Stilhed

Fem gode argumenter i diskussioner om støj

Vil du ikke være sød at skrue ned? Spørgsmålet bliver ofte mødt af en forsvarstale for støj. Her har du en håndfuld brugbare argumenter, når du står foran din festende overbo, din højtråbende kollega eller ejeren af villavejens gøende schæfer.
Af Didde Rishøj | Foto: Colourbox | 22. oktober 2010
En snak om, hvordan man minimerer støjen kan være ømtålelig. Hvornår støj opfattes støjende er individuelt.

Forsvarsargument nummer 1: Jeg har lige så meget ret til at støje, som du har til at være stille

Du har helt ret – i din egen bolig. Men når din støj breder sig til min bolig, så stopper din ret ved din dør. I et offentligt – modsat i et privat – rum har vi alle hver især ret til at forvente vores rimelige del af det. Ingen har ret til at optage hele rummet inklusive hele det akustiske rum med hans eller hendes formål.

Forsvarsargument nummer 2: Du klager kun, fordi du ikke kan lide min musik eller musik i det hele taget

Det svarer til at sige, at en person, som modsætter sig voldtægt, ikke kan lide sex. Faktisk tyder meget på, at personer, som virkelige elsker musik, i højere grad føler sig krænkede over at blive det påtvunget.

Forsvarsargument nummer 3: Ingen andre klager

At ingen klager er ikke ensbetydende med, at ingen lider. Studier har vist, at et faldende antal klager nogle gange modsvarer en stigning i irritation over støj. Ofte stopper folk med at klage eller klager slet ikke fra begyndelsen, fordi de føler sig hjælpeløse.

Forsvarsargument nummer 4: Støj er den pris, vi betaler for fremskridt

Betyder som oftest: Støj er den pris, du bør være villig til at betale for mit fremskridt. Med andre ord bør du være villig til at miste noget af din ejendomsværdi eller glæden i dit hjem, så jeg kan maksimere udbyttet af min ejendom eller glæden i mit hjem. At røve fra Peter for at betale Poul er ikke fremskridt. Det er røveri.

Forsvarsargument nummer 5: Kort tids støj har ingen varig effekt

Det samme kan siges om en lussing. I begge tilfælde er effekterne tilfældige.

Hvis en gentagende lyd er sporadisk og uforudsigelig, vil en persons koncentration, søvn eller velbefindende blive påvirket selv under de stille pauser mellem lydene.

En enkeltstående lyd kan have effekt langt ud over selve lydens varighed. Hvis du mister de sidste 25 ord af en forestilling eller en lektion, som du har fulgt i de sidste to timer, hvor stor effekt har det så? Hvis du har betalt for at deltage, hvor meget kostede den korte afbrydelse dig så?

Kilde: Garret Keizer, The Unwanted Sound of Everything We Want.

LÆS SENESTE SAMVIRKE