Skovflåten kan gøre dig syg med TBE
Skovflåtens bid kan give hjernebetændelse og lammelser
På Bornholm har læger, skovarbejdere og naturglade borgere i de sidste 50 år været klar over, at et møde med det lille kryb skovflåten kan udvikle sig til mere end blot en lidt ækel oplevelse på skovturen.
Cirka to personer på øen får hvert år sygdommen tick borne encephalitis (TBE) som følge af at være blevet bidt af det lille bæst.
De alvorligste tilfælde af virussygdommen giver hjernebetændelse, og selv om sygdommen opdages, er der ingen effektiv behandling at tilbyde patienten.
Hjernebetændelsen kan give lammelser og varige hjerneskader.
TBE på Bornholm
Omkring to procent af skovflåterne på Bornholm bærer på TBE-smitten, og en undersøgelse har vist, at 20 procent af skovarbejderne har antistoffer i deres blod, hvilket indikerer, at de har været bidt og haft sygdommen.
TBE og borrelia
TBE
- Tick borne encephalitis er en virussygdom. Den overføres via flåtbid. Smitten overføres, så snart flåten bider.
- Symptomerne føles som at have influenza. Får du disse symptomer efter et flåtbid, så husk at oplyse det til din læge eller på hospitalet. I værste tilfælde kan sygdommen udvikle sig til hjernebetændelse og give varige hjerneskader.
- Børn under syv år bliver oftest ikke alvorligt syge af TBE. Der er ingen behandling, og en vaccine er det eneste middel mod sygdommen. En vaccination koster omkring 1000 kroner og derefter cirka 100 kroner om året i vedligeholdelse.
Borrelia
- Borrelia eller borreliose er en bakteriel sygdom, som også overføres via flåtbid.
- Jo længere flåten sidder på huden, jo større risiko er der for, at den overfører borreliasmitten. Hvis man fjerner flåten inden for 24 timer, er risikoen for smitte minimal.
- Symptomerne er som ved influenza, og der er rødligt udslæt omkring selve biddet.
- Borrelia kan føre til betændelse i nervesystemet eller i hjertemuskulaturen, og sygdommen kan give vedvarende lammelser, føleforstyrrelser og nedsat hukommelse. Borrelia kan behandles med antibiotika.
Seruminstituttet anbefaler ikke, at de mange turister, som hvert år besøger Bornholm, skal vaccineres mod TBE, medmindre de decideret opholder sig i skoven i 3-4 uger.
TBE-inficerede flåter fundet i Nordsjælland
Langt fra Bornholm i den nordsjællandske skov Tokkekøb Hegn er det nu blevet påvist, at to personer i 2008 og 2009 har været syge af TBE efter flåtbid. Biologer har fundet TBE-bærende flåter på et meget lokalt område i skoven.
Det var lidt af et tilfælde, at det blev opdaget, og derfor mener lægen bag undersøgelsen, at de sygdomsinficerede flåter og sygdommen godt kan være mere udbredt, end statistikkerne fortæller.
»Når jeg har fundet TBE i Nordsjælland, så er der formentlig også TBE flere steder i landet. Vi ved, at der er mange tilfælde i både Sverige og Tyskland, og fugle, som flyver over landegrænserne, kan sagtens have inficerede flåter med sig,« siger Claus Bohn Christiansen, læge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Rigshospitalet.
Vaccination mod TBE er ikke nødvendig i Danmark
I Sverige bliver flere hundrede personer syge med TBE om året, og både Sverige og Tyskland oplever en stigning i sygdommen. I Østrig er hele befolkningen blevet vaccineret, og vaccinen er en del af børnevaccinationsprogrammet.
I Danmark er vi langt fra vaccinationstilstande, for det er slet ikke sikkert, at sygdommen har bredt sig, mener Kåre Mølbak fra epidemiologisk afdeling på Statens Serum Institut.
»Vi ved, at TBE-smitten kan findes stabilt i områder som på Bornholm, men den kan også forekomme i et område i en periode og så forsvinde igen. Der er i hvert fald ingen grund til at lade være med at gå i skoven, fordi man er bange for skovflåten og for TBE,« siger Kåre Mølbak.
Skov-og Naturstyrelsen har tilbudt alle sine medarbejdere på Sjælland at blive vaccineret mod TBE, og denne sommer vil biologer indfange flåter og undersøge, om de er bærere af sygdommen.









Mød en familie, der har hevet stikket ud på den klassiske danske hverdag
10 dødelige planter og dyr i Danmark
Gæt et ordsprog
Gode grøntsager til grillen
7 opskrifter til en vegansk julemiddag
5 ting du aldrig må spise, før du går i seng
Vandlege stimulerer børns motorik
Her er 10 af de værste saltsyndere du skal passe på
Hvilken kræsentype er du?
Har du styr på din blære, eller har den styr på dig?












Andre kommenterer på
Medicinfri smertebehandling 8
Diodelygterne til cykler bliver forbudt 21
Debat: Hvor blev salmiakstangen og knaldtyggegummiet af? 178
Isparlør 31
Se andres gode råd om rester og skriv selv dine egne resteråd her 100