Hvem arver du din hårvækst fra?

Selvom en række faktorer spiller ind, kan det være svært at forudsige, hvorfra du arver din hårvækst. Det forklarer Hans Eiberg, lektor ved Københavns Universitet.
Billede af hår taget tæt på.

Det er en blanding af dine forældres gener, der er med til at give dig din hårvækst.

Hvis begge forældre er lyshårede, bliver barnet født ligesådan

Hvis du som mand har meget hår på kroppen, eller som kvinde har lyse krøller, kan det skyldes sammenblandingen af dine forældres gener. Det er ifølge Hans Eiberg, lektor på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet, ikke til at forudse, om du arver din hårfarve fra din mor eller din far. Hvis et forældrepar har samme hårfarve, vil det dog med al sandsynlighed resultere i, at barnet bliver født med den samme.

»Hvis begge er rødhårede, kan de være stort set sikre på at få et barn, der er rødhåret ved fødslen. Ligesådan, hvis de begge er meget lyshårede, kan de være næsten sikre på at få et barn, der er lyshåret ved fødslen,« forklarer Hans Eiberg.

Det er dog ikke sikkert, at barnet beholder hårfarven, til han eller hun bliver voksen. Det skyldes, at den såkaldte 'genetiske opskrift', der bestemmer en del af hårfarven, kan blive påvirket af hormoner senere i livet, understreger lektoren.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Mørke gener er stærkere

Mørke gener, hvad hårfarve angår, er også kraftigere end lyse. Eksempelvis slår gener for rødt hår ikke igennem, hvis der samtidig er gener for sort eller mørkt hår.

»Hvis generne for mørkt og lyst hår blandes, ender vi ud med det klassiske 'kommunefarvede' hår,« siger lektoren.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hårtykkelse er også arveligt

Ifølge Hans Eiberg er tykkelsen på dit hår også arveligt. Hvis din mor eller far har tykt hår, kan du med en vis sandsynlighed også arve det gen.

Han forklarer, at lyst hår ofte er forbundet med tynd hårtykkelse. Det modsatte er tilfældet med mørkere hår. Igen er det afgørende, hvilken blanding af gener du får med fra dine forældre.

Hvis mændene i en familie igennem generationer har haft kraftig skægvækst, er der også stor chance for, at den næste mand i arvefølgen kan få et fuldskæg.

Japanere og kinesere har det tykkeste hår

Der er forskel på tykkelsen af håret racer og etnicitet imellem. Ifølge International Hapmap Project har antropologer ved hjælp af undersøgelser fundet frem til, at japanere og kinesere generelt har tykkere hår end europæere og afrikanere. Undersøgelsen viste, at den sammensætning af gener, der er afgørende for tykt hår, i højere grad er udbredt blandt de to asiatiske nationaliteter end hos andre af klodens befolkning.

Skaldethed kan du arve fra din mor

Hvem skal du give 'skylden,' hvis du bliver skaldet? Det er i overvejende grad mænd, der med årene kan begynde at lide af hårtab. Det kan nedarves fra din far, hvis han også er skaldet. Men er din far ikke skaldet, kan du ikke være sikker på at klare frisag, for genet kan også stamme fra din mor. Det skyldes sammensætningen af kromosomer.

Når vi bliver født, arver vi kromosomer fra både vores mor og far. Kvinder har to x-kromosomer, mens mænd har både et x- og et y-kromosom. På x-kromosomet er der et gen, der spiller en vigtig rolle i forhold til hårtab. Hvis en kvinde har genet på et af sine kromosomer, vil der være stor sandsynlighed for, at hendes søn arver det. Fordi mænd kun har ét x-kromosom,vil det være synligt på hans hoved, hvis han arver genet fra sin mor.

Læs mere om