme har vi ikke nogen officiel udmelding. I Danmark diskuterer man, om vi diagnosticerer for meget, og om det kan blive en sovepude at få en diagnose. Men modsat kan det være et kolossalt psykisk traume at være talblind, og det kan være en lettelse at få en diagnose og få at vide, at man ikke er dum eller doven. Ordblinde får tildelt midler, men talblinde får ingen støtte, fordi det ikke er anerkendt som et handicap. Der er brug for mere forskning i det og en tydeligere anerkendelse af fænomenet i det offentlige system. 

Noget tyder på, at vi er født med en talsans og en evne til at se antal på tre til fire uden at skulle tælle. Visse dyregrupper har også den evne. For eksempel kan en andemor se, hvis der kun er tre unger i stedet for de sædvanlige fire. Der findes undersøgelser, som viser, at børn ned til tre-fire-ugers alderen er i stand til at registrere antal på tre til fire.

Derudover fødes vi med evnen til at skønne – altså uden at tælle – om en mængde på for eksempel 17 karameller er større end der, hvor der er 12. Den talsans kan være forstyrret hos nogle mennesker. Nogle af følgevirkningerne af det er, at når talblinde gætter, hvor langt væk eller hvor tungt noget er, gætter de helt galt. For eksempel kan de finde på at sige, at der er 1000 km fra Roskilde til København, eller at en blyant vejer 50 kilo. Og de kan ofte ikke huske pinkoder eller deres eget CPR-nummer. Det, at de lider af talblindhed, betyder ikke, at de er dumme. De klarer sig typisk fint i sprog og andre fag.

Er talblindhed arveligt?

Der er en risiko for, at det kan være arveligt. En undersøgelse fra Israel viste, at der var familier, der havde talblindhed ti gange så ofte som gennemsnittet. Men det behøver ikke at være sådan. Jeg har et eksempel på en talblind pige, hvis mor var matematiklærer, hendes bror havde matematik på højeste niveau i gymnasiet, og faderen var ansat i SKAT.

Hvor god er skolen til at håndtere de talblinde?

Der er stor usikkerhed og uvidenhed blandt lærere omkring det her fænomen, og det kan være vanskeligt for en matematiklærer at forstå, hvor kolossalt svære helt simple færdigheder inden for tal og regning kan være. Det er ikke uvilje men uvidenhed, der gør, at lærerne ofte føler sig handlingslammede og ubevidst ydmyger eleverne. Og med den følge, at flere af eleverne udviser angst, som vi ved hæmmer læring. 

Hvad gør det ved et menneskes liv at være talblind?

Talblinde opererer med utroligt mange oversættelser for at forstå tal. Vi har lavet forsøg, hvor personerne skulle oversætte de 10 cifre til nye tegn og danne tal af dem. Det gjorde det nemmere. Nogle talblinde oversætter tallene til farvekoder for bedre at kunne huske dem. Men de kan generelt ikke forbinde tal med noget, der giver mening, og det sætter sig som en blokering.

Det er anstrengende at få det til at fungere i hverdagen. Når de skal med toget, skal de aflæse tidstabellen, finde den rigtige perron, den rigtige togvogn og den rigtige plads. Det er ikke ualmindeligt, at mange er retningsdiffuse og har været længe om at kende forskel på højre og venstre. De er nødt til at bruge store kraftanstrengelser på ting, som vi andre opfatter som enkle. Mange oplever et stort psykisk pres eller får psykiske knæk. 

Hvordan kan man håndtere talblindhed?

Man kan sprogliggøre tingene, eller man kan bruge sin episodiske hukommelse. Hvis man skal regne ud, hvad otte plus fem giver, kan man for eksempel forsøge at genkalde sig episoder, som kan illustrere tallet otte og tallet fem for derigennem at skabe en historie, som beskriver, at tallene lægges sammen og giver 13.  

Det er en slags hukommelsesteknik at forbinde tal til noget, man kan forholde sig til. Men da det er en større arbejdsproces, skjuler de talblinde hellere problemet og undviger situationen – i bedste fald får de hjælp af omgivelserne. Vi skal dog glæde os over alle de teknologiske hjælpemidler, vi har, som kan kompensere for vanskelighederne. Mange, der ikke er decideret talblinde, har måske psykiske blokeringer over for faget matematik. 

Hvorfor har så mange så store problemer med matematik? 

Det skyldes, at det er et fag med mange abstrakter. Der er mange mærkelige koder, som skal knækkes – både i faget og i undervisningen. Det kræver en forståelsestanke bag ved abstrakten, som man skal have med. Når man for eksempel lærer at gange med 10, hører man ofte eleverne – desværre ofte med hjælp fra læreren – udføre regneoperationen ved at sige »der skal et nul bagefter«. De forsøger at lære det ved at bruge en huskeregel. Problemet er bare, at denne huskeregel har en begrænset holdbarhed, for eksempel når man skal gange 0,2 med 10. Der nytter det ikke noget at sætte et 0 efter.

Det at skulle udvide, omforme og nydanne sin viden hele tiden kan få elever til at stå af i faget.  I værste fald udvikler de modstand, aversion og apati. Man skal tale mere om matematik og de resultater, man når frem til. Læring er knyttet til sproget, så man skal arbejde meget mere sprogligt og hellere lave færre regnestykker og diskutere og tale mere med hinanden om regnestykkerne. Jo mere du taler om det, du lærer, jo klogere bliver du.