Klumme: (For) gammel

Hvornår er man færdig med at være ung?

Når omgangskredsen begynder at omtale en som den unge, er der vist grund til at være på vagt. For betyder det ikke helt basalt, at man ikke længere omgiver sig med unge mennesker, men med ældre mennesker? Og betyder det egentlig ikke, at man selv er færdig med at være ung?

I må gerne svare på spørgsmålene, men lad venligst være med at sende svarene til mig, for jeg er ikke sikker på, at jeg er helt klar til dem.

Jeg har egentlig ikke krise over min alder (35), og jeg er da ganske tilfreds med, at økonomien er bedre end i SU-dagene, at erfaringerne redder mig fra mangen en dumhed, at maden, vinen og øllerne er blevet bedre og dyrere, og at overblik og menneskekendskab er blevet styrket. 

Men jeg ville gerne gentage de seneste 15-20 år med den bagage. Som at genspille første bane i et computerspil eller triumferende suse ned ad begynderbakken sidste dag på den første skiferie nogensinde.

Drømme er bare drømme

For selv om jeg i store træk selv har indrettet mit liv og foret det med alskens behageligheder, så er det en grim erkendelse, at alle de gamle, mere eller mindre realistiske drømme definitivt bare er drømme, som kunne være gået i opfyldelse. For jeg vil stadigvæk gerne være astronom, ingeniør, professionel fodboldspiller, ishockeyspiller, gourmetkok, opfinder – og score det afgørende mål i VM-finalen.

Nu betyder alderen heldigvis ikke alt, selvom den sætter nogle grundvilkår. Og kameluldstøflerne gror ikke ud af sig selv, ligesom byturene og koncerterne ikke stopper af sig selv. Og heldigvis er der mange af dem, som kalder mig den unge, der er aktive, udadvendte og inspirerende at bruge tid sammen med, så jeg frygter ikke at blive ældre. Jeg er bare ikke helt sikker på, om jeg er klar til min egen alder endnu.

Gæve gutter er blevet fædre

For når jeg kigger rundt, kan jeg jo se, at dem, der før var flotte piger, nu er blevet mødre, og de gæve gutter fra byturene er blevet fædre. Og selvom mødrene stadig er tiltrækkende, og fædrene stadig er gæve, så sætter det nogle begrænsninger, og af og til føler man sig som en anakronisme ved stadig at være den letlevende single, der lever mere i det offentlige rum end i de nyindrettede stuer. Og selvom jeg måske godt kan se mig selv i den rolle også, så er der stadig en teenager indeni, der vil en tur i hegnet en gang imellem – også selv om de unge i byen hører dårlig musik, larmer og opfører sig mærkeligt. 

Det er nok mig, der er ved at blive...