Krydsord eller sudoku?

Af Pia Thorsen Jacobsen, redaktør | 1. december 2005

Samvirkes læsere er flittige til at løse bladets krydsord. Vi tør slet ikke fortælle, hvor mange I er, der sender svar ind hver måned, for så holder I bare op, fordi I tror, at det er umuligt at vinde med så mange deltagere!

Igennem en lang årrække har vores krydsordskonstruktør, Tage Riis Jørgensen, sendt et paprør med posten hver måned. Deri lå hans krydsord skrevet med sirlig håndskrift - klar til at møde læseren. Nu er Tage Riis Jørgensen desværre gået bort i en alder af 78. Det er vi utrolig kede af. Også fordi vi ved, at det bliver svært at finde på det, der skal erstatte hans succes.

Men vi skal jo videre, så foreløbig har vi hyret Bjarne Riis Jørgensen, der er søn af Tage Riis Jørgensen, til at gå i sin fars fodspor. I denne måned bringer vi den sidste krydsord, som Tage Riis Jørgensen har konstrueret, og så har hans søn lovet at sørge for, at vi ikke står med en blank side i januarnummeret. Og han har - kan vi godt afsløre - arvet sin fars finurlige evne til at vikle ord ind i hinanden.

Men faktisk vil vi gerne spørge jer læsere, hvad I på lidt længere sigt kunne tænke jer af udfordringer. Hvis Samvirke stadig skal have en krydsord, skal den så være nemmere, sværere - eller er niveauet i orden? Eller skal alle de ord på kryds og tværs erstattes af tal, vil I hellere have en sudoku, det japanske talpuslespil, der ligger på alverdens bestsellerlister for tiden? Vil I have rebus, quizkryds, palindromer, anagrammer eller noget helt syvende?

Vi kan formentlig ikke imødekomme alle ønsker, men vil gerne høre, hvilke opgaver I kunne tænke jer i bladet, og vi er villige til at stille to sider til rådighed, så måske kan der blive plads til både tal og bogstaver.

Giv os dit bud på www.samvirke.dk/debat - du kan også skrive et brev til Samvirke, men husk at mærke kuverten »redaktionen «, eller sende en mail til samvirke@fdb.dk

God læselyst

Pia Thorsen Jacobsen, redaktør

Hvis Samvirke stadig skal have en krydsord, skal den så være nemmere, sværere - eller er niveauet i orden? Eller skal alle de ord på kryds og tværs erstattes af tal



Læs som PDF:


Artikel side 1

LÆS SENESTE SAMVIRKE