Politiske partier tur/retur

Fuzzy logic bliver nøgleordet i næste valgkamp. Den går ikke længere med enten-eller. Fremtiden drejer sig om både-og. Og de gamle partier bliver sat på prøve af nye udfordrere

Af Jens kerte | 1. januar 2008

Politiske partier er rent til grin. Synspunktet er især udbredt i totalitære regimer og blandt inkarnerede sofavælgere. Alligevel drømmer omkring et halvt hundrede danske politiske partier allerede om bedre held næste gang.

Det gælder partier som Nu-det-nok, Den Lille Mand, Internationale, Næstekærlighedsbevægelsen, Danmarks Monarkistiske Parti, Partiet De Bedste, Rygerpartiet, Antinazistisk Parti, Dansk Eliteparti, Frihedspartiet, Kernepartiet, Transportpartiet, Vores Parti med flere.

Alle er de nyskabende, hvad angår hjertesager, særstandpunkter og opfindsomme partinavne, men ingen af dem nåede som bekendt inden døre i det nye Folketing. De fik ikke engang indsamlet det nødvendige antal underskrifter som adgangsbillet til opstilling på valglisterne.

Gamle kendinge som Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne klarede heller ikke cuttet på mindst 19.185 skriftlige stillere inden valget i november.

Dermed røg den tidligere mavedanserinde Louise Frevert ud efter seks et halvt år på tinge. Louise Frevert blev oprindelig valgt for Dansk Folkeparti, men den sidste måned, hun sad i Folketinget, repræsenterede hun som selvvalgt løsgænger Centrum-Demokraterne.

De blev ellers droppet af vælgerne allerede ved valget i 2001. Men danskerne er vilde med demokrater og demokrati i alle aftapninger. Indenrigsministeriet ligger også inde med godkendelse af partinavne som Demokrati 2.0, Verdensdemokraterne, Det Progressive Nydemokrati, Orange Demokrater, Danske Demokrater, De Frie Demokrater, Nydemokraterne, Totaldemokraterne, Aktive Demokrater og Danmarks Frie Liberale Demokrater.

GRUNDLOVEN ELSKER FLAKKERNE.

Måske der er håb for Louise Frevert allerede ved næste folketingsvalg senest i 2011. Ellers kan hun sammen med andre tabere fra det overståede valg altid melde sig ind i Forhenværende Folketingsmedlemmers Forening, der har til huse på Christiansborg og arrangerer blandt andet to årlige ekskursioner rundt i landet foruden et eftermiddagsarrangement.

Andre kendte politikere med Folketingets afgåede formand Christian Mejdahl i spidsen kan fremover også sætte sig op i bussen af forhenværende.

Det gælder blandt andre Elsebeth Gerner Nielsen, Pernille Rosenkrantz- Theil, Flemming Hansen, Birthe Skaarup, Jytte Andersen, Lotte Bundsgaard, Frank Jensen, Per Kaalund, Ole Stavad, Svend Erik Hovmand og Hanne Severinsen, som frivilligt har overladt deres taburetter til andre.

Louise Frevert begyndte sin politiske karriere på rådhuset i København i 1994 som borgerrepræsentant for Det Konservative Folkeparti. Men hendes partipolitiske flakken skal ikke lægges hende til last, stod det til den Grundlovgivende Forsamling for næsten 160 år siden.

Det samme gælder den tidligere brevkasseredaktør på Familie Journalen, stemmeslugeren Karen Jespersen. På en snes år har hun vagabonderet i dansk politik fra Venstresocialisterne over SF og Socialdemokraterne til Venstre, hvor hun slog lejr i februar som folketingskandidat i den valgsikre Favrskovkreds i Østjylland. Igen bragede hun ind på Christiansborg med et kanonvalg.

Grundlovens fædre nævnte nemlig ikke med ét ord politiske partier i de oprindelig 100 paragraffer, da Grundloven af 5. juni 1849 forvandlede Danmark fra et royalt diktatur til et folkeligt demokrati.

Dengang forventede man ikke, at folket skulle tilkendegive sin vilje gennem partier, men ene og alene via enkeltpersoner, der blev stemt ind på grund af deres synspunkter, integritet og personlige egenskaber.

Siden er Grundloven blevet justeret tre gange, men den siger stadig intet om politiske partier. Kun om enkeltpersoner. »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

« Sådan står det højt og tydeligt i Grundloven. Dengang som nu. Ikke et pip om politiske partier. Kort efter det ny Folketing var gået i gang med arbejdet, meldte den konservative Pia Christmas-Møller sig pludselig ud af sit parti efter et godt kig i Grundloven og begyndte for sig selv som løsgænger på Christiansborg.

KENDISSER PÅ VALG.

Valgkampen var dårligt fløjtet i gang i oktober 2007, før det fra sidelinjen lød »popstjernevalg« og »skønhedskonkurrence« foruden en gentagelse af traveren »præsidentvalg « fra de tre forudgående topopgør 1998, 2001 og 2005 mellem Venstre og Socialdemokraterne.

Det Konservative Folkeparti fornyede på valgkampens syvendedag dansk politik med at opstille den 37-årige Paula Larrain. Hun er hidtil mest kendt som forhenværende studievært på TV-Avisen, ivrig deltager i Vild med Dans og medlem af ekspertpanelet i radioens underholdningsprogram Mads og Monopolet lørdag formiddag på P3.

Flere af partierne brød samtidig ud i nye slagsange. Ellers gik det med »popstjernevalg « især på nogle af Ny Alliances dugfriske spidskandidater såsom den tidligere fotomodel Malou Aamund, Jørgen Poulsen, topmand hos Dansk Røde Kors, og erhvervsgeniet Lars Kolind.

Disse kendisser fra Danmarks splinternye folketingsparti tiltrak sammen med Asmaa Abdol-Hamids tørklæde fra Enhedslisten ustandselig mediernes opmærksomhed. Ofte på grund af deres mudrede politiske budskaber i ufrivillig, komisk konflikt med deres partiers officielle programmer.

Kendiseffekten rakte som bekendt ikke til taburetter for Paula Larrain og Lars Kolind, og Asmaa Abdol-Hamid nåede heller ikke på tinge i denne omgang.

DE POLITISKE PARTIER.

Mens Grundloven grundfældede sig i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet, var det hele meget enklere. Politiske partier eksisterede dårlig nok, og i begyndelsen havde kun »uberygtede« personer over 30 år stemmeret. Lige bortset altså fra kvinder, tjenestefolk, boligløse og fattigrøve, som heller ikke kunne opstille til valg. Valgbarhedsalderen lå dog kun på 25 år, og »enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret« blev afskaffet med Grundloven.

Efterhånden begyndte de indvalgte folketingsmedlemmer at danne løst organiserede loger den tids kaffeklubber hvor ligesindede mødtes og diskuterede. Et stykke hen ad vejen fik klubberne en fastere form, og de dannede grundlag for de første tre danske partier.

Både de konservative, Venstre og Socialdemokraterne hed noget andet i gamle dage - nemlig Højre, Det Forenede Venstre og Den internationale Arbejderforening for Danmark men det var dem, der grupperet omkring henholdsvis velhavere, bønder og arbejdere dominerede det første halve århundrede med dansk partipolitik.

Siden har talrige, mere eller mindre fremtrædende medlemmer af i alt 21 forskellige partier haft sæde i Tinget i løbet af de 158 år fra den første Grundlov til i dag.

Flere af de foreløbig 67 afholdte folketingsvalg har i kortere eller længere perioder også givet plads til deciderede antidemokratiske kræfter i form af hardcore kommunister og nazister på de ekstreme yderfløje.

FARVEL TIL PARTIERNE.

Løsgængere har det utrolig besværligt på grund af reglerne i Valgloven af 1915, der tildeler de politiske partier en meget central placering angående opstilling og valg til Folketinget. I denne omgang forsøgte 13 opstillede uden for partierne, men alle uden held.

Medlemstallet for de politiske partier er ellers faldet drastisk i seneste 50 år fra ca. 600.000 til under 200.000. Allerede for en halv snes år siden påpegede nu afdøde journalist Torben Krogh i sin bog »Farvel til partierne«, at de politiske partier er blevet »mærkbart svækket« siden 1960'erne.

»Partierne er mere og mere kommet til at ligne offentlige institutioner frem for folkelige organisationer. I takt med, at medlemstallet er faldet, er de i stigende grad blevet afhængige af offentlige tilskud.«

Alligevel var det også denne gang partierne, der opstillede stort set alle kandidaterne til valget. I november havde de godt fire millioner stemmeberettigede danskere i alt et par tusind folketingskandidater at sætte kryds ved. Endnu en gang foretrak langt over en halv million sofaen frem for stemmeboksen.

FUZZY LOGIC ER LØSNINGEN.

Nu lader det til, at vælgerne til næste valg igen skal tænke skævt og vænne sig til ret så aparte politiske programmer.

»Velfærd eller skattelettelser?«, tordnede Socialdemokraterne med dommedagstyper på gavlbannere under valgkampen.

»Helle for velfærd,« svarede oppositionspartiet selv længere nede ad gaden, men regeringen løb snævert af med sejren.

Budskabet burde fremover hedde både-og, mener nogle. Både velfærd og skattelettelser, på én gang indvandrerstop og asylhensyn, samtidig miljøflip og konkurrenceforbedring, krig og fred. Både fårene og bukkene skal tilgodeses her og nu.

Den slags tilsyneladende modsat rettede kræfter inden for samme plan hedder »fuzzy logic« og drejer sig om kunststykket at blæse og have mel i munden. Sådanne uforenelige størrelser kan, skal og vil ifølge Jesper Knallhatt alias forfatteren, filosoffen og civiløkonomen Lene Andersen i fremtiden gå op i en højere enhed. Det var hun fortaler for i debatten op til valget, og det skriver hun om i sin aktuelle bog »Baade-Og Onsdag« om samfundsudviklingen de næste 30 år.

Fuzzy logic blev »opfundet« af en iraner ved navn Lofti A. Zadeh for cirka 40 år siden, og betyder uklar eller blød. I stedet for at se verden som »enten-eller « med hårde kanter imellem formulerede Zadeh en logik, der beskæftiger sig med glidende overgange: En frugt er ikke enten et æble eller et ikke- æble, en frugt er mere eller mindre et æble.

For eksempel er et modent, nyplukket Ingrid Marie meget et æble. Æbleblomstens første spæde skud, det lille grønne, sure æble er mindre et æble. Men det er mere et æble end pæren, som er meget lidt et æble.

På den anden side er pæren mere et æble, end for eksempel en banan er det. De er dog alle sammen frugter, og dermed er både pære og banan mere et æble, end for eksempel en hest er det.

Og med fuzzy logic kan man altså godt gå ind for både blå og rød, Anders Fogh og Helle Thorning, selv om det i stemmeboksen er uomgængeligt at tage en rask beslutning.

Men fremtiden truer, og måske er også de nuværende folketingspartiers dage ved at være talte. Ny Alliance blev skabt for kun godt og vel et halvt år siden af udbrydere fra Det Radikale Venstre og de konservative.

Kort efter nybruddet spurgte en blogger på Ekstra Bladets hjemmeside, om »fremtidens politiske partier kommer til at bestå af politikere med forskellige politiske opfattelser, men som har de samme meninger omkring mange ting?«.

Svaret kommer måske måske ikke til næste valg. Det er fuzzy logic i en nøddeskal.

JACOB DEN 1.

Jacob Haugaard er foreløbig den eneste, der efter den seneste Grundlov i 1953 har vundet en plads på Christiansborg ved at stille op som løsgænger. Latteren lå også ligefor, da Jacob Haugaard i 1994 lancerede sine valgløfter. For syvende folketingsvalg i træk på 15 år stillede han op sådan nærmest for sjov uden for partierne i Århus på et protestprogram om blandt andet »retten til at være grim, dum og rig«.

Han var medstifter af Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer og lovede sine vælgere indædt at kæmpe for »otte timers fritid, otte timers hvile og otte timers søvn« og »mere medvind på cykelstierne«.

Andre slogans lød på »flere hvaler i Randers fjord«, »indefrosne dyrtidsportioner skal udbetales i rutebiler (en vestjysk kakaofarvet småkage af marengs der både fås i »lige ud« og krumme, der »drejer om hjørnet«, red.) og »folk uden humor skal tildeles mellemste invalidepension «.

Grinet var en del af budskabet. Partistøtten brugte han på øl og pølser til sine vælgere. Latteren forstummede imidlertid, da Jacob Haugaard 21. september 1994 strøg ind i Folketinget på en bølge af 23.253 personlige stemmer. Ved samme valg opnåede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen 23.983 personlige krydser.

Den århusianske komiker blev så betuttet, beæret, artig og alvorlig oven på sit anarkistiske gennembrud for 13 år siden, at offentligheden ikke hørte meget til ham de fire år i Folketinget. Indtil han i 1998 proklamerede ikke at stille op til genvalg.

Men faktisk er flere af Jacob Haugaards gakkede valgløfter siden blevet til virkelighed. Det gælder »Nutella i feltrationerne«, »fregatten Jylland gøres kampklar«, »pissoiret foran Århus Musikhus skal genopføres«. På et tidspunkt tilbød de også »flere renæssancemøbler i IKEA« end vanligt. I hvert fald i Århus.