Samvirke samvirke@fdb.dk

Syng for fuld hals - og få det bedre

Både forskere og musikpædagoger er enige. Sang er godt for krop og sjæl, og vi burde synge meget mere. Læs her, hvorfor.
Af Rie Jerichow | Illustration: Llustra | 14. januar 2015
Tre tegnede personer synger. En i badet, en med mikrofon og en ud i luften.
Selvom det er rart at lytte til, behøver du ikke være nogen skønsanger for at få det godt af at lader tonerne runge.

Det er sundt at synge

Sangere elsker at synge og påstår, at de får det godt af det. Men kan det være rigtigt - og hvad sker der egentlig i kroppen, når man synger?

Det satte en gruppe tyske forskere fra universitetet i Frankfurt sig for at undersøge. De ville se nærmere på sangs fysiske påvirkning af kroppen. Til formålet tog de blodprøver fra et professionelt kor i byen før og efter en 60-minutters generalprøve på Mozarts Requiem.

Forskerne opdagede 2 interessante ting i de blodprøver, der var taget efter generalprøven. De registrerede en stigning i blodet af dels immunoglobulin A, dels  hydrocortison, der begge styrker immunforsvaret.

En uge senere gentog forskerne forsøget og tog igen blodprøver hos kormedlemmerne. Denne gang før og efter, de lyttede til en optagelse af Mozarts korværk - altså uden selv at synge. Her registrerede de ikke de samme ændringer i blodet. Forskerne konkluderede, at sang for fuld skrue styrker immunforsvaret.

Syng i badet

Pia Scharling, der er konservatorieuddannet sangpædagog med speciale i sang og stresshåndtering, påpeger, at sang også er befordrende for velværet. Hun sammenligner sang med fysisk aktivitet.

"Det at synge er en fysisk handling - ligesom når man dyrker sport. I begge tilfælde, når man trækker vejret dybt ned i maven, bliver der frigivet en masse velværehormoner, de såkaldte endorfiner. Men den kontakt, man får med sig selv, er mindst lige så væsentligt. Når man synger, er man meget fokuseret. Man kan hverken græde eller grine. Man kan heller ikke tænke på andre ting. Man tænker kun på sang - og de bekymringer, man ellers måtte have, bliver sat på pause," siger hun.

Hun synes, at de fleste mennesker stiller for store krav til deres sang. Derfor synger mange kun til fodboldkampe, eller når de har fået noget at drikke. Men sangpædagogen synes, det er synd.

"Det er virkelig frigørende at få kontakt med sin sangstemme. Så det er en rigtig god idé at synge hjemme i badeværelset og give den fuld skrue. Her lyder det rigtig godt. Man er tryg, fordi man i det mindste tror, at man ikke har nogen lyttere, og det varme vand hjælper til, at musklerne og kæben er afslappet," fortæller Pia Scharling.

Det er et naturligt instinkt at synge

Det ligger latent i os alle sammen at synge, hævder Pia Scharling.

"Jeg er helt sikker på, at vi som urmennesker også har sunget. Jeg kan lige se for mig, hvordan stenaldermanden kom slæbende med en urokse, mens han sang en sejrssang. Jeg tror, at der har været sunget altid - men måske har vi skruet ned for det i forhold til tidligere, fordi vi lægger så mange bånd på os selv.”

Alle mennesker kan synge af fuld hals. Og teknikken har vi i hvert fald tidligere i livet haft helt på plads.

"Se bare på en lille baby, der skråler. Det er tydeligt, hvordan hele kroppen understøtter lyden. Babyer og børn ved ikke noget om sangteknik. De gør det bare. Det er deres instink,t og det er det instinkt, vi skal finde tilbage til og raffinere til en egentlig teknik," siger Pia Scharling.

Det er let at synge

At synge rigtigt er ikke raketvidenskab - det er snarere en bevidsthed om, hvordan man kan udvikle sin stemme, siger hun.

"Så hvis man på en gang vil have skovlen under de spændinger, man render rundt med, og samtidig udvikle sin stemme, kan man tage skridtet videre og tage et par enkelte sangtimer. 

 

Så er man i gang. Derefter kan man selv benytte sangen som et aktivt redskab til mere afslapning, afstresning og færre spændinger i kroppen," siger Pia Scharling.

Mere om kroppen

Kommentarer til artiklen

syng for fuld hals

Det var godt nok noget af en kraftkarl- den stenaldermand- der kom slæbende med en urokse- syngende af fuld hals. Deraf kan man lære at sang- foruden alle de andre gode ting - gør stærk - jættestærk. Måske har han ikke sunget- men råbt til de andre- kom og hjælp. Jeg kan ikke alene- jeg har ovenikøbet sunget i vilden sky - det hjalp ikke - se- jeg synger og bærer med smil min byrde.

- preben mogensen - 15. jan 2015 19:56

Det er sundt at synge

Herligt at læse den artikel. Jeg vidste nu godt, at der udløstes endophiner,når man sang, men man oplever det jo selv som sanger- gang på gang. Man kan komme og have hovedpine, være i dårligt humør
m.m., men efter en koraften går man hjem og har det meget, meget bedre.
Og selv om det ikke er den største sangfugl, der bor i et bryst, kan man da sagtens have glæde og gavn af også at synge hjemme, f.eks. i badeværelset.
Bare kom i gang!!!

- Gudrun Awa Jørsing - 17. jan 2015 13:28

Hvad sang og kor gør for vores velbefindende

Som professionel sanger kan jeg kun tilslutte mig ovenstående artikel. Ydermere er det blevet konstateret på Gøteborg Universitet at korsangere opnår samme hjerterytme, og at "fællesskabs- hormonet" - oxytocin- frigives - og lykke hormonet Dopamin- I Sverige har de sang på recept lige som vi i Danmark har motion på recept.
Lungekapaciteten øges og mavemusklerne trænes. En times sang forbrænder ca- 180 kalorier.

En anden bonus ved at synge er at ens talestemme også trænes stærkere og man får en bedre klang, tydeligere udtale - og kan holde til at tale i længere tid, for eksempel til foredrag, præsentationer og som underviser.

Det ærgre mig at mange skoler ikke bruger morgensang længere- tænk engang på hvilken effekt sangen kan give børnene i deres krop, sind og stemme i forhold til ovenstående artikel.

Vibeke Krogsgaard, Voxlab

- Vibeke Krogsgaard - 18. feb 2015 08:21

Syng for fuld hals

Et ægtepar i det sydlige Jylland (Tjæreborg), tager rundt i landet og laver "Syng jer gladere" arrangementer i foreninger, ældreklubber, klubber, loger mv. og kan berette om den sangglæde de oplever fra deltagerne.
Ægteparret har meget travlt, da der er mange som gerne vil have dem til at lede fællessangen.
Har selv deltaget og have en god og fornøjelig stund i deres selskab.

- Erik Buus - 23. sep 2015 10:01

Kommenter artiklen

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.