Øjenprotesen skal sidde lige i øjet

Glasøjne skal skiftes hvert andet eller tredje år

»Folk er som regel ved at falde ned af stolen, når de hører, at jeg har et glasøje. Det havde de aldrig gættet.« 

Lone Kjær Sørensen sidder på øjenafdelingens gang på Rigshospitalet og venter på, at det bliver hendes tur. Hun har haft glasøje i 23 år og er efterhånden stamkunde her på afdelingen, når de tyske okularister eller protesemagere fra firmaet F. Ad. Müller Söhne ankommer med deres lille mobile glasværksted og går i gang med at udføre nye proteser.

Et glasøje har en levetid på to til tre år. Det bliver slidt på overfladen af syre fra øjenvæsken, støv og snavs, og hvis overfladen bliver ujævn, kan omgivelserne omkring øjet blive irriterede, og så er det tid til at få skiftet protesen ud med en ny. Lone får fast skiftet sin protese hvert andet år.

»Når det er ved at være på denne her tid, så føles glasøjet slidt, og så glæder jeg mig til at få det skiftet,« forklarer Lone Kjær Sørensen, som altid har sin mor med, når hun skal have et nyt øje. Hun har én gang prøvet at komme hjem med et øje, som var forkert i form og farve, og derfor foretrækker hun, at der er en anden person med til at vurdere, hvordan det nye øje ser ud. 

Lone fik fjernet sit ene øje som 24-årig efter lang tids sygdom. Hun havde dårligt syn på øjet og var konstant bekymret over, hvad der var i vejen med øjet, så hun var næsten lettet, da øjet blev erstattet med et glasøje. 

»I dag tænker jeg sjældent over det. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg kører bil og har gjort vilde ting som bungy jump og vandret i junglen. Det har været vigtigt for mig ikke at lade mig begrænse af det.«

Hver eneste øjenhule er individuel

Okularist Jan Müller-Uri kigger efter en speciel farve. Han er på jagt efter den, der matcher patientens blivende øje allerbedst. Hundredvis af glasøjne ser tilbage på ham fra deres papæsker, hvor de ligger som små julekugler pakket ind i lidt papir for at skåne dem. Alle øjnene er håndlavede, men Jan Müller-Uri og hans kolleger har forproduceret dem hjemmefra. Det tager mellem tre og fire timer at skabe den helt rigtige sammensætning og dybde i glasøjets farve og iris-tegningen ved hjælp af op mod 80 forskellige glasfarvestave.  

Når han har fundet den helt rigtige farve, tager han forsigtigt patientens gamle protese ud med en lille sugekop. Han kigger ind i den tomme øjenhule og spørger patienten til, hvordan den nuværende protese fungerer og føles. Øjenhulen kan forandre sig hele tiden, og der kan være god grund til at ændre lidt på formen. Er protesen for stor, kan patienten få et stirrende blik, og er den for lille, risikerer man at se konstant træt ud. 

Nu begynder selve formgivningen af protesen, og Jan Müller-Uri tænder for den specielle brænder, som minder om en bunsenbrænder. 

»Hver eneste øjenhule er individuel, og det er proteserne dermed også. For mig er det som at udforme en tredimensionel puslespilsbrik, som skal passe perfekt ind i hulrummet. Mit mål er at lave protesen så eksakt som muligt, så den ser ud som et rigtigt øje, og så man helt glemmer, at den er der,« forklarer Jan Müller-Uri, mens han trækker fine, tynde røde glastråde ind over glasøjet. Brænderen opvarmer og smelter glastrådene, som nu fremstår som en imitation af øjets blodkar.  

Jan Müller-Uri er femte generation okularist og uddannet i sin fars firma, som blev grundlagt af hans tipoldefar. Han har 27 års erfaring med at fremstille proteser og ser omkring 800 patienter om året. Det gør ham til en så specialiseret håndværker, at han rejser med sin kunnen i seks forskellige lande, heriblandt Danmark.

Glasøjet ser levende og glansfyldt ud

Glasøjet har nu fået sin helt individuelle form, der er langt fra de kuglerunde øjne i æskerne. Men før patienten kan prøve, om det passer, skal det køle af. Hele processen med at farvelægge og tilpasse protesen tager mellem en og to timer. 

»For mig er det meget tilfredsstillende arbejde, fordi jeg laver det hele fra start til slut. Og så kan jeg kan lide kontakten til patienterne.Nu mangler vi bare at udvikle den helt perfekte øjenprotese – den, som også kan se,« siger Jan Müller-Uri.

Stort set alle patienterne får deres gamle protese med hjem, så de har en ekstra, hvis der skulle ske noget med den nye. Der er visse forholdsregler, man som bærer af et glasøje skal tage.

Patienterne rådes til aldrig at tage øjet ud på badeværelset eller et sted med hårde fliser. Og hvis de dykker eller svømmer, rådes de til enten at bruge briller eller tage protesen ud. Men på trods af det sarte materiale oplever okularisterne sjældent, at en patient har smadret protesen eller mistet den. 

Glas er stadig det mest brugte materiale til øjenproteser i Danmark, men proteser af akryl vinder ind på markedet. Erik Heide er en af de patienter, som får en ny glasprotese med hjem i dag, og han har aldrig overvejet at skifte til et andet materiale.  

»Glas har en helt anden glans. Det får øjet til at se levende og glansfyldt ud. Ens blik betyder meget, når man kigger på folk, og det er et stort ansvar, som ligger hos protesemageren. I denne verden, hvor alt er forproduceret, er det imponerende at se et håndværk som dette. Hver protese er et kunstværk.«