Fødder

Fodfetichister er mere end almindeligt glade for fødder

Fodfetichister er ligeglade med deres egne fødder, og sidder fødderne på en mand, virker det direkte frastødende. Men et par velskabte kvindefødder gør fodfetichisterne mere end almindeligt glade.
Af Didde Rishøj | Foto: Nicky Bonne | 30. juli 2010

Fodfetichister tænder seksuelt på fødder

En varm sommerdag. Skuldre, arme, rygge og ben slippes ud i det fri, og for mange mænd bliver blikket flakkende ved det mere end sædvanligt frie udsyn til afklædte kvindelige kurver.

Nogle mænd har blikket fast fokuseret i gulvhøjde. De nyder også synet af nøgen hud og bløde kurver, for dem er det bare ikke bryster, baller eller ben, som distraherer, men tæer, ankler og fodsåler.

Fodfetichister er mere end almindeligt glade for fødder, de nyder at se, røre og blive kærtegnet af fødder og tænder seksuelt på kontakten. Langt de fleste fodelskere er mænd, og deres begær gælder specifikt kvinders fødder.

»Den perfekte fod er svær at beskrive, for det handler også om kvinden, foden sidder på. Mit blik starter altid på en kvindes ansigt, men så vandrer det direkte til hendes fødder, og hvis de ikke er attraktive, så kan det godt stoppe der. Men om foden er aflang eller tæerne korte, er underordnet, generelt er det bare jo mere fod, jo bedre,« forklarer Nicklas på 20 år, der er dedikeret fodfetichist og mest til naturlige og velplejede fødder uden for meget udstyr som neglelak, sko eller strømper.

Nøgne kvindefødder er seksuelt pirrende

Nicklas tænder på at nusse, massere, kysse og slikke kvindefødder og kan også godt lide, når de rører ham i ansigtet og masturberer ham ved et såkaldt footjob.

Andre fodfetichister finder også sko eller brugte strømper pirrende, og nogle har en snert af underkastelse med i deres fetich og har stort velbehag ud af at blive gået på med bare tæer over hele kroppen og i ansigtet. 

»At mærke kvindens vægt på min krop, og det, at hun bestemmer, giver et stort velbehag og seksuel lyst. Jeg har også prøvet, at 3-4 kvinder gik på mig, det var virkelig spændende – og tungt,« fortæller 39-årige Thomas, der har eksperimenteret intenst med sin fodfetichisme de sidste fire år. 

Fodelskere lever med en skjult lyst

Fødder er i mange menneskers univers lidt ulækre og lig med noget beskidt, og det er fodfetichisterne yderst bevidste om. At tænde på fødder er en meget privat sag.

»Det var bestemt ikke nemt, da jeg var yngre. Jeg følte mig meget anderledes, og det er stadig ikke noget, mine venner ved om mig. Jeg har forsøgt at ignorere det, men det kan ikke lade sig gøre, og nu har jeg accepteret, at det bare er en del af mig,« siger Thomas, som har været klar over, at han var fascineret af fødder, siden han var 5-6 år.

Nicklas husker også, hvordan han i omklædningsrummet efter gymnastiktimen gjorde sig umage med at skjule, at han kiggede langt efter pigernes fødder.

»Folk anser det for unormalt, og jeg tror, mine venner ville have svært ved at forstå det. Det er heller ikke noget, jeg nævner for piger på den første date,« fortæller Nicklas.

Fodfetichister deler deres passion på internettet

Internettet har gjort det meget nemmere at være tilhænger af fødder. Facebook-grupper, debatfora og ikke mindst et væld af billeder på eksempelvis YouTube giver både fodfetichisterne mulighed for at dyrke deres lyst og åbner deres øjne for, at de ikke er de eneste, der har den.

På det danske fod-forum.dk deler nogle fodfetichister deres tanker, erfaringer og billeder, og her kan man også købe brugte kvindestrømper, hvis man er til det.

»Det har virkeligt styrket min selvtillid at være på fod-forum.dk, for jeg har set, andre også har den fetich. Det er blevet nemmere for mig at tale om det, og jeg tror også, jeg vil kunne fortælle det hurtigere til en kommende kæreste,« mener Nicklas.

Den første danske fodfest er på vej

Thomas har flere års erfaring med sin fodlyst både som medlem af skandinaviske og internationale fora for fodfetichister og som deltager i såkaldte fodfester. Til en fodfest mødes fodelskere og kvinder, som gerne vil lægge tæer til.

»Jeg kan tydeligt huske min første fodfest, det var så fedt, jeg prøvede en masse for første gang og fik gode fodoplevelser. Det var vildt, at jeg bare kunne spørge pigerne, om jeg måtte slikke deres tæer, eller at de gerne ville gå på mig. Og det gjorde det nemmere senere at spørge andre kvinder om det,« husker Thomas.

Festerne har indtil nu foregået i udlandet, men den første fodfest på dansk jord forventes at blive afholdt til efteråret, og Nicklas er selvskreven på deltagerlisten. Indtil da nyder han sommeren og alle dens bare fødder.

»Når jeg ser de muslimske kvinder, som har dækket hele deres krop til, på nær deres fødder, tænker jeg tit, at de skulle bare vide!«

LÆS SENESTE SAMVIRKE