Skovsover for en nat

Myg, fælles tisseture og marshmallows i mariekiks. 5.Z fra Hyltebjerg Skole i Vanløse byttede for en nat boxmadrasserne ud med soveposer i et shelter i Hareskoven nord for København
Shelter i Hareskoven

Shelteret på Gisselfeldengen minder om en overskåret gravhøj, men rummer et fint overnatningssted med plads til cirka 30 personer

Kl. 23.53

»Arrj, verdens største edderkop sidder lige over mit hoved – fjern den, fjern den!« Nødråbet kommer dybt inde fra shelteret – i den side, hvor pigerne skal sove. Det efterfølges af flere skrig og en debat om, hvorvidt edderkopper og andet småkryb er en forventelig del af at skulle tilbringe en nat midt ude i en skov. Og om det er realistisk at finde og udrydde hver eneste af slagsen for at blive i stand til at sove. En venlig drengesjæl fjerner det lille dyr og får skabt nogenlunde ro i lejeren.

22 børn og fem voksne fra 5.Z på Hyltebjerg Skole er ved at iføre sig joggingbukser, langærmede trøjer og tykke sokker, før de kryber ned i soveposerne, som er spredt ud over plankegulvet i det shelter, hvor de skal tilbringe natten. Nærmere bestemt på Gisselfeldengen i Hareskoven nord for København. Shelteret minder om en udhulet gravhøj, som er skåret over på midten. I midten sender bålstedet utrolige mængder af røg ind over den levende ormegård af glitrende soveposer og op i nattehimlen.

De faste sengeritualer er for flere af børnene svære at lægge til side, bare fordi boxmadrassen for en aften er skiftet ud med et liggeunderlag side om side med deres klassekammerater. »Hvor skal man børste tænder?« lyder det. Andre er hurtige til at se det fordelagtige i den uvante situation og gumler lystigt på karamelsnørebånd nede i soveposen. »Husk nu at sige til jeres forældre, at vi bad jer alle sammen om at børste tænder,« griner en af de voksne, som selv er forældre til børnene.

Sov i skoven

Du må gerne overnatte i de skove, som Naturstyrelsen forvalter – der er flere muligheder:

  • Rul din sovepose ud på jorden, hvor du lyster. Dit sovely må dog ikke have karakter af et telt, for så skal du benytte en af de følgende andre muligheder for overnatning.
  • Slå telt op i de 145 udvalgte skove, hvor fri teltning er tilladt. Her må du sove i telt, hvis du kun har én overnatning samme sted, højst har et trepersoners telt m.m.
  • Stil dit telt op eller sov i shelter på et af de 272 primitive overnatnings-steder, som typisk er markeret med en pæl og eventuelt en bålplads. Du behøver ikke at booke i forvejen.
  • Sov i et større shelter eller i telt på en af de 150 autoriserede lejrpladser. Velegnet til store grupper – husk at reservere i forvejen.
  • Find en campingplads i naturskønne omgivelser.

Uden for det båloplyste shelter er skoven ved at være helt mørk. Dagens sidste tisserunde ude blandt træerne ender med at blive en fælles pigetur, eskorteret af et par beskyttende drenge, som igen og igen må forsikre: »Jeg kigger ikke.«

Kl. 21.30

Vi har lejrbål her, Jutlandia, Mamma Mia og Mariehønen Evigglad. En guitar og bålet samler børnene, som dyster drengene mod pigerne i lejrbålsklassikere. Det er allerede en halv time over manges normale sengetid, men det mærkes ikke på sangiveren.

Den medbragte mad og kage er blevet spist. Bagte kartofler og kyllingespyd er tilberedt i ovn hjemmefra, så børnene har selv kunnet vælge, om de ville varme dem på bålet eller bare spise maden, som den var. Da gruppen tidligere på aftenen ankom til skoven med S-toget fra Vanløse, fik alle en opgave. Nogle har snittet grøntsager, andre hentet vand eller brænde i skoven.

Hullet inde bag træerne, som det næste halve døgns tid gør det ud for toilet, blev gravet af forælder Søren Pehrson. Han har erfaring fra lignende ture og har taget initiativet til overnatningen i det fri.

»I mit ældste barns klasse er det blevet en tradition, at vi en gang om året har arrangeret en forældretur med børnene, hvor vi overnatter ude sammen. Det er en god måde at ryste børnene bedre sammen på og meget mere simpelt, billigt og til at overskue end at arrangere en stor weekendtur i en hytte,« siger han og tilføjer: »Børnene er nødt til at være så store, at man tør vende ryggen til dem et øjeblik, så det passer fint at tage på sådan en tur, når de er 11-12 år.«

En parfumeret dunst af myggespray blander sig med røgen omkring bålet. Sværme af myg står om børnenes hoveder, som efterhånden bliver beklædt med ørevarmere og huer. Inde i shelteret er flere i gang med at pakke deres sovegrej ud, og en diskussion opstår om, hvem der skal sove på de uattraktive yderste pladser. Andre rister marshmallows over bålet og afprøver en smagsvariation, hvor den næsten flydende skumfidus puttes ind mellem to mariekiks.

En gruppe leger »Sandhed, Procent eller Konsekvens«, som dog hurtigt udvikler sig til bare at handle om »Kys, Kys eller Kys«.

Kl. 3.17

Dyrene har overtaget skoven. Siden kl. 01.06 har der været tyst fra shelteret. Engen er hyllet i en hvid, eventyrlig dis under månelyset. Luften er mættet af fugt. Ude på engen pusler et større, ikke identificerbart dyr rundt.

Motorlyd fra biler høres af og til som et lidt forstyrrende tegn på, at civilisationen alligevel er tæt på. »Kvåhk, kvåhk« lyder det fra en meget insisterende frø, som konkurrerer om førstestemmen i nattens dyrekoncert med en fugls dybe »Uhh, uhh«.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kl. 6.55

10 børn ligger stadig i soveposerne. Joggingbukser og langærmede bluser har ikke formået at holde kulden ude, og de lidt forfrosne sovekroppe er ikke ivrige efter at forlade deres pupper. Rune folder plastikposer om sine fødder, før han stikker dem i sine løbesko, som er gennemvåde af dug.

»Jeg har sovet i bar overkrop og underbukser, og jeg har overhovedet ikke frosset.  Det var kun koldt, når jeg lige havde hovedet oppe for at vende mig,« siger han.

Natten er forløbet roligt. Faktisk så roligt, at ingen har hørt dyrekoncerten fra engen. Enkelte har dog været en tur ude mellem træerne tidligere på morgenen og kan fortælle, at de har set en hare og et egern.

Der er gang i bålet igen, børnene rister hveder og hele bananer. Flødeskum på flaske og chokoladesovsen, som var tiltænkt dessert aftenen før, bliver fundet frem og indgår i en ny og interessant morgenmadsret: En burger af varme hveder med fyld af flødeskum og chokoladesovs.

Rundt om bålet bliver de morgenkolde hænder varmet på tekrus, der er stadig nogle timers leg tilbage, før børnene bliver hentet af deres forældre.

»Det har været rigtig hyggeligt, men også ret koldt. Vi har før holdt fødselsdage, hvor vi har sovet sammen, men det her er noget andet. Men jeg har kun sovet fem timer, så jeg er bare træt nu,« siger Selma. 

Læs mere om