Stilhed

65 % er generet af støj derhjemme

Irritation og søvnløshed er nogle af konsekvenserne af støj inden for hjemmets fire vægge. Naboer og andre menneskers støj virker mest generende, men man kan også selv gøre noget for at holde decibelene i ave i hjemmet.
Af Didde Rishøj | Foto: Nicky Bonne | 22. oktober 2010
Underbo banker med kosteskaft
Nabostøj er stærkt generende

De andres larm er generende

Hjemmet er ikke nødvendigvis en base med stilhed og ro til at rekreere. Især ikke hvis man har larmende naboer. 65 % af danskerne er generet af støj, mens de opholder sig i deres hjem. For 11 procent er støjen et dagligt problem, viser en undersøgelse som FDB Analyse har udført for Samvirke.

»Jeg har ikke sovet normalt i de sidste 5 år på grund af støjende nabo og siden hans kæreste. Jeg føler mig deprimeret, hver gang jeg kommer hjem og finder ud af, at de er hjemme og har måttet kæmpe for at oparbejde et nyt søvnmønster,« beskriver en af de adspurgte personer i analysen.

Naboerne og andre mennesker i det hele taget er den kilde til uønsket hjemmestøj, som flest personer i undersøgelsen nævner (56 %). Men også andre familiemedlemmer og deres forbrug af radio og tv påvirker lydniveauet i hjemmene i negativ retning. Bilerne, busserne og anden trafik udenfor trænger i høj grad også gennem hjemmets vægge og er en generende faktor for mange (40 %).

Hjemmestøj gør folk irriterede og vrede

Irritation er den sindstilstand flest vælger til at beskrive, hvordan de påvirkes af støj i deres hjem. Men også ordene aggressiv, vred, stresset og søvnløs går igen.

»Bliver irriteret, når jeg kan høre to ting på samme tid, som jeg ikke er en del af (eksempelvis to tv, som kører, og jeg ikke ser nogen af dem),« skriver en person i analysen, og en anden er meget kontant i sin vrede: »Får lyst til at smide min idiotiske nabo ned ad trappen, når han smækker med døren og tramper alt, hvad han kan, kl. 6 hver morgen.«

Kirkeklokker, hunde, høj musik, højrøstede børn eller generelt larmende adfærd får decibelene til at stige i hjemmene, og 24 procent af danskerne savner stilhed i løbet af deres hverdag. Det kan sekretariatschef i Høreforeningen Pia Mikkelsen godt forstå:

»Der er hele tiden lyd i vores ører i mange flere af døgnets timer, end vi tidligere har været vant til. Vi er nødt til at blive mere bevidste om, at den udvikling slider på både hørelsen, koncentrationen og vores opmærksomhed, hvis vi ikke sørger for at få nogle stille stunder også,« siger hun.

Skru ned og sluk

»Vi skal lege mere stilleleg. Vores børn skal lære, at det også er ok at være stille, og at de skal passe på deres hørelse. Naturligvis skal vi bevare glæden ved for eksempel at høre høj musik og larme, men det er vigtigt også at kunne sætte pris på, at der er stille og roligt. Hørelsen er ikke en sans, som vi kan byde hvad som helst,« mener Pia Mikkelsen, sekretariatsleder i Høreforeningen.

Godt hver fjerde dansker har inden for det seneste år selv forsøgt at minimere støjgenerne i deres hjem. De har ifølge undersøgelsen fra FDB Analyse:

  • Bedt børn om at dæmpe sig
  • Skruet ned eller slukket for tv/radio
  • Isoleret gulv og vægge
  • Fået nye vinduer
  • Bedt naboer om at støje mindre
  • Klaget over støjende naboer
  • Købt høretelefoner
  • Opgraderet hvidevarer til nyere og mere støjsvage modeller
  • Hængt flere billeder på væggene
  • Bedt manden om at flytte

LÆS SENESTE SAMVIRKE