Samvirke front page
Barnevognen bliver bakset ud af opgangen. Det regner. Ligesom det også regnede kl. 9 og kl. 13. Helle Bjerregård ved det, for da var hun også ude. Med barnevognen. Allerhelst ville hun blive inden døre og selv tage sig en lur. Men der er ingen vej uden om barnevognsturen. For det er den eneste måde, otte måneder gamle Johan kan falde i søvn på.
“Generelt er jeg fuldstændig udmattet - og overrasket - over, hvor meget mit barns søvnbesvær fylder i mit liv. Stort set hver gang min mand og jeg har en ledig stund til at tale sammen, handler det om hans søvn, og hvad vi kan gøre for at hjælpe ham,” siger Helle Bjerregård.
Johan har svært ved at falde i søvn og har altid haft det. Familien har læst stakkevis af bøger om børns søvn, talt med læger,
sundhedsplejersker osv., men ingen har kunnet hjælpe.
“Når ungen skriger af træthed, men nægter at overgive sig til søvnen, så ville jeg ønske, der var en Nanny 911-service, jeg kunne ringe til og få den trylleformular, der virker,” fortæller Helle Bjerregård.
Trylleformularen ryster hun ikke lige ud af ærmet, men sundhedsplejerske og psykoterapeut Benedikte Hertel har mange års erfaring med netop det emne og har blandt andet skrevet bogen “God nat min skat – en guide til rolige nætter”. Hun understreger, at børn har forskellige søvnbehov og personligheder, men generelt kan og skal de hjælpes til at falde til ro og sove.
“Forældrene skal tage opgaven på sig og lære barnet at få ro på sig. Vise det, at nu går vi ned i tempo. Det kan for eksempel være ved stille musik eller med blide strøg. Og så må man ikke prøve 1000 forskellige ting i forsøg på at få barnet til at sove, det forvirrer det bare,” forklarer Benedikte Hertel.
Det princip kan være noget svært at holde i hævd, når et forsøg på at få et træt barn til at sove har taget timevis.
”Så ryger alle principper og intentioner om gode langsigtede vaner – så er det ind i dobbeltsengen, tæt på mor og dermed på mad – og så er der ro, og jeg får også selv sovet!,” siger Helle Bjerregård.
Lige præcis vaner er utroligt vigtige, når et barn skal sove. Så hvis forældrene finder ud af, at lillepus falder så dejligt nemt i søvn i bilen og begynder at køre rundt med barnet, når det skal sove. Ja så opstår der lynhurtigt en vane. Og så vil lillepus kæmpe indædt for at komme ud at sove i bilen.
”Børn elsker vaner. Så forældrene skal være klar over vanens magt og nøje vælge, hvilke de vil præsentere for deres børn. Et barn kan nemlig ikke lide at få lavet vanerne om og bliver ked af det, når forældrene forsøger på det,” siger Benedikte Hertel.
Det kan dog godt lade sig gøre at ændre på uhensigtsmæssige vaner. Men det kræver en beslutning og stor fasthed fra forældrenes side.
”Det vigtigste er at stå fast. At tage sit ansvar som forælder på sig og udstille det for barnet. At beslutte med sig selv, jeg ved, hvordan det her skal foregå, og nu skal jeg vise mit barn det,” forklarer Benedikte Hertel.
Helle Bjerregård føler, at de otte måneder med søvnbesværet barn har fået hende til at se flere år ældre ud.
”Man bliver jo helt desperat efter hvert minuts søvn, man selv kan få. Det er ligesom folk, der har været i forsvaret, som fortæller, at de kan sove på de mest ukomfortable steder og tidspunkter. Sådan får jeg det også.”
Da søvnmanglen var værst, var hun daglig gæst hos områdets bagere og chokoladebutikker, for kroppen nærmest krævede et fedt- og sukkerfix for at klare sig gennem dagen.
”Jeg ved alt om, hvor usundt det er, men det går fuldstændig fløjten, når man står med en skrigende, træt unge, og er helt udenfor kontrol af, hvornår jeg får mulighed for at sove næste gang. Så er det bare om at gøre alt, hvad man kan for at holde batterierne ladet nogenlunde op.”
Andre kommenterer på
Se andres gode råd om rester og skriv selv dine egne resteråd her 97
Læsernes råd - det kan du bruge pastarester til 15
Sådan skider du i skoven 7
Hvad vil du bruge 1 million kroner til? 385
Læsernes gode råd - Hvad gør du for at fjerne smerten? 37