Slank

Kys dig slank

Når munden har travlt med at grine eller kysse, kan den umuligt tygge mad samtidig.
Af Liv Mygind | 27. august 2009
Gamle kysser
Kys er dejlige, og så slanker de.

Svært at lade være med at tænke på mad

Tænk ikke på en lyserød elefant. Du skal IKKE tænke på den elefant og dens lange lyserøde snabel eller store lyserøde ører.

Som bekendt er det svært at lade være med at se den lyserøde elefant for sig. På samme måde er det med mad. Når vi siger til os selv, at vi ikke må spise napoleonshatte, drikke Nikoline Appelsin eller komme Nutella på brødet, får vi endnu mere lyst til det.

Derfor er det vigtigt at fokusere på andet end mad og motion, når vi skal tabe os, siger Camilla Holst, autoriseret psykolog og forfatter til bogen Slank dig let.

»Hjernen kan ikke skelne mellem det, den ikke må og godt må tænke på.

Hjernen vil hele tiden tænke på lakrids, kage og chokolade, hvis man siger, at den ikke må,« siger Camilla Holst, der til daglig arbejder med vægttab og de følelser, der knytter sig til overspisning.

For at undgå, at den diæt, man er på, skal blive en besættelse af den mad, man ikke må spise, siger Camilla, at det er vigtigt at have et mål, der ikke kun handler om mad, man ikke må spise.

Find et mål der ikke handler om mad

»Man skal starte med at finde sig et mål, der holder. Det gør man kun ved at finde frem til det bagvedliggende mål. Som f. eks. kan være, at man godt kunne tænke sig en kæreste, et nyt job eller at være en anden end den, man er, « siger Camilla Holst. Målet skal være positivt formuleret og udelukkende afhænge af en selv.

Hun anbefaler, at folk finder frem til deres bagvedliggende mål og derefter sætter delmål.

Så hvis de i virkeligheden gerne vil tabe sig for at få en kæreste, kan et delmål være at købe en flot kjole, man ser godt ud i nu og tage den på til en fest. Hver gang man så får lyst til søde eller fede sager, skal man tænke på kjolen eller tage den på.

»Kjolen skal erstatte lysten til mad.

Så tænker man ikke på det, man ikke må, men på noget positivt - nemlig kjolen og festen, og det er langt mere motiverende,« forklarer Camilla Holst.

»Prøv at finde glæden i alt andet end mad. Det kan være film på youtube, grineøvelser, stand up, gode venner, film eller en gåtur i naturen.

Og det allerbedste er at finde frem til noget, der får en til at grine. For det er umuligt at tænke på mad, når vi griner.

Samtidig aktiverer vi nogle hormoner i kroppen, når vi griner, som også er vores indre slankemiddel. De mindsker lysten til mad og følelsen af sult. Det er det modsatte af, hvad der sker, hvis vi er stressede, hvor man får en tomhedsfornemmelse i maven og føler sig sulten, « siger hun.

Fyld munden med kys

Lotte Holm har arbejdet som diætist siden 1985 og fortæller, at hun i den psykologiske og ofte meget lange proces ved kostomlægning og rygestop har foreslået kys som erstatning for mere mad, tyggegummi eller lakridser.

»Hvis man er vant til at proppe munden med mad, så har munden brug for noget andet sanseligt, når man vælger at spise mindre. Man skal bruge den mund til noget, og derfor har jeg med et glimt i øjet foreslået folk at kysse i stedet for at spise nummer to portion.«

»Når man kysser nogen, så kan man ikke spise samtidig. Munden er simpelthen dejligt optaget,« siger Lotte Holm.

Kys til kæreste, ægtefælle eller børn er oplagte valg. Men kys på kinden til ven eller veninde kan også bruges.

»Når jeg har foreslået folk at kysse, så tænker jeg nok mest på det sanselige kys mellem kærester. Jeg giver ikke instrukser i, hvilken slags kys folk skal give. Folk skal kysse, som de kysser.

Men jeg ville da selv tro, at det er bedst med et langt hyggeligt sensuelt kys.« Hun ler og siger, at man selvfølgelig må tage sig i akt, så kysset ikke misforstås.

»Hvis man pludselig kysser en kollega og forklarer det med, at det er, fordi man har sådan lyst til en Marsbar, ville det klart kunne misforstås. Så det er nok bedre at holde sig til de nærmeste,« siger Lotte Holm og griner. Hun tror også, kys, der bruges som afledningsmanøvre, kan løfte slankeprocessen til noget sjovt og sanseligt.

LÆS SENESTE SAMVIRKE